lørdag, april 19, 2008

JP om 1968

Jeg kom i tanke om, mens jeg ordnede have i dag igen, at alle I stakkels københavnere jo ikke kan vide, at Jyllandsposten i dag er sådan en særudgave om 1968 og ungdomsoprøret. Måske skulle I lige stryge hen og købe den. Der er gode artikler af bla. David Gress og Ole Hyltoft plus en helt masse andre. Interviewet med Hans Jørgen Schantz er en oplevelse og en analyse værd. Det lyder faktisk som om han ikke rigtig mener, at han selv var en del af den der universitetsmarxisme :-)

Man kan købe avisen som klassesæt.

fredag, april 11, 2008

Kant om privat og offentlig uddannelse

Lidt mere om Immanuel Kants lille bog "Om pædagogik" fra 1803. Ifølge Kant består menneskets opdragelse af to ting, omsorg og dannelse (23). Dannelsen består af tugt og undervisning, dvs. at holde nede og at opdyrke.

Disciplin eller tugt skal der til. Her er opdragelsens negative eller nedbrydende del. Disciplinen forhindrer, at mennesket følger sine dyriske tilbøjeligheder og dermed fjerner sig fra det menneskelige, som er dets bestemmelse. Gennem disciplinen fratages mennesket dyrets vildskab og underlægges menneskehedens love. Dette skal ske tidligt, for vænner mennesket sig til at leve uden love, vil det følge ethvert lune og vil altid modsætte sig den skikkelighed, som lovene kræver af det. Det gælder såvel vilde børn såvel som vilde folkeslag. Lever man uden love, har man en råhed i sig ”idet dyret her så at sige endnu ikke har udviklet det menneskelige i sig. Derfor må mennesket tidligt vænnes til at underkaste sig fornuftens forskrifter. Hvis man har ladet det få sin vilje som ung og ikke har budt det modstand, så bevarer det en vis vildskab gennem hele livet” (22-23)). ”Det ondes årsag er alene, at naturen ikke er bragt ind under regler” (29), så i manglen på disciplin har vi faktisk årsagen til alt ondt.

Undervisningen er opdragelsens positive del, og her er det aldrig helt for sent. Undervisningen rummer kultivering, civilisering og moralisering.

a) Kultivering indbefatter undervisning, der leder frem til dygtighed. Her gælder det om at erhverve sig kundskaber, som kan være nyttige midler, fx sprog, matematik, historie osv. Der kan være brug for uendeligt mange midler til uendeligt mange fremtidige formål, og derfor ”bliver dygtigheden i en vis forstand uendelig” (32). Ikke noget snak om at lære at lære. Det gælder om at lære så meget som muligt for at kunne realisere så mange fremtidige formål som muligt. Man kan aldrig blive for dygtig. Denne del hedder også den skolastiske dannelse.

b) Civiliseringskal sikre, at mennesket også blive klogt, passer ind i det menneskelige samfund, er afholdt og har indflydelse” (32). Det civiliserede menneske er i stand til at bruge andre mennesker til sine egne formål – med det gode, forstås. Netop heri består kunsten. Ved at tilegne sig det bestående – manerer, artighed, regler – bliver man i stand til at begå sig og derigennem nå sine mål på en hensigtsmæssig måde. Man kan aldrig blive for klog. Denne del hedder også den pragmatiske dannelse.

c) Moralisering skal gøre mennesket i stand til at også at vælge gode formål at arbejde for. Moraliseringen skal altså fungere som retnings- og indholdsangivende for dygtigheden og klogskaben. Ifølge Kant er de gode formål ”de, som nødvendigvis billiges af alle, og som samtidig kan være hvermands formål” (32). Man kan aldrig blive for god eller for retfærdig. Denne del hedder også den moralske dannelse.

Der er altså nok at gøre for opdragelsen, skriver Kant. Den er uhyre væsentlig og har et uhyre stort potentiale. Kun gennem opdragelsen kan menneskeheden over tid perfektioneres og fuldende hele sit potentiale.

Nu kommer vi til en klassisk problematik, for hvem skal stå for hvilke dele af opdragelsen? Kirken skal ikke stå for den moralske opdragelse, melder Kant først og fremmest ud. Enhver skal nemlig ”udøve dyden for dens indre værdis skyld” (33), ikke for Guds skyld.

Kant skelner nu mellem undervisning, der varetages af en lærer og vejledning, der varetages af en hovmester, en "fører". ”Den første opdrager blot for skolen, den sidste for livet” (36). Undervisningen kræver passiv lydighed og underdanighed. Man må lære stoffet. Vejledningen indebærer, at eleven gør brug af sin omtanke og sin frihed. Man må lære selv at sætte sig gode mål.

Laver vi nu en kobling til det foregående, må undervisningen først og fremmest rumme kultiveringen, altså opnåelse af dygtighed gennem forskellige redskaber og kundskaber; her handler det om at erhverve midlerne til at få et godt liv. Vejledningen rummer civiliseringen, dvs. opøvelsen af evnen til at gebærde sig klogt mellem mennesker og moraliseringen, dvs. evnen til frit at sætte sig selv gode mål.


Den del, der rummer det rent indlæringsmæssige (undervisningen), er offentlig. Den del, der rummer den moralske dannelse (vejledningen) er privat (36).


Bliver det lidt kringlet. Så må vi lave et skema:

En vigtig del glimrer ved sit fravær i dette skema, nemlig hele barnets fysiske aktivitet og alle barnets egne opfindelser, som hverken skal nedbrydes eller opbygges, men bare have plads. Den fysiske udfoldelse er højt skattet af Kant som barndommens underliggende puls (romanlæsning og løssluppen fantasi bør dog standses, og man må af al magt holde legen ude af undervisningen).

Kant har visse perfektioneringsforslag til ovenstående model. Det ville være godt med offentlige ”opdragelsesinstitutter” (36), der arbejdede med hele undervisningsspektret og som havde til opgave at ”komplettere opdragelsen i hjemmet” (36-37). I hjemmene risikerer man nemlig, at forældrene selv er så dårligt opdragede, at de ikke er i stand til at opdrage deres børn godt nok. Som gammel huslærer og hovmester havde han selv i mange år til opgave at kultivere, civilisere og moralisere velhavende familiers børn. Han tror på sin egen universalitet. Han tror vitterlig på, at den moralske uddannelse ikke behøve være privat og partikulær, men faktisk helst skal være offentlig og universel. Kant vil gerne give flere børn mulighed for at få en fuld skolatisk, pragmatisk og moralsk uddannelse, udbudt af private eksperter og baseret på såvel teori som eksperimenter. Han vil gerne gøre den private del af uddannelsen offentlig. Men økonomien sætter grænser. Folk har ganske enkelt ikke råd. Og den mulighed at sætte fyrsten/staten til at betale, afviser han blank, for så måtte fyrsten jo med sit særegne, statslige snævertsyn være med til at udkaste planen på bekostning af de ”oplyste kendere” (30). Dermed ville hele ideen med en mere universel, offentlig uddannelse gå tabt.

Hvordan håndterer vi skellet mellem offentlig og privat dannelse i dag? Kant er ikke nogen helt atypisk pædagog, når han gerne vil styrke sin indflydelse på de kommende generationers dannelse i bred forstand. Nogle af sine ønsker har han nok fået opfyldt, men han ville formentlig være frygtelig ulykkelig over det samlede resultat. Det er slet, slet ikke gået, som han har ønsket det.

Omsorgen har det offentlige taget en god bid af. I den danske folkeskole får man sedler med hjem om solcreme, regntøj og lusekæmning, en omsorg, der hos Kant er utænkelig som andet end privat. Disciplineringen er især afgørende i skolen ifølge Kant (73-74). Her er en opgave, som dagens folkeskole til gengæld gerne vil af med. Man synes at have en forestilling om, at disciplineringen bør kunne klares i hjemmet, så skolen kan nøjes med at være opbyggelig. Undervisningen, der hos Kant er opdelt i tre områder, hvoraf den væsentligste del er privat, er nu et overvejende offentligt anliggende.

Hvis vi gennemgår undervisningens 3 formål og starter nedefra: Moraliseringen, altså moralske diskussioner, politiske holdninger, mål og midler, rigtigt og forkert, samvittighed og pligter osv. er almindelig folkeskolestof i dag. Civiliseringen er også blevet folkeskolestof: sociale samværsregler, kulturel forståelse, racismesnak, fordommesnak, sprogbrug, mobning, samarbejde, personlig og social udvikling osv. fylder godt i dagens folkeskole. Kultiveringen har derimod lidt under, at de to andre undervisningsområder er vokset. Matematik, fysik, sprogfag, dansk læsning og skrivning, historie, idehistorie osv. halter mere end vi bryder os om at tænke på. Også legen er gennem moderne pædagogik og eftermiddagens skolefritidsordninger i høj grad blevet offentlig. Mens skolerne bruger stadig mere tid på omsorgen, legen, civiliseringen og moraliseringen, der før var private, bliver skolens traditionelle formål, kultiveringen, tilsvarende nedprioriteret. En ikke ubetydelig del af den overføres ironisk nok til forældrene, og hermed er spejlvendingen komplet.

Da min ældste datter gik i børnehaveklasse, blev jeg bedt om at lære hende at læse tallene fra 1 til 20. Det gjorde jeg så, det tog vel en time. Imens tjekkede børnehaveklasselæreren flittigt cykler, lusekæmmede og lavede sociale omgangsregler sammen med børnene. I det sære spor er det egentlig fortsat. Moderne dansklærere melder klart ud, at det er forældrene, der skal lære børnene at læse. Det kan ikke lade sig gøre at nå det i skoletiden. Lærere går på kursus i sociale kompetencer, mens der arrangeres lektiekurser for forældrene, så de kan hjælpe børnene med matematikken. Skolen har virkelig fået øjnene op for, at eleverne for alvor lærer noget, når forældrene fungerer som en slags ulønnede degne og læreren orkestrerer det hele som en slags præst eller folkefilosof. Forældrene er altså skolens nye guld, en uendelig og gratis ressource. Omvendt kan de fleste mangler i børnenes uddannelse så også henføres til den evige gråzone ved navn "lektieindsats" og dermed til forældrene. Det er også en værdifuld systemfunktion: at kunne sende bebrejdelserne ud af huset. Det er bare ikke noget, der højner agtelsen for skolen i det lange løb. Sammenlignet med Kants model for, hvad der bør være offentligt hhv. privat, har vi fået den omvendte verden. Den moralske, politiske, fysiske, sociale, personlige og kreative uddannelse foregår fra 8-16 i skolerne. Fagene terpes derhjemme af dødtrætte børn og voksne i ulvetimen eller efter aftensmaden, hvor man burde kunne være sammen som familie på egne præmisser og med selvvalgte formål. Og hvor det før var forældrene, der med chefansvar og visioner uddelegerede arbejde til læreren, er det nu læreren, der med chefansvar og visioner uddelegerer arbejde til forældrene.

Det offentlige har sat sig på store dele af barndommen. De opgaver, det offentlige ikke selv udfører, superviserer det forældrene i. Er Kant så glad? Det skal man ikke regne med. Han ville konstatere, at den yderligere universalisering, rationalisering og oplysning, der er hele formålet med den offentlige uddannelse, er udeblevet, ja faktisk er denne del skrumpet ind, fordi kultiveringen fylder mindre og fordi den civiliserende og moraliserende uddannelse er lige så planløs, partikulær, individbaseret og tilfældig i vor tids offentlige skoler som i datidens private hjem. Kant ville formentlig være rystet over, at vi rent faktisk bruger så mange penge på at fuldende hans strålende plan, og så i dén grad er fejlet, at selv kultiveringen er gået tabt.


Immanuel Kant: "Om pædagogik". Klim 2000.

tirsdag, april 01, 2008

Trosfrihed.dk

En flok debattører, der er blevet trætte af censuren på Kristeligt Dagblads debatfora, har startet et nyt debatforum: Trosfrihed.dk. Bestemt et besøg værd. Hør fx her en svada fra Ole Bjørn:

"Den 3. verdenskrig er i fuld gang. Den er startet af religionen islam, og den vil blive blodigere end noget, vi før har set, inden der kan udråbes en vinder. Det er ikke kun en konventionel erobringskrig som den første af slagsen. Det er heller ikke kun en ideologisk krig som nr. 2. Det er en verdensomspændende borgerkrig, der truer verdensfreden med permanent krig eller islamisk diktatur, indtil islam enten er totalt afskaffet eller reformeret til ukendelighed".

"Islam, ikke islamisterne, er den virkelige fjende. Islamisterne er kun et produkt af de islamiske dogmer, som ingen muslimer tør sætte et spørgsmålstegn ved. Det er disse dogmer, der er den egentlige trusel, specielt fordi de stiller krav om betingelsesløs underkastelse, ikke blot til at muslimer skal underkaste sig Allah, men til at alverden skal underkaste sig Allah ved at underkaste sig islam og muslimerne" (mere her).

Verden forbavset: de radikale har ret

En ny rapport fra World Optimist League viser helt nye tendenser for den islamiske verdens udvikling. "Er det ikke det, vi altid har sagt", udtaler de Radikale, og fra islamisk side lyder det samstemmende: "Vi var måske lidt kæphøje en overgang. Det må I sgu undskylde".