fredag, januar 25, 2008

Afviste asylansøgere

Jorden kalder de grådkvalte diskussioner om de afviste asylansøgere:

"Hvor ville det dog være dejligt, hvis der var et venligt, forstandigt menneske blandt avisens læsere, som kunne forklare én, hvori problemet med de såkaldte afviste asylansøgere består. Mig bekendt er problemerne især knyttet til nogle familier med mindreårige børn – hvoraf nogle er født i Danmark – som ikke kan godkendes som flygtninge her i landet, men som altså heller ikke vil forlade Danmark frivilligt.

Selv om deres hjemland skønnes et sikkert sted at opholde sig af kyndige personer i den danske administration, har Danmark alligevel tilbudt disse såkaldte flygtninge en rundhåndet belønning for at forlade landet, men nej. De vil hellere blive her i en lejr, som kaldes invaliderende for både forældre og børn, og man spørger uvilkårligt sig selv, hvorfor et liv som delvist indespærret i en flygtningelejr i Danmark skulle være bedre end et liv i frihed med penge på lommen i hjemlandet.

Nu synes det så, som om nogle politikere på Christiansborg har besluttet, at de skal have bedre humanitære forhold ved f.eks. at kunne flytte ud i private boliger i det civile samfund, og man spørger sig selv, jamen hvorfor dog det?

Selv i de nævnte flygtningelejre (Sandholm m.v.) må forholdene da være indiskutabelt bedre end de levevilkår, de pågældende havde i deres hjemlande, siden de foretrækker at blive her i landet i såkaldt psykisk invaliderende lejre, så manøvren må vel betegnes som aldeles overflødig, eller hvad ligger der bag de politiske initiativer?

Er det hele en stor omgang politisk plat, som savner enhver politisk substans endsige realitetssans i det politiske liv for ikke at tale om den del af pressen, som altid er på udkig efter en historie med gråd og tænders gnidsel, og hvorfor skal jeg som menig dansker have dårlig samvittighed og ondt af mennesker, som vi notorisk giver bedre livsbetingelser end dem, de kom fra" (Kurt Thorning, WA 25/1-08).

Til kamp mod kønnene

59 procent af danskerne vil tvinge fædrene hjem og mødrene ud. Således legitimeret af folkeviljen går det store kønsopdragelsesprojekt formentlig snart i gang. Faderen skal tvinges til at agere barselskvinde for en stund, og moderen skal, i overensstemmelse med god, totalitær skik, adskilles fra sit afkom for at det ikke skal få alt for stor indflydelse på hendes liv. Folks private følelser må jo ikke løbe af med dem.

Hvor er det dog ynkeligt. Men man må vel have erkendt, at kønnene ikke forsvinder ad frivillighedens vej. Så må vi se, om dette kan få has på dem. Jeg tvivler.

Relativisme og pluralisme

Intet kan lægge en diskussion død som flad relativisme. Omvendt er der intet, der skærper og kvalificerer den som en pluralistisk indstilling. Alligevel behandles de to begreber ofte som om de betyder det samme, nemlig relativisme. Det gør de ikke.

Relativisme er den antagelse, at ethvert synspunkt er funderet i et kontingent sæt af antagelser uden entydig sammenhæng med en objektiv virkelighed. Relativismen tror ikke på objektive sandheder. "Mennesket er altings målestok" er relativismens motto. Forskellige teorier bruger forskellige virkeligheder, når de tester sig selv og andre, og derfor kan ingen objektivt hævde, at den ene teori er bedre end den anden. En relativist hverken kan eller vil overbevise sig selv eller andre om, at en moral, en tankegang, en roman, en samfundsindretning eller en videnskabelig teori er bedre end en anden.

I nyere tid fås relativismen i en ganske selvmodsigende multikulturel version, hvor man gemmer en kerne af umiskendelig fundamentalisme og absolutisme bag en skal af pseudorelativisme. Man beskytter sine dogmatiske, monokulturelle antagelser bag et relativistisk antiskyts, der i al sin enkelthed går ud på, at en diskussion ikke består af argumenter, men af uvenligt sindede konstruktioner. Hvis alt er relativt, så er kritiske diskussioner intet andet end chikane og magtkamp – ja, det er nærmest en demokratisk ret ikke at blive gjort til genstand for kritik. Denne type retorisk relativisme fungerer som en overfladisk manøvre, der skal gøre kritikken illegitim og mistænkelig. Er man selv relativist, kan man ikke stille meget op mod pseudorelativisten. Intellektuelt giver det ingen mening at diskutere, for der findes ingen objektive sandheder, og socialt kommer der bare ballade ud af det.

Mange antager relativismen i den tro, at de dermed udviser en pluralistisk åbenhed over for andre synsvinkler og forholder sig klædeligt kritiske og beskedne over for deres eget. Relativisme vil gerne være en særlig selvdistanceret form for dannelse. Men reelt sikrer relativismen, at man ikke søger til bunds i diskussionerne, at man undgår den dialog, man taler om. Relativismen snarere forplumrer end motiverer dannelsesbestræbelser. Den forhindrer enhver kritik af religioner, samfundstanker og kulturelle vaner. Relativismen danner ikke, den forhygger og forvrøvler.

Pluralisme er noget ganske andet. Pluralisme er den antagelse, at der findes mange forskellige perspektiver og at det er altafgørende at få indsigt i dem. Magelighedshensyn og snæversyn må ikke forhindre, at man arbejder med en flerhed af teorier. Men til forskel fra relativisten går pluralisten seriøst og åbent til fremmede teorier. Han skimmer dem ikke som folkloristiske kulturprodukter, han overvejer i ramme alvor at antage dem selv. I modsætning til i relativismen er målet her det ufravigelige, at vi skal blive bedre og klogere, sandere og stærkere, rigere og lykkeligere. Vi skal afvise enhver teori, der hindrer det og antage enhver teori, der bringer os nærmere det mål. På trods af stor bevidsthed om de svære odds er pluralisten drevet af en kompromisløs søgen efter sandhed.

Den østrigs-engelske filosof Karl Popper er med relativismen et stykke ad vejen. For jo, vores iagttagelser er funderede i og afhængige af hele det samlede sæt af antagelser, som vi bærer rundt på. På den måde er vores viden principielt relativ. Man kan dårligt opfatte sig som sikker indehaver af objektive, eviggyldige sandheder.

Men Popper giver ikke op her. For selvom man ikke kan bevise, at en ide er sand, så kan man omvendt godt bevise, at en ide er falsk. Popper er fallibilist. Man tilnærmer sig sandheden gennem afvisning af usandheder, og derfor gælder det om altid at jonglere med en flerhed af teorier, der kan udfordre og kvalificere hinanden bedst muligt. For Popper er denne kritiske rationalisme hele drivkraften bag det åbne samfunds fremskridt. Kun takket være denne kritiske proces løsriver vi os fra usandheder og dogmatik. Velfungerende pluralisme er dermed helt afgørende for det åbne samfunds evne til at drive sig selv fremad.

Poppers pluralisme adskiller sig fra enhver relativisme ved at være uløseligt knyttet til en nådesløs kritik. Private følelser og helt personlige overbevisninger vil han ikke blande sig i, men alle mere ambitiøse samfundstanker, der stikker hovedet ud i den åbne offentlighed og vil tages alvorligt, har man ret, ja faktisk pligt til at udsætte for den kritiske rationalismes syrebad.

Relativismen synes venlig, den æder i princippet hvad som helst - men spytter det hemmeligt ud igen bagefter. Den har en uforpligtende og ukritisk tilgang både til sig selv og til andre. Den har en essentiel overfladiskhed og nogle kraftige bremser, der stopper alle tendenser til at grave derned, hvor det gør ondt. Hvad skulle man der.

Den østrigsk-amerikanske videnskabsanarkist Poul Feyerabend tror heller ikke på objektive sandheder, men ikke desto mindre insisterer han på, at vi skal grave netop dér, hvor det er allermest sandsynligt at finde noget, der sprænger grunden væk under os. Hans pluralisme indebærer, at man altid skal arbejde med helt alternative og fremmede teorier. Man skal give mærkværdige, ubehagelige og umiddelbart destruktive teorier en chance. Man må udsætte sig for kaos. Selvom Feyerabend er relativist og mener, at kampen mellem teorier har karakter af propagandakrige, så er han altså indædt pluralist. At isolere sig selv og sin ide, at beskytte den mod kritik er det værste, man kan byde både sig selv og sin ide.

Pluralismen er ved første øjekast knapt så venlig som relativismen, og den er betydeligt mere kræsen. Den kan operere med mange forskellige tankesæt på én gang, men den er også forpligtet på at afvise og sige blank nej til det, det ikke duer. Det er vigtigt at forstå, at det ikke er personligt. Det er ikke mennesket, der er pluralismens målestok, det er sandhed. Den kan ikke anerkende ringe teorier med den begrundelse, at de er nogens. At nogen tror på en grotesk ide, tilskynder relativisten til at acceptere den, men pluralisten til at advare så meget desto kraftigere.

Relativismen mener ofte selv, at den er pluralisme. Det er den ikke, for den sammenholder ikke teorierne. Den gør dem ikke til genstand for hinandens kritik. Den lader dem leve adskilte liv forskånet for hinandens ubehagelige modsigelser. Derfor ender den i en flerhed af vrøvlerier, der må tolerere dem selv og hinanden. Fordi den ikke vil vide af kritik og falsifikation af uheldige tankegange, er relativismen snarere en form for multiabsolutisme.

Den tyske sociolog Niklas Luhmann er, ligesom Popper og Feyerabend, en af de tænkere, der ofte røres ind i opgivende, relativistisk multikultigrød, selvom også han hører meget dårligt hjemme dér. Også han er på det rene med, at alt i princippet er relativt. Tankegange er selvrefererende konstruktioner, som faktisk ikke effektivt kan kritiseres udefra. Der er ingen objektiv målestok for sandhed. Der er ikke én objektiv verden, men mange subjektive verdener. Men også for ham er konkurrencen mellem ideer helt essentiel. I en nærmest darwinistisk kamp for overlevelse ruster de Luhmannske systemer sig ved mødet med omverden. Udviser de for stor rigiditet og ensidighed er alternativet, at de falder uhjælpeligt tilbage i den co-evolutionære udvikling. Man kan ikke gå rundt i 2008 og mene, at jorden er flad, og der er grænser for, hvilke barbariske historiske skikkelser, man kan have succes med at hylde som legitime lovgivere og herskere. Man kan ikke i længden ignorere, at ens opfattelse faktisk er blevet kasseret af mere komplekse tænkere og mere succesrige samfund end én selv. At man påberåber sig retten til relativisme ændrer ikke ved det fundamentale: at man tager fejl, at ens sag er dårlig.

Fælles for Popper, Feyerabend og Luhmann er deres selvfølgelige udgangspunkt i det åbne samfund, det frie meningsmarked. Kun her fungerer pluralismen. Betingelsen for samfundsmæssige fremskridt er, at meningsmarkedet er frit, dvs. at det ikke tvinges til at fremme dårligere ideer fx af hensyn til tilhængernes sensibilitet eller truende adfærd.

Relativisme er insisteren på at lade enhver tage fejl på sin facon. Pluralisme er ideer i konkurrence.

onsdag, januar 23, 2008

Flugtbilismen: psykologiske profiler

Så hvad sker der i hovedet på de flugtbilister? Her kommer nogle psykologiske profiler. Følgende oplysninger er væsentlige:

  • At flugtulykkerne meget ofte sker i København
  • At de næsten altid begås af mænd
  • At 66 procent af flugtbilisterne er registreret i kriminalregistret, og at næsten samtlige af disse registrerede både er dømt for færdselsforseelser og for andre typer af forbrydelser
  • At ca. en tredjedel af flugtbilisterne samtid begår en anden strafbar handling
  • At kun 12 procent af mændene og 17 procent af kvinderne efterfølgende melder sig selv
  • At kun 15 ud af 85 idenficerede flugtbilister angiver panik eller chok som årsag. Kun 4 af disse 15 har efterfølgende meldt sig selv og kan derfor troværdigt påstå, at de handlede i panik
Vi udelukker den med panik.

1. De er faktisk temmeligt kriminelle, disse mennesker. Den første profil er ansvarssky mennesker med svage egoer. De er opdraget med frygt, straf og ydre regulering frem for gennem personligt ansvar og dialog. Samvittighedens øje er ikke inde i dem, men uden for dem, i en ydre autoritet, som de kan stikke af fra. Det er ikke skylden i sig selv, der er ubehagelig eller stærk, det er straffen. Det er en førmoderne retsprofil, en svag eller manglende internalisering af retten og af retsssystemet. Men uanset dette, skulle en umiddelbar, naturlig medfølelse så ikke træde til og få bilisten til at hjælpe? Jo, og derfor er der også et element af noget andet på spil: en svag tilknytning til og en meget lav ansvarlighed over for andre borgere. Her har vi den første profil, "den ydrestyrede".

2. Den næste profil er halv- og helkriminelle mennesker med sølle egoer og en slap karakter. Her gælder samme mønster; de har afskåret sig fra samfundet til fordel for deres egne moralsk anløbne netværk. Det, at man har marginaliseret sig, er en væsentlig faktor. Samfundet har ingen hank i ham. Han er ikke overbelastet med ydre autoriteter som ovenfor. Til gengæld siger hans indre stemme sjældent noget, der er i uoverensstemmelse med hans umiddelbare lyst og den korteste vej til målene. Han er et skvat af format og kan have et misbrug. Her har vi den anden profil: "den kriminelle taber".

3. Vi skal også have en anti-profil. Altså en profil af dem, der aldrig kunne finde på det. Kvinder er meget utilbøjelige til at flygte. Så dybt samfundsforankrede er vi, så gumpetunge, at vi slet ikke drømmer om at det kunne lykkes os at stikke af. Vi overvejer det dårlig nok, vi overgiver os øjeblikkelig til situationen og dermed til samfundets dom. Hvorfor flygter kvinder ikke? Flugt kræver, at man i samfundsmæssig forstand tænker "uden for boksen", altså anvender nogle alternativt forankrede løsningsmodeller. For i så presset en situation søger man tryghed, hvor man mener, den er. For mit vedkommende i samfundet, i politiet, ambulancen, andre, der kan hjælpe. Jeg ville finde tryghed i overgivelsen selv. Flugt er utænkelig. Her har vi antiprofilen: den involverede, ansvarlige samfundsstøtte m/k, der har alt for meget at tabe og ikke kunne drømme om at flygte. Det gælder vel de fleste af os.

4. Gennem denne antiprofil kan vi måske få øje på en flugtprofil mere. En globaliseret profil. Der er nemlig en form for nomadepsykologi på spil. Nomaden er væk hjemmefra, er på farten og befinder sig derfor i moralsk ingenmandsland. Det, der sker, henføres til det fremmede sted, ikke til personen selv. Som da min velopdragne gymnasieklasse var i Polen i slutningen af 80´erne - og sad på gulvet på et dyrt, fint hotel og kylede zloty hen ad gangene, mens de distinkverede polske gæster ydmygt måtte træde udenom. Moral fungerer anderledes, og dårligere, i det fremmede. Dens bånd løsnes. Forbindelsen mellem handling og konsekvens og karakter bliver uklar, fordi der er en form for undtagelsestilstand, som selvfølgelig både kan være positiv og negativ. Når man er i det fremmede, er en overgivelse slet ikke tryg. Efter sine excesser flygter man hjem til Danmark eller hjem til ghettoen. Den østeuropæiske mafia flygter hjem efter noget, der mest ligner et togt i gammeldags forstand. Fremmedhed og hjemlighed betyder alt for moralen. Denne profil er også på spil. Vi kan kalde den "nomaden". Vi må se at forstå det: Det er ikke de fastboende, der er fordomsfulde. Det er nomaderne, der opfører sig råddent.

5. Hvad denne gruppe af flugtbilister angår, så er profilen lidt anderledes igen. Det er såmænd danske mænd med alt for store selvhensyn og alt for små omverdenshensyn. Kort sagt en enorm egoisme og samvittighedsløshed. En meget lav grad af skam og en høj grad af kynisme. De er ganske nederdrægtige, for de flygter af de allerdårligste grunde: lidt promillekørsel, truslen om et klip i kørekortet, den økonomiske regning, elskerinden i bilen, færgen eller mødet, de skal nå. Den slags. Den samme udmærkede, egocentriske egenskab, som i øvrigt gør, at de får meget mere i løn end de fortjener. Skal vi kalde ham "kæmpeegoet". Ham støder man på overalt i landet.

6. Men vi har glemt en vigtig profil. For var det en kat eller var det en sten? Det var vel bare en sten? Der er ikke noget at se i bakspejlet. Skulle man vende? Tænk, hvis den er død? Tænk, hvis den ikke er død? Nej, jeg tror ikke, det var en kat. Og hvis det var, så er der nok nogen, der har fundet den nu. Denne profil er "fornægteren", og dem er der nok en del af.

tirsdag, januar 22, 2008

Hvem er flugtbilisterne?

Der findes faktisk en rapport om, hvem flugtbilisterne er. Rigpolitiets "Rapport om flugtbilisme i Danmark i 2005 og 2006" har undersøgt flugtbilisterne i 2005 og 2006. I 2005 var der 156 flugtbilister, i 2006 189.

Københavns politikreds har voldsomt mange flere flugtbilister end de øvrige politikredse. De har 56 flugtbilister i løbet af de to år. Århus, Odense og Aalborg ligger på hhv. 10, 19 og 22. Alle øvrige politikredse ligger under 10 (s. 10).

78 procent af flugtulykkerne finder sted i byområder. Langt hovedparten kører i personbil.

Om de 95 identificerede førere oplyser rapporten, at 83 af dem er mænd. Der er kun 12 kvindelige flugtbilister (s. 17). 250 af flugtbilisterne er stadig uidentificerede.

Aldersmæssigt er de ret jævnt fordelt, dog oftest under 40 år (s. 18).

Kun en lille del har meldt sig selv. Hovedparten blev afsløret ved efterforskning.

Hele 66 procent af de identificerede flugtbilister var i forvejen registreret i kriminalregistret. Af de 61 flugtbilister, der i forvejen var registreret i kriminalregistret, var 56 registreret for en færdselsovertrædelse, og 45 var samtidig registreret for anden lovovertrædelse. 15 var "massivt forstraffede" og idømt flere fængselsstraffe (s. 22).

Rapporten kommer ikke ind på etnicitet.

mandag, januar 21, 2008

Gensidig forbitrelse, ensidig omklamring

World Economic Forum har spurgt befolkningen i en række islamiske og vestlige lande om, hvordan de synes, det går.

Er mere interaktion mellem den vestlige og den islamiske verden en trussel eller en fordel? I den islamiske verden svarer langt hovedparten, at mere samkvem er en fordel. I Europa svarer næsten alle (i Danmark 79 procent), at stigende samkvem med den islamiske verden er en trussel. Se en ganske bemærkelsesværdig graf. Et tydeligere nej tak kan man næsten ikke få.

At forholdet mellem Vesten og Mellemøsten bliver værre, er der bred enighed om på begge sider.

Konkliktbilledet er Luhmannsk: I Mellemøsten mener næsten ingen, at Vesten arbejder seriøst på at forbedre forholdet. I vesten mener næsten ingen, at Mellemøsten gør. Undtagen svenskerne.

I de muslimske lande mener de, de respekterer den vestlige verden. Befolkningen i de vestlige lande mener noget andet: 82 procent af amerikanerne, 73 procent af israelerne og 69 procent af danskerne svarer, at den muslimske verden ikke respekterer den vestlige. Det samme gælder 70 procent af italienerne, 67 procent af canadierne, 63 procent af spanierne, 55 procent af hollænderne og endda 54 procent af svenskerne (side 24).

søndag, januar 20, 2008

Talmanipulation fra Integrationsministeriet igen-igen

Jeg skal gøre det kort, for det begynder at kede mig: I disse dage smider Integrationsministeriet igen en luns fra rapporten "Tal og fakta 2007 - udlændinges tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet". Sidst var vi på side 36 og historien var tynd, nu er vi på side 27 og historien er lige så tynd.

Efterkommere mellem 16 og 24 er mere uddannelsessøgende end danskere, kan vi læse i alle aviser, fx JP i går. 62 procent af efterkommerne i denne aldersgruppe er under uddannelse mod 61 procent af danskerne. Og så en masse snak om ambitioner og opbakning fra familien, der forklarer denne gevaldige succes.

Men hvor mange færdiguddannede 25-29-årige efterkommere har vi så? Det kan man læse om på rapportens side 29, som vi nok aldrig kommer til at høre om. Ser man på 25-29-årige efterkommeres højeste, gennemførte uddannelse, ser procentfordelingen nemlig sådan ud:
  • Ingen/uoplyst: 4 %
  • Grundskole: 39 %
  • Gymnasial: 17 %
  • Erhvervsfaglig: 22 %
  • Kort videregående: 5 %
  • Mellemlang videregående: 6 %
  • Bachelor: 4 %
  • Lang videregående: 4 %
39 procent af efterkommerne mellem 25 og 29 år har altså ingen uddannelse udover folkeskolen. Kun 41 procent har en erhvervskompetencegivende uddannelse.

For danskernes vedkommende gælder følgende procentfordeling:
  • Ingen/uoplyst: 1 %
  • Grundskole: 18 %
  • Gymnasial: 16 %
  • Erhvervsfaglig: 35 %
  • Kort videregående: 6 %
  • Mellemlang videregående: 11 %
  • Bachelor: 7 %
  • Lang videregående: 5 %

I alt har 64 procent af danske 25-29-årige en erhvervskompetencegivende uddannelse, hvilket kun gjaldt for 41 procent af indvandrerne.

Blandt de 30-39-årige danskere har 74 procent en erhvervskompetencegivende uddannelse. For efterkommerne er tallet 45 procent.

Der er pænt sagt ikke belæg for de store forsideartikler om, at efterkommerne overhaler danskerne på uddannelsesområdet.

PS: Lidt ekstra malurt i multikultibægeret: De efterkommere, som er over 40 år gamle, og som altså ikke er en del af nyeste tids folkevandring, - de klarer sig strålende! 72 procent af dem har en erhvervskompetencegivende uddannelse. Dét er da en solstrålehistorie, hvorfor hører vi ikke noget om det :-)

Ministeriet for Sandhed: Volden stiger ikke








Det gør den nu alligevel. Note til Uriasposten.

fredag, januar 18, 2008

Flemming Steen Nielsen om Karl Popper

Hvorfor er det så vigtigt at have en fri og åben offentlighed, hvor de ringeste ideer får de verbale tæsk, de fortjener og sendes ud på historiens mødding, hvor de hører til? Hvad gør dårlige teorier, når de begynder at mærke, de skal dø?

Det og meget mere kan Karl Popper fortælle dig, her formidlet af tidligere lektor i filosofi ved Københavns Universitet, Flemming Steen Nielsen. Igen fra CEPOS til min fine, nye iPod. Og glem nu ikke Henrik Gade Jensens foredrag om Orwell, som jeg nævnte forleden; om at befri sig fra kollektive løgne.

torsdag, januar 17, 2008

Kom nu ud og mød nye fjender

Nynazisterne og venstreekstremisterne har det til fælles, at de begge sidder fast i den samme tidsmaskine. Nynazisterne ser jøder alle steder og jager dem frisk, som var vi i 30´erne. Var det ikke så forfærdeligt, var det komisk. Venstreekstremisterne ser nazister alle steder og jager dem som var verden en tro kopi af sig selv for 60 år siden. Begge er lige så rørende trofaste over for deres gamle , mugne fjendebilleder som over for deres gamle, mugne tankesæt.

Kom dog videre, begge to. Antisemitisme, det er jo latterligt, både som projekt og som analyse.

Nynazister, I skal ind i islam, hvis I vil med i en fremadstormende og militant, totalitær bevægelse med fremtiden for sig og jøderne under sig. Og venstreekstremister, I skal tage en seriøs snak med jer selv om, hvordan I er endt med at forsvare en ideologi og en bevægelse, som I umuligt kan sætte jer ind i og holde af.

Bemærk: Parterne vil, hvis de følger mine råd, stadig stå i opposition til hinanden. Og de vil slippe ud af denne pinagtige ståen i opposition til sig selv.

Skolebestyrelser

Efter en rykker tog jeg mig sammen og udfyldte et spørgeskema om skolebestyrelsesarbejdet, som jeg ellers havde tænkt mig at springe over. Jeg udfyldte det hele artigt, hvor mange timer, hvor mange demo´er, tral-la, sæt kryds, hvad er du mest enig i. For videnskabens skyld. Til sidst spurgte de, om jeg ellers havde noget at tilføje? Mjoh... How can I know what I mean till I see what I say? Og jeg skrev mindsanten:

"Jeg mener, at man bør afskaffe skolebestyrelserne. Som forum er det for amatøragtigt, for tilfældigt og for lille. Beslutningerne er for konsensusprægede. Kun folketingspolitikere kan reelt tage de hårde beslutninger, som er upopulære blandt de ansatte på skolerne. Forældrerepræsentanterne stiller ikke andre krav, end dem, som skolen ønsker de skal stille. De sidder mest og nikker til at tage alverdens ansvar på deres egne skuldre frem for at bebyrde lærerne. Trenden er at føre den ene tåbelige oplysningskampagne efter den anden mod forældrene og lave detaljerede regler på områder, man skulle lade forældrene om. De "dovne" og "dårlige" forældre er ikke repræsenteret. Skolebestyrelsen er en sleskeflok, der slesker for lærere, skoleledere og pædagoger og som altid gerne vil synge med i deres klagekor om flere penge, færre eksamener og flere idrætstimer på bekostning af kulturfagene. Nedlæg dem".

Offer mod offer

Hvad har voldtægtsstatistik med det amerikanske præsidentvalg at gøre? Ikke rigtig noget, og så alligevel. For bag de retoriske kulisser udspiller sig begge steder ofrenes kamp på liv og død. Det svage køn mod den svage race. Hvem har fortjent vores sympati? Hvem vil vi helst smykke os med at støtte? Hvilken ulykkelig sag fortjener bedst at gøre politisk karriere?

Kvinden står svagt i svaghedskampen. ”Etnikerne” udviser for tiden rå styrke og ubøjelig vilje, og de vinder stort i kampen om at være den mindste, den svageste, den vredeste, den mest elendige og ulykkelige og forbandede.

Veltalende, unge Obama mod forkælede Hillary Has Been. De mandlige, muslimske indvandrere mod de svenske kvinder, der må lære at leve med det. Den nye verden mod den gamle. Den globale mod den vestlige. Uden sammenligning i øvrigt. Enkeltindivider og konkrete iagttagelser betyder ingenting, de skylles med i den retorisk-ideologiske tidsbølge, der afgør sagen.

Ifølge den danske presse står det amerikanske præsidentvalg mellem den sorte og den kvindelige demokrat. Hillary kan ligestille kønnene, hvem gider høre på det? Obama kan ligestille civilisationerne. Han symboliserer fred, forståelse og penge ud af den rige, hvide mands lomme i en splinterny verden, hvor de sidste skal blive de første og de første skal blive de sidste. Gennem hans helgenkåring ophøjes de lidende ”etnikere”, og den rige, hvide mand – og hans kone – kan sone deres synder. Derfor hepper den danske presse højlydt på Obama, den er ikke i tvivl.

Svaghedskampen kan dog give ægte dilemmaer, især hvis man er radikal, og det er vores meningsproducenter jo. Hvad gør man, hvad gør man dog, når de muslimske indvandrere angriber Gay Pride Parade? Systemet lukker helt ned og ved ikke, hvad det skal stille op. Det kan ikke håndtere det. Skyldlogikken kollapser.

Men i forhold til det amerikanske præsidentvalg og den svenske voldtægtsstatistik er valget klart nok. Kvindesagen kan godt glemme alt om sympatien, den kan slet, slet ikke konkurrere. Kvindesagen er færdig, den er helt uden appel, verden har fået nye yndlingsofre:

Grafen er fra
Snaphanen.

lørdag, januar 12, 2008

En sag for forbrugerrådet?

Kolleger i etaten! Ikke at det betyder noget, men øjensynligt ville folk faktisk vælge ikke at købe vores ydelser, hvis de kunne blive fri. Til orientering her lidt fra Andreas Junges Weekendklumme på 180grader.dk: "Offentligt ansatte - lønnen værd?"

"Lad os lave et tankeeksperiment: Forestil dig, at det offentlige ikke har lov til tage dine penge, med mindre du ønsker at modtage den ydelse, som sektoren kan tilbyde. Du betaler kun for det, du efterspørger helt konkret. [...]

I stedet for at betale ¾ af din indkomst til det offentlige, betaler du nu kun for det, som du efterspørger og modtager fra det offentlige. Du betaler sandsynligvis ikke for, at Arbejdsdirektoratet skal "udvikle" sine medarbejdere på udviklingskurser, så det kan blive "Danmarks Bedste Arbejdsplads". Du betaler sandsynligvis ikke Arbejdsformidlingen for ikke at formidle et eneste job i 2007. Du betaler sandsynligvis ikke EU parlamentarikerne astronomiske beløb for at flytte frem og tilbage mellem Strasbourg og Bruxelles hver 14. dag med den begrundelse, at det et "vigtigt kompromis for samarbejdet". [...]

Der er med andre ord sandsynligvis en del, som du helt slipper for at betale for af én eneste grund. Du synes ikke, at det er pengene værd! [...]

Men hvad så med alle de offentlige ansatte, som du ikke vil betale til? Ja, dem ville der tilstøde en grum skæbne: De ville være nødt til at finde på noget at lave, som nogen helt konkret var villige til at betale for. Helt konkret tage dankortet op af lommen og trykke "Godkend beløb", formedelst kroner 21.450, for at høre på Ernæringsrådets belæring om, hvad de synes, du må og ikke må spise. Hvis du ikke ville betale for det, så måtte de ansatte i Ernæringsrådet finde på noget, som du rent faktisk vil betale for".

torsdag, januar 10, 2008

Henrik Gade Jensen om George Orwell

Som den sidste i landet har jeg fået sådan én her (tv). Er den ikke fin? Den kan ikke vise billeder, så den er ikke så dyr, og man slipper helt for at se på musikvideoer med sådan nogle her (th).
Jeg har fyldt den med foredrag. Sådan kan man gennem valg og fravalg stadig sikre sig en nogenlunde oplyst tilværelse, også som radiolytter.
I går på vejen hjem - jeg har nemlig meget langt på arbejde og endnu længere hjem - hørte jeg Henrik Gade Jensens foredrag om George Orwell. Det skal I også høre, især hvis I er venstreorienterede. Foredraget er en del af CEPOS´ serie om skønlitterære frihedstænkere.

tirsdag, januar 08, 2008

GPS-overvågning

Dagens leder i Jylllandsposten anbefaler målrettet brug af GPS-teknologi over for kriminelle:

»THI KENDES for ret: Tiltalte NN idømmes 10 års permanent overvågning, som gennemføres med det til enhver tid bedst egnede overvågningssystem.«

"Herefter får den dømte på sin venstre ankel monteret en GPS-navigator med indbygget sender, så politiet til enhver tid kan se, hvor han opholder sig. Hvis der sker en forbrydelse, kan politiet kontrollere GPS-udstyret og se, hvor den bestemte person har befundet sig på et hvilket som helst tidspunkt.

Her taler vi om total overvågning, men i modsætning til de orwelske skrækvisioner taler vi ikke om overvågning af lovlydige borgere.

Vi taler om overvågning af mennesker, der har vist, at de ikke er samfundets tillid værdige.

Vi taler om en overvågning, som dels ville kunne forhindre forbrydelser, dels opklare forbrydelser, som alligevel er sket. Dertil kommer et vægtigt element af straf, som består i, at friheden er væsentligt begrænset".

lørdag, januar 05, 2008

Rose og Ramadan

Tilbage i 80´erne gik vi høfligt ud fra, at de muslimske flygtninge var i fare i deres hjemlande, fordi de kæmpede for frihed og var forfulgt af grimme diktaturer, som de forsøgte at modernisere. Jo, det er latterligt, men det troede vi.

Derfor kunne vi slet ikke forstå, dengang, hvordan en muslimsk flygtning kunne finde på at jage Jens Jørgen Thorsen rundt på Holstebro Gymnasium med en kniv, fordi han havde malet Jesus med erektion. Det skyldtes nok stress, tænkte vi.

Nu er der to mulige forståelser af folkevandringsforløbet. Den relativt venlige forståelse har fx Dronning Margrethe, som antager, at muslimerne er draget ud af bekvemmelighedsårsager:

"Det rige samfund, som vi tilhører, med dets mange goder og den indarbejdede omsorg også for de svagere, tiltrækker mennesker, der kommer fra andre egne af verden, og som nærer de samme håb som vi" (nytårstalen 2007).

Den mere uvenlige forståelse består i, at muslimerne er draget ud for at islamisere europa, og Allah kan jo godt lide dem, der drager ud og kæmper med deres liv og deres ejendom for hans sag.

Sandheden ligger utvivlsomt et sted derimellem, eller rettere: Motiverne har ligesom fundet hinanden hen ad vejen. De har snoet sig ind i hinanden på finurlig vis. For når man nu var her, med hatten i hånden, som bekvemmelighedsflygtning, og man derfor selvfølgelig havde snydt sig ind, og når man efterhånden blev så stor og ubærlig en fiasko som man blev, og når vesten nu var så dekandent, som den var, så kunne man jo lige så godt gøre islamiseringen af vesten til sin livsopgave, så havde man da én.

Tariq Ramadan er efterkommer af islamiske ekstremister. Hans morfar grundlagde det Muslimske Broderskab i Egypten. Hans far blev jaget ud af landet, fordi også han var en særdeles aktiv del af broderskabet, hvis mål jo var - og er - at islamisere det sekulære Egypten og i øvrigt skabe religiøs vold og hysteri overalt, hvor de kan komme til det. De ønsker islamiske stater. De ønsker at indføre sharia. De bruger selvmordbombere.

Nu sidder denne dokumenteret tvetungede islamist Tariq Ramadan så i London og belærer "simplistiske" Flemming Rose om europæisk islam, eller rettere islamisk Europa:

"De gamle dage er ovre. Vi lever i et pluralistisk samfund. I næste generation får vi brug for 20 millioner arbejdere i Europa, og de vil komme udefra. Så vi kan da godt sige, det skal være sådan her, på din måde, og vi kan få optøjer og splittelse. Eller du kan forsøge på en anden måde".

"Og jeg vil gerne ændre din opfattelse af dit eget samfund. Det er forbi - vi taler ikke længere om indvandring. Vi taler om millioner af europæiske muslimer, og der vil blive flere og flere af dem" (Weekendavisen 4. januar 2008).

Tariq Ramadan har skrevet Ph.D.-afhandling om Nietzsche. Det er ham, der har lært Europas muslimer og socialister at sige "islamofobi".

Jeg siger velbekomme.