søndag, februar 24, 2008

Kosovos historie

Jeg er kommet meget i tvivl om, hvorvidt serberne virkelig også havde så modbydelig uret som det hed sig i 90´erne. De har i århundreder levet med de problemer, som vi først er begyndt at snuse til. Her er lidt om Kosovos historie. Det er fra Forsvarets information til udsendte soldater og deres familier:

"Kosovo er en provins i den sydvestlige del af republikken Serbien, der sammen med Montenegro udgør forbundsrepublikken Jugoslavien. Navnet Kosovo er serbisk og anvendes indtil videre også internationalt, medens albanerne kalder landet Kosova. Det helt rigtige serbiske navn er Kosovo-Mitohija (forkortes Kosmet), hvor Mitohija er den vestlige del. Patriotiske serbere kalder området for Gammelserbien.

Som overalt på Balkan spiller historien en dominerende og følelsesladet rolle, som det kan være svært at forstå for nutidens europæere. Man skal som udefra kommende kende denne historie for at kunne forstå konflikterne.

Fra oldtid til Kosovo Polje
Albanerne og serbere strides stadig om, hvem der oprindeligt boede i Kosovo. Albanerne hævder, at de nedstammer fra illlyrerne, der ligesom grækerne var et af de ældste folkeslag på Balkan, og at de boede i Kosovo, da de slaviske stammer - serbernes forfædre - indvandrede fra nord i det 6. og 7. århundrede. Serberne derimod påstår, at der ikke var fastboende albanere, da slaverne slog sig ned i Kosovo, men at disse sivede ind fra det nuværende Albanien i det 15. og 16. århundrede. Også arkæologer og historikere er uenige.


I 1000-tallet opstod det serbiske kongerige nord for Kosovo. Kristendommen - den ortodokse tro - kom fra det byzantiske kejserrige. Kirken blev en samlende faktor og fik såvel stor national som kulturel betydning for serbere. På dette tidspunkt var Kosovo det nordlige grænseland i det byzantiske rige, der bl.a. omfattede Grækenland og Lilleasien.

I løbet af det 12. og 13. århundrede kom Kosovo under serbisk herredømme og blev snart et politisk knudepunkt. I middelalderen var Kosovo også Serbiens økonomiske basis med korn, vin, silke og uld samt miner med guld, sølv, bly og jern. Under kejser Stefan Dusan (1331-1355) nåede Serbien sin største udstrækning, og Kosovo udgjorde kernelandet i Serbien.

I det 13. århundrede blev Kosovo religiøst midtpunkt for serberne under det ortodokse overhoved, patriarken. I løbet af 1200- og 1300-tallet blev pragtfulde klostre grundlagt i det vestlige Kosovo, og området blev døbt Mitohija (=kirkegods). Fra denne storhedstid stammer myten om Kosovo som serbernes ur-hjemegn og "hjerteland".

Skæbneslaget og tyrkisk herredømme 1389-1878
I midten af 1300-tallet blev Balkan invaderet af tyrkerne fra Lilleasien. Den 28. juni 1389 var den tyrkiske hær under sultan Murat nået frem til højsletten Kosovo Polje (=Solsortesletten) uden for Pristina. Overfor stod den kristne hær under den serbiske fyrst Lazar. Før slaget begyndte, var Murat blevet dolket ihjel af en serbisk ridder, der foregav at være overløber. Ridderen blev naturligvis dræbt, og tyrkerne udnævnte hurtigt Murats ældste søn til ny sultan. Herefter startede slaget, hvor den underlegne kristne hær blev slået, og fyrst Lazar blev fanget og halshugget på slagmarken.


Det serbiske riges nedtur var indledt, og vejen mod nord stod åben for tyrkerne. I 1396 måtte Serbien sværge troskab over for tyrkerne, og i 1459 blev landet indlemmet i det tyrkiske rige.

Serbernes reaktion på nederlaget på Kosovo Polje var ejendommelig. Det var ikke slaget som historisk begivenhed og de politiske følger af nederlaget, der gik ind i det serbiske folks bevidsthed, men derimod de legender og myter, som blomstrede op efter slaget. Disse myter, der især drejer sig om de serbiske helte, har ikke meget med den historiske virkelighed at gøre, men deres betydning for serbere og nutidens konflikt i Kosovo kan ikke overvurderes.

Med den glans, myterne kastede over for tiden, hjalp de serberne med at komme igennem det tyrkiske herredømme og skabte basis for landets kommende frihed. Da myterne også tolkede det tabte slag som et resultat af uenighed og forræderi i serbernes rækker, var grundlaget også lagt for myten om at serberne som det forfulgte folk, der kun kunne overleve ved enighed og sammenhold.

Slagmarken gav navn til Kosovo, og begivenheden er uden sidestykke den vigtigste i Serbiens historie og for serbernes selvforståelse.

Når flertallet af serbere betragter Kosovo som deres "hellige land", skyldtes dette tre ting: "Skæbneslaget" på Kosovo Polje, erindringen om "hjertelandet" i deres middelalderlige Storserbien og de kulturelle minder i form af klostre fra denne tid.

I de næste par hundrede år efter slaget flygtede en del serbere mod nord. Dette gav plads for en indsivning af romerskkatolske albanere i det 15. og 16. århundrede. Der havde ganske vist været albanere i Kosovo i middelalderen, men disse levede først og fremmest som kvægavlere og hyrder i bjergene og minearbejdere. Nu slog de sig ned i landsbyerne på sletten. Dette rokkede dog ikke ved den etniske sammensætning; serberne var fortsat dominerende og fasthold deres kultur og ortodokse tro.

I 1683 blev tyrkerne imidlertid slået uden for Wien, og den habsburgske kejser indledte en modoffensiv. Kejseren opfordrede de kristne på Balkan til at rejse sig mod tyrkerne. Både albanere og serbere gjorde oprør og blev befriet af kejserens hær, der nåede helt frem til Makedonien. Imidlertid blev hæren trukket tilbage, og oprørerne blev overladt til tyrkernes hævn.

På dette tidspunkt skiftede albanerne side og - ifølge serberne - forrådte den kristne sag. Dette skabte grundlag for en ny serbisk myte: Albanerne som "landsforrædere". For at undgå den tyrkiske hævn startede i 1690 den første større udvandring af op mod 100.000 serbere til Ungarn og den nordlige del af den nuværende Serbien.

Historien gentog sig, da Rusland og Østrig i 1735-39 førte krig mod tyrkerne og igen opfordrede de kristne til at gøre oprør. Tyrkerne vandt, og opstanden blev slået ned. Resultatet blev en ny serbisk udvandring, der fortsatte langt ind i det 19. århundrede.

Disse folkeforskydninger fik varig betydning for Kosovos etniske sammensætning. Albanerne slog sig ned i de forladte landsbyer og også i de større byer.

Samtidig ændrede den religiøse sammensætning sig, idet de fleste albanere og en mindre del serbere gik over til islam. Dette skete for at få lov til at beholde jord og hus og undgå den kristne særskat. Det var også en forudsætning for at komme i tyrkisk tjeneste, hvor mange albanere i øvrigt opnåede ret høje stillinger.

Albanerne blev regnet blandt tyrkernes mest trofaste støtter - også da det tyrkiske rige begyndte at gå i opløsning. De tilbageblevne serbere blev en underklasse, der blev undertrykt af tyrkerne og deres villige hjælpere, albanerne. Den serbiske myte om albanernes forræderi fik ny næring".

Selvstyre, krig og etniske udrensninger 1878-1944
Medens serberne under mere end 500 års tyrkisk besættelse fortsat drømte om at genoprette deres land, sov albanerne tornerosesøvn.


Fra midten af 1800-tallet begyndte den albanske elite dog at interessere sig for den albanske kultur. Efter det tyrkiske nederlag i krigen mod Rusland 1877-78, hvor serberne støttede russerne, blev denne elite bange for at komme under slavisk herredømme og dannede "Ligaen til forsvar af albanske folks rettigheder.

Det var den første løse politiske organisering af det albanske folk. Ligaen forlangte selvstyre for alle albanere i det nuværende Albanien, Kosovo, Makedonien og Grækenland.

De europæiske stormagter blandede sig imidlertid i grænsedragningen. Serbien genopstod som uafhængig stat, men Østrig-Ungarn ønskede ikke et Storserbien, hvorfor tyrkerne fortsat skulle regere over Kosovo. Den tyrkiske sultan ønskede ikke albansk selvstyre, hvorfor han slog en opstand i Kosovo ned og deporterede lederne.

En ny liga blev dannet med de samme krav om selvstyre - ikke uafhængighed. Man var godt klar over, at man uden tyrkisk beskyttelse ville være et nemt offer for andre stater.

Nye opstande førte i 1912 til det eftertragtede selvstyre for alle albanere. Under disse uroligheder kom serberne i Kosovo i klemme, og forholdet mellem de to folkegrupper blev skærpet. Flere serbere udvandrede, hvilket medførte, at de nu kom i mindretal.

Det albanske selvstyre varede ikke længe. I 1912 blev Tyrkiet angrebet af Montenegro, Serbien, Bulgarien og Grækenland, med det mål at fordrive tyrkerne endeligt fra Balkan.Albanerne i det nuværende Albanien reagerede hurtigt og erklærede sig selvstændig, støttet af de europæiske stormagter. Uden for dette område var 800.000 uheldige albanere, der i Kosovo og Makedonien blev underlagt Serbien, medens resten kom under Grækenland.

Serberne havde ikke glemt de "forræderiske" albanere, der tilmed ikke havde deltaget i krigen mod Tyrkiet. Flere tusinde blev dræbt, og mange flygtede.

I den nye stat Albanien herskede der kaotiske tilstande, og albanske væbnede bander angreb serberne i Kosovo.

Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, støttede Østrig-Ungarn albanerne, der gjorde opstand mod serberne, opildnet af Tyrkiet, der også trådte ind i krigen på Østrig-Ungarns og Tysklands side. Serbien blev besat af Østrig-Ungarn, der også besatte den nordvestlige del af Kosovo og overlod resten til Bulgarien. Da disse stater tabte krigen i 1918, startede et nyt tovtrækkeri om albanerne - som ikke blev spurgt.

Enden på det hele blev dog, at Albanien genvandt sin selvstændighed, og Kosovo og Makedonien kom atter under Serbien, der efter krigen indgik i Kongedømmet Serbien, Kroatien og Slovenien - det senere Jugoslavien.

Kosovo-albanerne fik atter den hårde hånd at føle. I modsætning til andre mindretal i det nye kongerige blev de diskrimineret og forfulgt. Skoleundervisning og avis- og bogudgivelser på albansk blev forbudt. Kosovo blev koloniseret med serbere, der fik overladt jord, mens albanerne blev undertrykt eller uddrevet.

Mange albanere gik under jorden og angreb serberne, der svarede igen med uhørt brutalitet. Herunder blev landsbyer bombarderet og afbrændt. Samtidigt blev området økonomisk og kulturelt forsømt.
I 1939 blev Albanien besat af Italien, og i 1941 besatte Tyskland Jugoslavien. Tyskland besatte den nordlige del af Kosovo og overlod hovedparten til Italien. Dette område blev slået sammen med Albanien til et Storalbanien under den italienske konge.


Da Italien i 1943 kapitulerede, overtog tyskerne besættelsen, men tillod fortsat et Storalbanien med egen regering og parlament. Generelt støttede albanerne besættelsesmagten - især i Kosovo - og hjalp med at bekæmpe kommunistiske partisaner, ligesom der også blev opstillet albanske SS-enheder. Tyskerne blev nærmest betragtet som befriere. Reelt var landet dog ikke uafhængigt, men albanerne var sluppet af med den serbiske undertrykkelse og kunne oprette egen forvaltning, politi, retsvæsen, skoler m.v. Rollerne var nu byttet om, og flere tusinde serbere forlod Kosovo, medens nye albanere indvandrede".

Læs den fortsatte historie her

Til kortet: Montenegro blev selvstændigt i 2006.

11 kommentarer:

  1. Ser man i et gammelt leksikon fra trediverne, så var muslimerne efter første verdenskrig et lille mindretal.
    Resten er sivet ind over grænsen fra Albanien, og Hitler forflyttede et stort antal under 2. Verdenskrig.

    Nu mener de at være så mange, at de kan gøre krav på landet.
    Det er forkert, og serberne er i deres gode ret til at kæmpe imod erobrerne.

    Vi, i den frie Verden skylder dem al mulig støtte.

    falkeøje

    SvarSlet
  2. Kosovo/Kosova historie og resten af det tidligeres Jugoslaviens historie er noget rod.

    Men hvorfor har Kosovo/Kosova ikke ret til at erklære selvstændighed nu når der er flertal for det? Det må være enhvert folks ret at erklære selvstændighed hvis der er flertal for dette.

    Jeg kan ikke udfra det citerede eller resten af artiklen udlede hvorfor der er begået en uret mod Serberne.

    Da jeg har stor respekt for dine analyser vil jeg gerne at du beskriver dette mere indgående.

    Jeg fik en 'aha oplevelse' af din korrekte observation af at indvandrepigerne ikke var ude af kontrol. Måske kan jeg også få en her.

    FriKapitalist

    SvarSlet
  3. På jihad Watch - mener jeg det var- så jeg en kommentar der nævnte lighederne mellem en af de to albanske skriftmåder og tjetjensk, jeg kan desværre ikke finde den igen. Der var opsat en ordbog over tre sprog engelsk eller latin som det ene , albansk som det andet og tjetjensk som det tredje.
    Peter Buch

    SvarSlet
  4. FriKapitalist: jeg har altså ikke glemt dit spørgsmål. Jeg svarede dig i morges, men det forstandt desværre ud i den blå luft. Jeg vender tilbage.

    SvarSlet
  5. Nå, klokken er nu 22:58, og det var det Balkanproblem. Nej, jeg kan ikke lave en dyb analyse af det. Jeg må bare konstatere, at jeg begynder at få større forståelse for, hvad serberne har været oppe imod. Jeg begynder at forstå, hvor deres stærke nationalisme kommer fra. Den kommer ikke af ingenting, og den er egentlig heller ikke idel ondskab.

    Serbernes nationalisme ligner nationalismen i det nordlige Spanien. Ligesom Serbien var under tyrkisk herredømme i 500 år, var Spanien jo også. Kun de nordlige områder holdt skansen, og de blev plynret på enhver facon, de følte sig forrådt og de må have levet i angst i århundreder. Først meget sent lykkedes det at samle folket mod araberne. Det tog hundreder af år at erobre landet tilbage bid for bid. Sådanne nationer har fået en overdosis af ydmygelser, hjælpeløshed og skræk. De har lært betydningen af national autonomi. Vi andre forudsætter det. Men jeg tror, man er færdig med at håne nationalismen, når man bliver udsat for at miste national suverænitet. Tilsvarende med serberne. De blev overrendt, først militært, siden demografisk. De fik en Hobbesk Leviathan, en Tito, der udskød konflikten. Så forsvandt Leviathan, og alle kattene slap ud af sækken. Som i Irak. At have succes i den krig var at være en skurk. Serberne havde mest succes, de blev de største skurke. Men lad mig spørge: hvad i alverden skulle de gøre? Hvad skal Europa gøre, hvis 50 procent af vores befolkning en dag er muslimsk? Man kan snakke sig til meget, men til syvende og sidst handler det om demografisk forhold, altså: Hvem skal leve her? Selv den bedste nation kan egentlig rende ind i det problem, også ganske uforskyldt. Vi vil alle gerne have veje ind. Ingen vil tale om vejene ud.

    Vi har levet beskyttet og kan let håne andre, der har været knapt så heldige. Nu er de europæiske lande udsat for bare en lille del af de prøvelser, serberne var igennem under tyrkerne og siden hen. Vi er ikke begejstrede, vel. Og det kan blive meget værre. Hvis muslimerne en dag udgør 50 procent af den europæiske befolkning og hvis de stadig opfører sig som de gør nu, men bare kan lægge meget mere magt bag, så kan jeg lige love dig, at så kommer jeg også til at ønske dem smidt langt ud af Europa.

    Jeg vil så bare foretrække, at vi handler så klogt, at det ikke ender dér.

    SvarSlet
  6. Kampen om Europas fremtid afgøres ikke i morgen men i dag. Det ved jeg at du er enig i.

    Hvis den dag kommer hvor Europa står i Serbiens sko er slaget tabt og tabene må tages.

    Ånden er ud af flasken, islam er en væsentlig magtfaktor allerede i dag og bliver endnu stærke i morgen. Vendepunktet er ikke et spørgsmål om der bliver 50 % muslimer, Libanon var tabet da der var 30 % muslimer i landet. Det tror jeg er gældende også for Europa. men spørgsmålet er selvfølgeligt også om vi kan nå at få normaliseret muslimerne, ikke religionen Islam, for det er umuligt.

    Spørgsmålet er om de når de 30 % og om vi kan gøre muslimerne lige så ligegyldige overfor deres religion som den almindelige dansker er overfor kristendommen.

    Hvis ikke er slaget tabt og det kan vi ikke bekrige os ud af.

    Troende muslimer er også mennesker, mennesker med umenneskelige holdninger men mennesker. Hvis Europa tipper så tager jeg ud af Europa, det kan jeg gøre, men islam kan ikke tages ud af Europa.

    Jeg er slet ikke i tvivl om at vi kan vinde kulturkampen, for vi er stærke. Men den kan også tabes for vores ledere er svage men deres politi er stærkt overfor os der har noget at miste.

    Islam kan ikke slå os men vi kan selv. Kampen om Europas fremtid er først og fremmest en kamp i mellem etniske europæere, derefter muslimer.

    Hvis vi vil er islam chanceløst, men vil vi virkeligt?

    Som jeg ser det står Danmark stærkere end de fleste Europæsike nationer, vi kan stå endnu stærkere og det tror jeg vi er på vej til. For Danmarks tilfælde er jeg ganske fortrøstningfuld.

    FriKapitalist

    SvarSlet
  7. jeg syns du skrvier ikke nok i detaljer,
    læs mere på http://bjoerna.dk/albansk-historie/1912.htm

    SvarSlet
  8. nu mangler vi camerija som grekkerne har tyvstjålet og den norlig del af makedoninen til at sammensætte den land som har tilhørt albanerne.

    SvarSlet
  9. Hvordan kan du sige at det er forståeligt hvordan serberne handlede under det foregående århundrede. Kan de tillade sig og dræbe tusinder albaner fordi de har været under tyrkisk undertrykkelse i 500 år. Burde det så ikke være tyrkerne der skulle bøde for det og ikke albanerne. jeg tror du skal sætte dig lidt dybere ind på emnet før du burde udtale dig. Serbien har med sit mål (serbifisering af hele yugoslavien) tabt alt indflydelse på området samt Kosova, efter deres handliger i slut 90 erne. hvis ikke de havde handlet sådan, og givet albanerne samme rettigheder så tror jeg heller ikke der ville være lige så meget oprør og folk der ville kræve fuldstændig selvstændighed. Lad mig spørger dig om en ting. Går du ind for demokratiet og overholdelse af de menneskelig rettighedeR?

    SvarSlet
  10. Hvis vi en dag oplever én Sjælland med 90% kinesere, og denne procentdel har været sådan fordelt i 100 år, med stadig voksende kinesisk befolkning, skal Sjælland erklæres for en selvstændig republik? Skal kineserne have lov til at overtage uden at de resterende 10% skal have et ord at sige? Skal Sjælland gå fra at være et dansktalende område, til at være kinesisk? Skal den lille procentdel udsættes for diskrimineringer, chikaner og trusler? Skal Fyn og Jylland forholde sig passiv, eller har de PLIGT til at hjælpe den danske minoritet? Og hvordan skal de hjælpes? Til at blive på Sjælland og holde ud? Fraflytte og overlade resten til kineserne eller gribe våben i hånden og forsvare deres historiske ret til at blive boende? Tænk lige over det!!

    SvarSlet
  11. En masse respekt til nogle få mennesker med fine kommentarer. Resten lyder til at tænke, hvad der er bestemt dem af medierne, der er styret af landets politik (i dette tilfælde Danmark og de danske medier der støtter albanere og udstiller serbere som skurke).

    SvarSlet