fredag, februar 29, 2008

One day, one war

Et lille kulørt festmix (6 min.). Hjemmevideo med hilsner fra hele verden i anledningen af Khalifah-festen i Indonesien i 2007. Der var 100.000 deltagere:

torsdag, februar 28, 2008

Kæmpeerstatning til terrorfrikendt

PET´s strategi med at anholde terrormistænkte inden forbrydelsen sker, men også inden der foreligger fældende beviser for terroraktivitet, er en dyr fornøjelse. En terrorfrikendt fra Glostrup-sagen er blevet tilkendt 840.000 kr. i erstatning (DR). Også selvom han i samme omgang blev idømt 4 måneders fængsel for "mindre forbrydelser", herunder tyveri af 100.000 kr. Man kan næsten kun grine højt.

Til sammenligning er en mordfrikendt kvinde netop blevet tildelt 445.000 kr. i erstatning efter at have siddet varetægtsfængslet i 14 måneder (DR).

Man kan sagtens binde ånd

Totalitære systemer får altid en helt masse tæsk, når man er på sikker afstand af dem. Men ikke før da. Nazismen er et godt eksempel. Den hamrer vi på endnu. Mens faren stod på, var der ikke samme klarsyn, og der var da slet ikke samme kampgejst.

Det er måske svært at se nu, fordi vi er midt i det, men akkurat som Europa i 30´erne gik og dukkede sig for nazismen, går vi i dag og dukker os for islam. Vi håber, at islam kommer til fornuft, selvom virkeligheden skriger det modsatte lige i ansigtet på os. Det er ikke rationelle overvejelser, men udelukkende frygt, der afholder europæerne fra at sige det som det er: Islams dårligdomme er på højde med nazismens.


Alt det får vi først fuldt belyst om mange år, men allerede nu ved alle europæere inderst inde, hvad vi er oppe imod. Selv de største radikale fjolser sidder med afskyen og - ja - vantroen malet i ansigtet, når de læser Koranen. De, der forsvarer islam, gør det aldrig uden først at omdefinere og udviske, hvad islam er. Forsvaret består netop altid i redefinitioner og bortforklaringer. Ret beset har islam ingen europæiske forsvarere. Kun apologeter.

Vi ér besat og ingen af os kan lide det. Danskerne taler og tænker ikke længere frit. Islamisterne går derimod storskrydende rundt i vores gader med de mest forfærdelige fascistiske budskaber. Fortalere for vor tids mest totalitære og syge ide ævler løs i aviser og tv hver dag. Almindelige danskere risikerer livet, hvis de ikke underkaster sig det nye terrorregime. Erhvervsliv såvel som offentlige embedsmænd indretter sig på de nye vilkår på skammeligste vis, som fyringen af Kurt Westergaards kone viser. Politikere går som katten om den varme grød og tør ikke sætte navn på problemet.


Det er ynkeligt at tænke på, at den venstrefløj, der spænder ben for islamkritikken ved hver en given lejlighed, selvfølgelig også kommer til at hylde friheden i høje toner, når vi får den tilbage igen. Ja, det bliver formentlig dem, der kommer til at undervise os i islams dårligdomme, når faren engang er på sikker afstand. Indtil da underviser de os i islams fortræffeligheder.

onsdag, februar 27, 2008

Mere om relativisme

Relativisme er et enkelt begreb, der sagtens kan bruges i hel dagligdags forstand i betydningen "det sete afhænger af øjnene, der ser". Denne dagligdags forståelse af begrebet svarer i grove træk til Protagoras´ forståelse, og der er ikke siden sket store ændringer i filosofiens opfattelse af begrebet. Derfor fungerer begrebet egentlig lige så fint og uproblematisk som ordet "blå".

Når det er sagt, så kan begrebet alligevel rejse nogle filosofiske spørgsmål, og så bliver det pludselig indviklet. For der er forskellige typer af relativisme, og flere af dem kommer hurtigt i problemer. Med Politikens filosofileksikon skelner vi mellem følgende typer af relativisme:

Deskriptiv relativisme er den antagelse, at opfattelser og meninger rent faktisk viser sig at være relative. Det er en banal konstatering: folk er uenige og der er mønstre i uenigheden. Den peger tilbage på eller relaterer til bestemte forhold ved de erkendende subjekter.

Historisk relativisme hævder noget om, hvad vores erkendelse relaterer til, nemlig historiske forhold i bred forstand (forskellige tider, religioner, fag, paradigmer, politiske ideologier osv). Det er i og for sig også banalt, i hvert fald i åbne samfund, at den slags historiske forhold spiller ind på, hvordan vi tænker.

Normativ relativisme er den antagelse, at i hvert fald følelsesmæssige og moralske antagelser er afhængige af øjnene, der ser. Det lyder plausibelt, men allerede her kan man diskutere, hvorvidt fx spædbørnsdrab og stening virkelig ikke skulle være onde i nogen objektiv eller absolut forstand? Kan man virkelig ikke hævde på en objektiv, rationel, overbevisende måde, at der findes onde handlinger? Her kommer også styreformer og politik ind i billedet. Demokrati er baseret på, at forskellige nationer foretrækker forskellige samfundsindretninger. Demokrati er altså baseret på relativisme. Men hvad så, hvis visse folk ikke mener, at alt er relativt? Giver relativismen dem så ammunition til at tilbagevise relativismen og hævde en absolut og indiskutabel guddommelig lov? Skal man i demokratiets navn anerkende afskaffelse af demokratiet, hvis det er det, folk vil? Allerede her bliver relativismen tvivlsom og paradoksal. Den normative relativisme kan man godt presses til at antage, men kun rationelt. Man kan ikke overgive sig til den form for ligegyldighed følelsesmæssigt. Og det forbliver et åbent spørgsmål, om det er det normative, der spiller fallit, fordi det mangler objektivitet, eller om det er rationaliteten, der spiller fallit, fordi den mangler et følelsesmæssigt engagement, uden hvilket det ikke giver mening at diskutere etik og politik.

Én ting er, at etik, kultur og normer kan være historisk relative. Men mener man også, at erkendelse og viden generelt er relative størrelser? Er man også erkendelsesteoretisk relativist? Man må indtage et standpunkt: Er al vor erkendelse relativt? Hvis ikke, hvilken del er så ikke relativ? På hvilke områder gælder relativismen? Religion? Moral? Politik? Matematik? Fysik? Biologi? Det kræver en del argumentation at påstå, at viden om universet er relativ, at altså den ene kan mene, at jorden er rund og den anden, at jorden er flad og videre kommer vi ikke i diskussionen. Er man erkendelsesteoretisk relativist, så findes der ikke objektiv viden. Der findes kun relative antagelser. Denne erkendelsesteoretiske relativisme kommer i problemer, når den bevæger sig fra "bløde" til "hårde" fagområder. Man kan dårligt slippe af sted med at hævde, at ting falder opad. Man kan dårligt benægte logikkens basale love, dvs. der findes rationelt tvingende argumentation, som kan tilbagevise svage synspunkter. Der findes også gode og dårlige iagttagelser, som kan bestyrke eller svække standpunkter. Anerkender man de to ting, så er man ikke længere erkendelsesteoretisk relativist.

Den metodologiske relativist afviser, at der er rationelle metoder til at afgøre, om en teori duer. Påstanden er, at den ene kan have ret ud fra sine præmisser, den anden ud fra andre præmisser. To sæt af antagelser er inkommensurable, de kan ikke måles med samme målestok. Heller ikke virkeligheden er en fælles målestok, for vi har forskellige virkeligheder. Rent deskriptivt kan man hurtigt konstatere, at forskellige fagparadigmer og forskellige politiske ideologier har forskellige målestokke for at anerkende og underkende argumenter. Men herfra og til at hævde en principiel metodologisk relativisme, er der dog et stykke.


Relativismediskussionen kommer hurtigt til at handle om ontologi, altså den der virkelighed, som relativisten siger, det hele overhovedet ikke handler om. Fordi man må jo spørge: Alle disse mennesker, der tænker og tror alt muligt om verden; tager de alle sammen fejl eller har de alle sammen ret? Tager nogle af dem fejl? Det må være et rimeligt spørgsmål.

Hvis nogle af dem tager fejl, så er alt ikke relativt. Så findes der en objektiv verden og der findes også objektiv viden om den. Og vupti, så er man ikke relativist mere.

Hvis alle disse mennesker tager fejl, hvis vi altså alle sammen bevæger os rundt i hver vores begrænsede verden, - hvem kan så se, at vi tager fejl? Det kan man jo kun, hvis man har en objektiv målestok for viden. Og vupti, igen er man heller ikke længere relativist.

Hvis de alle har ret, selvom de modsiger hinanden, se så er man relativist, men så er man også solipsist, dvs. at man både er erkendelsesteoretisk og ontologisk relativist. Ikke kun vores tanker om verden er relative, men virkeligheden selv er relativ. Folk lever vitterligt i hver deres verden i ontologisk forstand, de har hver deres virkelighed og hver deres sandhed, og de har hver især ret ud fra hver deres præmisser. Denne ontologiske relativisme eller solipsisme er et vanskeligt standpunkt, for hvis vi alle er fuldstændigt indemurede i hver vores verden, hvordan kan vi så gøre den iagttagelse, at vi har forskellige verdener? Solipsismen modsiger sig selv, fordi den kræver et metaperspektiv, som den hævder ikke eksisterer. Den gør en objektiv verdensiagttagelse, som den benægter muligheden af.


Mener man derimod, at det er umuligt at afgøre, hvem der har ret (om nogen), fordi ingen af os har adgang til verden i sig selv, så er man erkendelsesteoretisk relativist, men ikke ontologisk relativist; verden für uns er relativ, men verden an sich kan vi ikke udtale os om. Man erkender, at der er noget, man ikke forstår og holder sig åben over for muligheden af, at vi måske lever i en kæmpe illusion. Principielt kan der dog lige så godt herske en lige ud ad landevejen positivistisk orden i hele verden, hvor alting er lige nøjagtig, hvad det giver sig ud for at være.

Tør vi opsummere? Deskriptiv og en vis grad af normativ relativisme kan fungere, men generel erkendelsesteorerisk relativisme kan hurtigt få ørerne i maskinen. Ontologisk relativisme er en vanskelig position at forsvare. For selvfølgelig kan man efter en følelsesmæssig eller erkendelsesmæssig ændring sige, at så lever vi vitterligt i en anden verden. Det giver også god mening at sige, at vi strukturerer vores samfund ud fra de måder, vi tænker på. Dermed er der masser af ydre, ontologisk virkelighed, der er afhængig af os mennesker og som relativt afhænger af tid og sted. Men igen er det vanskeligt at påstå - som solipsisten - at virkeligheden principielt er afhængig af os, der oplever den (esse est percipii). Computeren forsvinder formentlig ikke, fordi den ontologiske relativist vender ryggen til den – og hvis den gjorde, ville han aldrig kunne bevise det. Ja, han ville i sagens natur slet ikke opdage det, så han kan lige så godt lade være med at spekulere over det.

søndag, februar 24, 2008

Kosovos historie

Jeg er kommet meget i tvivl om, hvorvidt serberne virkelig også havde så modbydelig uret som det hed sig i 90´erne. De har i århundreder levet med de problemer, som vi først er begyndt at snuse til. Her er lidt om Kosovos historie. Det er fra Forsvarets information til udsendte soldater og deres familier:

"Kosovo er en provins i den sydvestlige del af republikken Serbien, der sammen med Montenegro udgør forbundsrepublikken Jugoslavien. Navnet Kosovo er serbisk og anvendes indtil videre også internationalt, medens albanerne kalder landet Kosova. Det helt rigtige serbiske navn er Kosovo-Mitohija (forkortes Kosmet), hvor Mitohija er den vestlige del. Patriotiske serbere kalder området for Gammelserbien.

Som overalt på Balkan spiller historien en dominerende og følelsesladet rolle, som det kan være svært at forstå for nutidens europæere. Man skal som udefra kommende kende denne historie for at kunne forstå konflikterne.

Fra oldtid til Kosovo Polje
Albanerne og serbere strides stadig om, hvem der oprindeligt boede i Kosovo. Albanerne hævder, at de nedstammer fra illlyrerne, der ligesom grækerne var et af de ældste folkeslag på Balkan, og at de boede i Kosovo, da de slaviske stammer - serbernes forfædre - indvandrede fra nord i det 6. og 7. århundrede. Serberne derimod påstår, at der ikke var fastboende albanere, da slaverne slog sig ned i Kosovo, men at disse sivede ind fra det nuværende Albanien i det 15. og 16. århundrede. Også arkæologer og historikere er uenige.


I 1000-tallet opstod det serbiske kongerige nord for Kosovo. Kristendommen - den ortodokse tro - kom fra det byzantiske kejserrige. Kirken blev en samlende faktor og fik såvel stor national som kulturel betydning for serbere. På dette tidspunkt var Kosovo det nordlige grænseland i det byzantiske rige, der bl.a. omfattede Grækenland og Lilleasien.

I løbet af det 12. og 13. århundrede kom Kosovo under serbisk herredømme og blev snart et politisk knudepunkt. I middelalderen var Kosovo også Serbiens økonomiske basis med korn, vin, silke og uld samt miner med guld, sølv, bly og jern. Under kejser Stefan Dusan (1331-1355) nåede Serbien sin største udstrækning, og Kosovo udgjorde kernelandet i Serbien.

I det 13. århundrede blev Kosovo religiøst midtpunkt for serberne under det ortodokse overhoved, patriarken. I løbet af 1200- og 1300-tallet blev pragtfulde klostre grundlagt i det vestlige Kosovo, og området blev døbt Mitohija (=kirkegods). Fra denne storhedstid stammer myten om Kosovo som serbernes ur-hjemegn og "hjerteland".

Skæbneslaget og tyrkisk herredømme 1389-1878
I midten af 1300-tallet blev Balkan invaderet af tyrkerne fra Lilleasien. Den 28. juni 1389 var den tyrkiske hær under sultan Murat nået frem til højsletten Kosovo Polje (=Solsortesletten) uden for Pristina. Overfor stod den kristne hær under den serbiske fyrst Lazar. Før slaget begyndte, var Murat blevet dolket ihjel af en serbisk ridder, der foregav at være overløber. Ridderen blev naturligvis dræbt, og tyrkerne udnævnte hurtigt Murats ældste søn til ny sultan. Herefter startede slaget, hvor den underlegne kristne hær blev slået, og fyrst Lazar blev fanget og halshugget på slagmarken.


Det serbiske riges nedtur var indledt, og vejen mod nord stod åben for tyrkerne. I 1396 måtte Serbien sværge troskab over for tyrkerne, og i 1459 blev landet indlemmet i det tyrkiske rige.

Serbernes reaktion på nederlaget på Kosovo Polje var ejendommelig. Det var ikke slaget som historisk begivenhed og de politiske følger af nederlaget, der gik ind i det serbiske folks bevidsthed, men derimod de legender og myter, som blomstrede op efter slaget. Disse myter, der især drejer sig om de serbiske helte, har ikke meget med den historiske virkelighed at gøre, men deres betydning for serbere og nutidens konflikt i Kosovo kan ikke overvurderes.

Med den glans, myterne kastede over for tiden, hjalp de serberne med at komme igennem det tyrkiske herredømme og skabte basis for landets kommende frihed. Da myterne også tolkede det tabte slag som et resultat af uenighed og forræderi i serbernes rækker, var grundlaget også lagt for myten om at serberne som det forfulgte folk, der kun kunne overleve ved enighed og sammenhold.

Slagmarken gav navn til Kosovo, og begivenheden er uden sidestykke den vigtigste i Serbiens historie og for serbernes selvforståelse.

Når flertallet af serbere betragter Kosovo som deres "hellige land", skyldtes dette tre ting: "Skæbneslaget" på Kosovo Polje, erindringen om "hjertelandet" i deres middelalderlige Storserbien og de kulturelle minder i form af klostre fra denne tid.

I de næste par hundrede år efter slaget flygtede en del serbere mod nord. Dette gav plads for en indsivning af romerskkatolske albanere i det 15. og 16. århundrede. Der havde ganske vist været albanere i Kosovo i middelalderen, men disse levede først og fremmest som kvægavlere og hyrder i bjergene og minearbejdere. Nu slog de sig ned i landsbyerne på sletten. Dette rokkede dog ikke ved den etniske sammensætning; serberne var fortsat dominerende og fasthold deres kultur og ortodokse tro.

I 1683 blev tyrkerne imidlertid slået uden for Wien, og den habsburgske kejser indledte en modoffensiv. Kejseren opfordrede de kristne på Balkan til at rejse sig mod tyrkerne. Både albanere og serbere gjorde oprør og blev befriet af kejserens hær, der nåede helt frem til Makedonien. Imidlertid blev hæren trukket tilbage, og oprørerne blev overladt til tyrkernes hævn.

På dette tidspunkt skiftede albanerne side og - ifølge serberne - forrådte den kristne sag. Dette skabte grundlag for en ny serbisk myte: Albanerne som "landsforrædere". For at undgå den tyrkiske hævn startede i 1690 den første større udvandring af op mod 100.000 serbere til Ungarn og den nordlige del af den nuværende Serbien.

Historien gentog sig, da Rusland og Østrig i 1735-39 førte krig mod tyrkerne og igen opfordrede de kristne til at gøre oprør. Tyrkerne vandt, og opstanden blev slået ned. Resultatet blev en ny serbisk udvandring, der fortsatte langt ind i det 19. århundrede.

Disse folkeforskydninger fik varig betydning for Kosovos etniske sammensætning. Albanerne slog sig ned i de forladte landsbyer og også i de større byer.

Samtidig ændrede den religiøse sammensætning sig, idet de fleste albanere og en mindre del serbere gik over til islam. Dette skete for at få lov til at beholde jord og hus og undgå den kristne særskat. Det var også en forudsætning for at komme i tyrkisk tjeneste, hvor mange albanere i øvrigt opnåede ret høje stillinger.

Albanerne blev regnet blandt tyrkernes mest trofaste støtter - også da det tyrkiske rige begyndte at gå i opløsning. De tilbageblevne serbere blev en underklasse, der blev undertrykt af tyrkerne og deres villige hjælpere, albanerne. Den serbiske myte om albanernes forræderi fik ny næring".

Selvstyre, krig og etniske udrensninger 1878-1944
Medens serberne under mere end 500 års tyrkisk besættelse fortsat drømte om at genoprette deres land, sov albanerne tornerosesøvn.


Fra midten af 1800-tallet begyndte den albanske elite dog at interessere sig for den albanske kultur. Efter det tyrkiske nederlag i krigen mod Rusland 1877-78, hvor serberne støttede russerne, blev denne elite bange for at komme under slavisk herredømme og dannede "Ligaen til forsvar af albanske folks rettigheder.

Det var den første løse politiske organisering af det albanske folk. Ligaen forlangte selvstyre for alle albanere i det nuværende Albanien, Kosovo, Makedonien og Grækenland.

De europæiske stormagter blandede sig imidlertid i grænsedragningen. Serbien genopstod som uafhængig stat, men Østrig-Ungarn ønskede ikke et Storserbien, hvorfor tyrkerne fortsat skulle regere over Kosovo. Den tyrkiske sultan ønskede ikke albansk selvstyre, hvorfor han slog en opstand i Kosovo ned og deporterede lederne.

En ny liga blev dannet med de samme krav om selvstyre - ikke uafhængighed. Man var godt klar over, at man uden tyrkisk beskyttelse ville være et nemt offer for andre stater.

Nye opstande førte i 1912 til det eftertragtede selvstyre for alle albanere. Under disse uroligheder kom serberne i Kosovo i klemme, og forholdet mellem de to folkegrupper blev skærpet. Flere serbere udvandrede, hvilket medførte, at de nu kom i mindretal.

Det albanske selvstyre varede ikke længe. I 1912 blev Tyrkiet angrebet af Montenegro, Serbien, Bulgarien og Grækenland, med det mål at fordrive tyrkerne endeligt fra Balkan.Albanerne i det nuværende Albanien reagerede hurtigt og erklærede sig selvstændig, støttet af de europæiske stormagter. Uden for dette område var 800.000 uheldige albanere, der i Kosovo og Makedonien blev underlagt Serbien, medens resten kom under Grækenland.

Serberne havde ikke glemt de "forræderiske" albanere, der tilmed ikke havde deltaget i krigen mod Tyrkiet. Flere tusinde blev dræbt, og mange flygtede.

I den nye stat Albanien herskede der kaotiske tilstande, og albanske væbnede bander angreb serberne i Kosovo.

Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, støttede Østrig-Ungarn albanerne, der gjorde opstand mod serberne, opildnet af Tyrkiet, der også trådte ind i krigen på Østrig-Ungarns og Tysklands side. Serbien blev besat af Østrig-Ungarn, der også besatte den nordvestlige del af Kosovo og overlod resten til Bulgarien. Da disse stater tabte krigen i 1918, startede et nyt tovtrækkeri om albanerne - som ikke blev spurgt.

Enden på det hele blev dog, at Albanien genvandt sin selvstændighed, og Kosovo og Makedonien kom atter under Serbien, der efter krigen indgik i Kongedømmet Serbien, Kroatien og Slovenien - det senere Jugoslavien.

Kosovo-albanerne fik atter den hårde hånd at føle. I modsætning til andre mindretal i det nye kongerige blev de diskrimineret og forfulgt. Skoleundervisning og avis- og bogudgivelser på albansk blev forbudt. Kosovo blev koloniseret med serbere, der fik overladt jord, mens albanerne blev undertrykt eller uddrevet.

Mange albanere gik under jorden og angreb serberne, der svarede igen med uhørt brutalitet. Herunder blev landsbyer bombarderet og afbrændt. Samtidigt blev området økonomisk og kulturelt forsømt.
I 1939 blev Albanien besat af Italien, og i 1941 besatte Tyskland Jugoslavien. Tyskland besatte den nordlige del af Kosovo og overlod hovedparten til Italien. Dette område blev slået sammen med Albanien til et Storalbanien under den italienske konge.


Da Italien i 1943 kapitulerede, overtog tyskerne besættelsen, men tillod fortsat et Storalbanien med egen regering og parlament. Generelt støttede albanerne besættelsesmagten - især i Kosovo - og hjalp med at bekæmpe kommunistiske partisaner, ligesom der også blev opstillet albanske SS-enheder. Tyskerne blev nærmest betragtet som befriere. Reelt var landet dog ikke uafhængigt, men albanerne var sluppet af med den serbiske undertrykkelse og kunne oprette egen forvaltning, politi, retsvæsen, skoler m.v. Rollerne var nu byttet om, og flere tusinde serbere forlod Kosovo, medens nye albanere indvandrede".

Læs den fortsatte historie her

Til kortet: Montenegro blev selvstændigt i 2006.

Too close for comfort

Jeg er nok ikke den eneste vestjyde, der er kommet til at holde af vores lille "Kvinde på kærre" af Alberto Giacometti:

Især efter at hun er blevet udlånt til Louisiana og erstattet af denne "Siddende kvinde" af Svend Wiig Hansen:


"Kvinde på kærre" var tynd og fremmedartet. Folk lagde madpakker til hende og syntes ikke, det var meget kunstværk, man fik for pengene. Men hende den nye, ehm...
For at sige det lige ud: Hun ligner lokalbefolkningen. Skal dét nu være morsomt. Jeg er næppe den eneste, der kigger på hende uden begejstring.

Opdragelse

Når uintelligente systemer konfronteres med, at det, de gør, ikke virker, ordinerer de mere af det samme. Det socialpolitiske system i Danmark har lidt et ynkeligt nederlag i forhold til at integrere muslimer, intet har virket, og hvad foreslår man som opretning? At man fortsætter i samme stil, man skal bare intensivere de samme strategier.

De seneste muslimske optøjer er forældrenes skyld, siger politikere fra SF til Venstre. Interessant. Er de palæstinensiske intifadaer også forældrenes skyld? Skyldes de også, at forældrene ikke kan styre deres børn?

Ideen om, at de muslimske forældre ikke kan styre deres børn, falder til jorden i det øjeblik, man indser, at der jo er fuld kontrol over pigerne. De render ikke rundt i gaderne om natten, de sidder derhjemme eller i pigeklubber med artige sysler. Så et eller andet kan forældrene jo godt, selvom de er arbejdsløse og taler dårligt dansk. Hm.

Hvorfor er de ikke lige så omhyggelige med drengenes opdragelse? Måske ér dette drengenes opdragelse, som den skal være, måske er den lige så vellykket som pigernes? Det ville da også være sociologisk mærkværdigt, hvis der fandtes en stor gruppe af familier, som sagtens kan opdrage halvdelen af deres børn, men som overhovedet ikke, systematisk ikke, er i stand til at opdrage den anden halvdel af børnene. Nej, den går ikke, vi må have en anden teori.

Lad os prøve at gå ud fra, at drengene har fået en god muslimsk opdragelse, akkurat som vi jo ved, pigerne har. At drengene reproducerer reaktionsmønstre fra den islamiske verden, akkurat som pigerne gør. At være rede til intifada og jihad er en del af en god, muslimsk drengs opdragelse. Ja, intifada og jihad er er vel intet mindre end drengens egentlige dyd, den er hans islamiske tørklæde. Akkurat som tørklædepigerne reproducerer islamiske pigemønstre, giver det faktisk mening at antage, at intifadadrengene reproducerer islamiske drengemønstre. Begge dele som udtryk for, at opdragelsen er lykkedes.

Glem den med, at opdragelsen er brudt sammen i muslimske familier. Det egentlige problem er jo bare mainstream fjendskab.

torsdag, februar 21, 2008

Retssikkerhed

Og så skal vi i øvrigt huske, at der er to slags retssikkerhed, hvoraf der idelig kun jermes løs om den ene:

1. For det første, og primært, er retssikkerhed et princip om, at man lever i et lovreguleret samfund, hvor man har sikkerhed gennem loven. Retsstaten bekytter borgeren mod andre borgeres overgreb. Folk må ikke tage dine ting, folk må ikke slå dig ihjel, folk må ikke lave kaos og optøjr i dit land. Retssystemet skal give dig beskyttelse imod de ting, så du kan leve trygt. Det er retssikkerhed. Det er ideen med at have en lov.

2. For det andet, og sekundært, er retssikkerhed et princip om, at borgeren er beskyttet imod statens vilkårlige retslige overgreb. Dette sker gennem klare og forståelige love, lighed for loven, retfærdig rettergang osv. Denne type af retssikkerhed er i sagens natur en note til den første type. Her er ideen at give borgeren sikkerhed mod overgreb fra statens og retssystemets side.

Situationen er nu, at alle ævler løs om den sekundære retssikkerhed (mod statslige overgreb), mens den primære retssikkerhed (mod andre borgeres overgreb) lider frygtelig overlast, ja den sejler i øst og vest.

Lad os tage en hverdagshændelse: En 15-årig dansk dreng bliver slået, truet med kniv og sparket, mens han ligger ned, af 4 indvandrere. Fordi han ikke vil give dem sin jakke. Det må han leve med, og ingen banker i bordet for hans skyld. Men foreslår nogen at udstyre hans vanekriminelle voldsmænd med GPS-armbånd, så vi kan holde øje med dem, så skriger hele landet op om "retssikkerhed".

Den primære retssikkerhed bliver tværet ud i pløret uden at vi har andet end skuldertræk til overs for det. Den sekundære retssikkerhed kæfter alle op om, som om det primært var herigennem, retfærdigheden skete fyldest. Det er det jo altså ikke.

Islamisk Trossamfund svingede jihad-flaget

Jeg har fået et anonymt tip om, at jeg skal kigge lidt på de flag, der blev brugt ved Hizb ut-tahrirs demonstration forleden, og som bla. talsmanden for Islamisk Trossamfund gik og svingede. Der var både sorte og hvide flag. Kassem Ahmad svingede et af de sorte:


Det hvide flag med sort trosbekendelse er statsflaget og repræsenterer som sådan den islamiske stat, kalifatet (khilafah).




Det sorte flag med hvid trosbekendelse er jihad-flaget (rayah). Det har angiveligt været brugt i krigssammenhæng siden Muhammeds tid.



Det hvide flag vejer øverst på Hizb ut-tahrirs hjemmeside. Men på Khilafahs hjemmeside (Khilafah er Hizb ut-Tahrirs medlemsblad) bemærker man det lille sorte flag i browseren. "O muslimer", står der for tiden på Khilafahs forside, "ræven hyler først fornøjet, når dens offers blod flyder fra dens mund!!"

Det sorte jihad-flag bruges af voldelige islamister verden over. Det kaldes også Al Qaeda-flaget:

Hvis man vil forvisse sig om, at det er samme flag, som tusind danske muslimer marcherede under i Københavns gader, så se følgende klip, som jeg fandt på Hodja. Stop det på nøjagtig 2.02 min:

tirsdag, februar 19, 2008

Fascismen anno 2008

Når man ser Hisb-ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund gå brølende gennem Københavns gader skulder ved skulder, så synes jeg, at det er på tide at blive alvorligt bekymret. Som taler for Hisb-ut-Tahrirs demonstration udstedte Khalid Amin følgende fascistoide trussel:

"Endnu engang har utallige danske medier valgt at udvise deres had over for vores profet. [...] Hvor vover de at udfordre over en milliard muslimer verden over? Tror de, at vi vil glemme? Tror de, at vi har glemt? Vi har ikke glemt, og vil aldrig glemme. Regeringen bør vide, at den intet har set i forhold til muslimernes potentiale. Og hvis reaktionerne sidste gang var ved at give dem nervesammenbrud, så skal de bare afvente, at muslimerne genopretter Khilafah og forener hele den islamiske verden under sit banner. Vesten bør vide, at muslimerne er ved at fravriste deres politiske vilje fra dem og den dag, kære muslimer, vil der bliver gjort regnskab for alt det, vi ikke har glemt".

Kassem Ahmad, talsmand for Islamisk Trossamfund, Danmarks Største, der hver fredag samler 1000-1500 muslimer til bøn, tager ikke afstand fra udtalelsen: "Det var en velorganiseret demonstration, og den var fuldt ud lovlig. Selv om vi selvfølgelig er uenig med Hizb ut-Tahrir om nogle ting, var budskabet klart og tydeligt: Vi vil ikke finde os i latterliggørelsen af profeten. [...] Jeg tager ikke afstand fra noget som helst" (JP).







Den seneste uges begivenheder viser, at den islamiske fascisme stortrives i det muslimske indvandrermiljø. De vandtætte skotter mellem de unge vandaler, Islamisk Trossamfund og Hisb–ut-Tahrir er ikke-eksisterende. De er alle en del af den samme sejlflod af fascisme, - de har bare forskellig stil.

Fascismens stilistiske bredde er der ikke noget nyt i:

SA (Sturmabteilung) var dem i brune uniformer. En tidlig, paramilitær, nazistisk organisation. Ledelsen i SA holdt en vis social profil og var på den måde med til at trække goodwill og stemmer til nazisterne. SA var bøller og vandaler, men det lykkede dem at sælge deres had som retfærdig vrede. Herigennem kunne SA hjælpe Hitler til magten. SA startede i øvrigt som en idrætsforening under NSDAP, det er jo rædselskomisk. Mon SA trænede Kickboxing og Knock Down Karate, ligesom man gør i disintegrationsanstalterne på Nørrebro?

SS (Schutzstaffel) var dem i sorte uniformer, en senere, absolut Hitlerloyal, absolut kontrolleret, naxistisk militæropganisation med klar kommandolinie og klar nazistisk ideologi. En langt skarpere profil. De myrdere SA-ledelsen i de lange knives nat i 1934 efter ordre fra Hitler. På det tidspunkt var der ikke mere brug for de socialistiske stemmer, som SA havde lokket til. Da havde man magten. Så kunne man snitte struberne på de nyttige idioter.

Man behøvede dog hverken brune eller sorte uniformer for at være fascist. Under krystalnatten i 1938 myrdere u-uniformerede nazibøller 91 jøder, de nedbrændte 267 synagoger, ødelagte 7500 forretninger og sendte 25-30.000 jøder i koncentrationslejr. Man gav ordre til, at nazisterne skulle optræde uden uniform. Det skulle se ud som en folkelig opstand.

Det er altså ikke første gang, fascismen hidser bærmen op til ballade, mens den selv af strategiske hensyn indtager en mere distinkveret rolle. Den enkle årsag er, at sociale argumenter er uhyggeligt effektive røgslør for vold og magtbegær. Således kamufleret får fascismen lov til at vokse sig til et monster under beskyttelse af presse, politikere og forskere.

søndag, februar 17, 2008

Wing Tsun retspolitik

Husk nu, at det kun er for centrumvenstres flæbehoveder, at problemet med kriminelle udlændinge er stort og uoverkommeligt. Det er dem, der satser på, at malerier på husgavlene og ungdomsklubber i det lange, lange, lange, lange, lange, lange, lange løb er vejen frem. Venstrefløjen er ét stort tudefjæs over verdens ondskab og lægger planer om nye altankasser til alle, lærerbesøg ved første glemte gymnastiktøj, alle fædre i ansættelse som Betydelig Mand og alle mødre på noget bustur.

Den slags uøkonomiske og komplicerede teknikker handler det om at undgå i Wing Tsun. Man skal gå den direkte vej til målet, den sikre vej. Undgå ideologiske og æstetiske vidtløftigheder, ingen store cirkelbevægelser og tvivlsomme projekter, der koster unødige kræfter.

Wing Tsun er en kinesisk kampsport, hvis essens er, at hvis kamp er uundgåelig, så skal man ikke passivt nøjes med at afvente og afværge modstanderens angreb ét for ét. Det er alt for usikkert, og man ved ikke, hvornår kampen er slut. I stedet skal man selv selv tage initiativet og beslutsomt sikre sig kontrol over situationen. Man skal ikke tøve, man skal øjeblikkelig indlede et uhyre aggressivt angreb, der overrumpler fjenden og meget hurtigt giver én kontrol over situationen. En bedøvende række af kædeslag er den grundlæggende teknik. Det gælder om at vinde.

Wing Tsun har fire kampprincipper:

1. Stød frem

Øjeblikkeligt skal man indse, at man er under angreb. Man skal ikke overlade initiativet til angriberen. Glem altså den med at afværge og gå tilbage, afværge og gå tilbage. Man skal selv gå frem. Man skal lave et retssystem, der øjeblikkeligt står helt oppe i ansigtet på forbryderen: Go ahead punk. Make my day!

2. Klæb til det der kommer
Man skal gøre modstanderens aggressioner og styrke til hans problem. Brug hans udfald mod ham selv. Fasthold forbryderen på forbrydelser, lad dem være hans problem, ikke samfundets. Se en skolebrand som en ansøgning om straf og hjemsendelse. Gør forbrydelsen til en ulempe for angriberen, men en fordel for samfundet.

3. Følg når det trækker sig
Man skal ikke lade forbryderen hugge til og dernæst trække sig for at angribe igen senere. Følg efter. Ens egen sikkerhed vigtigere end angriberens. Man skal ikke udsætte sig for fremtidige angreb, man skal passivisere angriberen med det samme. Man skal give en øjeblikkelig og eftertrykkelig straf, så han dels uskadeliggøres, dels har meget mindre lyst til at angribe igen. At lade en fjendtligt sindet vige tilbage for sandsynligvis at forberede et nyt angreb, er ingen afslutning på kampen.

4. Stød når vejen igen er fri
Hug til, hvor det rammer ham hårdest, og tøv ikke. Spar på dine egne kræfter. Glem nye altankasser og integrationsprojekter med uvist udfald og risiko for nye angreb, glem overbeskatning af gode borgeren. Gå den direkte vej til målet, giv fængselsstraf og udvisninger. Det er der kampøkonomi i. Et hårdt hug for angriberen, et let slag for samfundet. Ikke påtage sig unødig byrde, ikke lade sig tynge ned af konfliktens følger. Vend byrden mod angriberen selv.

Den socialistisk orienterede velfærdsstat er alt det modsatte af Wing Tsun. Den skaber konsekvent problemer for sig selv og fordele for sin angriber.


Ad 1: Den fatter for det første ikke, at den er under angreb, og den tænker aldrig offensivt/aggressivt.

Ad 2: Den er alt for godtroende og tillidsfuld, den vil glemme. Den udsætter sig selv for alt for mange gentagne angreb, sikrer sig en fremtid i kaos og kamp. Den laver kun parader og atter parader (fx i form af politibeskyttelse), mens tæskene hagler ned.

Ad 3: Den hjælper sig træt, påtager sig alt for meget ansvar, bruger alt for mange kræfter på alt for usikre strategier. Den går den længst mulige vej til målet og når det ikke.

Ad 4: Den tager alt for store hensyn til fjenden, den nænner ikke at skade ham. Den vil langt hellere skade sig selv.

Sådan ser Wing Tsun ud – her udført af portugisiske specialstyrker

fredag, februar 15, 2008

Det åbne samfund og dets fjender

Den islamisk-socialistiske opposition i skikkelse af Hisb-ut-tahrir, imamerne, integrationsbranchen og Danmarks Radio mener, at det er uheldigt at brænde skoler af, men at det er fuldt forståeligt, at de muslimske oprørere er meget, meget vrede. De har enhver ret til at være frygteligt vrede, det argumenterer de for i alle detaljer - de skal bare lære at være vrede på den rigtige måde.

Men altså. Er I så sikre på det? Har I tænkt dybt over, hvad det egentlig er, disse muslimer er vrede over?


De mener, at Muhammed skal være hævet over kritik. Men også, at islam ikke må gøres til genstand for angreb. De opfatter det som helt illegitimt at konfrontere islam, det er meget tydeligt. Disse vrede mennesker – for de er lige så vrede her som i Gaza og Pakistan, og jeg er næppe den eneste, hvis børn spørger, om det egentlig foregår i Danmark - de insisterer på uangribelighed og urørlighed. De insisterer på et meningsmæssig særkredsløb, som resten af den pulserende modernitet løber udenom. Og alligevel insisterer de på at være akkurat hvad de er, akkurat lige her, - hvor de må trodse et helt kontinents oprindelige befolkning for at helligholde deres profet og deres islam. Det er de naturligvis klar over. Islam betyder underkastelse og har kun denne ene vej frem. Det er den logik, der driver hele galskaben, det er ikke svært at forstå.

Dermed er de faktisk ikke i defensiven, de er i offensiven. Deres argumentation bygger reelt på det første princip i Cairo-erklæringen om islamiske menneskerettigheder, denne erklæring fra 57 islamiske stater, der hævder Koranens autoritet over for hele den vestlige, demokratiske kanon: princippet om, at enhver har ret til at leve i overensstemmelse med Sharia.
Mener vi virkelig det? Shariaen vokser jo ikke indad, den vokser udad. Den vokser ud i samfundslivet, hvor den øjeblikkelig går i gang med at æde af andres frihed.

Hvad nu, hvis det ikke er måden, den er gal med? Hvad nu, hvis vreden i sig selv er helt gal? Hvem skal så fortælle dem det? Hvem skal lære dem om det åbne samfund og dets fjender? Thomas Blachman?

torsdag, februar 14, 2008

Disintegrationskonsulenter

Det har alle dage været en misforståelse, at indvandrere kan lære hinanden at "integrere" sig. Det er al ære værd, at man har ønsket at bringe indvandrere i "arbejde" og derfor har oprettet div. integrationsstillinger til dem. Men forveksler man denne gode gerning med en løsning af integrationsproblemerne, så er man på vildspor, og det er indvandrerne også. Som én sagde på tv for nylig: "Han drak og var kriminel og var på alle måder integreret". De er i høj grad slet, slet ikke med. Den situation har den danske stat aktivt bidraget til.

Khalid Alsubeihi har været kommunalt ansat som konfliktløser og kriminalitetsforebygger. Han er formand for fædregruppen på Nørrebro og har været for Københavns integrationsråd indtil 2007. Han nægter at oplyse om kriminalitet blandt sine egne, han har vanskeligheder med at begå sig i de kommunale systemer, og han har angiveligt nære forbindelser til Hisb-ut-Tahrir (DR). Han profilerer sig på at "integrere". Hans Fædregruppe fik i 2006 en "hæderspris" på 410.000 kr., og Socialdemokraterne ville godt have givet dem 600.000 kr. mere.

For tiden er han på alle kanaler som integrationsekspert for at fortolke den intifada, der udløb af, at mordplanen mod Kurt Westergaard blev forpurret. Men hør ham en gang. Han lyder mere som en forhandler for en seperatistisk guerillahær end som en integrationsarbejder. Han snakker om, hvad han synes, politiet må og ikke må. Han siger "vi mener" og retter til "de mener" og "de unge mener": http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-10420336.html. Det er et entydigt partsinlæg for ummahen i Danmark.

Hvad man end kalder det, og hvor mange offentlige midler man end smider i det: integration er det ikke. Fornentlig det stik modsatte.

Liberalisterne og islam

Liberalisterne har nu taget officiel stilling til islam, hviket de er kommet overordentligt godt fra. Læs mere på Liberalisternes hjemmeside og hos Morten Sørensen, hvor jeg har kommenteret den glædelige begivenhed.

onsdag, februar 13, 2008

Citizenship education: Konen i muddergrøften

En dag fik fiskeren en flynder på krogen. "Lad mig leve!" bad flynderen. "Jeg er en fortryllet prins." "En flynder, som kan tale, ville jeg da aldrig slå ihjel," sagde fiskeren. Han satte fisken ud i vandet igen, og den svømmede mod bunden med en blodstribe efter sig.

"Hvorfor ønskede du ikke noget?" sagde fiskerens kone, da han fortalte hende, hvad der var sket. "Gå tilhavet og bed flynderen om en lille hytte!" Manden havde ikke lyst til at bede om noget, men konen blev ved at plage, og til sidst måtte han afsted. Vandet var gult og grønt, da fiskeren stod på stranden og sagde:

"Flynder i det dybe vand,
hjælp mig arme fiskermand!
Ej min kone Ilsebil
vil som hendes husbond vil!"

Et øjeblik efter stak flynderen hovedet op. "Hvad vil hun da?" spurgte den. "Hun vil have en hytte!" sagde fiskeren. "Gå kun hjem, den står der allerede," svarede flynderen.

Da fiskeren kom hjem og så hytten, sagde han: "Her får vi det godt!" "Ja, lad os nu se," sagde hans kone. Nu gik der en uge, og imens fandt konen ud af, at hytten var for lille. Hun ville hellere have et stort slot, og hun plagede sin mand så længe, at han til sidst måtte gå ned til flynderen igen.

Vandet var violet, gråt og mørkeblåt, da han kaldte på den og forklarede, hvorfor han var kommet. "Gå kun hjem," sagde flynderen. "Ønsket er gået i opfyldelse!"

Da fiskerne kom hjem, lå der et slot på hyttens plads. "Her må vi da blive tilfredse," udbrød han, da han så det. "Ja, lad os sove på det, " sagde hans kone, og så gik de i seng.

Men allerede næste morgen måtte den stakkels mand til havet igen. For hans kone havde fundet ud af, at hun ville være konge! Vandet var sort, da han nåede stranden, og det sydede så mærkeligt fra bunden. Men da flynderen hørte, hvad konen ønskede, sagde den: "Gå kun hjem. Hun er allerede konge!"

Hjemme på slottet sad fiskerens kone på en trone af det pure guld, og hun havde en krone på hovedet. "Nu vil jeg ikke ønske os mere," sagde fiskeren, da han så hende. "Det kan du lige tro, vi vil" sagde konen. "Når jeg kunne blive konge, kan jeg også blive pave. Af sted til flynderen med dig!"

Stormen hylede , havet havde tårnhøje bølger, og himlen var rød som lige før torden. Fiskerens ben rystede under ham, da han kaldte på flynderen for fjerde gang. "Hvad vil hun nu?" spurgte den. "Være pave!" svarede fiskeren. Og flynderen sagde: "Gå kun hjem. Hun er det allerede!"

"Nu kan vi da ikke ønske os mer!" sagde fiskeren, da han kom hjem og fandt sin kone på en trone, der var så høj, at man dårligt nok kunne se hende. Men konen svarede ikke. Og hele næste nat lå hun vågen og spekulerede på, hvad hun nu kunne ønske.

Da solen stod op, vækkede konen sin mand og sagde: "Nu ved jeg hvad jeg vil! Jeg vil være som den gode Gud og herske over sol, måne og alt i hele verden!" "Det går aldrig!" jamrede fiskeren, men som sædvanligt endte det med, at han måtte gøre, som konen ville have det. Udenfor rasede et frygteligt uvejr, og fiskeren rystede over hele kroppen af skræk, da han stod på stranden og råbte:

"Flynder i det dybe vand,

hjælp mig arme fiskermand!
Ej min kone Ilsebil
vil som hendes husbond vil!"

"Hvad vil hun nu?" spurgte flynderen. "Være som den gode Gud," stammede fiskeren. Men denne gang svarede flynderen: "Gå hjem! Hun sidder i muddergrøften igen!"

Og der er hun stadig den dag i dag!

Islamisk trossamfund truer med terror

Islamisk trossamfund betragter de danske avisers optrykning af Muhammedtegningerne som undertrykkende og truer med, at vi får terror, hvis den slags ikke ophører:

"Vi kan undre os over, at medierne, til trods for at der ingen sag er, stadig vælger at trykke tegninger. Det Islamiske Trossamfund er ikke imod ytringsfrihed, men vi er meget imod forsætlig undertrykkelse af det muslimske mindretal i Danmark [...] Det Islamiske Trossamfund har arbejdet hårdt for at begrænse enhver form for uovervejet handling i Danmark under selve JP-krisen. Vi har været i stand til at udøve en vis form for kontrol. Vi er bange for at vi kommer til at miste den kontrol, hvis ikke denne form for undertrykkende handlinger stopper".

Måske har vi forsømt at fortælle dem den overordentligt vigtige historie om KONEN I MUDDERGRØFTEN?

Kamal Quereshi

Multikulturel løgn og bedrag igen-igen-igen-igen. Kamal Quereshi har ikke alene bedraget sin udlejer og sine lejere på det groveste, han har også snydt til en lægeeksamen på den mest nederdrægtige facon. Han skrev ikke bare af, han stjal en anden gruppes opgave, så denne gruppe ikke kunne blive indstillet til eksamen. Tilfældigt fandt de deres opgave i et dueslag med Kamal Quereshis navn på.
Hvordan kunne den mand igen og igen stille sig op på dansk tv og moralisere? Hvordan kunne han holde den arrogante, selvgode maske? Tv-medierne har igen og igen ladet ham stå og brække sig ud over danskerne med sine racismeanklager og sit socialistiske pladder. Fy for Helvede.

tirsdag, februar 12, 2008

Besat

Det er jo ikke nødvendigvis et problem at være besat. Man kan have det udmærket, man kan bare ikke tænke, tale og tegne som man vil, men det kan man jo også bare lade være med. Selvfølgelig er vi ikke besat, selv om det begynder at føles sådan. Det blev vi faktisk heller ikke d. 9. april 1940, vi blev sikret:

"Rigsregeringen er kommet i Besiddelse af uigendrivelige Beviser for, at England og Frankrig agtede allerede i de allernærmeste Dage overraskende at besætte bestemte Områder af de nordiske Stater. [...] De tyske militære Operationer tilsigter udelukkende at sikre Norden mod den planlagte Besættelse [...]. I Overensstemmelse med den Ånd, der altid har rådet i det gode tysk-danske Forhold, erklærer Rigsregeringen over for den kongelige danske Regering, at Tyskland ikke har til Hensigt nu eller i Fremtiden at berøre Kongeriget Danmarks territoriale Integritet og politiske Uafhængighed". Meddelte tyskerne regeringen d. 9. april.

Det synes Stauning ikke, der var grund til at lave ballade over: "Til det danske Folk! Tyske Tropper har i Nat overskredet den danske Grænse og har gjort Landgang forskellige Steder. Den danske Regering har under Protest besluttet at ordne Landets Forhold under Hensyn til den Besættelse, som har fundet Sted, og i Henhold hertil kundgøres følgende: De tyske Tropper, der nu befinder sig her i Landet, træder i Forbindelse med den danske Værnemagt, og det er Befolkningens Pligt at afholde sig fra enhver Modstand over for disse Tropper. Den danske Regering vil forsøge at sikre det danske Folk og vort Land imod de af Krigsforhold følgende Ulykker og opfordrer derfor Befolkningen til rolig og behersket Holdning over for de Forhold, som nu er opstået. Ro og Orden må præge Landet, og loyal Optræden må udvises over for alle, som har en Myndighed at udøve". Det var vi gode til. Det er vi stadigvæk.

Om Aftenen kom den socialdemokratiske statsminister med denne erklæring: "Det var med smertelig Sorg, at Befolkningen i Morges erfarede om de Begivenheder, der var i Udvikling. Vi regnede med, at den Politik, Danmark har ført, kunde have holdt os uden for alvorlige Forviklinger, men Tryghedsfølelsen blev afbrudt [...] Vi valgte at søge Landets Forhold ordnet under denne Besættelse i Tillid til Forsikringen om, at Tyskland ikke har den Hensigt igennem de iværksatte Foranstaltninger at antaste Danmarks territoriale Integritet og politiske Uafhængighed. Vi valgte denne Vej for at skåne Landet og Folket for en Krigstilstands Følger [...] Det er Regeringens Ønske, at den Besættelse, som er foregået, må blive ledet med Forståelse og human Følelse over for en gammel, nordisk Nation, der ærligt har gennemført en upartisk Neutralitetspolitik i Forventning om derved at kunne bevare sit nationale Liv i fredelig Udvikling. Forholdene er blevet anderledes, end vi håbede; men vi vil fremdeles søge at sikre Land og Folk imod Krigens Ulykker, og vi stoler på Folkets Medvirken. Jeg henviser til den af Kongen og Ministeriet i Dag udstedte Proklamation til det danske Folk og gentager: Lad Ro og Orden præge Landet og lad os vente en forstandig og loyal Holdning at alle Landets Borgere. Vort fælles Ønske er Fred mellem Folkene, og med dette Ønske slutter jeg også denne Redegørelse".

Datoen er 9. april 1940, og den danske statsministers snakker om fred mellem folkene. Man overtager overmagtens nazisprog og appellerer ynkeligt til, at vi er en gammel, nordisk nation. Akkurat som da vi i 2005 begyndte at plapre om "respekt" og i ramme alvor tog det officielle standpunkt, at islam skam er en glimrende religion.

Folketingets formand sagde bla: "Trods det Mørke og den Usikkerhed, der behersker Øjeblikket, vil vi sætte vort Håb til Fremtiden. Vi vil håbe, vort Land må gå uskadt gennem den frygtelige Krise, Verden nu oplever, og at vort Folk må bevare Retten til at leve sit eget nationale Liv uden Indgreb at nogen Art. Vi vil ikke kunne tænke den Tanke, at Danmark ikke skulde bestå som et frit og selvstændigt Land". Hvad mon han har sit håb og sin blinde tillid i?

Ham, der for alvor begynder at lyde bekendt, er dog den radikale Politiken-redaktør, nyudnævnte udenrigsminister og siden statsminister, Erik Scavenius:

"Det har været den lille Stats Opgave at føre en Politik, der holdt Landet udenfor de store Staters Kampe. Opgaven måtte nærmere forstås således, at Danmark under ingen Omstændigheder måtte komme i Strid med sin store Nabo mod Syd. Denne Politik har fundet Tysklands Forståelse og Støtte såvel under Verdenskrigen som under den nuværende Krig [...] Det må bemærkes, at denne Omstændighed - de tyske Stridskræfters Tilstedeværelse i Landet selv, hvor friktionsløst den end lykkeligvis forløber - ganske naturligt har gjort Forståelsen sværere for det danske Folk. [...] Ved de store tyske Sejre, der har slået Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en Nyordning i politisk og økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt Samarbejde med Stortyskland. Det danske Folk stoler på at det i den ny europæiske Ordning vil kunne finde Forståelse for sin Egenart og for sin traditionelle fredelige, politiske og sociale Udvikling" (Kilde).

At holde sig uden for kampene, at finde tyrannens forståelse, at komme friktionsløs igennem, at anerkende, ja beundre overmagten, at åbne sig for den nye tid, at finde sin plads under et hvilket som helst tyranni, at samarbejde, at have tillid. Det er stadig vores foretrukne løsning. Fejhed og ligegyldighed forklædt som progressivitet og realisme.

Det mest bemærkelsesværdige er egentlig, at de alle lægger så stor vægt på at frelse vores nationale "egenart". Det er formentlig bare naziretorik. Man bruger tyranens sprog. Apropos tyranretorik: Vi har selv fået nyt sprog. Det er svimlende at tænke 10 år tilbage, bag om alt det sludder, vi har i hovedet nu.

søndag, februar 03, 2008

?!

Ugens dårligste argument må bestemt være Hans Kornø Rasmussens:

"Jeg ville ønske, at vi fik fjernet EU-forbeholdet også på retsområdet og fik indvandrerpolitikken og familiesammenføringsreglerne lagt over til EU, for så fik du i højere grad også trukket udlændingepolitikken ud af den danske politik, så den ikke bliver det spørgsmål, der bestemmer, hvem der sidder på regeringsmagten i Danmark, som tilfældet har været ved de sidste tre valg" (Weekendavisen).