onsdag, marts 05, 2008

Platons Symposion

Platons Symposion hører under kategorien spas, som Kierkegaard sagde om kvinden. Og dog.

Det er Apollodoros, der fortæller historien, som Aristodemos har fortalt ham, om et drikkegilde for Athens filosofile og homofile incrowd. Symposion er en drilsk lille fortælling om begæret, eros, der slynger sig ind i fornuftens stræben og giver den opdrift. Der er lag på lag af ironi. Sokrates går ikke ram forbi, og vor fortæller heller ikke. Han er forelsket i Sokrates og gør sig "hver eneste dag umage med at vide besked med alt, hvad han end måtte sige og gøre". "Og hvorfra du engang har fået tilsagnet "sart"", siger én til ham, "det ved jeg virkelig ikke, for i din tale er du altid sådan dér, vred på dig selv og alle andre, undtagen Sokrates". Så det ved vi fra starten af; at følelserne øver stor indflydelse på fornuftens domme og den intellektuelle stræbens retning. Havde Apollodoros ikke været forelsket i Sokrates, havde han ikke opsnappet historien, og så havde vi heller ikke hørt den:

Aristodemos støder tilfældigt på Sokrates, der har vasket sig og taget sandaler på i anledning af, at han skal til middag hos den smukke Agathon. ”Som smuk til en smuk”, siger Sokrates, der skal have været endda overordentligt grim. De følges ad derhen, Sokrates overtaler ham. Efter først at have tænkt færdig udenfor kommer Sokrates ind og lægger sig ved siden af den smukke, unge Agathon, der har ventet på ham, og hvis retoriske og intellektuelle evner Sokrates priser højt og sarkastisk.

Men de kan ikke drikke i dag, for de drak heftigt i går, og ingen andre end Sokrates er i stand til at filosofere og føre krig helt ubesværet af druk. De enes om, at enhver kun drikker så meget som han har lyst til, uden tvang. De er samlet for at tale. Pausanias foreslår, at de alle holder en ægte hyldesttale for Eros, elskovsguden, som slet ikke er blevet lovprist efter fortjeneste. Det synes alle er en god ide.

Først taler Faidros. Eros er den ældste gud, og som sådan årsag til vores største goder. Han gør os ærekære. "Jeg kan i hvert fald ikke sige, hvad der er et større gode for en ung mand end en gæv mand til elsker og for en elsker en kærestedreng. For hvad der burde styre mennesker hele livet igennem, hvis de vil leve ordentligt, det kan hverken slægt eller rigdom eller noget som helst andet indgive dem lige så godt som elskov". Der findes intet større gode end elskov. Den får os til at stræbe efter det smukke og skønne og skamme os ved det lave og uskønne. Ingen skammer vi os overfor som den, vi elsker. Ingen er "så fej, at selveste Eros ikke skulle kunne indgive ham guddommeligt mandsmod". Eros løfter os op til vores allerbedste, til styrke og mod. "Og kun de, der elsker, og ikke blot mænd, men også kvinder, er villige til at dø for andre".

Så følger Pausanias´ tale. Han siger, at der ingen Afrodite er uden Eros. Ingen kærlighed uden erotik. Men der er flere slags kærlighed og derfor mere end én slags erotik. Der er dog ikke noget i vejen med nogen af dem. ”Det er jo sådan med enhver handling, at den i sig selv er hverken smuk eller skændig […] for gøres det på en smuk og rigtig måde, bliver handlingen smuk, men gøres det ikke på en rigtig måde, bliver handlingen skændig”. Almindelige elskeres almindelige kærlighed retter sig mod kvinder såvel som drenge, og den retter sig mod kroppen mere end mod sjælen. Men den himmelske elskov kommer af den himmelske Afrodite, der som gud kun har andel i mandighed, ikke i kvindelighed. Denne himmelske elskov retter sig kun imod drenge. Er man beåndet af den himmelske eros, længes man nemlig kun efter det, som af natur er stærkere og har mere forstand. Men den himmelske eros ”elsker først drenge, når disse begynder at få forstand og skægvækst. For de, der herefter begynder at elske dem, tror jeg, er rede til at være sammen med dem hele livet og leve sammen med dem i fællesskab og vil ikke bedrage dem ved at udnytte den unges ubesindighed og gøre ham til grin ved at give sig til at løbe efter en anden”. Der bør være en lov mod at elske drengebørn, mener Pausanias, for det er usikkert, hvad det ender med af godt og slet for børnene, legemligt og sjæleligt".


Elskoven opfattes forskelligt fra land til land, forklarer Pausanias videre, for han har meget på hjerte. Blandt visse folk betragtes det uden videre som smukt at give sig hen til en elsker, men det er kun fordi disse folk ikke har ordet i deres magt. De ejer ikke evnen til at forføre. Havde de en moralsk hindring, kunne de ikke overvinde den gennem forførelse, og derfor har de været nødt til helt at fjerne kærlighedens skranker. En trist situation. Blandt barbarerne er det omvendt strengt forbudt at have elskere. Deres tyranniske herskere tåler nemlig ikke, at der udvikles særlige bånd og dristige tanker i befolkningen. Hos grækerne er det mere broget. Elskov er lidt forbudt, men ikke helt forbudt. Dette udgangspunkt muliggør både forførelsen og hengivelsen og er klart at foretrække.

Når fædre lader deres unge, begærede sønner overvåge af ledsagere for at de ikke skal tale med elskerne, så skulle man tro, at elskoven blev opfattet som skændig, siger Pausanias. Og dog opfattes elskoven som noget af det allersmukkeste og mest ærefulde: ”Tænk bare på, hvordan det siges at være smukkere at elske åbenlyst end hemmeligt, især de ædleste og bedste, også selvom de ikke er så kønne, og hvilken forbavsende opmuntring den elskende modtager fra alle, just ikke som om han gjorde noget skændigt, og hvordan det anses for flot at erobre én og flovt ikke at gøre det, og hvordan skik og brug, når man vil erobre, har givet elskeren frihed til at udføre beundringsværdige og rosværdige handlinger, der ville udløse de største bebrejdelser, hvis nogen skulle vove at gøre det samme ved at forfølge et andet formål og ville nå frem til noget andet – for hvis en, der ønskede sig penge af nogen, eller et embede eller anden indflydelse, gjorde, sådan som elskere gør over for deres kærestedrenge, når de under bønfaldelser og besværgelser gør deres begæringer gældende og lover højtideligt og sover ved den elskedes dør og gerne vil være mere slave end nogen slave er, så skulle han nok blive hindret i at handle sådan af både venner og fjender, idet de sidstnævnte ville bebrejde ham hans smigreri og slavagtighed, mens de førstnævnte ville formane ham og skamme sig over ham – men når den elskende gør alt dette, står der glans om ham, og der gives ham uden nogen bebrejdelse lov til at handle sådan, som udførte han noget aldeles smukt”. Så særlig er elskoven, at det kun er elskeren, der får gudernes tilgivelse for at bryde sit løfte. Et elskovsløfte er ikke noget løfte. Pausanias konkluderer: ”Skændigt er det at give sig hen til en slet mand på en slet måde, smukt er det at give sig hen til en god mand på en smuk måde”.

Heller ikke for kærestedrengen er hengivelsen, det frivillige slaveri, skændigt. Det er vanærende at give sig væk for penge eller indflydelse, men at give sig hen for at opnå fortrinlighed, blive bedre gennem den anden, det er ærefuldt. ”For når elsker og kærestedreng kommer sammen, hver af dem med sin forskrift, den ene ved at bistå kærestedrengen, der har givet sig hen til ham, med hvad som helst på rette vis, men den anden omvendt ved at bistå ham, der gør ham vidende og god, med hvad som helst på rette vis, og den ene ved at kunne bidrage til forstandighed og al anden fortrinlighed, men den anden ved at have brug for at erhverve sig kundskaber og viden, da og først da, når disse forskrifter mødes og finder sammen, og ellers aldrig vil det falde smukt ud for en kærestedreng at give sig hen til sin elsker”. Pausanias slutter sit indlæg af med at sige, at eros er meget værd både for samfundet og for den enkelte, fordi den netop tvinger elskeren såvel som den elskede til at gøre sig umage for deres fortrinlighed.

Lægen Eryximachos mener ikke, at det var en god afslutning. Han vil hellere tilbage til de kølige distinktioner, som Pausanias lagde ud med. Eryximachos indlæg om eros er en snurrig omgang om modsætninger, harmonier og disharmonier. Der drages paralleller til lægekunsten, landbruget og musikken, og mens ræsonnementet bliver mere og mere indviklet, forstærkes overbevisningen om, at han i grunden har meget lidt forstand på sagen. Det skal gå ordentligt til, så meget er klart, da han endelig bliver mere konkret. Overdrivelsens elskov fordærver og skader mangt og meget. ”Deraf plejer nemlig smitsomme sygdomme at opstå, tillige med mange andre forskellige sygdomme, blandt dyr såvel som planter, og både frostskader og haglbyger og skimmelsvamp opstår der af overflod og uorden i sådanne elskovsforhold”. Altså moralske og lægelige kategorier. Eros er enten retfærdig, from og uskadelig eller umådeholden, slet og skadelig.

Efter den kølige Eryximachos er det Aristofanes´ tur. Han mener ikke, at de foregående har forstået noget som helst af Eros´ magt og fortjeneste. Hvis de havde, havde de bygget de allerstørste helligdomme til hans ære. Aristofanes fortæller, at der engang var tre køn: manden, kvinden, og så mand-kvinden, der var sammensat af begge. Mennesket var dengang et dobbeltvæsen, der havde to ansigter, et, der så fremad og et, der så bagud. Tilsvarende havde mennesket også to arme forpå, to bagpå, og i alt fire ben. Disse væsner blev for oprørske, og Zeus besluttede at dele dem. Således adskilt fra deres oprindelige del, længtes de frygteligt. Fandt de to dele hinanden slyngede de ”armene om hinanden, og tog hinanden i favn, fordi de sådan ønskede at vokse sammen, men døde af sult og også uvirksomhed, fordi de ikke ville gøre noget uden den anden”. Når en halvdel døde, og en anden blev efterladt, gik denne rundt og omfavnede hvem han kunne, ”og således var de nær ved at gå til grunde”. Zeus fik medlidenhed med dem, satte deres kønsorganer om foran og gav dem elskoven, så de kunne opleve en vis tilfredsstillelse ved at være sammen og så de kunne finde hvile hos hinanden. ”Og lige siden da har elskoven til hinanden været menneskene medfødt, som et bindeled til deres oprindelige natur og som et forsøg på at gøre to til ét og hele den menneskelige natur”. Sådan søger vi alle efter vores mage: de mænd og kvinder, der blev skåret af en mand-kvinde, leder blandt det modsatte køn; ”de fleste forførere stammer fra dette køn, og alle mandeglade og forførende kvinder kommer ligeledes herfra”. De kvinder, der oprindelig stammede fra en dobbeltkvinde, tænker ikke på mænd, de er ”veninde-typen”. Endelig retter de mænd, der oprindelig blev til af en dobbeltmand, deres kærlighed mod andre mænd. De sidste er de bedste, fordi de af natur er de mandigste. Deres fortræffelighed kan man også se deraf, at det er dem, der går ind i politik (!).


Når derfor drengeelskeren eller enhver anden møder netop sin egen halvdel, så gribes de på forunderlig vis af venskab og samhørighed og elskov og vil så at sige ikke et øjeblik skilles fra hinanden.[...] Det er dem, der ikke engang skulle kunne sige, hvad det er, de ønsker af hinanden”. Eros´ væsen er længsel efter at blive hel, at blive smedet og smeltet sammen, ”så at to bliver til én, og I, så længe I lever, lever sammen som én, og, når I dør, går døde sammen til Hades, som én i stedet for to”. Det er dog meget sjældent, at folk virkelig møder deres egen tabte del. ”Men hvis det er det bedste, så vil det af det forhåndenværende, der kommer tættest herpå, nødvendigvis være det næstbedste, og det er at møde en kærestedreng, som vor hu står til af natur”. Til sidst en opfordring til den kølige Eryximachos om ikke at gøre grin.

Nu er der kun to tilbage i talerækken, den smukke Agathon og så Sokrates – som igen spidder Agathon med lige dele lovord og ironi, indtil ordstyreren Faidros kalder dem til orden. Agathon mener slet ikke, at nogen endnu har lovprist Eros. De har bare lykønsket mennesket med de goder, som Eros giver dem. Så Agathon lovpriser, og også hans lovprisninger ligner ham selv: Eros er den lykkeligste af alle guder. Han er den smukkeste og den bedste. Han er evigt ung. Og han er fin. Han går på de blødeste ting, ikke på jorden: ”I guders og menneskers sind og sjæl fæster han bo, dog ikke i alle sjæle på rad og række, for møder han én, der har et hårdt sind, går han sin vej, men er sindet blødt, bosætter han sig”. Eros er smidig. ”For han skulle ikke være i stand til at smyge sig ind overalt eller gå ubemærket ind og ud af en sjæl, hvis han havde været hård”. Eros kan kun være retfærdig. Vold og tvang bider ikke på ham, man kan ikke tvinge nogen til kærlighed; og han øver aldrig vold mod nogen, ”for alle og enhver tjener frivilligt Eros i alt”. Eros er endvidere besindig, for besindighed er at styre lyster og begær – og det gør han jo, lyder det med et vist ikke helt vandtæt argument. Han er tapper. ”Det er nemlig ikke Ares, der behersker Eros, men Eros, der behersker Ares". Klog er han også – ”som digterisk skabende så klog, at han endog gør andre til det; for enhver, som Eros blot får tag i, bliver dog således skabende, ”om end han stod muserne fjern førhen””. Således er det Eros, der driver alle fortræffeligheder blandt guder og mennesker. ”Da Apollon opfandt kunsten at skyde med bue og pil og at læge og at spå, var det begær og elskov, der viste vej, så selv han har lært sine kunster af Eros”. Gudernes forhold blev først ordnede, da Eros kom til dem. Kun Eros vækker vores stræben efter det skønne.

Agathon modtager et stort bifald for sin smukke tale for den smukke gud. Sokrates siger, at han jo bliver ganske forlegen ved tanken om at skulle tale herefter. Han har fortrudt at han har indladt sig på at skulle holde en tale, for han ved jo slet ikke, hvordan man lovpriser noget. Han troede, at man på en smuk måde skulle hylde en sag. Nu ser han, at ”man skal tillægge den det største og skønneste, man kan, hvad enten det forholder sig sådan eller ej – og er det løgn, gør det ingenting!”. Det er ikke noget for Sokrates. ”Men sandheden, hvis I vil have den, vil jeg gerne sige på min egen måde”. Han får nu lov at stille Agathon nogle spørgsmål. Først må Agathon medgive, at Eros altid er rettet mod noget. Dernæst at dette noget nødvendigvis er noget, vi ikke besidder – ellers ville vi ikke begære det. Og Agathon har netop selv forklaret, at eros altid er rettet mod det skønne og afskyr det grimme. Altså må Eros selv være helt uden skønhed. Stakkels Agathon må indrømme: ”Jeg er bange for, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg talte om dengang, Sokrates”. Du talte da ellers smukt nok, Agathon, er Sokrates´ svar. Men det bliver værre. For Agathon må jo medgive, at det gode er smukt. Altså retter eros sig mod det gode og kan derfor ikke selv være god. Agathon giver helt op, han kan ikke modsige Sokrates. ”Nej, du elskelige Agathon, det er sandheden, du ikke kan modsige. Sokrates skulle man nok kunne modsige”, siger Sokrates. Og lover at lade ham være nu.

Men nu vil Sokrates fortælle om erotik. Han har lært, hvad han ved, af en kvinde med mange talenter, Diotima fra Mantineia. Hun har lært ham at forstå, hvad Sokrates netop har lært Agathon: at Eros hverken er smuk eller grim, god eller ond, vidende eller uvidende; han er hverken gud eller menneske. Hvad er han så? Eros er en ”stor daimon”, for som han er midt mellem disse modsætninger, står han også midt imellem guder og mennesker. Han ”tolker og overbringer menneskenes sager til guderne og gudernes til menneskene; fra den ene side bønner og ofringer og fra den anden side befalinger og gengæld for ofringerne, og som ved at være midt imellem de to fylder mellemrummet ud, således at det hele er bundet sammen med sig selv”.

Sokrates fortæller Eros´ historie, som han hørte den fra Diotima:

Da Afrodite blev født, festede guderne, og med dem var Metis´ søn Udvej. Og da de havde spist og drukket, kom Armod og tiggede, eftersom det var et gilde, og stod ved døren. Men Udvej gik beruset af nektaren (for vinen var endnu ikke til) ud i Zeus´ have og faldt, tung af druk, i søvn. Armod higede i sin rådvildhed efter at lave et barn med Udvej og lagde sig hen til ham og undfangede Eros. Og derfor er Eros blevet Afrodites ledsager og hjælper: fordi han blev avlet på hendes fødselsdag og samtidig af natur er en elsker af det smukke, og fordi Afrodite er smuk. Men som søn af Udvej og Armod er eros stillet således, at han for det første altid er fattig og langtfra fin og smuk, som mange tror om ham, men derimod hårdfør og senet og barfodet og hjemløs, sådan som han altid ligger på den bare jord uden noget over sig og sover ved dørene og i vejkanten under åben himmel og har sin mors natur og altid lever med mangel på noget. Men efter sin far higer han efter alt smukt og godt, da han er tapper og kæk og opmærksom, en dygtig jæger, stedse udpønsende en eller anden list, med lyst til og på sporet af klogskab, som han går og er kær i visdom, dvs. filosoferer, hele livet igennem, en dreven troldmand og heler og en klog rad. Og hverken som dødelig eller udødelig er han født, men på én og samme dag snart blomster han og lever, snart dør han hen, men liver så op igen, når han ud fra sin fars natur finder en god udvej; men altid svinder det tilvejebragte bort igen, så at Eros aldrig er hverken fattig eller rig. Og så er han midt mellem visdom og uvidenhed. Det forholder sig nemlig sådan, at ingen gud er kær i visdom eller begærer at blive vis (for det er han allerede), lige så lidt som nogen anden, der er viis, er kær i visdom. Men heller ikke de dumme er kære i visdom eller begærer at blive vise: for det er netop det umedgørlige ved uvidenheden, at den, der er hverken fortræffelig eller klog, selv synes, han nok er det: og den, der ikke mener at mangle noget, begærer derfor heller ikke det, han jo ikke mener at have behov for. –Hvem er så de filosoferende, Diotima, hvis det hverken er de vise eller de uvidende? Spurgte jeg. – Det er da klart for selv et barn, sagde hun, at det er dem midt imellem de to andre, og deriblandt er også Eros. For visdom er netop noget af det allerskønneste, der er til, og Eros er elskov til det skønne, så Eros må nødvendigvis være en filosoferende, men som sådan være midt imellem viis og uvidende. Årsagen hertil er hans tilblivelse: han stammer jo fra en viis og selvhjulpen far, mens moren er hjælpeløs og langtfra viis. Sådan er da denne dæmons natur".

Eros er ikke en elsket, men en elskende. Diotima spørger: ”Hvad er årsagen, tror du, til denne elskov og begærlige lyst, Sokrates? Bemærker du ikke, hvor heftigt alle dyr har det, når de føler lyst til at yngle, såvel dyrene på jorden som himlens fugle? Alle er syge af elskov, først og fremmest med at parre sig med hinanden, derpå efter at sørge for afkommet, som de er rede til, selv de svageste mod de stærkeste, at slås på liv og død for, ved at tære på sig selv og gøre hvad som helst for deres unger”. Alt sammen fordi den dødelige natur forsøger at blive evig og udødelig. ”Men det kan den kun ved at føde, derved at den efterlader sig et andet nyt væsen i stedet for det gamle”. ”For på denne måde bevares alt det dødelige: ved aldrig nogensinde at være det samme, sådan som det guddommelige er, men ved at erstatte det, der ældes og går bort, med noget andet og nyt, sådan som det selv var. Ved denne list, Sokrates, har det dødelige del i udødeligheden”.
Vi begærer altså ikke det skønne, vi begærer at ”fostre og føde i det skønne”, siger Diotima. Alle mennesker går svangre, legemligt som sjæleligt. ”Derfor bliver det svangre, når det nærmer sig noget skønt, mildt og muntert og vider sig ud og fostrer og føder. Men når det møder noget grimt, bliver det dystert og bedøvet og trækker sig sammen og vender sig bort og krummer sig sammen og nedkommer ikke, men holder på sit foster og bærer møjsommeligt videre på det”. Derfor ophidser det skønne de svangre og svulmende; fordi det kan forløse dem. Denne avlen, legemligt som sjæleligt, er den dødeliges vej til udødelighed. Det er i virkeligheden udødeligheden, vi begærer.

Sokrates drive nok en fin spot med selskabet. Mens de unge mænd sukker efter ham, gengiver han ganske detaljeret, hvordan det var en kvinde, der lærte ham alt om erotik.
Men nu kommer trøsten. For det er sådan, at den, der er svanger i kroppen, går til kvinderne for at skaffe sig udødelighed gennem børneavl. Den, der er svanger i sjælen - med filosofi, digtekunst, statsanliggende og anden fortrinlighed - søger efter en smuk og ædel og velskabt sjæl i stedet. Han tager fat på at opdrage den unge, erotisk og filosofisk. ”For ved, som jeg tror, at komme i berøring med den smukke og omgås ham, føder og frembringer han det, han så længe er gået svanger med; og han tænker på ham, hvad enten han er til stede eller ej, og fælles og sammen med ham opfostrer han denne avl, således at sådanne mænd både har et meget større fællesskab med hinanden end det, der følger af at få børn sammen, og et mere grundfæstet venskab, da de jo er fælles om skønnere og udødeligere børn”. Eros driver os mod det højeste. Fra den skønne krop og de smukke beskæftigelser til de skønne kundskaber og endelig mod det skønne i sig selv. Som man bliver grebet bare ved synet af den elskede og gerne undværer mad og drikke for at være sammen med ham – på samme måde, bare stærkere, vil man begære det skønne i sig selv, hvis man ser det. Derfor har mennesket ingen bedre hjælp end Eros.

Også Sokrates får ros for sin tale, men nu larmer det ved døren og ind kommer den stærkt berusede Alkibiades, der skal tale med Agathon. Sokrates rykker diskret væk, så der bliver plads. Alkibiades er højrøstet og ligefrem, sætter sig hos Agathon, men farer til siden med et sæt, da han opdager, at Sokrates sidder lige ved siden af. Alkibiades har været – og er vist stadig - genstand for Sokrates´ sære kærlighed. Men noget er gået galt, og Alkibiades har i frustration vendt sig mod den smukke Agathon, som Sokrates har været så hård imod hele aftenen.


Eftersom de øvrige ikke drikker ordentligt, udråber Alkibiades sig til leder af drikkelaget. Han indvilger i også at holde en tale, selvom han egentlig mener, at han er for fuld. En hyldesttale til Sokrates skal det være. Alkibiades kan fortælle, at det ikke er ham, der lider af jalousi og elskovsvanvid, selvom det kan se sådan ud. Det er i stedet Sokrates selv. Det er ham, der ikke kan tåle, at Alkibiades interesserer sig for andre end ham selv. Sokrates er en spotter. En spotter og en fløjtespiller, der fortryller og forfører som satyren Marsyas, bare helt uden instrumenter. Med ord alene. ”For når vi hører en anden stå og tale om et eller andet, så kan det være nok så god en taler, så rører det så at sige ikke én det mindste; men når man så hører dig eller dine ord sagt af en anden, om så han er meget dårlig til at sige dem, og om så det er en kvinde eller en mand eller en ren knøs, der hører dem, bliver vi betaget og besat af dem. Hvis ikke det var fordi jeg så ville forekomme aldeles beruset, mine herrer, ville jeg (det sværger jeg!) fortælle jer, hvordan jeg selv er blevet påvirket af hans ord og stadig er det, også nu! For når jeg hører ham, banker hjertet meget mere i mig end ved at høre korybanterne, og tårerne strømmer ved hans ord, og jeg ser mange, mange andre, der påvirkes på samme måde”. Andre veltalende mænd gør slet ikke dette indtryk, de forvirrer ham ikke og sætter ham ikke i oprør over at føle sig som slave. Det er ikke en måde at leve på, siger Alkibiades; ”Og sig så ikke, at det ikke er sandt, Sokrates! Selv nu ved jeg, at hvis jeg lånte ham øre, ville jeg ikke kunne holde stand, men ville blive påvirket på samme måde. Han tvinger mig nemlig til at indrømme, at jeg trods alle mine mangler stadig ikke tager mig af mig selv, men beskæftiger mig med athenensernes sager. Med vold og magt, ligesom over for sirenerne, stopper jeg mine ører til, og skynder mig væk fra ham, for at jeg ikke skal sidde og blive gammel ved hans side! Men hos ham alene af alle mennesker har jeg oplevet noget, som ellers ingen ville tiltro mig: at skamme mig over for nogen […] Altså stikker jeg af fra ham og flygter, og når jeg så ser ham igen, skammer jeg mig over det, vi var blevet enige om. Og tit og ofte så jeg gerne, at han ikke var iblandt os! Dog hvis det skete, ved jeg jo godt, at jeg blot ville blive endnu mere mismodig, og derfor ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med dette menneske”.

Sådan har Sokrates forført Alkibiades - og mange andre. Sokrates er altid meget erotisk indstillet over for smukke unge mænd, tydeligt betaget af dem, beskæftiget med dem. Det er dog kun en overflade, for indvendig er han helt anderledes fuld af selvbeherskelse, kan Alkibiades fortælle. Sokrates forsmår skønhed mere end nogen skulle tro. ”At være ironisk og spøgefuld over for folk bruger han hele sit liv på; men når han så er alvorlig og åbner sig, ved jeg ikke, om nogen har fået hans indre billedstøtter at se. Jeg har i al fald en gang set dem og synes, at de var så guddommelige og gyldne og smukke og vidunderlige, at der kort sagt kun var at gøre, hvad Sokrates befalede”. For Alkibiades var det derfor et ”vidunderligt lykketræf” at han ved at hengive sig til Sokrates kunne få mulighed for at høre alt, hvad han vidste. Så det besluttede han sig for. Men på trods af gentagne forsøg lykkedes det ikke Alkibiades at gøre Sokrates til sin elsker. Sokrates greb ingen af de mange oplagte lejligheder, Alkibiades sørgede for.

Alt dette siger Alkibiades kun, fordi han ved, at han finder forståelse – som man kun klynker over et hugormebid over for dem, der ved, hvor ondt det gør. ”Jeg er blevet bidt af noget endnu smerteligere og på det smerteligste sted, man kan blive bidt – nemlig i hjertet eller sjælen eller hvad man nu ellers skal kalde det, ramt og bidt af de filosofiske ord, der bider sig mere fast end en hugorm, når først de får tag i en ung sjæl, der ikke er uden evner, og får den til at gøre og sige alt muligt. […] Men I tjenestefolk og hvem ellers, der er plat og plump, I har bare at holde jeres ører helt og aldeles lukket!”. Og så fortæller Alkibiades om en aften, hvor de er alene, og hvor Sokrates ligger og blunder. Alkibiades rusker i ham: ”- Sokrates, sover du?” ”- Ved du, hvad jeg synes?” ”- Jeg synes, du er den eneste elsker, der er mig værdig, men du kan åbenbart ikke lide at komme ind på det over for mig”. Og han forklarer: ”For mig er der nemlig intet mere agtværdigt end det at jeg bliver så god som muligt, og dertil tror jeg ikke, at jeg har nogen mere mesterlig støtte end dig. Derfor ville jeg skamme mig meget mere over for forstandige mennesker, hvis jeg ikke hengav mig til en mand som dig, end jeg ville over for de mange uforstandige, hvis jeg gjorde det”. Han får dog ikke det svar, han håber på. Sokrates mener ikke, at det er et godt bytte at give sandhed og få illusion tilbage.


Alkibiades fortæller, at han herpå kravler ned under kappen til Sokrates, og der ligger han hele natten. Der sker ingenting. ”Og I kan vel forestille jer, hvilken sindsstemning jeg var i, nu da jeg godt nok mente at være blevet forsmået og dog beundrede hans hele væsen og selvbesindelse og tapperhed! […] dér, hvor jeg alene troede at kunne nedlægge ham, havde han undgået mig. […] Jeg var derfor hjælpeløs og gik omkring trælbundet af dette menneske, som ingen har været det af noget andet menneske”. Sådan har Sokrates behandlet Alkibiades og mange andre, ”hvis elsker han bilder os ind at være for derefter i stedet snarere at fremstå som kærestedrengen!” En lovprisning af Sokrates´ usædvanlige tapperhed i krig bliver det også til, inden Alkibiades som det sidste giver Agathon en særlig advarsel, fordi han ser ud til at være den næste i rækken.

Diskussionen mellem Agathon, Alkibiades og Sokrates om, hvem der skiller hvem ad, bliver afbrudt, da endnu en flok gæster vælter ind ad døren. Drikkeriet og skråleriet blusser op og der er ingen orden på noget mere. Næste morgen sidder Sokrates stadig og drikker og diskuterer tragedier og komedier. Da de unge falder i søvn, lægger Sokrates dem til rette, går hjem med Aristodemos i hælene, vasker sig og fortsætter dagen som ellers. Hen på aftenen går han selv til ro.

12 kommentarer:

  1. Hold da op, Ulla! Her har jeg de gået og troet, at man ikke lærte noget som helst i skolen nu om dage. Unge mennesker plejer at mangle selv den mest basale klassiske dannelse.

    Jeg er glad for, at jeg taget fejl, og du har åbenbart hørt rigtigt godt efter i "orientering".

    SvarSlet
  2. Ja, og så har jeg en god hukommelse :-)

    SvarSlet
  3. I hvad ??
    Bortset fra det er der da flere dele aspekter i denne beretning der er spændende, bla. den angiveligt homoseksuelle del af dette udvidede åndelige fællesskab, der åbenbart havde videre grænser end i hvort samfund, hvor det bla. ønskes kriminaliseret at der findes kunder til prostituerede.
    Druk gilderne der indeholder ,vidtløftige betragtninger der med udbytte kan læses idag,er kulturskatte ,som stadig kan give baghjul til formørkede fascister .

    PB.

    SvarSlet
  4. Kære Anonym.

    Jeg tror, at Menigmand er enig i, at Ulla har hørt godt efter i "orientering", og at hun har en god hukommelse! Vær glad for, at han valgte at udtrykke det så lakonisk (hvis du hørte efter i "orientering", véd du, hvad det betyder) i stedet for at skrive et alenlangt digt om det.

    Lidt mere opmærksomhed i "orientering" ville også have lært dig, at homoseksualitet var noget mere velanskrevet i Sokrates' og Platons Athen end i "hvort" samfund.

    SvarSlet
  5. Jeg tror desværre bare, Menigmand ønskede at udtrykke, at han ikke kom til bunds i teksten :-)

    Han er nok ikke den eneste. Men læs! Det handler om sex!

    Mht. homoseksualitet - som egentlig er det mindst interessante tema i Symposion - så lad os lige vende den.

    Når man mener, at homoseksualitet var velanset i det gamle Grækenland, så er det jo en opfattelse, der har grund i bla. tekster som denne. Hvoraf man næppe kan konkludere andet end at homoseksualitet var velanset blandt de homofile og filosofile, hvilket dårligt kan overraske. Det er jo ikke hele grækenland, der er med til festen, det må vi huske.

    Faktisk beskriver Pausanias, hvordan forældre sender ledsagere med deres drengebørn for at undgå, at de bliver antastet af homoseksuelle. Han siger udtrykkeligt, at disse "uterlige", pædofile homoseksuelle har givet de homoseksuelle "et sådan vanry, at nogle vover at sige, at det er skændigt at give sig hen til en elsker". Omverden giver altså ikke utvetydig opbakning, faktisk kunne noget tyde på, at omverden har følt sig ganske generet af de homoseksuelle.

    Lidt forbudt, men ikke helt forbudt er homoseksualitet ifølge Pausanias. OK. Men tænk lige over det. Hvem skulle forbyde homoseksualitet, når de oratorisk og politisk begavede homoseksuelle i - vist - ganske betydelig grad dominerede det politiske liv? Samtlige talere er enige om, at vejen til visdom, retoriske evner og dermed magt (det politiske system er jo demokratisk) går igennem seksuel hengivelse til en ældre mand. Det kan man jo godt tænke ilde om, hvis man vil.

    Teksten modsiger faktisk vores opfattelse af, at homoseksualitet var bredt accepteret i det gamle Grækenland. Omverden udenfor er ikke begejstret for de homoseksuelle. Dertil kommer, at hovedparten af talerne viser en ganske offensiv definitionskamp fra de homoseksuelles side. De definerer omhyggeligt deres egen gode eros i modsætning til almindelige kødeliges mere vulgære eros, der også retter sig mod kvinder. Den slags definitoriske aktiviteter er altid konflikttegn. Intet tyder på en harmonisk, bred folkelig opbakning til homoseksualitet.

    Og den anden vej rundt? De heteroseksuelle, kødelige "producenter", som Platon kaldte dem i Staten blev behandlet enormt arrogant. De burde fx ikke have indflydelse på det politiske liv ifølge Platon.

    Mht. den seksuelle udnyttelse, jeg antyder ovenfor, vil jeg dog lige sige, at den sag er meget mere kompliceret end som så. Vi husker jo, at Sokrates afviser Alkibiades med henvisning til, at han ikke vil give sandhed væk for at modtage illusion. Og her bliver det først interessant.

    SvarSlet
  6. Du har naturligvis ret, Ulla, de gamle grækere var ikke alle homofile. I så fald ville Aristofanes' komedie "Lysistrate" (også kaldet "Kvindernes oprør") jo være faldet til jorden med et brag. Hvis alle mænd var bøsser, ville de være bedøvende lige glade med, at kvinderne lukkede for sex.

    Bortset fra det, er Menigmand ikke alene om at være lidt usikker på, hvor du vil hen med denne gennemgang af Symposion. Vi kan jo ikke være lige kvikke alle sammen, og jeg er selv ganske meget i tvivl. Er det et indlæg i prostitutionsdebatten, eller hva'?

    SvarSlet
  7. Nej, så meget kan jeg sige med sikkerhed: det er ikke ment som et indlæg i prostitutionsdebatten. Jeg mener, at det giver os kvinder stor tryghed i hverdagen at vide, at vi har den mulighed at falde tilbage på, hvis vi skulle blive desperate.

    Hvad jeg synes er spændende i bogen er fx relationen mellem
    Alkibiades og Sokrates. Hvem har et bud? :-)

    SvarSlet
  8. Sådan helt skudt fra hoften, Alkibiades var en meget inteligent og videnbegærlig ung mamd, muligvis jomfru, der lod sig hvirvle ind i det mønster der var omkring Sokrates.
    I den fase af et intelliget ungt menneskes liv kan man være villig til at udforske "livet" i "en højere sags tjeneste" (dvs. ofte styrkelse af egoet)
    Det kan så være en tvetydig pirring for den "gamle mester", både åndeligt og "kødeligt".

    ???

    PB.

    SvarSlet
  9. Ja se det var jo så noget klamp, ikke en komentar værdig ,men hvad f... har bønder også forstand på agurkesalat.

    PB:

    SvarSlet
  10. PB: Nej, det var overhovedet ikke noget klamp, jeg har bare haft lidt travlt. I aften!

    SvarSlet
  11. Jeg var i Operahuset i går for første gang. Man sidder midt i verdens største Stradivarius, og det er sandt, for salens vægge er af ahorn ligesom en Stradivarius, og formet lige så omhyggeligt. Symposion er også en Stradivarius, bare med mening i, i stedet for lyd. Der er en klang og en fylde i værket, der gør, at placeringen af hulelignelsen fra "Staten" som en art efterskrift i min version virker noget malplaceret. Kærlighed mellem mennesker er ikke bare skin og indbildning i Symposion. Men en meget vanskelig størrelse. Jeg tror, det er helt rigtigt, at det for Alkibiades mest handler om hans ego. At være Sokrates´ kæreste løfter og fuldender ham på enhver måde. Sokrates er prægtig. At være elsket af en prægtig gør én selv prægtig. Det handler om ære og egen fortrinlighed mere end noget andet. Men samtidig med, at Sokrates har nøglen til Alkibiades´ perfektion, har han også nøglen til hans svagheder. Sokrates kan se det, der ikke ér, det, Alkibiades ikke har. Det er jo ikke rart. Det giver Alkibiades en underlegenhed, som han vil kompensere for ved at "dåre" Sokrates seksuelt. Så han alligevel ikke ser så meget. Vise mennesker er jo i bund og grund ikke til at holde ud. Man er nødt til at gøre dem lidt blinde. For at udligne magtforholdet, alt andet er uudholdeligt. Agathon er straks nemmere at have med at gøre for Alkibiades. Han er dum, han har ingen øjne, der klæder Alkibiades af og gør ham til objekt. Når Alkibiades springer til side ved synet af Sokrates, er det fordi han brat rives ud af positionen som subjekt og placeres i en position som objekt. Inklusiv alle mangler og alle ynkelige selvbedrag, alt det, han skjuler for sig selv og andre. Men det er ikke kun Alkibiades, der af forfængelighed vil trække kampen over på et bestemt felt, det seksuelle. Sokrates vil omvendt trække kampen over i det intellektuelle felt. Der er han stærk, ingen kan kile noget ind og afsløre mangler hos ham i den henseende. Sokrates ringeagter ikke sex, og han ville ikke have nogen moralske skrupler ved at være sammen med Alkibiades. Der er jo ikke tale om at give afkald på det åndelige. Det er ikke enten-eller. Hos grækerne værdsættes hele pakken: mad, sex, krig, ånd. Hvorfor gør han det så ikke? Hvorfor undgår han de unge mænd? Lokker dem og undgår dem, når det kommer til stykket? Har han bare ikke interesse i de lavere, kødelige forhold? Forfører han de unge mænd for at vække deres interesse for noget større? Se, den forklaring er ikke helt god. Ingen er bare lærer og ikke andet, slet ikke blandt de gamle grækere. Sokrates slår Alkibiades i jalousi. Han plager Agathon i jalousi. Han er følelsesmæssigt involveret. Skal vi tro på, at det bare er for at redde en velskabt sjæl og levere pakken af viden videre? Jeg tror, vi skal tænke mere menneskeligt. Alder er vigtig, på én gang en berigelse og et tab så stort, at man måske må trække sig helt ud af kampen. Sokrates er ikke ligeglad. Men han mener, at byttehandlen er dårlig. Han får kun en illusion tilbage, en løgn, som snart er slut - når Alkibiades føler sig forbedret i tilstrækkelig grad og går videre i sit fortrinlighedsprojekt. Sokrates lider af en stolt og ulykkelig kærlighed til et ungt menneske, hvis kærlighed han ikke har tillid til. Gav Sokrates efter, ville han snart miste Alkibiades helt og aldeles. For hver dag ville den intellektuelle niveauforskel mindskes. Det er den sikre undergang. Sokrates ville undergå en forvandling fra fantastisk ånd til bare at være en gammel mand i Alkibiades´ optik. Alkibiades har alt at vinde og intet at tabe. Sokrates har alt at tabe og ikke meget at vinde. Så Sokrates bevarer distancen og beholder dermed Alkibiades´ forelskelse og fascination, samtidig med, at kan tage ham åndeligt, og jeg mener kneppe ham åndeligt, med al den besiddelse og indtrængen og dominans, der ligger i det - lige så længe han vil. Alkobiades kan aldrig forlade dette platoniske forhold, han vil blive gammel ved Sokrates´ side, hvad han jo selv frygter. Man begærer det, man ikke har. Sokrates sikrer sig altså, at Alkibiades altid vil begære ham. Han sikrer sig, at alle de unge mænd begærer ham. Men han går alene hjem, han er lidt fej. Vi kommer ikke udenom, at han er lidt sølle på sin egen hårde måde. Han bygger en fæstning omkring sig selv. Han beholder sin magt og sin ensomhed og får aldrig Alkibiades, for fik han ham, ville han først miste ham. Og Alkibiades? Fik han Sokrates, ville Sokrates miste magten over ham. Han ville falme og blive harmløs - og så ville Alkibiades alligevel have mistet sin Sokrates. Men han ville have fået sig selv tilbage igen.

    Nå. Skål i den sidste mundfuld hvidvin. Slut for i dag.

    SvarSlet