lørdag, marts 29, 2008

Fremtidsscenarier

Der fandtes engang et program, der vist hed Dilemma. Det gik ud på at man fik forelagt nogle scenarier og skulle foretage valg, der så førte historien videre og præsenterede én for nye valg. Sådan et helt spil kan vi ikke lige lave på stående fod, men vi kan da godt prøve at tænke lidt fremad. Hvilken udvikling er mest sandsynlig? Hvad er realistisk at håbe på? Hvilke situationer kommer vi i på længere sigt (50-100 år)?

A. Vælg et eller to scenarier, som du finder mest sandsynlige:
  1. Muslimerne er forblevet en lille minoritet i Europa (10-15 procent, dvs. som nu).
  2. Muslimerne er en stor minoritet i Europa (30-35 procent), men her stagnerer antallet.
  3. Muslimerne udgør efterhånden over halvdelen af europæerne.

Valget skal begrundes. Hvad er der sket, hvorfor, hvordan valgte vi.

B. Vælg igen de mest sandsynlige scenarier:
  1. Muslimerne er sekulariserede, demokratiske og integrerede. Man gifter sig uden videre på tværs af religioner, ghettoer eksisterer ikke, og ingen diskriminerer hinanden pga. religion eller mangel på samme.
  2. Muslimerne lever i ghettoer, isolerer sig socialt, gifter sig internt, tænker seperatistisk, men finder sig fredeligt i ikke at islamisere institutioner og samfundsliv. Vestlige værdier præger samfundsindretningen.
  3. Muslimerne lever i ghettoer, isolerer sig socialt, gifter sig internt, tænker seperatistisk, men der er fred takket være indføring af sharia i de muslimske dele af landet. Muslimerne har i praksis lokale selvstyreområder, men også betydelig indflydelse på politikken på landsplan.
  4. Der er tiltagende fjendskab mellem befolkningsgrupperne, terror og begyndende borgerkrig, fordi befolkningen har vanskeligt ved at enes om landets skæbne.
Svarene på A og B skal selvfølgelig hænge sammen.

Nu på svensk :-)

Jeg er blevet oversat til svensk *LOL*:

"Fitna är en bra film. En liten rundresa i Islams knappast dolda hemligheter. Den är inte mågot att bli förbannad över, eftersom filmen bara dokumenterar en bit av den verklighet som muslimerna själva har skapat. Blir man arg över något sådant, är man lika löjlig som Mohammed är i en skämtteckning, där han vill halshugga spegeln för att den har understått sig att avbilda honom..

Har ni inte märkt det? Allt detta tjat och all denna stupida nonsens om Islam drar ner oss. Det är som att diskutera med senildementa. Alltid börja om från början och alltid på medvetslöshetens villkor. Varken Danmarks eller Sveriges Radio vågar visa filmen eller någon del av den och låter lika muslimska som muslimerna sjäva. Europeiska ledare är så skrämda av islam, att de inte vågar vara rädda. De vågar bara låtsas vara tämligen trygga och förtröstansfulla. Det är nämligen så att psykopater kan lukta 'rädsla'. Rädsla gör dem än mera rasande, rädsla utgör ett hån och en oemotståndlig frestelse till att slå ihjäl, det vet ju alla" (Östra Ölands fria horisont).

Fordømt

Nu har de galhovede sataner truet Liveleak til at pille Wilders film af (Snaphanen). De er gået direkte efter de ansatte. Vi er under belejring, skriver Castholm, og det har han ret i. Europa er ikke længere frit, sådan er det.

Europa er også uden værdig ledelse. Danmark er uden værdig ledelse. Vores statsminister fordømmer en film, han aldrig har set. Selv Westergaard prøver i sidste øjeblik at redde sig noget sympati hos sine bødler ved at standse sin tegning, viske den ud af historien.

Islamisterne er glade for al denne afstandstagen til Wilders´ film. De ser fordømmelserne som en opbakning til deres overordnede kampstrategi, nemlig at enhver kritik af islam pr. definition er højreekstremistisk og derfor kan ignoreres.

De har da heller ikke en eneste selvkritisk overvejelse med udgangspunkt i filmens indhold. Det falder dem ikke ind. Den kritiske fornuft er spildt på denne hjernedøde, fremadmoslende tyrkertro, som det så viseligt hed i gamle dage (se fx her). Læs også it-text bloggeren om al denne skamløse løgn med løgn på.

torsdag, marts 27, 2008

Fitna

Fitna er en fin film. En lille rundrejse i islams slet skjulte hemmeligheder. Der er ikke noget at blive vred over, for filmen dokumenterer bare et stykke vitterlig virkelighed, som muslimerne selv har skabt. Bliver man vred over det, er man lige så latterlig som Muhammed i en vittighedstegning, hvor han vil halshugge spejlet for at afbilde ham.

Kan I ikke mærke det? Al den ævl med islam trækker os ned. Det er som at diskutere med senildemente. Altid forfra, altid på bevidstløshedens betingelser. Danmarks Radio tør ikke vise noget fra filmen og lyder lige så muslimske som muslimerne selv. Europæiske ledere er så skræmte af islam, at de ikke tør være bange. De tør kun være ganske trygge og fortrøstningsfulde. Psykopater kan nemlig lugte frygt. Frygten gør dem endnu mere rasende, fordi den er et spejl og en spot og en uimodståelig fristelse til at slå ihjel, det ved enhver.

Det gør ondt i hjernen at skulle foretage de forfærdeligt dumme muslimske operationer, når den er skabt til noget bedre. Det er uendelig tungt. Aldrig en eneste rationel, ærlig samtale, der fører frem til en forpligtende konklussion. Ingen gennemsigtighed, ingen videnskabelighed, altid bare spin og mere spin. Syge løgne, som vi vikles ind i hver dag.

Voksne, danske mænd sidder i fjernsynet og tæsker deres hjerner til at tænke, at det er normalt, at vor tids svøbe ikke må kritiseres. De snakker om dialog, og imens kan man se natten sænke sig ned over deres bevidsthed. De kigger ud af skærmen med tomme blikke, og langt inde i deres hjerner kan man se en skræmt intelligens, der ikke tør trænge ud gennem al den forkrampede islamvrøvl.

På en måde forholder jeg mig efterhånden kun iagttagende og afventende til det hele. Jeg skriver, men jeg er egentlig blevet stum. Jeg kan simpelthen ikke udtrykke min foragt for alt det tåbelige sludder, vi har fyldt vores bevidsthed og vores offentlige rum med.

Se filmen her.

torsdag, marts 20, 2008

Uha

Nå?-generationen keder sig aldrig, alt er nyt for os. Vidste du fx, at apostlene blev dræbt, den ene mere forfærdeligt end den anden. Èn blev dræbt med kølle, et par stykker blev korsfæstet, én blev dræbt med sværd, én blev savet midt over, én fik kløvet hovedet med en økse, én blev flået levende osv.
Se figurerne og hør historierne på denne korte video om interiøret i Vor Frue Kirke, hvor Thorvaldsens apostle som (ikke) bekendt står. Sammen med Kristus-figuren her.

søndag, marts 16, 2008

Integrationspolitik er retspolitik

Jeg vil godt lige fremture én gang til med Liberalisternes politik over for indvandrerkriminalitet. Den er så effektiv, så retfærdig og så nødvendig, at jeg ikke forstår, hvad de andre partier venter på:

"Det må være et ufravigeligt krav til udlændinge – og en betingelse for deres ophold i Danmark – at de overholder landets love, og der er ikke noget principielt forkert i, at udlændinge får inddraget deres opholdstilladelse og udvises, hvis de begår kriminalitet. [...]

Når det gælder udenlandske statsborgere med terrorforbindelser, eller udlændinge som på anden vis vurderes at udgøre en sikkerhedsrisiko, er det et vigtigt led i politiets forebyggende indsats mod terror, at de kan gribe til anholdelser og udvise udlændinge selv i de situationer, hvor politiets beviser ikke er stærke nok til at føre til en domsfældelse. [...]


”Vi skal ikke være ”soft on terrorism” i misforstået tolerance, og udlændinge, der begår kriminalitet eller som udgør en sikkerhedsrisiko, har ikke nogen ret til at forblive i Danmark. Ud med dem!” siger Torben Mark Pedersen"
(
Liberalisterne).

Liberalisterne insisterer til gengæld på, at de administrative udvisninger sker med en dommergodkendelse i stil med ransagningstilladelser.

PS: 86,6 procent af danskerne ønsker flere udvisningsdomme.

lørdag, marts 15, 2008

Tre gåder at sove på

Gåde nr. 1: Når vi alle er enige om, at islamisering er det tætteste vor tid kommer på et absolut onde, hvorfor samler en antiislamiseringsdemonstration så 30 deltagere, men 500 moddemonstranter, som - uden at nogen løfter et øjenbryn - truer antiislamisterne til at opløse demonstrationen?

Gåde nr. 2: Når Villy Søvndal siger, at muslimer, der ikke respekterer ytringsfriheden og det åbne samfund, kan rejse ad Helvede til, og Egypterne så mener, han taler om
alle muslimer, mens Villy selv mener, at han kun taler om Hizb ut-Tahrir, - hvem er så tættest på sandheden?

Gåde nr. 3: Når PET ved, at der foregår stadig livligere terrorplanlægning i Danmark og når ethvert barn efterhånden ved, hvor stor kriminalitetsbyrde indvandrerne lægger på os, hvorfor er det så kun
Liberalisterne, der har et troværdigt forslag til at løse problemerne?

fredag, marts 14, 2008

X-factor

Her i huset plager småpigerne for, at vi stemmer på Maaartin, wiiiiiii. Det gør vi så. Men jeg holder med hende her:



Kæft, hvor er det godt..

Jung (1939): Hitler er en ny Muhammed

Den schweitziske psykoanalytiker Carl Jung blev i et interview i slutningen af 30´erne spurgt, hvilken religiøs retning Europa bevægede sig i. Han svarede:

"We do not know whether Hitler is going to found a new Islam. He is already on the way; he is like Muhammad. The emotion in Germany is Islamic; warlike and Islamic. They are all drunk with wild god. That can be the historic future" (Andrew Bostom).

Albert Speer, Nazitysklands rustningsminister, skrev i sine erindringer:

"When the Mohammedans attempted to penetrate beyond France into Central Europe during the eighth century, his visitors had told him, they had been driven back at the Battle of Tours. Had the Arabs won this battle, the world would be Mohammedan today. For theirs was a religion that believed in spreading the faith by the sword and subjugating all nations to that faith. Such a creed was perfectly suited to the Germanic temperament" (ibid).

Speer citerer Hitler for at sige:

You see, it’s been our misfortune to have the wrong religion. Why didn’t we have the religion of the Japanese, who regard sacrifice for the Fatherland as the highest good? The Mohammedan religion too would have been much more compatible to us than Christianity. Why did it have to be Christianity with its meekness and flabbiness?” (ibid)

Den schweitziske teolog Karl Barth skrev i 1939:

"It is impossible to understand National Socialism unless we see it in fact as a new Islam, its myth as a new Allah, and Hitler as this new Allah’s Prophet" (ibid).

Nazisisme og islamisme

Er det mon den tyske nazisme, der efterligner den islamiske ismeisme eller er det den ismeismiske slamisme, der efterligner den tyske nazisme? Mon ikke vi er over i noget simulakre, hvor originalen er begyndt at efterligne efterligningen.

Hør her hvad den algiriske forfatter Boualem Sansal siger om sit forarbejde til romanen "Village de l´Allemand" (Tyskernes landsby):

"Efterhånden som jeg dykkede ned i studierne af Nazityskland og holocaust, fik jeg mere og mere fornemmelsen af en lighed mellem nazismen og den orden, der hersker i Algeriet og mange muslimske og arabiske lande.

Ingredienserne er de samme her og der: kun ét parti, landets militarisering, hjernevask, historieforfalskning, ophøjelsen af racen, manikæisk (sort/hvid) verdenssyn, tendens til offertænkning, konstant omtale af et komplot mod landet, ophøjelse af xenofobi, racisme og antisemitisme til dogmer, helte- og martyrdyrkelse, glorificering af den højeste ledelse, politiets allestedsnærvær, opflammende taler, organisering af disciplinerede masser, store forsamlinger, religiøs knippelsuppe, uophørlig propaganda, udbredelse af et stift sprog, der dræber tanken, faraoniske byggeprojekter, verbal aggression mod andre lande, gamle myter peppet op" (Jyllandsposten 13.03.08).

Fakkeloptog for fred i Bramming.

onsdag, marts 12, 2008

Tredje talsmand må give op

Abu Laban strøg som talsmand for Islamisk trossamfund i starten af februar 2006, blandt andet fordi han til Al-Jazeeras 50 mio. seere sagde, at han glædede sig over boykotten af Danmark, mens han til TV2 sagde, at han ville opfordre den arabiske verden til at stoppe boykotten.

I slutningen af marts samme år strøg Ahmed Akkari som talsmand for samme organisation, blandt andet fordi han blev afsløret i at joke om at sprænge Khader i luften.

Nu går den så heller ikke længere for Kasem Ahmad, fordi han blandt meget andet kom til at svinge jihadflaget sammen med sine fascistiske trosfæller.

Islamisk trossamfund må finde et nyt oratorisk vidunder, der forstår at være talsmand for en ideologi, som han på det bestemteste skal hævde, samtidig med, at han på det bestemteste skal afvise den.

Det er ikke talsmændene, der er noget i vejen med.

mandag, marts 10, 2008

Pat Condell

Som en af de allersidste i Danmark har jeg nu også hørt Pat Condell. Hermed anbefalet, især til mine Venstrepolitikere på Christiansborg.

Hvad laver I i øvrigt? Det er mærkværdigt at opleve, at SF og S nu viser større forståelse for udlændingeproblemets art og omfang, end Venstre gør. I hvert fald viser de handlekraft.

Mit parti, Venstre, er i stedet på politisk lemmingekurs. De to aldeles flade amatører, Kim Andersen og Inger Støjberg, optager to meget vigtige pladser, hvor vi faktisk har desperat brug for rigtige politikere. På udlændingeområdet har vi en Birte Rønn Hornbech, der varetager sin egen liberale identitet mere end sit lands. Det går ikke. Statsministeren er tilsyneladende så småt begyndt i nyt job. Til at varetage nationens interesser efterlader han sig alle sine noksagter og nikkedukker.

Danmark har stået i flammer, nej, det brænder endnu. I nat røg der tre biler og et SSP-kontor. Venstre er tavs som graven. Når de siger noget, er det kun for at få ægte borgerlige røster til at tie.

Måske skulle vi ikke have valgt dem ind igen. De er gået i frø og forrådnelse. Politikere som Rohde og Pind sætter de effektivt uden for indflydelse. De har en mand i bedding som næste statsministerkandidat, som forekommer mig at være aldeles intetsigende, en mand, der markedsfører sig med lalleglæde som sit største fortrin. Om han så snakker og snakker, hører jeg ikke, at han siger noget.

Bertel Haarder er vist gået på pension, han orker ikke engang at få rettet den gymnasiereform, som han og alle andre hader af god grund. Claus Hjort Frederiksen er efterhånden den eneste, der passer sit arbejde på en energisk og resultatorienteret måde. Og så forsvarsministeren, selvfølgelig.

Måske skulle vi virkelig ikke have valgt dem ind igen. De har ingen politisk sult mere. Hver dag håber jeg, at NU tager de officielt initiativ til en samlet, bred udlændingestrategi med opbakning af hele folketinget, bortset fra R og E. I stedet sker der intet, uge efter uge går. Inger Støjberg, Kim Andersen og Birte Rønn Hornbech ved formentlig slet ikke, hvilke problemer, jeg taler om. Det er skandaløst.

Men det var ham Pat Condell, vi kom fra, i øvrigt fundet på Snaphanen:

lørdag, marts 08, 2008

Foucault og kampen mod kønnene

Moderne kønskamp er ikke en kamp imellem kønnene, men en kamp mod kønnene. Fra statslig side sættes der nu allerede ind i børnehaven. Jeg har netop set det i fjernsynet, 4-årige lytter med åben mund til deres helte fra børne-tv, der er sendt ud for at klippe nosserne af dem. Der skal sættes tidligt ind, hvis det skal forhindres, at piger bliver piger og drenge bliver drenge.

Tanken er egentlig at befri kønnene fra kønnene. Kønnet er nemlig en konstruktion, en maskerade, en funktion i et grimt spil, og det tyranniserer os elendige til en sørgelig ensretning. Med tvang, manipulation, pression, skam og skyld. Kønnet er påført os udefra gennem en usynlig, diskursiv magtanvendelse mod os. Vi er blevet pålagt selvteknologier, hvorved vi bliver vores egne herrer og dermed dobbelt kontrollerbare. Kønnet er kun endnu en reguleringsteknik. Magten producerer sjæle.

Det moderne menneske som frit og rationelt subjekt er en opfindelse, der paradoksalt nok er skabt til at sikre fuld statslig kontrol. Individet har kun fået hver sin portion frihed og rationalitet, fordi det er mere praktisk for staten, og fordi staten aldrig selv ville kunne disciplinere os så detaljeret som vi kan disciplinere os selv. Biopolitik kalder Foucault den omfattende statslige interesse for befolkningens ve og vel. Moderne pastoralmagt kalder han kunsten at drage den inderligste omsorg for den enkelte uden at miste den milde magt over flokken som helhed.


Michel Foucault har lært kønsbekæmperne at frygte kønnet, men også at bekæmpe det. Han leverer kampens våben: intet er fundamentalt, mennesket har ingen natur, mennesker har ingen essens. Alt er historie, alt er konstruktion. Tilbagevisninger af positioner, man ikke bryder sig om, sker gennem genealogi, altså opløsning af ”selvfølgeligheder” gennem historisering. Nationerne opstod dér, subjektet dér, kønnet dér, friheden dér osv. Begreberne føres tilbage til en rodet, uhellig begyndelse, en tom grav helt uden mening i.

Al vores viden er dybt infiltreret af magt, mener Foucault. Faktisk har vi ingen viden i normal forstand, vi har konstruktioner af genstandsfelter. Vi opdager ikke skoletræthed og psykopati, vi opfinder det. Viden gennemlyser sit objekt, former det og låser det. Viden er magt, og som viden – definitioner, kategoriseringer, årsagsforestillinger – gennemtrænger magten livet. Videnskaben tjener til at legitimere bestemte perspektiver på verden, skabe skræk og bekymringer, definere problemer og løsninger. Vi er i vores diskursers vold.


Disse åndelige pullovers, diskurserne, udgrænser og ekskluderer det utænkelige. De er vores vidensrum, vores mulighedsfelt, vores verdens grænser. Derfor skal der laves tidsdiagnoser. Hvad lader sig tænke i en given periode? Hvordan erfares verden? Hvad kan legitimt og meningsfuldt siges og gøres? Det Foucaultske program suger undergravende energi til sig, vidensubversion hedder yndlingsaktiviteten. Af-essentialisering og de-naturalisering er frihedskamp, der skal give plads til nye måder at tænke på. Populære forestillinger iscenesættes som dominerende og dermed betænkelige forestillinger. Ud af alle kroge vælter de marginaliserede, ekskluderede, stigmatiserede, de anderledes. De vil ind i Foucaults befrielseshær, så de selv kan komme til at definere verden.

Men desværre. Desværre. Så er de frigørende kræfter blevet ansat i stat og kommuner og her kæmper de ihærdigt Foucaults kamp for frihed. Taktfast, slagfast, så han må glippe med øjnene. Enige, målrettede og med statens magt og vælde i ryggen hælder de Andetheden i halsen af folk. Så kan det blive til noget! Frihed til hver og én, ingen skal snige sig udenom.

Hvad ville Foucault sige til kønsmanipulation i børnehaverne? Han ville hade det. Han ville sidde med tør mund og svede angstens sved ved tanken om den uhyre strategisk-institutionelle magtanvendelse, hans frigørende redskaber anvendes til. Han ville blive svimmel af ubehag over at opleve, at de våben, han kastede ned til frihedskæmperne, nu anvendes med så stor energi og beslutsomhed i statens tjeneste. Sæt ind mod kønnene, sæt tidligere ind, lovgiv, forbyd, reguler det normale ud af kroppen på dem. Kan forestillinger komme ind, kan de også komme ud. Og så kan nye komme ind. En forestilling er en forestilling, folk er fulde af indbildninger, hvorfor ikke sortere lidt i dem og vælge de bedste og mest hensigtsmæssige indbildninger? Form skolebøger, undervisning, film, litteratur i de foretrukne idealers billede. Manipuler med arme og ben, gør moderinstinkter og maskuline beskytterdrømme til stående jokes, vis igen og igen de foretrukne Andetheder i snurrige adfærds- og rollekonstellationer, som om verden var netop sådan, vis det igen og igen, ligesom Goebbels viste rotter mellem jødebillederne i sine propagandafilm.

Moderne magt vil gøre sig usynlig, Foucault vil grave dem frem i lyset. Han ville få kvælningsfornemmelser ved tanken om at blive sat i statsmanipulationens tjeneste, anvendt mod folket og deres foretrukne liv. Det er ét fedt, om det er guvernøren, der tæsker det ind, eller det er guvernanten, der synger det ind. Foucault brød sig slet ikke om den moderne frihedsbaserede dirigering af befolkningen gennem ”oplysning” og ”viden”, og han så på den altgennemtrængende omsorg for det enkelte individs selvforvaltning med dybeste mistro. Han hopper ikke på snakken om frigørelse og vifter af valgmuligheder. Moderne individualisering er totalisering, nu uden køn. Foucaults frigørelsesteknikker blev selv kapret af statsmanipulationen. Naturligvis.

onsdag, marts 05, 2008

Platons Symposion

Platons Symposion hører under kategorien spas, som Kierkegaard sagde om kvinden. Og dog.

Det er Apollodoros, der fortæller historien, som Aristodemos har fortalt ham, om et drikkegilde for Athens filosofile og homofile incrowd. Symposion er en drilsk lille fortælling om begæret, eros, der slynger sig ind i fornuftens stræben og giver den opdrift. Der er lag på lag af ironi. Sokrates går ikke ram forbi, og vor fortæller heller ikke. Han er forelsket i Sokrates og gør sig "hver eneste dag umage med at vide besked med alt, hvad han end måtte sige og gøre". "Og hvorfra du engang har fået tilsagnet "sart"", siger én til ham, "det ved jeg virkelig ikke, for i din tale er du altid sådan dér, vred på dig selv og alle andre, undtagen Sokrates". Så det ved vi fra starten af; at følelserne øver stor indflydelse på fornuftens domme og den intellektuelle stræbens retning. Havde Apollodoros ikke været forelsket i Sokrates, havde han ikke opsnappet historien, og så havde vi heller ikke hørt den:

Aristodemos støder tilfældigt på Sokrates, der har vasket sig og taget sandaler på i anledning af, at han skal til middag hos den smukke Agathon. ”Som smuk til en smuk”, siger Sokrates, der skal have været endda overordentligt grim. De følges ad derhen, Sokrates overtaler ham. Efter først at have tænkt færdig udenfor kommer Sokrates ind og lægger sig ved siden af den smukke, unge Agathon, der har ventet på ham, og hvis retoriske og intellektuelle evner Sokrates priser højt og sarkastisk.

Men de kan ikke drikke i dag, for de drak heftigt i går, og ingen andre end Sokrates er i stand til at filosofere og føre krig helt ubesværet af druk. De enes om, at enhver kun drikker så meget som han har lyst til, uden tvang. De er samlet for at tale. Pausanias foreslår, at de alle holder en ægte hyldesttale for Eros, elskovsguden, som slet ikke er blevet lovprist efter fortjeneste. Det synes alle er en god ide.

Først taler Faidros. Eros er den ældste gud, og som sådan årsag til vores største goder. Han gør os ærekære. "Jeg kan i hvert fald ikke sige, hvad der er et større gode for en ung mand end en gæv mand til elsker og for en elsker en kærestedreng. For hvad der burde styre mennesker hele livet igennem, hvis de vil leve ordentligt, det kan hverken slægt eller rigdom eller noget som helst andet indgive dem lige så godt som elskov". Der findes intet større gode end elskov. Den får os til at stræbe efter det smukke og skønne og skamme os ved det lave og uskønne. Ingen skammer vi os overfor som den, vi elsker. Ingen er "så fej, at selveste Eros ikke skulle kunne indgive ham guddommeligt mandsmod". Eros løfter os op til vores allerbedste, til styrke og mod. "Og kun de, der elsker, og ikke blot mænd, men også kvinder, er villige til at dø for andre".

Så følger Pausanias´ tale. Han siger, at der ingen Afrodite er uden Eros. Ingen kærlighed uden erotik. Men der er flere slags kærlighed og derfor mere end én slags erotik. Der er dog ikke noget i vejen med nogen af dem. ”Det er jo sådan med enhver handling, at den i sig selv er hverken smuk eller skændig […] for gøres det på en smuk og rigtig måde, bliver handlingen smuk, men gøres det ikke på en rigtig måde, bliver handlingen skændig”. Almindelige elskeres almindelige kærlighed retter sig mod kvinder såvel som drenge, og den retter sig mod kroppen mere end mod sjælen. Men den himmelske elskov kommer af den himmelske Afrodite, der som gud kun har andel i mandighed, ikke i kvindelighed. Denne himmelske elskov retter sig kun imod drenge. Er man beåndet af den himmelske eros, længes man nemlig kun efter det, som af natur er stærkere og har mere forstand. Men den himmelske eros ”elsker først drenge, når disse begynder at få forstand og skægvækst. For de, der herefter begynder at elske dem, tror jeg, er rede til at være sammen med dem hele livet og leve sammen med dem i fællesskab og vil ikke bedrage dem ved at udnytte den unges ubesindighed og gøre ham til grin ved at give sig til at løbe efter en anden”. Der bør være en lov mod at elske drengebørn, mener Pausanias, for det er usikkert, hvad det ender med af godt og slet for børnene, legemligt og sjæleligt".


Elskoven opfattes forskelligt fra land til land, forklarer Pausanias videre, for han har meget på hjerte. Blandt visse folk betragtes det uden videre som smukt at give sig hen til en elsker, men det er kun fordi disse folk ikke har ordet i deres magt. De ejer ikke evnen til at forføre. Havde de en moralsk hindring, kunne de ikke overvinde den gennem forførelse, og derfor har de været nødt til helt at fjerne kærlighedens skranker. En trist situation. Blandt barbarerne er det omvendt strengt forbudt at have elskere. Deres tyranniske herskere tåler nemlig ikke, at der udvikles særlige bånd og dristige tanker i befolkningen. Hos grækerne er det mere broget. Elskov er lidt forbudt, men ikke helt forbudt. Dette udgangspunkt muliggør både forførelsen og hengivelsen og er klart at foretrække.

Når fædre lader deres unge, begærede sønner overvåge af ledsagere for at de ikke skal tale med elskerne, så skulle man tro, at elskoven blev opfattet som skændig, siger Pausanias. Og dog opfattes elskoven som noget af det allersmukkeste og mest ærefulde: ”Tænk bare på, hvordan det siges at være smukkere at elske åbenlyst end hemmeligt, især de ædleste og bedste, også selvom de ikke er så kønne, og hvilken forbavsende opmuntring den elskende modtager fra alle, just ikke som om han gjorde noget skændigt, og hvordan det anses for flot at erobre én og flovt ikke at gøre det, og hvordan skik og brug, når man vil erobre, har givet elskeren frihed til at udføre beundringsværdige og rosværdige handlinger, der ville udløse de største bebrejdelser, hvis nogen skulle vove at gøre det samme ved at forfølge et andet formål og ville nå frem til noget andet – for hvis en, der ønskede sig penge af nogen, eller et embede eller anden indflydelse, gjorde, sådan som elskere gør over for deres kærestedrenge, når de under bønfaldelser og besværgelser gør deres begæringer gældende og lover højtideligt og sover ved den elskedes dør og gerne vil være mere slave end nogen slave er, så skulle han nok blive hindret i at handle sådan af både venner og fjender, idet de sidstnævnte ville bebrejde ham hans smigreri og slavagtighed, mens de førstnævnte ville formane ham og skamme sig over ham – men når den elskende gør alt dette, står der glans om ham, og der gives ham uden nogen bebrejdelse lov til at handle sådan, som udførte han noget aldeles smukt”. Så særlig er elskoven, at det kun er elskeren, der får gudernes tilgivelse for at bryde sit løfte. Et elskovsløfte er ikke noget løfte. Pausanias konkluderer: ”Skændigt er det at give sig hen til en slet mand på en slet måde, smukt er det at give sig hen til en god mand på en smuk måde”.

Heller ikke for kærestedrengen er hengivelsen, det frivillige slaveri, skændigt. Det er vanærende at give sig væk for penge eller indflydelse, men at give sig hen for at opnå fortrinlighed, blive bedre gennem den anden, det er ærefuldt. ”For når elsker og kærestedreng kommer sammen, hver af dem med sin forskrift, den ene ved at bistå kærestedrengen, der har givet sig hen til ham, med hvad som helst på rette vis, men den anden omvendt ved at bistå ham, der gør ham vidende og god, med hvad som helst på rette vis, og den ene ved at kunne bidrage til forstandighed og al anden fortrinlighed, men den anden ved at have brug for at erhverve sig kundskaber og viden, da og først da, når disse forskrifter mødes og finder sammen, og ellers aldrig vil det falde smukt ud for en kærestedreng at give sig hen til sin elsker”. Pausanias slutter sit indlæg af med at sige, at eros er meget værd både for samfundet og for den enkelte, fordi den netop tvinger elskeren såvel som den elskede til at gøre sig umage for deres fortrinlighed.

Lægen Eryximachos mener ikke, at det var en god afslutning. Han vil hellere tilbage til de kølige distinktioner, som Pausanias lagde ud med. Eryximachos indlæg om eros er en snurrig omgang om modsætninger, harmonier og disharmonier. Der drages paralleller til lægekunsten, landbruget og musikken, og mens ræsonnementet bliver mere og mere indviklet, forstærkes overbevisningen om, at han i grunden har meget lidt forstand på sagen. Det skal gå ordentligt til, så meget er klart, da han endelig bliver mere konkret. Overdrivelsens elskov fordærver og skader mangt og meget. ”Deraf plejer nemlig smitsomme sygdomme at opstå, tillige med mange andre forskellige sygdomme, blandt dyr såvel som planter, og både frostskader og haglbyger og skimmelsvamp opstår der af overflod og uorden i sådanne elskovsforhold”. Altså moralske og lægelige kategorier. Eros er enten retfærdig, from og uskadelig eller umådeholden, slet og skadelig.

Efter den kølige Eryximachos er det Aristofanes´ tur. Han mener ikke, at de foregående har forstået noget som helst af Eros´ magt og fortjeneste. Hvis de havde, havde de bygget de allerstørste helligdomme til hans ære. Aristofanes fortæller, at der engang var tre køn: manden, kvinden, og så mand-kvinden, der var sammensat af begge. Mennesket var dengang et dobbeltvæsen, der havde to ansigter, et, der så fremad og et, der så bagud. Tilsvarende havde mennesket også to arme forpå, to bagpå, og i alt fire ben. Disse væsner blev for oprørske, og Zeus besluttede at dele dem. Således adskilt fra deres oprindelige del, længtes de frygteligt. Fandt de to dele hinanden slyngede de ”armene om hinanden, og tog hinanden i favn, fordi de sådan ønskede at vokse sammen, men døde af sult og også uvirksomhed, fordi de ikke ville gøre noget uden den anden”. Når en halvdel døde, og en anden blev efterladt, gik denne rundt og omfavnede hvem han kunne, ”og således var de nær ved at gå til grunde”. Zeus fik medlidenhed med dem, satte deres kønsorganer om foran og gav dem elskoven, så de kunne opleve en vis tilfredsstillelse ved at være sammen og så de kunne finde hvile hos hinanden. ”Og lige siden da har elskoven til hinanden været menneskene medfødt, som et bindeled til deres oprindelige natur og som et forsøg på at gøre to til ét og hele den menneskelige natur”. Sådan søger vi alle efter vores mage: de mænd og kvinder, der blev skåret af en mand-kvinde, leder blandt det modsatte køn; ”de fleste forførere stammer fra dette køn, og alle mandeglade og forførende kvinder kommer ligeledes herfra”. De kvinder, der oprindelig stammede fra en dobbeltkvinde, tænker ikke på mænd, de er ”veninde-typen”. Endelig retter de mænd, der oprindelig blev til af en dobbeltmand, deres kærlighed mod andre mænd. De sidste er de bedste, fordi de af natur er de mandigste. Deres fortræffelighed kan man også se deraf, at det er dem, der går ind i politik (!).


Når derfor drengeelskeren eller enhver anden møder netop sin egen halvdel, så gribes de på forunderlig vis af venskab og samhørighed og elskov og vil så at sige ikke et øjeblik skilles fra hinanden.[...] Det er dem, der ikke engang skulle kunne sige, hvad det er, de ønsker af hinanden”. Eros´ væsen er længsel efter at blive hel, at blive smedet og smeltet sammen, ”så at to bliver til én, og I, så længe I lever, lever sammen som én, og, når I dør, går døde sammen til Hades, som én i stedet for to”. Det er dog meget sjældent, at folk virkelig møder deres egen tabte del. ”Men hvis det er det bedste, så vil det af det forhåndenværende, der kommer tættest herpå, nødvendigvis være det næstbedste, og det er at møde en kærestedreng, som vor hu står til af natur”. Til sidst en opfordring til den kølige Eryximachos om ikke at gøre grin.

Nu er der kun to tilbage i talerækken, den smukke Agathon og så Sokrates – som igen spidder Agathon med lige dele lovord og ironi, indtil ordstyreren Faidros kalder dem til orden. Agathon mener slet ikke, at nogen endnu har lovprist Eros. De har bare lykønsket mennesket med de goder, som Eros giver dem. Så Agathon lovpriser, og også hans lovprisninger ligner ham selv: Eros er den lykkeligste af alle guder. Han er den smukkeste og den bedste. Han er evigt ung. Og han er fin. Han går på de blødeste ting, ikke på jorden: ”I guders og menneskers sind og sjæl fæster han bo, dog ikke i alle sjæle på rad og række, for møder han én, der har et hårdt sind, går han sin vej, men er sindet blødt, bosætter han sig”. Eros er smidig. ”For han skulle ikke være i stand til at smyge sig ind overalt eller gå ubemærket ind og ud af en sjæl, hvis han havde været hård”. Eros kan kun være retfærdig. Vold og tvang bider ikke på ham, man kan ikke tvinge nogen til kærlighed; og han øver aldrig vold mod nogen, ”for alle og enhver tjener frivilligt Eros i alt”. Eros er endvidere besindig, for besindighed er at styre lyster og begær – og det gør han jo, lyder det med et vist ikke helt vandtæt argument. Han er tapper. ”Det er nemlig ikke Ares, der behersker Eros, men Eros, der behersker Ares". Klog er han også – ”som digterisk skabende så klog, at han endog gør andre til det; for enhver, som Eros blot får tag i, bliver dog således skabende, ”om end han stod muserne fjern førhen””. Således er det Eros, der driver alle fortræffeligheder blandt guder og mennesker. ”Da Apollon opfandt kunsten at skyde med bue og pil og at læge og at spå, var det begær og elskov, der viste vej, så selv han har lært sine kunster af Eros”. Gudernes forhold blev først ordnede, da Eros kom til dem. Kun Eros vækker vores stræben efter det skønne.

Agathon modtager et stort bifald for sin smukke tale for den smukke gud. Sokrates siger, at han jo bliver ganske forlegen ved tanken om at skulle tale herefter. Han har fortrudt at han har indladt sig på at skulle holde en tale, for han ved jo slet ikke, hvordan man lovpriser noget. Han troede, at man på en smuk måde skulle hylde en sag. Nu ser han, at ”man skal tillægge den det største og skønneste, man kan, hvad enten det forholder sig sådan eller ej – og er det løgn, gør det ingenting!”. Det er ikke noget for Sokrates. ”Men sandheden, hvis I vil have den, vil jeg gerne sige på min egen måde”. Han får nu lov at stille Agathon nogle spørgsmål. Først må Agathon medgive, at Eros altid er rettet mod noget. Dernæst at dette noget nødvendigvis er noget, vi ikke besidder – ellers ville vi ikke begære det. Og Agathon har netop selv forklaret, at eros altid er rettet mod det skønne og afskyr det grimme. Altså må Eros selv være helt uden skønhed. Stakkels Agathon må indrømme: ”Jeg er bange for, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg talte om dengang, Sokrates”. Du talte da ellers smukt nok, Agathon, er Sokrates´ svar. Men det bliver værre. For Agathon må jo medgive, at det gode er smukt. Altså retter eros sig mod det gode og kan derfor ikke selv være god. Agathon giver helt op, han kan ikke modsige Sokrates. ”Nej, du elskelige Agathon, det er sandheden, du ikke kan modsige. Sokrates skulle man nok kunne modsige”, siger Sokrates. Og lover at lade ham være nu.

Men nu vil Sokrates fortælle om erotik. Han har lært, hvad han ved, af en kvinde med mange talenter, Diotima fra Mantineia. Hun har lært ham at forstå, hvad Sokrates netop har lært Agathon: at Eros hverken er smuk eller grim, god eller ond, vidende eller uvidende; han er hverken gud eller menneske. Hvad er han så? Eros er en ”stor daimon”, for som han er midt mellem disse modsætninger, står han også midt imellem guder og mennesker. Han ”tolker og overbringer menneskenes sager til guderne og gudernes til menneskene; fra den ene side bønner og ofringer og fra den anden side befalinger og gengæld for ofringerne, og som ved at være midt imellem de to fylder mellemrummet ud, således at det hele er bundet sammen med sig selv”.

Sokrates fortæller Eros´ historie, som han hørte den fra Diotima:

Da Afrodite blev født, festede guderne, og med dem var Metis´ søn Udvej. Og da de havde spist og drukket, kom Armod og tiggede, eftersom det var et gilde, og stod ved døren. Men Udvej gik beruset af nektaren (for vinen var endnu ikke til) ud i Zeus´ have og faldt, tung af druk, i søvn. Armod higede i sin rådvildhed efter at lave et barn med Udvej og lagde sig hen til ham og undfangede Eros. Og derfor er Eros blevet Afrodites ledsager og hjælper: fordi han blev avlet på hendes fødselsdag og samtidig af natur er en elsker af det smukke, og fordi Afrodite er smuk. Men som søn af Udvej og Armod er eros stillet således, at han for det første altid er fattig og langtfra fin og smuk, som mange tror om ham, men derimod hårdfør og senet og barfodet og hjemløs, sådan som han altid ligger på den bare jord uden noget over sig og sover ved dørene og i vejkanten under åben himmel og har sin mors natur og altid lever med mangel på noget. Men efter sin far higer han efter alt smukt og godt, da han er tapper og kæk og opmærksom, en dygtig jæger, stedse udpønsende en eller anden list, med lyst til og på sporet af klogskab, som han går og er kær i visdom, dvs. filosoferer, hele livet igennem, en dreven troldmand og heler og en klog rad. Og hverken som dødelig eller udødelig er han født, men på én og samme dag snart blomster han og lever, snart dør han hen, men liver så op igen, når han ud fra sin fars natur finder en god udvej; men altid svinder det tilvejebragte bort igen, så at Eros aldrig er hverken fattig eller rig. Og så er han midt mellem visdom og uvidenhed. Det forholder sig nemlig sådan, at ingen gud er kær i visdom eller begærer at blive vis (for det er han allerede), lige så lidt som nogen anden, der er viis, er kær i visdom. Men heller ikke de dumme er kære i visdom eller begærer at blive vise: for det er netop det umedgørlige ved uvidenheden, at den, der er hverken fortræffelig eller klog, selv synes, han nok er det: og den, der ikke mener at mangle noget, begærer derfor heller ikke det, han jo ikke mener at have behov for. –Hvem er så de filosoferende, Diotima, hvis det hverken er de vise eller de uvidende? Spurgte jeg. – Det er da klart for selv et barn, sagde hun, at det er dem midt imellem de to andre, og deriblandt er også Eros. For visdom er netop noget af det allerskønneste, der er til, og Eros er elskov til det skønne, så Eros må nødvendigvis være en filosoferende, men som sådan være midt imellem viis og uvidende. Årsagen hertil er hans tilblivelse: han stammer jo fra en viis og selvhjulpen far, mens moren er hjælpeløs og langtfra viis. Sådan er da denne dæmons natur".

Eros er ikke en elsket, men en elskende. Diotima spørger: ”Hvad er årsagen, tror du, til denne elskov og begærlige lyst, Sokrates? Bemærker du ikke, hvor heftigt alle dyr har det, når de føler lyst til at yngle, såvel dyrene på jorden som himlens fugle? Alle er syge af elskov, først og fremmest med at parre sig med hinanden, derpå efter at sørge for afkommet, som de er rede til, selv de svageste mod de stærkeste, at slås på liv og død for, ved at tære på sig selv og gøre hvad som helst for deres unger”. Alt sammen fordi den dødelige natur forsøger at blive evig og udødelig. ”Men det kan den kun ved at føde, derved at den efterlader sig et andet nyt væsen i stedet for det gamle”. ”For på denne måde bevares alt det dødelige: ved aldrig nogensinde at være det samme, sådan som det guddommelige er, men ved at erstatte det, der ældes og går bort, med noget andet og nyt, sådan som det selv var. Ved denne list, Sokrates, har det dødelige del i udødeligheden”.
Vi begærer altså ikke det skønne, vi begærer at ”fostre og føde i det skønne”, siger Diotima. Alle mennesker går svangre, legemligt som sjæleligt. ”Derfor bliver det svangre, når det nærmer sig noget skønt, mildt og muntert og vider sig ud og fostrer og føder. Men når det møder noget grimt, bliver det dystert og bedøvet og trækker sig sammen og vender sig bort og krummer sig sammen og nedkommer ikke, men holder på sit foster og bærer møjsommeligt videre på det”. Derfor ophidser det skønne de svangre og svulmende; fordi det kan forløse dem. Denne avlen, legemligt som sjæleligt, er den dødeliges vej til udødelighed. Det er i virkeligheden udødeligheden, vi begærer.

Sokrates drive nok en fin spot med selskabet. Mens de unge mænd sukker efter ham, gengiver han ganske detaljeret, hvordan det var en kvinde, der lærte ham alt om erotik.
Men nu kommer trøsten. For det er sådan, at den, der er svanger i kroppen, går til kvinderne for at skaffe sig udødelighed gennem børneavl. Den, der er svanger i sjælen - med filosofi, digtekunst, statsanliggende og anden fortrinlighed - søger efter en smuk og ædel og velskabt sjæl i stedet. Han tager fat på at opdrage den unge, erotisk og filosofisk. ”For ved, som jeg tror, at komme i berøring med den smukke og omgås ham, føder og frembringer han det, han så længe er gået svanger med; og han tænker på ham, hvad enten han er til stede eller ej, og fælles og sammen med ham opfostrer han denne avl, således at sådanne mænd både har et meget større fællesskab med hinanden end det, der følger af at få børn sammen, og et mere grundfæstet venskab, da de jo er fælles om skønnere og udødeligere børn”. Eros driver os mod det højeste. Fra den skønne krop og de smukke beskæftigelser til de skønne kundskaber og endelig mod det skønne i sig selv. Som man bliver grebet bare ved synet af den elskede og gerne undværer mad og drikke for at være sammen med ham – på samme måde, bare stærkere, vil man begære det skønne i sig selv, hvis man ser det. Derfor har mennesket ingen bedre hjælp end Eros.

Også Sokrates får ros for sin tale, men nu larmer det ved døren og ind kommer den stærkt berusede Alkibiades, der skal tale med Agathon. Sokrates rykker diskret væk, så der bliver plads. Alkibiades er højrøstet og ligefrem, sætter sig hos Agathon, men farer til siden med et sæt, da han opdager, at Sokrates sidder lige ved siden af. Alkibiades har været – og er vist stadig - genstand for Sokrates´ sære kærlighed. Men noget er gået galt, og Alkibiades har i frustration vendt sig mod den smukke Agathon, som Sokrates har været så hård imod hele aftenen.


Eftersom de øvrige ikke drikker ordentligt, udråber Alkibiades sig til leder af drikkelaget. Han indvilger i også at holde en tale, selvom han egentlig mener, at han er for fuld. En hyldesttale til Sokrates skal det være. Alkibiades kan fortælle, at det ikke er ham, der lider af jalousi og elskovsvanvid, selvom det kan se sådan ud. Det er i stedet Sokrates selv. Det er ham, der ikke kan tåle, at Alkibiades interesserer sig for andre end ham selv. Sokrates er en spotter. En spotter og en fløjtespiller, der fortryller og forfører som satyren Marsyas, bare helt uden instrumenter. Med ord alene. ”For når vi hører en anden stå og tale om et eller andet, så kan det være nok så god en taler, så rører det så at sige ikke én det mindste; men når man så hører dig eller dine ord sagt af en anden, om så han er meget dårlig til at sige dem, og om så det er en kvinde eller en mand eller en ren knøs, der hører dem, bliver vi betaget og besat af dem. Hvis ikke det var fordi jeg så ville forekomme aldeles beruset, mine herrer, ville jeg (det sværger jeg!) fortælle jer, hvordan jeg selv er blevet påvirket af hans ord og stadig er det, også nu! For når jeg hører ham, banker hjertet meget mere i mig end ved at høre korybanterne, og tårerne strømmer ved hans ord, og jeg ser mange, mange andre, der påvirkes på samme måde”. Andre veltalende mænd gør slet ikke dette indtryk, de forvirrer ham ikke og sætter ham ikke i oprør over at føle sig som slave. Det er ikke en måde at leve på, siger Alkibiades; ”Og sig så ikke, at det ikke er sandt, Sokrates! Selv nu ved jeg, at hvis jeg lånte ham øre, ville jeg ikke kunne holde stand, men ville blive påvirket på samme måde. Han tvinger mig nemlig til at indrømme, at jeg trods alle mine mangler stadig ikke tager mig af mig selv, men beskæftiger mig med athenensernes sager. Med vold og magt, ligesom over for sirenerne, stopper jeg mine ører til, og skynder mig væk fra ham, for at jeg ikke skal sidde og blive gammel ved hans side! Men hos ham alene af alle mennesker har jeg oplevet noget, som ellers ingen ville tiltro mig: at skamme mig over for nogen […] Altså stikker jeg af fra ham og flygter, og når jeg så ser ham igen, skammer jeg mig over det, vi var blevet enige om. Og tit og ofte så jeg gerne, at han ikke var iblandt os! Dog hvis det skete, ved jeg jo godt, at jeg blot ville blive endnu mere mismodig, og derfor ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med dette menneske”.

Sådan har Sokrates forført Alkibiades - og mange andre. Sokrates er altid meget erotisk indstillet over for smukke unge mænd, tydeligt betaget af dem, beskæftiget med dem. Det er dog kun en overflade, for indvendig er han helt anderledes fuld af selvbeherskelse, kan Alkibiades fortælle. Sokrates forsmår skønhed mere end nogen skulle tro. ”At være ironisk og spøgefuld over for folk bruger han hele sit liv på; men når han så er alvorlig og åbner sig, ved jeg ikke, om nogen har fået hans indre billedstøtter at se. Jeg har i al fald en gang set dem og synes, at de var så guddommelige og gyldne og smukke og vidunderlige, at der kort sagt kun var at gøre, hvad Sokrates befalede”. For Alkibiades var det derfor et ”vidunderligt lykketræf” at han ved at hengive sig til Sokrates kunne få mulighed for at høre alt, hvad han vidste. Så det besluttede han sig for. Men på trods af gentagne forsøg lykkedes det ikke Alkibiades at gøre Sokrates til sin elsker. Sokrates greb ingen af de mange oplagte lejligheder, Alkibiades sørgede for.

Alt dette siger Alkibiades kun, fordi han ved, at han finder forståelse – som man kun klynker over et hugormebid over for dem, der ved, hvor ondt det gør. ”Jeg er blevet bidt af noget endnu smerteligere og på det smerteligste sted, man kan blive bidt – nemlig i hjertet eller sjælen eller hvad man nu ellers skal kalde det, ramt og bidt af de filosofiske ord, der bider sig mere fast end en hugorm, når først de får tag i en ung sjæl, der ikke er uden evner, og får den til at gøre og sige alt muligt. […] Men I tjenestefolk og hvem ellers, der er plat og plump, I har bare at holde jeres ører helt og aldeles lukket!”. Og så fortæller Alkibiades om en aften, hvor de er alene, og hvor Sokrates ligger og blunder. Alkibiades rusker i ham: ”- Sokrates, sover du?” ”- Ved du, hvad jeg synes?” ”- Jeg synes, du er den eneste elsker, der er mig værdig, men du kan åbenbart ikke lide at komme ind på det over for mig”. Og han forklarer: ”For mig er der nemlig intet mere agtværdigt end det at jeg bliver så god som muligt, og dertil tror jeg ikke, at jeg har nogen mere mesterlig støtte end dig. Derfor ville jeg skamme mig meget mere over for forstandige mennesker, hvis jeg ikke hengav mig til en mand som dig, end jeg ville over for de mange uforstandige, hvis jeg gjorde det”. Han får dog ikke det svar, han håber på. Sokrates mener ikke, at det er et godt bytte at give sandhed og få illusion tilbage.


Alkibiades fortæller, at han herpå kravler ned under kappen til Sokrates, og der ligger han hele natten. Der sker ingenting. ”Og I kan vel forestille jer, hvilken sindsstemning jeg var i, nu da jeg godt nok mente at være blevet forsmået og dog beundrede hans hele væsen og selvbesindelse og tapperhed! […] dér, hvor jeg alene troede at kunne nedlægge ham, havde han undgået mig. […] Jeg var derfor hjælpeløs og gik omkring trælbundet af dette menneske, som ingen har været det af noget andet menneske”. Sådan har Sokrates behandlet Alkibiades og mange andre, ”hvis elsker han bilder os ind at være for derefter i stedet snarere at fremstå som kærestedrengen!” En lovprisning af Sokrates´ usædvanlige tapperhed i krig bliver det også til, inden Alkibiades som det sidste giver Agathon en særlig advarsel, fordi han ser ud til at være den næste i rækken.

Diskussionen mellem Agathon, Alkibiades og Sokrates om, hvem der skiller hvem ad, bliver afbrudt, da endnu en flok gæster vælter ind ad døren. Drikkeriet og skråleriet blusser op og der er ingen orden på noget mere. Næste morgen sidder Sokrates stadig og drikker og diskuterer tragedier og komedier. Da de unge falder i søvn, lægger Sokrates dem til rette, går hjem med Aristodemos i hælene, vasker sig og fortsætter dagen som ellers. Hen på aftenen går han selv til ro.