lørdag, marts 08, 2008

Foucault og kampen mod kønnene

Moderne kønskamp er ikke en kamp imellem kønnene, men en kamp mod kønnene. Fra statslig side sættes der nu allerede ind i børnehaven. Jeg har netop set det i fjernsynet, 4-årige lytter med åben mund til deres helte fra børne-tv, der er sendt ud for at klippe nosserne af dem. Der skal sættes tidligt ind, hvis det skal forhindres, at piger bliver piger og drenge bliver drenge.

Tanken er egentlig at befri kønnene fra kønnene. Kønnet er nemlig en konstruktion, en maskerade, en funktion i et grimt spil, og det tyranniserer os elendige til en sørgelig ensretning. Med tvang, manipulation, pression, skam og skyld. Kønnet er påført os udefra gennem en usynlig, diskursiv magtanvendelse mod os. Vi er blevet pålagt selvteknologier, hvorved vi bliver vores egne herrer og dermed dobbelt kontrollerbare. Kønnet er kun endnu en reguleringsteknik. Magten producerer sjæle.

Det moderne menneske som frit og rationelt subjekt er en opfindelse, der paradoksalt nok er skabt til at sikre fuld statslig kontrol. Individet har kun fået hver sin portion frihed og rationalitet, fordi det er mere praktisk for staten, og fordi staten aldrig selv ville kunne disciplinere os så detaljeret som vi kan disciplinere os selv. Biopolitik kalder Foucault den omfattende statslige interesse for befolkningens ve og vel. Moderne pastoralmagt kalder han kunsten at drage den inderligste omsorg for den enkelte uden at miste den milde magt over flokken som helhed.


Michel Foucault har lært kønsbekæmperne at frygte kønnet, men også at bekæmpe det. Han leverer kampens våben: intet er fundamentalt, mennesket har ingen natur, mennesker har ingen essens. Alt er historie, alt er konstruktion. Tilbagevisninger af positioner, man ikke bryder sig om, sker gennem genealogi, altså opløsning af ”selvfølgeligheder” gennem historisering. Nationerne opstod dér, subjektet dér, kønnet dér, friheden dér osv. Begreberne føres tilbage til en rodet, uhellig begyndelse, en tom grav helt uden mening i.

Al vores viden er dybt infiltreret af magt, mener Foucault. Faktisk har vi ingen viden i normal forstand, vi har konstruktioner af genstandsfelter. Vi opdager ikke skoletræthed og psykopati, vi opfinder det. Viden gennemlyser sit objekt, former det og låser det. Viden er magt, og som viden – definitioner, kategoriseringer, årsagsforestillinger – gennemtrænger magten livet. Videnskaben tjener til at legitimere bestemte perspektiver på verden, skabe skræk og bekymringer, definere problemer og løsninger. Vi er i vores diskursers vold.


Disse åndelige pullovers, diskurserne, udgrænser og ekskluderer det utænkelige. De er vores vidensrum, vores mulighedsfelt, vores verdens grænser. Derfor skal der laves tidsdiagnoser. Hvad lader sig tænke i en given periode? Hvordan erfares verden? Hvad kan legitimt og meningsfuldt siges og gøres? Det Foucaultske program suger undergravende energi til sig, vidensubversion hedder yndlingsaktiviteten. Af-essentialisering og de-naturalisering er frihedskamp, der skal give plads til nye måder at tænke på. Populære forestillinger iscenesættes som dominerende og dermed betænkelige forestillinger. Ud af alle kroge vælter de marginaliserede, ekskluderede, stigmatiserede, de anderledes. De vil ind i Foucaults befrielseshær, så de selv kan komme til at definere verden.

Men desværre. Desværre. Så er de frigørende kræfter blevet ansat i stat og kommuner og her kæmper de ihærdigt Foucaults kamp for frihed. Taktfast, slagfast, så han må glippe med øjnene. Enige, målrettede og med statens magt og vælde i ryggen hælder de Andetheden i halsen af folk. Så kan det blive til noget! Frihed til hver og én, ingen skal snige sig udenom.

Hvad ville Foucault sige til kønsmanipulation i børnehaverne? Han ville hade det. Han ville sidde med tør mund og svede angstens sved ved tanken om den uhyre strategisk-institutionelle magtanvendelse, hans frigørende redskaber anvendes til. Han ville blive svimmel af ubehag over at opleve, at de våben, han kastede ned til frihedskæmperne, nu anvendes med så stor energi og beslutsomhed i statens tjeneste. Sæt ind mod kønnene, sæt tidligere ind, lovgiv, forbyd, reguler det normale ud af kroppen på dem. Kan forestillinger komme ind, kan de også komme ud. Og så kan nye komme ind. En forestilling er en forestilling, folk er fulde af indbildninger, hvorfor ikke sortere lidt i dem og vælge de bedste og mest hensigtsmæssige indbildninger? Form skolebøger, undervisning, film, litteratur i de foretrukne idealers billede. Manipuler med arme og ben, gør moderinstinkter og maskuline beskytterdrømme til stående jokes, vis igen og igen de foretrukne Andetheder i snurrige adfærds- og rollekonstellationer, som om verden var netop sådan, vis det igen og igen, ligesom Goebbels viste rotter mellem jødebillederne i sine propagandafilm.

Moderne magt vil gøre sig usynlig, Foucault vil grave dem frem i lyset. Han ville få kvælningsfornemmelser ved tanken om at blive sat i statsmanipulationens tjeneste, anvendt mod folket og deres foretrukne liv. Det er ét fedt, om det er guvernøren, der tæsker det ind, eller det er guvernanten, der synger det ind. Foucault brød sig slet ikke om den moderne frihedsbaserede dirigering af befolkningen gennem ”oplysning” og ”viden”, og han så på den altgennemtrængende omsorg for det enkelte individs selvforvaltning med dybeste mistro. Han hopper ikke på snakken om frigørelse og vifter af valgmuligheder. Moderne individualisering er totalisering, nu uden køn. Foucaults frigørelsesteknikker blev selv kapret af statsmanipulationen. Naturligvis.

15 kommentarer:

  1. Både Fucko og hendes tåbelige elever lider fatalt af manglende sans for proportioner.

    Gonat.

    SvarSlet
  2. Lige som mennesker i diverse lande i Asien og Afrika dagligt mister ben eller liv på grund af landminer der blev nedgravet for mange år siden, og mennesker i Libanon stadigvæk lemlæstes af ueksploderede klyngebomber, så vil vi i mange år i nu komme til at lide under den kulturradikale hærs psykisk forkrøblende efterladenskaber.

    SvarSlet
  3. Glimrende fremhævelse af Foucaults position med ordene:
    "intet er fundamentalt, mennesket har ingen natur, mennesker har ingen essens. Alt er historie, alt er konstruktion."
    Men jeg synes, at Foucaults teori rammer ham selv. Hvem er denne Foucault, der kan komme med påstanden om, at alt er konstruktion, andet end en Foucault, der selv er i færd med at historisere og konstruere.

    SvarSlet
  4. Foucault er prototypen på den Andethed, der har gjort oprør siden 1980´erne. Han var bøsse og døde af AIDS i 1984. Han har mærket den kønsmæssige tvang på sin egen krop og lyst. Heraf har han sluttet, at sådan laver man altså køn. Alle de heteroseksuelle er vellykkede konstruktioner. Bøsserne er gået fri, men lider til gengæld under det stadige normalitetspres.

    Ravnemødrene bruger Foucaults skabelon. De har ikke kunnet leve op til normalstandarden for moderskab. Det pres har de levet med, og også de har tegnet deres teorier gennem en overføring af deres egen situation til alle andre. De oplever sig som mislykkede moderkonstruktioner. Ergo er alle andre vellykkede moderkonstruktioner, altså afrettede, tilrettede mødre med de rette følelsesmæssige konstruktioner, hvis oprindelse i tvang og pres de "slører", så de ikke længere selv kan se den. Når normale kvinder derfor ikke er til at flå fra deres spædbørn, så skyldes det, at moderskabskonstruktionen har reificeret sig, klædt sig ud som en objektiv realitet. Derfor kan man mageligt overhøre, hvad kvinderne siger samt naturligvis, hvad kvinderne siger, spædbørnene siger.

    Begge Andethedsapostle tager selvfølgelig jammerligt fejl.

    Også muslimerne bruger Foucaults måde at kridte kampfeltet op på. Også de forklæder sig som "etnisk anderledes" og dermed kampen som multikulturel. Andetheden mod Normaliteten. De fjerner opmærksomheden fra alt andet end denne grundlæggende konflikt. Det er en meget effektiv måde at gøre Normen ukampdygtig på. Man overfører en enorm mængde af skam og skyld til Normen. Den kan ikke fremhæve sig selv som sund, god, naturlig og hensigtsmæssig, heller ikke selvom den er det. For det er den: den heteroseksuelle mand, den moderlige mor og den ikke-islamiske nation ER ALLE sunde, gode, naturlige, hensigtsmæssige.

    Men jeg siger ikke dette for at genere Foucault. For hvad er det, jeg gør lige her? Jeg tegner grænsen for, hvad der legitimt kan tænkes nu og her, af os. Dermed praktiserer jeg diskursanalyse. Jeg bevæger mig på kanten af, hvad vi kan holde ud at tænke. At kalde det sunde, gode, naturlige og hensigtsmæssige for sundt, godt, naturligt og hensigtsmæssigt, har vi svært ved at holde ud. Vi kan kun lægge os fladt på maven for alt det usunde, dårlige, unaturlige og uhensigtsmæssige. Det er vores lille diskursive virkelighed.

    SvarSlet
  5. PS: Læs evt. lidt mere om queer-teori her: http://www.leksikon.org/art.php?n=5013

    Jeg skrev, at Anhedhedskampen tog fart i 80´erne. Måske skal den i virkeligheden forstås som en del af socialismen - som jo har behov for at finde og opkvalificere konflikter; svage parter, hvis sager socialismen jo lever af. Socialismen er jo sådan en offer-sluger med en lang, tynd snude og en endnu længere tunge, der kan nå ind i alle afkloge og finde folk, det er synd for.

    SvarSlet
  6. He - rart at se at du trods alt er lidt usikker på din kritik af Foucault. Han er efter min mening nemlig en 5 - 7 gange kvikkere end alle de åndssvage queer eftersnakkere, der har institutionaliseret hans tanker og reduceret dem til firkantede kasser, hvor man efter en standardskabelon reproducerer den samme analyse igen og igen om de undertrykte sorte, kvinder, asiater, arbejdere osv.osv.
    De værste Foucault eftersnakkere er dog nok arkitekturteoretikerne, som ikke kan se en rund bygning med et udkigstårn uden at tale om undertrykkelse og panoptikon, suk!
    Jeg tror man skal opfatte Foucaults magtteori i lyset af den kommunistiske dominans i datidens parisiske intellektuelle overklasse. Her blev hans sætning om "le pouvoir vient d'en bas" opfattet som et forræderi mod klassesagen og som en helt urimelige mistænkeliggørelse af dem som dogmatisk venstreorienteret tænkning fratager enhvert ansvar for konflikter. Set i det lys er han jo helt fornuftig :-)
    Set fra en liberal vinkel leverer han jo også nogle temmeligt anvendelige værktøjer til at afdække det massive bombardement af diskursiv undtrykkelse, som strømmer ud fra vores statslige oplysningsorganer. Du er selv inde på det samme, men det virker ikke helt som om du kan leve med den aktivistiske side af manden...
    Personligt har jeg aldrig forstået hvordan Foucault var i stand til at kombinere sine analyser af biomagten og diskursiv undertrykkelse med en støtte til fx den islamiske revolution (revolte aux mains nues er måske noget af det dummeste han har skrevet), i det mindste var han dog aldrig fan af østblokken!
    Det er klart at Foucault er ekstremt problematisk stort set lige meget hvordan han bruges, men jeg synes godt nok han har bidraget med nogle væsentlige analyser. Det er i højere grad hans ontologiske overvejelser end detailanalyserne der er problematiske. I virkeligheden var han jo heller ikke selv i stand til at formulere et teoretisk grundlag for sin historieskrivning, men trivedes primært med mikroanalyser. Stort set al systematisering og ontologisering af Foucault er jo udført af hans efterfølgere (og måske har det været skrevet/tænkt så uklart at der er frit slag i flere retninger).
    Du er lidt ude efter hans biografi i analysen af hans "andethed". Det synes jeg er en smule tarveligt. Foucault tog jeg faktisk 100% konsekvensen af sin seksuelle orientering og valgt at leve et liv uden familie. På den måde har han faktisk taget den efter min mening væsentligste konsekvens af homoseksualitet, nemlig afståelse fra forplantning. Når man har accepteret denne konsekvens mener jeg at Foucault har enhver moralsk ret til at kritisere forsøg på direkte eller indirekte at manipulere med hans seksuelle præferencer.
    Jeg tror ikke så ikke på at SM-miljøet og konstruktionen af egen passion er en vej ud af andres forsøg på at kontrollere din lyst, men hey det er frontlinje forskning... Foucault har åbnet ballet, så handler det jo bare om at vi andre griber bolden og viser at Foucault læst på den rigtige måde i virkeligheden er en liberal tænker :-)

    /Nicolai

    p.s. tak for din fine blog - du har fuldstændigt ret kønskampen er blevet en kamp mod kønnet. Derfor må vi jo bare sørge for at det er os selv og ikke nogle skuffede feminister der opdrager vores børn!

    SvarSlet
  7. Det er jo egentlig ikke en kritik af Foucault, jeg laver. Jo, lidt. Men det interessante er netop, at han har de to spor, kampen for Andetheden og kampen mod guvernementet. Han har næppe forestillet sig, at de to skulle blive en del af samme strøm. Han ville ikke have brudt sig det mindste om det. Jeg mener bestemt, at han må være en liberal filosof, som dog ironisk nok sidder i en klokke af fransk intellektuel socialisme. Den klokke kommer han ikke rigtig ud af. Manden er på på én gang socialist og imod statslig styring. Den position findes ikke. Men ingen kan jo nedbryde alle sine skranker på én gang. Foucault er klart uundværdig for højrefløjen. Hans argumentation mod guvernementet er helt uundværlig, det er jeg enig med dig i. Samtidig vil jeg dog også sige, at han er en del af et Andethedstyranni, som har huseret siden hvad, siden Derrida? Den tankegang har programmeret os til hele tiden at søge udenom det, der duer, og det, vi er, nemlig gode, fornuftige, retfærdige osv. Vi er blevet permanente ungdomsoprørere uden ansvar og kraft til at sige, hvordan det skal være. Ikke at det er nyt. Luther skrev det samme om os i 1500-tallet. Men det er blevet radikaliseret nu, og endelig: nu er der rent faktisk nogen, der udnytter det. Det er ikke gratis længere. Når Søren Pinde siger, at indvandrerne skal assimilere, så trodser han Andethedstyranniet. Alle ved, han har ret, men den ubehag, hvormed vi giver ham ret, viser Andethedstyranniets tag i os. I skal først lære at kæmpe med god samvittighed, sagde Luhther. Det er stadig sagens kerne. Så det er ikke Foucaults skyld, det hele. Han tegnede dog det spor, hvori universitetsreplikanterne tager fejl for tiden. Alle islamisterne taler Foucaultsk, samtidig med, at de ville hænge ham fra en kran, hvis de havde magt, som de havde agt. Han bliver misbrugt, det er ikke ham, der er fjenden.

    PS: Du har ret, man skal afholde sig fra ad hominem argumenter. Jeg undgik det omhyggeligt i selve indlægget. Men temaet bliver uundgåeligt, fordi det hele jo netop handler om diskursiv kamp. I det spil er vi alle subjekter med hver vores at forsvare. Også Foucault. Derfor er det lidt relevant alligevel.

    SvarSlet
  8. Foucault, Derrida m.fl. burde have deres helt eget kabinet i idéhistoriens HALL OF SHAME.
    Tænk at overdragelsen af viden fra den ene generation til den næste er så svag og skrøbelig, at et par franske bøssekarle med flair for mystificerende, paranoide skrivemåder kan sætte alt hvad man har bygget op indenfor logik, empiri, rets-, stats- og moralfilosofi over styr.
    Hans værker burde ikke få nogensomhelst teoretisk opmærksomhed. Det er glemmebøger som lærere burde lade stå og "italesætte" deres egen selvmodsigelse med sig selv.
    De kunne måske dukke op i kurser i retorik, som eksempler på, hvordan at selvglad mysticisme psykologisk set kan give læseren en fejlagtig forestilling om at personen, der skriver har ret. Det lykkedes nemlig foucault på en interessant måde at gøre det selvmodsigende til læserens problem, hvorved han selv fremstår som indsigtsfuld, som en person, der har indset det selvmodsigende, men bare ikke kan forklare det uden at være selvmodsigende osv osv.
    Jeg har aldrig kunnet se, hvad der skulle være så fascinerende ved ham, men jeg tror at tricket bestod i at gøre de anti-autoritære hippier opmærksom på to nye formidable genstande for konspirationsteoretisk paranoia, nemlig selve "sproget" og så "den videnskabelige diskurs". For se, det er autoriteter som hippien efter endt læsning forgæves kan prøve at befrie sig fra. Og når det ikke lykkedes skyldes det ikke at det er noget bavl han har læst, næh, det er fordi at "sproget" og "diskurserne" er så "magtfulde" at det er vildt svært at sige noget uden at sige noget osv osv - ...hov hvor er bonghovedet?
    At det lykkedes så godt for Foucault har netop utvivlsomt meget at gøre med tidens massive indtagelse af rusgifte herunder især hash og lsd. Man kan ligefrem forestille sig hvordan den ene skæve hippie tilbageviser den andens pointe med guldkornet "det er jo bare noget du har lært!"
    Den magelige hippie, der hader skolen finder her pludselig et fristed, hvor han ikke behøver at vide eller lære noget, han er ikke forpligtet overfor den objektive sandhed, men behøver kun at kigge ind i sig selv og beskæftige sig med sig selv for at have ret. Han skal bare pille sig i navlen og kritisere så kan han føle sig som verdens klogeste mand. Det er dejligt, det er "det tomhjernede menneskes" privilegium og frihed.

    Man skal jo kende træet på dets frugter, og hvis man spørger sig selv, hvilke empirisk funderede lovmæssigheder har Foucault bidraget med? Inden for hvilken videnskab danner hans værker grundlag for SANDE slutninger? så finder man et stort nul.
    Når folk så "bruger" Foucault, som det hedder på RUCsk, så drejer det sig altid om at eftervise noget der er forkert. Der er en angst for den banale sandhed, der går gennem marv og ben på humaniora.
    Det er med andre ord ikke lysten, men hadet til den objektive sandhed, der driver værket på de højere læreranstalter idag.

    - Det er på tide at skarantydesaften genindføres som straf for at fordærve ungdommen med labyrintisk sofisteri

    SvarSlet
  9. Skønt at der er andre end mig der har set et liberalt potentiale i Foucault. I min tid på universitet kom jeg af og til med et enkelt pip om dette, og blev slagtet af både undervisere og medstuderende. Jeg har siden opdaget at Habermas langt hen af vejen faktisk også har træk der kunne placere ham sikkert i en liberal kanon, man også han er så spundet ind i et venstreorienteret tankesæt, at han ikke er i stand til at nå frem til de rigtige konklusioner...
    Jeg er sådan set enig med "drømte mig en drøm" i at det er problematisk "at bruge" Foucault sådan som man gør på RUC og alle mulige andre steder, men det er jo ikke Foucaults skyld. Det er jo hele forestillingen om at teori er noget man bruger når det lige passer ind, men det ligger jo i forlængelse af hele den relativistiske tilgang til videnskab som praktiseres på store dele af humaniora, uanset hvilket universitet der er på tale.
    Jeg er også enig i at Foucault er noget usikker når han bevæger sig ud i epistemologien (Galskabens Historie) for ikke at tale om hans historievidenskab (L'ordre du discours), men det problem ligger jo igen hos dem som vælger denne gren.
    Hvis du må have mig undskyldt, så synes jeg faktisk at den analytiske filosofis bidrag til det filosofiske områder du nævner er ganske beskedne (tilføjede man æstetikken var de fuldstændigt væk). Når man nu stadig sidder på de filosofiske fakulteter og bokser med løsninger på basale omverdensproblemer, mens Foucault giver konkrete analyser at statens skjulte magtudøvelse, som synes jeg faktisk at Foucault bidrager en hel del mere til konkrete etisk korrekte løsninger på svære problemstillinger end lang diskussioner om hvorvidt fåret ude på marken kunne vise sig at være en busk...

    /Nicolai

    SvarSlet
  10. Nicolai, jeg er ked af at sige det. Men jeg kunne ikke være mere uenig. Der er ikke noget liberalt ved at sige det modsatte af sandheden. Og der er heller ikke noget liberalt, ved at flytte det videnskabelige fokus fra den objektive virkelighed til vores måde at tale om den.
    Tager vi eksempelvis pointen fra sexualitetens historie, om, at det vi tror er undertrykkelse af sexualiteten "i virkeligheden" (hader den vending) var en bestemt form for sexuel identitet, der igen skabte behovet for at tale om den videnskabeligt. Det passer jo ikke, det er det modsatte af sandheden. eller overvågning og straf, som "efterviser" hvordan magthaverne ud af egeninteresse gik væk fra offentlige henrettelser, for at undgå optøjer... men hvad har afholdt dem fra at foretage henrettelser i "locus privatus"? ingenting... Igen det modsatte af sandheden.
    eller fra galskabens historie, hvor vanvid peger positivt frem mod fornuftens grænser... igen det modsatte af sandheden.
    eller fra talens forfatning, om hvordan "diskurserne" i samfundet er ordnet, udvalgt, redistribueret efter nøje udvalgte procedurer for at undgå at de farer og drastiske elementer tager over... det modsatte af sandheden.
    Den nøgterne analyse af foucaults diskurs vil altid nå frem til det samme, nemlig at man har at gøre med en konspirationsteoretisk hippie, der har galloperende paranoia over at "andre" har magt over ham. Alle de skjulte autoriteter, der gemmer sig bag ethvert hjørne, i fortiden i fremtiden til højre og venstre... det er jo værre end X-files. Somme tider tror jeg han helst ville være en plante, (men så ville der selvfølgelig være alle de onde magtfuldt kontrollerende mineraler i undegrunden, der begrænsede friheden)

    Du siger samtidig, at han har leveret etiske løsninger, det kunne jeg godt tænke mig at høre nærmere om. Hvilken afstraffelse foreslår han? Hvilken psykiatrisk behandling er han ophavsmand til? Hvilke sygdomme med seksuelt ophav har han bidraget til helbredelsen af? På hvilke punkter har han forbedret kildekrittiken? Hvilke empirisk funderede lovmæssigheder har han udarbejdet?

    Som så mange andre af ungdomsoprørets håbløse "teoretikere" mener jeg, at de kun giver mening ud fra en psykologisk fortolkning. Strukturalisme og poststrukturalisme udsprang af et ønske om at frigøre sig fra autoriteter. Man ville lave et helt nyt og spændende sprog, en esoterisk "jargon"(som også kan betyde terminologi på fransk :-) så man kunne tale Hippiesprog, og blive fri for de voksnes verden. Derfor opgav man logikken til fordel for lingvistikken... jeg gentager: man opgav logikken til fordel for lingvistikken! Hvad fanden tænkte man på! Lingvistikken kan da ikke være fundament for de andre videnskaber.
    Ord kan efter min mening ikke beskrive det åndsmørke, disse mennesker har forårsaget.

    SvarSlet
  11. @drømte mig en drøm:
    Hmm, jeg aner et noget dogmatisk forhold til SANDHEDEN...
    Jeg forholder mig til at logikken hænger fint sammen i et lukket logisk rum, men efter et par hundrede års hårdt arbejde stadig ikke har været i stand til at levere en sikker kobling til omverdenen. Til og med Kant havde samtlige logiske filosofiske systemer behov for en Gud til at garantere sammenhængen, siden har logikerne fægtet i blinde. Jeg har ingen ide om hvilken retning du fægter i men nogle forsøger at fundere logikken og koblingen til omverdenen i sproget (nok ikke lige din kop te), så er der hele bio-retning (nok heller ikke din kop te), så er der Husserl-retningen med kroppen (nok heller ikke din kop te)... I sidste instans viser logikken sig altid at være en kolos på temmeligt usikre ben, og derfor har jeg svært ved at se den fungere som videnskabens fundament eller hvad fordrukne filosoffer af og til svinger sig op til at mene. Bliver de presset ender man altid i det samme argument om at hvis man ikke har logikken, så har vi og nogen videnskab og nogen sandhed. Bla.bla.bla. dette argument har Wittgenstein heldigvis lukket rimeligt grundigt ned for!
    Jeg mener du læser Foucault fuldstændigt forkert. Før Foucault var den dogmatiske magttænkning lige præcis den konspiratoriske med en mastermind, som kunne udøvede magt og nogle undersåtter. I denne tænkning ville den internaliserede magtudøvelse blot være en fortsættelse af undertrykkelsen, bare med smartere midler.
    Du er så venlig at referere til bind 1 af seksualitetens historie, som lige præcis er Foucaults opgør med den marxistiske magtforståelse. Heraf fremgår det netop at magtforståelsen er vendt på hovedet. "Le pouvoir vient d'en bas"... Dette udsagn indeholder 1) en afvisning af klassetænkning (individualiserede magtrelationer); 2) en afvisning af konspirationsteorier (magten er ikke noget der udøves det er en relation der påvirker i begge retninger og som initieres fra bunden). Og studerer man den franske idehistorie kan man se at dette budskab bare overhovedet ikke på nogen måde blev godt modtaget på venstrefløjen, så der var nogen der kunne se at det var et direkte opgør med universitetsmarxismen!
    Til erstatning for marxisternes begreb om en kapitalistisk mastermind der koordinerer undertrykkelsen kommer bio-pouvoir, som består alle de mikro-systemer, hvor individerne kategoriseres på en måde, der fastsætter deres identitet. Du snakker hele tiden om sandheden, men come on... Du tror vel ikke selv på at psykiatrien fx er en entydig, objektiv videnskab? Prøv lige en gang at se på de spørgeskemaer, som diagnosticerer depression. Jeg vil aldrig nogensinde hoppe på en konspirationsteori à la prozac nation, men der ligger da en magtudøvelse i klassifikationen af af folk med ondt i livet som depressive i "klinisk forstand".
    Havde man ikke læst Foucault kunne man tro at det hele var iscenesat af medicinindustrien for at sælge flere piller, men når man havde læst (og forstået) Foucault kan man se at magtrelationer er langt mere komplicerede og går begge veje.
    Patienten kommer lige præcis selv med et ønske om diagnosticering, og vender dermed magtspillet om. Ikke desto mindre sidder lægen med magtmidler i form af diagnosticering, medicinudskrivning osv. I politisk sammenhæng ser jeg disse mikroanalyser som enormt vigtigt for analyser af hvordan staten trænger sig ind på os i en række banale hverdagssituation. Oplysningsfolderne om mammografi er et helt aktuelt eksempel, men den systematisk propaganda mod nye forældre ført an af sundhedsplejerskerne er et genkommende eksempel.
    Foucault tilbyder værktøjer til at beskytte individet mod disse relationer. Ikke så meget i form af et systematisk alternativ, men ved at tilbyde en ramme for fortolkning af hvordan man som individ selv indgår i magtrelationerne.
    Hvis du abstraherer fra det epistemologiske niveau og kigger på et pragmatisk, analytisk niveau er det faktisk slet ikke så svært ;-)

    /Nicolai

    SvarSlet
  12. Nicolai, jeg tror du har fået nogle helt basale ting galt i halsen. logik, matematik, eksperimentel analyse, kildekritik, osv. er alle sammen yderst succesfulde fundamenter for de forskellige grene af videnskaben, som absolut ikke har ligget stille i flere hundrede år. Det som har ligget stille er filosoffernes forsøg på at give et fundament for disse fundamenter... mao en begrundelse for at videnskaben om de formelle egenskaber ved sande slutninger i sig selv er sande. Og det er jo noget helt, helt andet. Nu nævner du Wittgenstein, og det er netop en almindelig fejltagelse på de højere læreanstalter, (pga. den forvirring læsning af eksempelvis foucault kan medføre), at man tror at wittgenstein har "tilbagevist logikken". Intet kunne være mere forkert. Han har tilbagevist filosoffernes forsøg på at BEGRUNDE logikken. Men det er jo netop noget andet. Det er jo en "videnskab om hvordan man begrunder det indlysende" og den er ikke kommet særlig langt... og hvad så, det er da ligemeget, den tjener alligevel kun et forfængeligt skepticistisk behov, som i livets store sammenhæng er rimelig irrelevant. Efter filsosofferne mistede deres egentlige tjans, nemlig at frembringe videnskabelig indsigt, har de så at sige set sig om efter et nyt arbejde, og mente så, at de skulle lave en videnskab om videnskabernes fundament... Derfor er det også forkert at kalde dem for "logikere" fordi, de arbejder ikke indenfor logikken eller matematikken som videnskabsgren modsat f.eks. Frege, som er en rigtig logiker, der har bidraget med ny erkendelse indenfor sit felt.
    Hvad angår Foucaults opgør med det marxistiske magtbegreb, så kan jeg ikke se andet i det, end at han har hængt en uro op over puslebordet. Der er ikke to gram videnskabelig indsigt i det opgør, det er en kritik, af den kritiske teoris, kritik af den marxistiske kritik, af den hegelianske kritik af bla, bla, bla. Kritik er ikke ny indsigt, og da slet ikke hvis folk skal skændes i 100 år om hvad han "egentlig mente".
    Derfor er det jeg spørger, hvad har foucault bidraget med, udover kringelkroget kritik og rasmus-modsat. Hvor er de entydige slutninger, der har medført forbedringer af en videnskabsgren? I mine øjne er de larmende i sit fravær. Og ja, netop "dramatisk" skadeligt for de studerendes kærlighed til sandheden. De tvinges jo til at læse labyrintisk paranoide tekster om "arkivet", "magten", "staten", "talen" "diskursen", "det andet" og ender med at tro at en saglig universitets opgave helst SKAL minde om et spil dungeons and dragons.
    Det er en dårlig idé, i de år hvor grundlaget for et langt liv i vdienskabens tjeneste lægges.

    SvarSlet
  13. Jeg skrev, at Anhedhedskampen tog fart i 80´erne. Måske skal den i virkeligheden forstås som en del af socialismen - som jo har behov for at finde og opkvalificere konflikter; svage parter, hvis sager socialismen jo lever af

    Ja, det mener jeg at den utvivlsomt skal, men jeg mener også at det er et langt større mønster, end din iøvrigt rigtige observation af at socialismen altid leder efter ofre.

    Jeg mener nemlig ikke at ofrene er det vigtige, men det at angribe dem, som ikke er ofre - 'Bombardér Hovedkvarteret' som et af den tids slagord lød.

    Og jeg mener at den strømning stammer helt tilbage til tyverne og folk som Antonio Gramsci og George Lukacs, som formulerede den kulturelle maxisme med det formål at befri os fra den vestlige civilisations åg og dermed villige til at tilslutte os det nys opståede Sovjet.

    Et af de væsentligste resultater af deres bestræbelser var Frankfurterskolen med dens lang mere kendte deltagere, hvoraf den sidste at de store er Habermas.

    Her arbejder man med at primitivisere mennesket med 'frigørende pædagogik', 'kritisk erfaringspædagogik', 'kulturel frisættelse' og 'kritisk teori'. De første ting kunne meget groft sagt lige så godt være 'Dialoger i Helvede mellem Machiavelli og Montesquieu', forlægget til 'Zions Vises Protokoller' - altså en undertrykkelse byggende på at trække menneskene rundt ved næsen ved hjælp af deres primitive naturlige behov, drifter, passioner og afmonterring af den civilisatoriske arv, så de kan fåes til at begå en hvilken som helst 'nødvendig' handling.

    Som i mere klassisk marxisme er kristendommen og familien nogle af de vigtigste angrebsmål, da de netop forlener menneskene med en humanitet, som er aldeles upraktisk for samfundsarkitekter. - Kritisk teori er så, igen meget kort, at kritisere vedholdende, usorteret og ukonstruktivt. I forlængelse heraf fandt man tidligt ud af at det også var nødvendigt at inducere en 'kulturel pessimisme' i de opvoksende generationer - et kulturelt selvhad.

    I '68-oprøret kom den kulturelle marxisme rigtig frem til overfladen, f.eks. med Finn Ejnar Madsens 'lange vandring gennem institutionerne', som var en af Gramsci's strategier, men ideologien havde vokset sig stor og stærk i USA, hvor Frankfurterskolen var flygtet til fra Hitler og kommer så til os europæere som politisk korrekthed og antiracisme, der kort sagt bare er en (strukturelt) racistisk marxisme, der ser hvide vesterlændinge som vor tids kulakker og tiltænker dem samme skæbne.

    Det er altså min opfattelse at marxismen aldrig har stået stærkere i Vesten end idag og den delvise forkastelse af den økonomiske del af marxismen, har tilladt venstrefløjen at lave et ikke-erklæret taktisk parløb med liberalismen, der også ønsker at tromle al kultur, religion og hvad der må være af menneskelige partikulariteter.

    Min baggrund for at mene sådan er et halvt arbejdsliv som pædagog med diverse teoretisk og fysisk efteruddannelse i opposition til den, da jeg startede, dominerende sovjetpædagogik i den tro at jeg arbejdede med et rigtig godt alternativ.

    Min opvågnen kom først i begyndelse af halvfemserne, hvor jeg blev opmærksom på og begyndte af gøre notater om 'vores kulturs udvikling' og måtte indse at den medicin Frankfurterskolen gav mod en noget stivnet halvtredserlivsform, var alt for stærk og især blev brugt, ikke bare mod unødvendige kulturelle hæmninger, men mod selve civilisationens grundstruktur.

    Så ophøjelsen af Andetheden er i mine øjne bare et indirekte angreb på enhver form for norm, enhver form for centrum - simpelthen på samfundet og fællesskabet - det er ikke noget, der skal kunne fungere - det skal 'free us from the yoke of western civilisation' med Gramsci's ord.

    Det var meningen at det så var Sovjet, der skulle overtage - nu ligner ummahen en mere sandsynlig kandidat.

    Skal det forhindres, må også 'gamle' borgerlige, ligesom 'gamle' venstreorienterede som mig, besinde sig på konservative værdier og dyder - Den franske Revolution og Oplysningstiden har brug for en renaissance - man glemte noget...

    SvarSlet
  14. Drømte mig en drøm i nat...
    Jeg tror ikke, at du har forstået Foucault...

    Du spørger, hvad han har bidraget videnskaben med?
    En af hans pointer er, at videnskaben håbløst forsøger og lave absolutte sandheder om mennesket.
    Men vi aner ikke intet om mennesket. Tag f.eks. og kig på psyken - hvad kan videnskaben sige om den? At den kan måle neuroner? Derfor er hans analyser af psykiatrien set i mine øjne en yderst vigtig oplysning til os - mennesket, hvordan opfattelsen "sindsyge" har ændret sig gennem tiderne.
    En anden vigtig pointe er, vi oplever nuet som udviklingens foreløbige kulminationspunkt. Tager vi det selvophøjede menneske idag og fjerner alle konventioner, traditioner, normer, og hvad der nu ellers tiltåger, så vil man set et væsen, som slet ikke er så langt udviklet, som det selv tror. Foucault bruger Nietzsche til at vise, hvordan "historiens" udvikling beror, og altid har beroet på tilfældigheder, da påstanden her er, at bagved en hver diskurs(bla. videnskaben) ligger et moralsk fundament.
    Med hensyn til etiske løsninger, så finder Foucault, at en moral, som kan accepteres af alle(at alle skal underkaste sig den), for katastrofal. Foucault var tilhænger af Nietzsche, som mente, at leve er at at ville, at ville er at sætte værdier.
    Mao., så handler livet om at værdier, hvad enten det gælder arbejderen eller videnskaben.
    Foucault gør også op med marxismens kritik af systemet. Det gælder ikke om at fordømme og sige nej til systemet, men det gælder om at sige ja til systemet på en ny måde - altså forstå kontingensen.

    Du snakker selv om videnskab, men jeg forstår ikke din måde at håndtere diskussionen på. Du følger da ikke i videnskabernes disciplins fodspor - du sviner Foucault til - og det er okay at være uenig, men måden du gør det på, indikerer en form for frygt og usikkerhed. En frygt for, hvad nu, hvis bare noget af det, som Foucault har hævdet skulle vise sig at holde stik.

    SvarSlet