onsdag, februar 27, 2008

Mere om relativisme

Relativisme er et enkelt begreb, der sagtens kan bruges i hel dagligdags forstand i betydningen "det sete afhænger af øjnene, der ser". Denne dagligdags forståelse af begrebet svarer i grove træk til Protagoras´ forståelse, og der er ikke siden sket store ændringer i filosofiens opfattelse af begrebet. Derfor fungerer begrebet egentlig lige så fint og uproblematisk som ordet "blå".

Når det er sagt, så kan begrebet alligevel rejse nogle filosofiske spørgsmål, og så bliver det pludselig indviklet. For der er forskellige typer af relativisme, og flere af dem kommer hurtigt i problemer. Med Politikens filosofileksikon skelner vi mellem følgende typer af relativisme:

Deskriptiv relativisme er den antagelse, at opfattelser og meninger rent faktisk viser sig at være relative. Det er en banal konstatering: folk er uenige og der er mønstre i uenigheden. Den peger tilbage på eller relaterer til bestemte forhold ved de erkendende subjekter.

Historisk relativisme hævder noget om, hvad vores erkendelse relaterer til, nemlig historiske forhold i bred forstand (forskellige tider, religioner, fag, paradigmer, politiske ideologier osv). Det er i og for sig også banalt, i hvert fald i åbne samfund, at den slags historiske forhold spiller ind på, hvordan vi tænker.

Normativ relativisme er den antagelse, at i hvert fald følelsesmæssige og moralske antagelser er afhængige af øjnene, der ser. Det lyder plausibelt, men allerede her kan man diskutere, hvorvidt fx spædbørnsdrab og stening virkelig ikke skulle være onde i nogen objektiv eller absolut forstand? Kan man virkelig ikke hævde på en objektiv, rationel, overbevisende måde, at der findes onde handlinger? Her kommer også styreformer og politik ind i billedet. Demokrati er baseret på, at forskellige nationer foretrækker forskellige samfundsindretninger. Demokrati er altså baseret på relativisme. Men hvad så, hvis visse folk ikke mener, at alt er relativt? Giver relativismen dem så ammunition til at tilbagevise relativismen og hævde en absolut og indiskutabel guddommelig lov? Skal man i demokratiets navn anerkende afskaffelse af demokratiet, hvis det er det, folk vil? Allerede her bliver relativismen tvivlsom og paradoksal. Den normative relativisme kan man godt presses til at antage, men kun rationelt. Man kan ikke overgive sig til den form for ligegyldighed følelsesmæssigt. Og det forbliver et åbent spørgsmål, om det er det normative, der spiller fallit, fordi det mangler objektivitet, eller om det er rationaliteten, der spiller fallit, fordi den mangler et følelsesmæssigt engagement, uden hvilket det ikke giver mening at diskutere etik og politik.

Én ting er, at etik, kultur og normer kan være historisk relative. Men mener man også, at erkendelse og viden generelt er relative størrelser? Er man også erkendelsesteoretisk relativist? Man må indtage et standpunkt: Er al vor erkendelse relativt? Hvis ikke, hvilken del er så ikke relativ? På hvilke områder gælder relativismen? Religion? Moral? Politik? Matematik? Fysik? Biologi? Det kræver en del argumentation at påstå, at viden om universet er relativ, at altså den ene kan mene, at jorden er rund og den anden, at jorden er flad og videre kommer vi ikke i diskussionen. Er man erkendelsesteoretisk relativist, så findes der ikke objektiv viden. Der findes kun relative antagelser. Denne erkendelsesteoretiske relativisme kommer i problemer, når den bevæger sig fra "bløde" til "hårde" fagområder. Man kan dårligt slippe af sted med at hævde, at ting falder opad. Man kan dårligt benægte logikkens basale love, dvs. der findes rationelt tvingende argumentation, som kan tilbagevise svage synspunkter. Der findes også gode og dårlige iagttagelser, som kan bestyrke eller svække standpunkter. Anerkender man de to ting, så er man ikke længere erkendelsesteoretisk relativist.

Den metodologiske relativist afviser, at der er rationelle metoder til at afgøre, om en teori duer. Påstanden er, at den ene kan have ret ud fra sine præmisser, den anden ud fra andre præmisser. To sæt af antagelser er inkommensurable, de kan ikke måles med samme målestok. Heller ikke virkeligheden er en fælles målestok, for vi har forskellige virkeligheder. Rent deskriptivt kan man hurtigt konstatere, at forskellige fagparadigmer og forskellige politiske ideologier har forskellige målestokke for at anerkende og underkende argumenter. Men herfra og til at hævde en principiel metodologisk relativisme, er der dog et stykke.


Relativismediskussionen kommer hurtigt til at handle om ontologi, altså den der virkelighed, som relativisten siger, det hele overhovedet ikke handler om. Fordi man må jo spørge: Alle disse mennesker, der tænker og tror alt muligt om verden; tager de alle sammen fejl eller har de alle sammen ret? Tager nogle af dem fejl? Det må være et rimeligt spørgsmål.

Hvis nogle af dem tager fejl, så er alt ikke relativt. Så findes der en objektiv verden og der findes også objektiv viden om den. Og vupti, så er man ikke relativist mere.

Hvis alle disse mennesker tager fejl, hvis vi altså alle sammen bevæger os rundt i hver vores begrænsede verden, - hvem kan så se, at vi tager fejl? Det kan man jo kun, hvis man har en objektiv målestok for viden. Og vupti, igen er man heller ikke længere relativist.

Hvis de alle har ret, selvom de modsiger hinanden, se så er man relativist, men så er man også solipsist, dvs. at man både er erkendelsesteoretisk og ontologisk relativist. Ikke kun vores tanker om verden er relative, men virkeligheden selv er relativ. Folk lever vitterligt i hver deres verden i ontologisk forstand, de har hver deres virkelighed og hver deres sandhed, og de har hver især ret ud fra hver deres præmisser. Denne ontologiske relativisme eller solipsisme er et vanskeligt standpunkt, for hvis vi alle er fuldstændigt indemurede i hver vores verden, hvordan kan vi så gøre den iagttagelse, at vi har forskellige verdener? Solipsismen modsiger sig selv, fordi den kræver et metaperspektiv, som den hævder ikke eksisterer. Den gør en objektiv verdensiagttagelse, som den benægter muligheden af.


Mener man derimod, at det er umuligt at afgøre, hvem der har ret (om nogen), fordi ingen af os har adgang til verden i sig selv, så er man erkendelsesteoretisk relativist, men ikke ontologisk relativist; verden für uns er relativ, men verden an sich kan vi ikke udtale os om. Man erkender, at der er noget, man ikke forstår og holder sig åben over for muligheden af, at vi måske lever i en kæmpe illusion. Principielt kan der dog lige så godt herske en lige ud ad landevejen positivistisk orden i hele verden, hvor alting er lige nøjagtig, hvad det giver sig ud for at være.

Tør vi opsummere? Deskriptiv og en vis grad af normativ relativisme kan fungere, men generel erkendelsesteorerisk relativisme kan hurtigt få ørerne i maskinen. Ontologisk relativisme er en vanskelig position at forsvare. For selvfølgelig kan man efter en følelsesmæssig eller erkendelsesmæssig ændring sige, at så lever vi vitterligt i en anden verden. Det giver også god mening at sige, at vi strukturerer vores samfund ud fra de måder, vi tænker på. Dermed er der masser af ydre, ontologisk virkelighed, der er afhængig af os mennesker og som relativt afhænger af tid og sted. Men igen er det vanskeligt at påstå - som solipsisten - at virkeligheden principielt er afhængig af os, der oplever den (esse est percipii). Computeren forsvinder formentlig ikke, fordi den ontologiske relativist vender ryggen til den – og hvis den gjorde, ville han aldrig kunne bevise det. Ja, han ville i sagens natur slet ikke opdage det, så han kan lige så godt lade være med at spekulere over det.

4 kommentarer:

  1. At Filosofere over Livet,
    og alt det der, er En Løbende Proces,
    man ikke bør, Stoppe op i.

    For da,
    er den først,
    Kun En Filosofi.

    Blandt flere.

    Hvad så, Ulla?

    Det var vel ikke godt nok?

    SvarSlet
  2. eller!

    Min, Filosofi,
    over En Filosofi, er,
    at Filosofere videre.

    SvarSlet
  3. Alt er relativt, siger relativismen. Alt er relativt - men kun i forhold til noget absolut, siger realisten.

    SvarSlet
  4. Ulla... det er slet ikke så vigtigt det der med objektiv kontra subjektiv.

    Findes der en verden uafhængigt af menneskelig bevidsthed?

    Bevares... ja det gør der, men som du jo selv konkluderer, så er den ikke relevant.

    Jeg ved godt at nogle mennesker har et svært overudviklet behov for at hævde deres moralske overbevisninger som enten sanktioneret af: 1) Objektiv viden om verdens beskaffenhed 2) Guddommelig indsigt i skaberens vilje.

    Det er for så vidt blot begge sider af samme mønt.

    Nej du har ikke monopol på moralske fornemmelser, selvom du mener at have særlig indsigt i det rationelt logiskes særlige beskaffenhed.

    Men det er også ligegyldigt, kære Ullla, for det er der heller ikke nogen andre, der har.

    Det 'objektive', 'tingen i sig selv', 'Guds vilje', 'den gode vilje', 'det gode i sig selv' - og jeg kunne blive ved meget længe - er kontruktioner, der tjener et meget simpelt formål: at samle flokdyret menneske om fælles mål og midler, der skal holde en herskende klasse ved magten.

    Længere er den ikke...

    Moral er human i alle dens udgaver, den er udtænkt af mennesker og tjener et menneskeligt formål!

    Men du Ulla, fordi du er unik og smuk og dejlig og klog, har et forhåbentligt ganske særegent moralsk perspektiv. Det perspektiv skal sanktioneres af DIG, fordi du brænder for det - fordi du mærker en intens glødende ild i dit bryst, der fortæller dig, at dette syn er det rigtige - at denne vision skal skabe verdener, tider og bygningsværker.

    En sådan skæbne, et sådant liv, en sådan udfoldelse is to die for... og væsentlig meget mere værd for dig og måske ligesindede end, hvorvidt man kan udlede A af B og C.

    Derfor bør man heller ikke drømme om det søde liv på sofaen i en verden, hvor ens eneste reale bekymring bliver, hvorvidt man i morgen skal rehabiliteres, for (tanke/følelses)forbrydelser mod normaliteten.

    Man kan meget nemt havne i en situation, hvor man, for at bekæmpe 'øjet i det høje' ender med 'kameraet i væggen' og forskellen på de 2 ting er så godt som ingen!

    Kan jeg bringe dette på kort formel? Nuvel: det gælder ikke om at lukke munden på andre, fordi de er onde, men om at åbne munden på sig selv, fordi man er uundværlig!

    Per

    SvarSlet