lørdag, maj 03, 2008

Folkeskoles formål gennem tiden

Oprindelig hørte almuens uddannelse under kirken. Ifølge Kong Christian d. 2. gejstlige lov fra 1521 skal det være slut med at fattige folk må tigge sig til skolegang:

Bönder, som ville hafue theris Börn til Skole, sende thennom udt til Kiöbstederne och lade thennom ther fra en Döör och til en anden [och] bede Almusse for Gudtz Skyldt, huilchet hereffter ey mere saa schee schall. Vill nogen haffue synne Börn til Skole, tha schulle the sette thennom til theris Sognepræst, Sognedegn, eller nogen anden ther utii Byen, som lerde ere, och schulle the först lere Pater noster, Ave Maria, och Credo paa dansche, saa the thennom vell kunde lesse och understaa, och siden at lere at lesse och schrifue paa dansche. Vil nogen hafue theris Börn til Schole uti Kiöbstederne, som vil blifue Prest och vedt Kirchen, schulle thennom self besörge met Kost, och hues the Behof haffue, och schall Scholemesteren lere thennom thisse Böger, som herefter staar, som er Grammatica, Terentius, Virgilius, in opusculo Ciceronis, in historiis, in dialectica aliqua synceriori, in lectione veteris testamenti, efftersom then Ordinancie ydermere uduiser, the nu schulle hafue uti Scholen uti vore Kiöbsteder”.

Så slap vi af med de hedonistiske læsere. De ville alligevel ikke have holdt længe.

Reformationen i 1536 intensiverede almueundervisningen. For Luther var det af stor vigtighed at udbedre den moralske og religiøse opdragelse. Han appellerede til, at man sørgede for en ordentlig kristelig undervisning, for de katolske præster, der hidtil har haft opgaven, har ladet stå til, så folket hverken ”kan Fadervor, Troen, De 10 Bud eller overhovedet noget Guds Ord. Ak og vé over deres hals til evig tid” (Korsgaard 2004:56). Fra reformationen i 1536 og i de følgende århundreder anvendes Luther lille Katekismus fra 1529 som den vigtigste grundbog for opdragelsen. Katekes er græsk og betyder undervise, meddele. Sprogligt går der altså en lige linie fra katekismus til kateder. Formålet med undervisningen var at skabe gode kristne gennem kristen oplysning. Den protestantiske identitet blev indprentet; den udgjorde sammenhængskraften i den kristne stat.

Kirkeordinansen fra 1539 rummede et helt oplysningsprojekt. Hver eneste købstad skulle oprette latinskoler, der skulle kvalificere børnene til at blive herrens gode tjenere. Københavns Universitet blev genåbnet efter at have været uvirksom under krigen. Dets formål var i de næste 250 år at uddanne kirkens embedsmænd. Adelen fik "Sorø Lærde Skole", som siden blev til Sorø Ridderakademi. Almuen fik sin uddannelse gennem kirken. Ifølge Kirkeordinansen skulle der udover præsterne ”beskikkes gode, egnede Skolemestre i Købstæderne og de smaa Byer, som med stor Dygtighed kan oplære Ungdommen i alle Maader[1].

Kirkeordinansen rummede en klar formålsparagraf for undervisningen. I børneskolerne kan børnene ”opdrages og faa Sindet beredt til Evangeliet, ved hvilken Forberedelse den første Barndom gøres skikket til sand kristelig Gudsfrygt og andre Dyder og tilegner sig de Kundskaber, som har stor Betydning, naar det drejer sig om enten at lære det, som hører til Guds Ære i Kristendommen, eller at lære det, som hører til at opholde og bevare et godt civilt og verdsligt Regimente” (ibid). Altså etisk-religiøse dyder og nyttige verdslige kundskaber, en grundformel, som alle senere formålsparagraffer er variationer over.

Det fælles protestantiske værdigrundlag blev håndhævet med stor beslutsomhed. Altrets sakramente var en betingelse for opnåelse af en række borgerlige rettigheder, fx retten til at indgå ægteskab, overtage en fæstegård og aflægge ed (Korsgaard 2004:83). I den nævnte forordning lød det: ”Derfor skal man nu formene efternævnte Deltagelse i det hellige Sacramente: 1) de, som aabenlyst er bandsatte og ikke afløste igen; 2) De, som forhærdet fastholder et vitterligt Kætteri; 3) Afsindige Mennesker og uforstandige Børn; 4) Saa mange som haardnakket lever i aabenbare Laster, saa som Horkarle, Skørlevnere, Aagerkarle, Svirebrødre, Skændegæster, Voldsmænd og allermest da Guds Ords Forhaanere og Foragtere, de som aabenlyst og uden al Gudsfrygt synder og dog berømmer sig meget med store Ord af Evangeliet” (ibid).

Muligheden for ekskommunikation eller bandlysning gav sognepræsten en magtfuld position. Den ramte i de følgende århundreder dem, der var ”åbenbarlige manddrabere, horkarle, Skørlevnedsfolk, Bolerfolk, åbenbarlig Slemmer og Demmer, åbenbarlig Løgnere, Bandere og Sværere” (Korsgaard 2004:84). Man kunne bekende og tilstå og derved igen blive optaget i fællesskabet som en respektabel borger. Men hvis man fremturede, kunne man i sidste instans blive landsforvist. Udover ekskommunikationen rummede kirketugten fra 1629 også det element, at et par af de ”mest ivrige og gudsfrygtige mænd” i sognet skulle udvælges til at assistere præsten i afsløring af ”ægtefolk, som skændtes indbyrdes eller med børnene, eller folk, som forsømte gudstjenesten, var gerrige, holdt løsslupne fester, bandede, spillede, levede i ødselhed eller hor” (Korsgaard 2004: 84-85). Gabestokken var et godt middel til udskamning.

Kirken havde altså på én gang ansvaret for alfabetisering, kristen opdragelse og social kontrol, ligesom den stod for inklusion og eksklusion. Det var kirken, der definerede, hvem der kunne være gode og fuldgyldige borgere, og det var kirken, der via skolemesteren stod for at give befolkningen den fornødne almene dannelse til at blive det. Kirkens løbende ”eksamination” af befolkningens niveau udi almen, kristen dannelse, de årlige overhøringer, var i allerhøjeste grad kompetencegivende og -tagende. Kunne og efterlevede man ikke sin katekismus, mistede man borgerrettigheder.

Ved den Westfalske fred i 1648 ophøjes det nationale suverænitetsprincip som en vej til at bevare freden mellem de europæiske stater. Af fredstraktaten fremgår det, at ingen fyrste fra nu af må blande sig i andre landes nationale anliggender, heller ikke for at hjælpe sine egne trosfæller. Striden stod jo mellem katolikker og protestanter. Ifølge princippet cujus regio, ejus religio var kongens tro nu den eneste tilladte i staten (Korsgaard 2004: 74). Ifølge Danske lov fra 1683 er der dødsstraf for katolikker, der pågribes i riget, ligesom ingen jøde må indfinde sig i landet uden kongens tilladelse (Korsgaard 75-76).

Kirken havde stadig ansvaret for folkets opdragelse og undervisning, og med enevælden 1660-1848 glider skolelovgivningen ind under kongen, dog uden at meget er ændret. Danske lov rummer følgende formålsparagraf for latinskolens virke:

I alle de Kiøbstæder og paa de Stæder, hvor der bør at være Latinske Skoler, der skal beskikkis Lærde og skikkelige Personer, som dennem kunde forrestaa, tre, eller to i det minste. Til dennem skal Ungdommen settil til at lære Guds Frygt og anden Lærdom, hvormed de i fremtiden kunde tiene Gud i Kirker, Skoler og Academier, eller i verdslige Bestillinger til meenige Mands Behov, og maa til saadanne Skoler forsendis Børn baade af Landsbyerne saa vel som af Kiøbstæderne, naar de noget hiemme lært have”.[2]
Undervisningen af almuen fortsætter i store træk som hidtil: ”Skrive- og Regne-Skoler skal Øvrigheden i Kiøbstæderne forordne og forsørge; Og skal Forstanderne for samme Skoler og Sognepræsten have Indseende med, at Børnene i Guds sande Frygt oplæris; Skolemesterne skulle af Sognepræsten overhøris, før end dem saadanne Skoler betrois. De skulle og lade deris Discipler fremkomme for Provsten i Kirken, og af hannem overhøris, naar den aarlig Visitatz skeer” (ibid).

Danske Lov lovgiver omhyggeligt om degnens kvalifikationer og pligter som præstens assistent i undervisningsanliggender. Kirken tilser, at undervisningen er kvalificeret, de superviserer den, udnævner degnen, eksaminerer børnene, men de betaler ikke almueskolen. Den finansieres af naturalier, herunder degnebolig, af kirkebøssen og derudover betaler folk efter evne. Præstens og kirkens magt er altså betydelig. Som øverste ansvarlige for dannelsen af almuen stiller Danske Lov også betydelige krav til deres troværdighed og ansvarsbevidsthed[3]
Rejsende beretter, at den danske almue kunne både læse og skrive i 1692, også selvom der ikke fandtes en egentlig almueskole endnu. Det kan vi takke protestanterne for. For dem var læsefærdigheder vigtige for at forhindre vranglære.

I første halvdel af 1700-tallet slog pietismen ind over Danmark og lagde et tydeligt præg på dannelsen. Luthers foretrukne udenadslære gennem gentagelser blev erstattet med dialog, dvs. spørgsmål og svar. Man lagde vægt på, at udvendig lydighed blev ledsaget af indre fromhed, og det afgørende blev nu forståelsen og den følelsesmæssige personlige tilegnelse af de kristne budskaber. Pietisterne havde en stor del af æren for udviklingen af det danske skolesystem, og skoler for almuen begyndte for alvor at skyde op. Den kristne børnelærdom var obligatorisk, mens skrivning og regning ikke var (Korsgaard 2004:97).

Skolemesteren skulle ifølge en instruktion af 1721 sørge for, at alle børn over 5 år i hans distrikt kommer i skole, og formålet med skolen er stadig religiøs lærdom og kundskaber, hvormed man kan tjene landet:

Saasnart han sit Skolemester-Embede antræder, skal Sognepræsten give ham et udførligt Mandtal paa alle Børn og Tyende i de Byer, som ligge til hans Skole, hvoraf han kan erfare, om Børnene, saavel Drenge som Piger, om ej før, da naar de ere over 5 Aar gamle, alle flittig søge Skolen; Skulde nogle af Børnene mod deres Forældres Villie udeblive af Skolen, giver han det Forældrene tilkiende, som da med Riis straffe dem; men holde Forældrene selv deres Børn modtvillig tilbage, anmælder han sligt strax for Præsten, som kalder Forældrene for sig og foreholder dem saadan deres Forseelse, hvorved de give Aarsag, at Børnene ikke oplyses i den saliggiørende Guds Kundskab, og intet lære, hvormed de i Tiden kan tiene Kongen og Fædrenelandet; kan Præsten med slige Formaninger ej i Mindelighed formaae Forældrene at holde deres Børn flittig til Skole, angiver han det uden Ophold for Amtmanden, som strax bør raade Bod derpaa, og efter Sagens Beskaffenhed see Forældrene afstraffede, enten med Penge-Mulct eller Fængsel paa Vand og Brød eller og aabenbare Skrifte for den 3die Forseelse”.

I 1736 indførte kirken efter pietistisk inspiration en ”stopprøve”, som ingen kunne unddrage sig, nemlig konfirmationen[4]. For at blive konfirmeret og dermed fuldgyldigt medlem af samfundet, skulle man kunne den kristne børnelærdom. Man blev overhørt i katekismen som hidtil, blot fungerede konfirmationen nu som en slags afgangseksam fra almueskolen. Hvis man ikke ville eller kunne lære det fornødne, påtog præsten sig i første omgang specialundervisning. I sidste instans blev man sat i tugt- og forbedringshus, indtil man dér havde bestået eksamen. Nægtede man stadig, kunne man blive udvist (Korsgaard 2004:96).

Med en forordning i 1739 kom der almindelig undervisningspligt, ikke kun i kristendom, men også i læsning, skrivning og regning. Formålsparagraffen rummer stadig gudsfrygt og nyttige kundskaber:

Vi Christian den Siette …Giøre vitterligt, at som Forfarenheden viiser, hvilken usigelig Skade Kirken og Landet derved tilvoxer, at Ungdommen, helst af den gemene Almue, hidtil ey over alt har havt Leylighed nok, saaledes som skee burde, at oplæres i sin Christendoms Grund, samt i Læsen, Skriven og Regnen, og derover til Deels i saadan ynkelig Uvidenhed er opvoxen, at de hverken i det Aandelige eller Legemlige veed rettelig at søge og befordre deres eget Beste: Saa have Vi anseet det for een af de største Velgierninger for Vore kiære og troe Undersaatter, og for en u-forbigiengelig Nødvendighed for Landet, efter Vores Høyst-Saligste Herr Faders høylovlig Ihukommelse Hans Exempel, at lade Danske Skoler over alt i Vort Rige Danmark paa en bestandig Foed saaledes indrette, at alle og enhver, end og de fattigste Børn, overalt paa Landet, kunde tilstrækkeligen underviises om Troens Grund, samt Salighedens Vey, Orden og Middeler, efter Guds Ord og den Evangeliske Kirkes sande i Børne-Lærdommen korteligen forfattede Lære, saa og i at læse, skrive og regne, som saadanne Videnskaber, der ere alle og enhver, af hvad Stand og Vilkor de end maatte være, nyttige og fornødne, og til den Ende Allernaadigst at anbefale Vore Stifts-Amtmænd og Bisper over alt i Vores Rige Danmark, saadanne Skolers Indrettelse, hvor de behøves, og det ey er gandske u-giørligt, saa snart mueligt, paa følgende Maade at besørge:
1. Ville Vi Allernaadigst, at alle Deigne i Vores Rige Danmark skal efterdags i Steden for den i Lovens 2den Bogs 15 Cap. 2 Art. foreskrevne ugentlige Underretning i Børne-Lærdommen, være pligtige, efter Bispens Anordning og Præstens Anviisning, under deres Embedes Fortabelse, Sommer og Vinter at holde ordentlig Dansk Skole, og at underviise Ungdommen flittig i deres Christendom, Læsen, Skriven og Reignen, og ellers i alle Maader at forholde sig efter den Instruction, som Skoleholderne i Almindelighed Allernaadigst bliver foreskreven”.[5]
Loven indeholdt krav om opbygning af skolestuer mv, som godsejerne skulle bekoste. De fandt imidlertid kravene for høje og nægtede. Dele af loven måtte derfor trækkes tilbage[6].

I sidste halvdel af 1700-tallet vandt egentlige oplysningstanker mere og mere udbredelse. Den kristne etik blev suppleret med verdslige borgerdyder i bred forstand. I 1777 blev Luthers lille Katekismus suppleret af en ny klassiker i dansk opdragelse, nemlig Ove Mallings ”Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere”. Bogen er opdelt efter dyder som venskab, tjenstvillighed, mod og opfindsomhed og rummer fortællinger, der illustrerer, hvordan såvel danskere som nordmnd og holstenere besidder dem. Den nationale identitet skulle ikke kun være kristen, men patriotisk, altså rettet mod staten. Danmark indførte statsborgerskabet i 1776.

Den engelske, franske og tyske oplysnings tanker flød ikke uden om Danmark. I stadig højere grad vandt verdslige principper frem, baseret på rationalitet, nytte, videnskabelighed, velstand, moralitet og humanisme. De første seminarier erstattede latinskolerne, der hidtil havde udlært lærerne; Danmark fik ét i Kiel i 1781. Blaagaard Seminarium er fra 1791. Disse læreres uddannelse var baseret på fornuften, blev det fremhævet. Det var lærerstandens opgave at forsvare den (Korsgaard 2004:179). Lærerstandens fagkyndighed begyndte nu at ville hævde sig over for den religiøse overkommando, som skolerne stadig stod under. Man sørgede for, som supplement til seminarierne, også at oprette en række præstegårdsseminarier.

I 1789 nedsattes en Den Store Skolekommission
[7], en meget grundig én, der først i 1814 var klar med en egentlig Anordning for almueskolevæsnet på landet[8]. Tilsynet føres ikke længere af præsten, men af en skolekommission samt af amtmanden og amtprovsten. Lærerne uddannes på seminarierne, men deres endelige undervisningsbemyndigelse får de af biskoppen. For Universitetet nedsættes en reformkommission i 1790, og latinskolerne blev i 1809 helt frigjort fra det kirkelige tilsyn, som almueskolerne stadig delvis lå under. (Korsgaard 2004:196),

!700-tallets rationalistiske dannelsesideal lægger vægt på universalitet, rationalistet og kosmopolitisme, hvor 1800-tallets romantiske dannelsesideal lægger vægt på partikularitet/identitet, emotionalitet og nationalisme. Det er en omfattende identitetspolitisk diskussion, som vi må springe over her, ellers kommer vi ikke foreløbig tilbage til:

Opfattelsen er flere steder, at først Skoleloven af 1814 indfører en egentlig folkeskole med skolepligt for alle. Det er åbenlyst forkert. Men man anvender nu betegnelsen folkeskole, ligesom man har sluppet sekulariseringen ind i skolesystemet. Anordningen for almueskolevæsnet på landet har følgende begrundelse:
"At, som det stedse blev en vigtig Gienstand for Vor landsfaderlige Omhu, at Statens tilvoxende Ungdom betimeligen lærtes at kiende, hvad Enhver skylder Gud, sig Selv og Andre, og hvorledes Han ved retteligen at bruge sine Evner kunde blive gavnlig for Borgersamfundet; saa have Vi, med lige Nidkierhed som Danmarks fremfarne Konger, bestræbt Os for, at Almue- og Borger-Skolevæsenet, ikke mindre end det lærde Skolevæsen, maatte bringes til mueligste Fuldkommenhed".

Formålsparagraffen lyder: ”§22. Ved Børnenes Underviisning skal der i Almindelighed tages Hensyn til at danne dem til gode og retskafne Mennesker, i Overeensstemmelse med den evangelisk-christelige Lære; samt til at bibringe dem de Kundskaber og Færdigheder, der ere dem nødvendige for at blive nyttige Borgere i Staten”.

Store dele af skolevæsnet bygger videre på det bestående system, der har fungeret gennem århundreder. Men der er kommet et nyt faglige indhold, særligt udgør borgerdyderne og patriotismen et stort supplement til den kristne dannelse. I lighed med forstanden dyrkes nu også kroppen, akkurat som både Rousseau og Kant har anbefalet det:

"Der skal i Skolerne undervises i Religion, Skrivning og Regning samt læsning; ogsaa bør Skolelærerne veilede Børnene til ordentlig Sang.

Ved Læsningen skulle fornemmeligen saadanne Bøger benyttes, som kunne give anledning til at danne Børnenes Sindelag, og som indeholde et kort Begreb om deres Fædrelands Historie og Geographie, samt meddele dem Kundskaber, der kunne tiene til Fordommes Udryddelse og blive dem til Nytte i deres daglige Haandtering; og bør der ved al Underviisning søges Leilighed til passende Forstands-øvelser for de unge.

I de Skoler, hvor Lærere, der ved de af Os allernaadigst auctoriserede Skolelærer-Seminarier have nydt Underviisning i Gymnastik eller paa anden Maade have erhvervet sig den Duelighed, som udfordres til deri at give Underviisning, ere ansatte, skulle Børnene veiledes af Skolelærerne til gymnastiske Øvelser, saasom Løbe-, Springe-, Klavre-, Svømme- og militaire Øvelser".

Skoleloven i 1814 betyder, at der nu i alle store byer oprettes borgerskoler. De deler formålsparagraf med de landlige almueskoler, men disse ”Skolers Øiemeed skal være: at de Børn, der vel ingen lærd Dannelse behøve, men dog bestemmes til en saadan Virkekreds, som fordrer særegne Kundskaber, kunne deri vorde oplærte”. Borgerskolen er rettet mod handlende, kunstnere og håndværkere[9].

I 1864 blev helstaten Danmark reduceret til nationalstaten Danmark. Rigets borgere udgjorde nu kun danskere, dvs. vi blev en nationalstat. Op igennem 1800-tallet voksede den nationale bevidsthed. Nationen var jo blevet selvlovgivende i 1849. Det blev vigtigt at kunne forholde sig til det nationale ”selv”. Danskfaget og den nationale litteratur kom i centrum for identitetsarbejdet. Luthers lille Katekismus, der tidligere var blevet suppleret af Mallings ”Store og gode handlinger” blev nu også suppleret af ” N.M. Petersens ”Håndbog i dansk litteratur”, der lader litteraturhistorien udgøre fortællingen om den danske identitet. Disse tre kanoniske værker betegner bevægelsen fra kristen dannelse over statspatriotisme til national dannelse. Ove Korsgaard har lavet dette oversigtsskema over fire dannelsesmæssige hovedstrømninger i Danmark:
Udviklingen i det andet store dannelsesdag, historie, illustrerer tydeligt den dannelsespolitiske ændring, som folkeskolen har undergået i 1900-tallet. Den Styrhske betænkning fra 1900 bærer endnu præg af 1800-tallet. Her sættes følgende formål for historiefaget: ”At fremhjælpe en sund og kraftig Fantasi i Forbindelse med en varm og levende Følelse for vort Folk og Land er Historieundervisningens Opgave. I sin Rigdom på Eksempler, der henvender sig til Børnenes sædelige Værdsættelse og indvirker tilskyndende paa deres Vilje, er Historien tillige et vigtigt sædeligt Opdragelsesmiddel.” [10]

To verdenskrige senere lyder bekendtgørelsen om målet for folkeskolens undervisning fra 1941 mere nøgtern: ”Danmarks historie i hovedtræk fra oldtiden til vores dage og i tilknytning hertil hovedpounkterne af de andre nordiske landes hitroeie. I samfundslære må må i korthed være givet hovedpunkterne af det danske samfunds politidske og sociale forhold. Af verdenshitorien må navnlig de perioder, begivenheder og historiske personer være fremdraget, der har haft betydning for den almindelige kulturudvikling (fx middelhavslandene i oldtiden, korstogene, de store opdagelser, den franske revolution, napoleonstiden, englands og tysklands nyere historie, verdenskrigene)".[11]

Det er dette faglige indhold, der er målet for faget i 1941. Der er endnu ikke nogen opsplitning mellem et formål og et indhold for de enkelte fag. Indholdet, den faglige viden, er formålet. Kundskab, dannelse og identitet er ét, som det i øvrigt også er hos Nicklas Luhmann. At være noget (bestemt) er at vide noget, tænke noget (bestemt).

I historiebetænkningen af 1995 drejer interessen fra den historiske viden til en mere ydmyg (eller måske i virkeligheden hovmodig?) bevidsthed om historisk historicitet, relativitet og narrativitet. Denne er ikke defineret som substantiel viden alene, men i højere grad som et formelt beredskab:
Formålet med undervisningen i historie er at styrke elevernes historiebevidsthed og identitet og øge deres lyst til og motivation for aktiv deltagelse i et demokratisk samfund. Det sker ved at fremme deres indsigt i, at mennesker er historieskabte såvel som historieskabende.
Ved at arbejde med samspillet mellem fortid, nutid og fremtid skal eleverne udvikle deres indsigt i menneskers liv og livsvilkår gennem tiderne. Herved skal de videreudvikle deres forståelse af og holdning til egen kultur, andre kulturer og menneskers samspil med naturen.
Undervisningen skal give eleverne mulighed for overblik og fordybelse i vedkommende historiske kundskabsområder og fremme deres indsigt i kontinuitet og forandring. Undervisningen skal bygge på og stimulere elevernes evne til indlevelse, analyse, og vurdering og fremme deres lyst til at videregive og skabe historiske fortællinger på baggrund af tilegnet viden
.”

Da Venstres undervisningsminister Ulla Tørnæs lavede fagvejledningen Klare mål i 2002-03 ændrede hun ikke et komma i historiefagets formålsbeskrivelse i forhold til ovenstående[12].
Tilbage til folkeskolens overordnde formål. Det var den konservative undervisningsminister Jørgen Jørgensen, der indførte den siden så politiske centrale formålsparagraf i den danske skolelov. Hvor de hidtidige formålsparagraffer skulle findes rundt omkring på tilfældige steder i lovene, har folkeskolens § 1 fra nu af en overordentlig symbolsk betydning. Han formulerede følgende formlsparagraf i 1937:

Folkeskolens Formaal er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber”.

Denne korte og enkle formålsparagraf supplerede han dog allerede i 1941 op en bekendtgørelse, hvori han eksplicit ikke ønsker at bestemme midlerne, men dog at præcisere målene for folkeskolens virke i sin helhed og for fagene hver især:

Man finder imidlertid anledning til samtidig at understrege, hvad der er udtalt i Folkeskolens §1, at skolen gennem sin virksomhed foruden at være kundskabsmeddelende, må være opdragende og karakterdannende. Den bør udvikle og styrke børnenes sans for de etiske og kristelige værdier, give dem ærbødighed for menneskelivet og for naturen, kærlighed til hjemmet og vort folk og land, respekt for andres meninger, følelse for fællesskab mellem folkene og for samhørighed med de andre nordiske folk. Skolen må således bidrage til at give børnene idealer, hjælpe dem til at sætte sig mål i livet, øge deres respekt for oprigtighed i tale og adfærd og styrke deres pligtfølelse. Gennem sund disciplin læres god opførsel og udvikles sans for orden”.
[13]

I skoleloven fra 1958 går Jørgensens uændret formålsparagraf igen, dvs. at den faktisk lovgiver for området fra 1937 til 1975. Men op gennem 50´erne er der heftige diskussioner af, hvorvidt disciplin, høj faglighed, konkurrence og karakterer har en plads i skolen. Som Korsgaard skitserer det i skemaet, slår det socialdemokratiske dannelsesideal nu igennem, også selvom der i perioder er borgerlige undervisningsministre. Stefan Hermann gør i ”Magt og oplysning – folkeskolen 1959-2006” (Hermann 2007) opmærksom på en interessant vending, der sker i forbindelse med Folkeskoleloven af 1958 og den efterfølgende Blå betænkning (1958/60). De to dokumenter arbejder i hver sin retning. Selve loven rummer et klassisk, konservativt dannelsesideal. Betænkningen er forfattet af et læreplansudvalg, og heri forfattes en alternativ formålsparagraf, der ganske afviger fra folketingets vedtagne folkeskolelov:

Det er skolens formål at dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet, velegnede til at opfylde de krav, man med rimelighed kan stille, men først og fremmest er det skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker". Det kan godt være, at undervisningsministeren og loven har en anden opfattelse, men folkeskolens embedsmænd slår fast, at formålet med skolen er "lykkelige og gode mennesker".

Udvalget går ligeledes i rette med lovgivningen vedr. karakterer, som man ikke bryder sig om: ”Det må indrømmes, at skolens undervisning i øjeblikket i meget udstrakt grad er bestemt af hensynet til eksamenskrav, hvorved spørgsmålet om, hvad børnene virkelig har forudsætninger og behov for, er trådt i baggrunden. Det: kan i fremtiden ikke anses for tilstrækkeligt, at man i læseplanerne lægger samme vægt som hidtil på sådanne formelle kundskaber, som kun tjener eksaminationsfonnål. Børnenes personlighedsdannelse og karakterdannelse må placeres foran dette hensyn”.

Tværfaglighed er der også for lidt af ifølge udvalget, ligesom niveauet er for højt, hvilket ødelægger emneundervisning.
[14]

Formanden for udvalget var radikale K. Helveg Pedersen og dets mange medlemmer og rådgivere hovedsageligt fra undervisningsverdenen. Ifølge Stefan Hermann er Den Blå Betænkning et eksempel på, ”at der foregår ændringer i skolens magtudøvelse og dens tilhørende problematiseringsformer uden at det manifeste politiske niveau markerer det” (Hermann 2007:59). Nicklas Luhmann nævner fænomenet i ”Samfundets uddannelsessystem”: uddannelsessystemet føler ofte, at det er under et gevaldigt politisk pres. I realiteten er det omvendt. Det er folkeskolen, der føler sig kompetent og legitimeret til at tilrane sig politiske beslutninger. Man kan derfor ikke forstå, at politikerne skal ”blande sig”. Man må formode, at kirken har følt det på samme måde i slutningen af 1700-tallet, da den begyndte at tabe sin definitionsret over almueskolen.

Mens en konservativ undervisningsminister – altså i nogen grad forgæves – formulerede folkeskolelovene af 1937 og 1958, var det den socialdemokratiske undervisningsminister Ritt Bjerregaard, der underskrev folkeskoleloven af 1975, hvis skabelon de følgende er skabt over, og som løbende er blevet suppleret af nye ”vejledninger” for de enkelte fag fra 1976 til 1994. Det Centrale Uddannelsesråds 600 sider lange ”U90 - samlet undervisningsplanlægning frem til 90´erne” fra 1978 var på mange måder en parallel til den Blå Betænkning. Den havde dog opbakning af gældende folkeskolelov og undervisningsministeren, der bakkede op om at hævde ligheden frem for fagligheden: ”Det alle ikke kan lære, skal ingen lære”. Bertel Haarder nedlagde Det Centrale Uddannelsesråd (CUR) som det første, da han blev minister i 1986. Den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen underskrev den nye folkeskolelov af 1993, som Bertel Haarder havde gjort forarbejdet til. 1993-loven er fra 1995 til 2002 løbende blevet suppleret med nye ”faghæfter”. Ligesom i tilfældet med Den Blå Betænkning og U90, der banede vejen, er vejledningerne og faghæfterne funderede i pædagogiske embedsfolks dannelsesmæssige og pædagogiske idealer.
Sættes de seneste formålsparagraffer over for hinanden, bliver det klart, at formålet fra 1937 skiller sig væsentligt ud, mens de efterfølgende er baserede på og ikke radikalt gør op med formålsparagraffen fra 1975.
1975:
"Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at give eleverne mulighed for at tilegne sig
kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, som medvirker til den enkelte elevs
alsidige udvikling.
Folkeskolen må i hele sit arbejde søge at skabe sådanne muligheder for oplevelse og selvvirksomhed, at eleven kan øge sin lyst til at lære, udfolde sin fantasi og opøve sin evne til
selvstændig vurdering og stillingtagen.
Folkeskolen forbereder eleverne til medleven og medbestemmelse i et demokratisk samfund og til
medansvar for løsningen af fælles opgaver. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge
på åndsfrihed og demokrati.


1993:
"Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige
personlige udvikling.
Folkeskolen må søge at skabe sådanne rammer for oplevelse, virkelyst og fordybelse, at eleverne
udvikler erkendelse, fantasi og lyst til at lære, således at de opnår tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.
Folkeskolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og bidrage til deres forståelse for andre kulturer og for menneskets samspil med naturen. Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligdag må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati".

2006:
"Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres
forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.
Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.
Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati".
Det er klart, at der i de tre formålsparagraffer ligger en uudfoldet diskussion af deres pædagogiske, dannelsesmæssige, faglige, samfundsmæssige, psykologiske implikationer, men også dén diskussion må vi springe over i denne omgang, ihukommende Danske Lovs bud til præsterne:

"De skulle ej giøre deris Prædikener alt for vitløftige, og ej dem over een Time forlænge den gemeene Mand til Kiedsommelighed og dis mindre Opbyggelse, som alt for meget paa een gang ikke fatte og beholde kand".


[1] http://www.dpb.dpu.dk/site.aspx?p=333&page=show&lawid=10
[2] http://www.dpb.dpu.dk/site.aspx?p=333&page=show&lawid=12
[4] Forordning Ang. den tilvoxende Ungdoms Confirmatlion og Bekræftelse i deres Daabes Naade (1736). http://www.dpb.dpu.dk/site.aspx?p=333&page=show&lawid=18
[5]Forordning om skolerne på landet i Danmark, og hvad degnene og skoleholderne derfor må nyde (1739). http://www.dpb.dpu.dk/site.aspx?p=333&page=show&lawid=11
Instruks for degne og skolemestre på landet i danmark (1739).
http://www.dpb.dpu.dk/site.aspx?p=333&page=show&lawid=21
[6] http://www.dpb.dpu.dk/site.aspx?p=333&page=show&lawid=22
[7] http://www.dpb.dpu.dk/site.aspx?p=333&page=show&lawid=316
[8] http://www.dpb.dpu.dk/site.aspx?p=333&page=show&lawid=26
[9] http://www.dpb.dpu.dk/site.aspx?p=333&page=show&lawid=27
[10] Keld Grinder-Hansen : ”Hvad er historisk paratviden? Historiefaget i folkeskolen”. Uddannelse 01/2004, Undervisningsministeriet. http://udd.uvm.dk/200401/udd200401-02.htm?menuid=4515
[11] http://www.dpb.dpu.dk/dpb_skolelove/Files/PDFudgave/54.pdf
[12] http://www.dpb.dpu.dk/site.aspx?p=333&page=show&lawid=137
[13] http://www.dpb.dpu.dk/dpb_skolelove/Files/PDFudgave/54.pdf
[14] http://www.statensnet.dk/betaenkninger/0201-0400/0253-1960/0253-1960_pdf/searchable_253-1960.pdf (s. 28-29)