søndag, juni 28, 2009

"Et koncentrat af al vederstyggelighed og vildfarelse"

Luthers karakteristik er næsten 500 år gammel, men hvad islam angår er vi ikke blevet klogere siden da. Tvært imod, vi er blevet dummere. Islam fordærver samfundets vigtigste institutioner, skriver Luther. Religion og sandhed fordærves gennem løgn, verdslig øvrighed og virksomhed fordærves gennem mord og rov, og familie og kærlighed fordærves gennem usædelige opfattelser af kvinden og ægteskabet. Udklippet og forkortet:

Islam – muslimernes tro
"Det har virkelig mange gange forbitret mig, og gør det endnu, at hverken vore fornemme herrer eller de højlærde har gjort sig så megen umage, at vi dog rigtig og med sikkerhed kunne vide besked med muslimernes levevis både i den gejstlige og den verdslige stand, skønt det dog er kommet os på så nært hold. Man siger, at de også har stiftelser og klostre. Ganske vist har nogle opdigtet løgne om muslimerne for at ophidse os tyskere imod dem. Men der er ingen brug for løgne, sandheden er mere end tilstrækkelig. Jeg vil fortælle mine kære kristne nogle træk, som jeg ved, er rigtige, for at de desto mere må tilskyndes og opildnes til at bede med alvor imod deres Herre Kristi fjende. Jeg har læst nogle afsnit af Muhameds Koran, som på tysk må kaldes en prædikensamling eller lovbog, som pavens bestemmelser kaldes. Hvis jeg får tid, må jeg hellere oversætte den til tysk, for at enhver kan se, hvad det er for en dårlig, skændig bog. Han roser ganske vist Kristus og Maria en del til at begynde med som dem, der alene er syndfrie. Alligevel anser han ikke Kristus for mere end en hellig profet som Jeremias eller Jonas, men nægter, at han er Guds Søn og sand Gud. Desuden mener han heller ikke, at Kristus er verdens frelser, som er død for vore synder, men blot at han i sin tid har prædiket og fuldendt sin gerning før sin død ligesom en anden profet.

Islam fornægter Kristus
Sig selv roser han derimod og værdsætter højt som den, der har talt med Gud og englene og har fået befaling til at omvende verden til sin tro, efter at Kristi embede som profet nu er forbi. Og hvis den ikke vil tro, da må han tvinge den med sværdet eller straffe den. Sværdet prises meget i Koranen.

[...] Her er Fader, Søn, Helligånd, dåb, nadver, evangelium, tro og al kristelig lære og væsen borte, og i stedet for Kristus ikke andet end Muhamed med sin lære om egne gerninger og i særdeleshed om sværdet. Det er det vigtigste stykke af den muslimske tro, hvori al vederstyggelighed, vildfarelse og alle djævle er samlet.

Og alligevel strømmer verden til, så det sner med muslimske disciple. Det behager nemlig fornuften overmåde godt, at Kristus ikke er Gud, hvad også jøderne mener, og i særdeleshed den gerning at herske og føre sværdet og være i spidsen i verden. Her virker Djævelen selv med. Det er altså en tro, som er sammenføjet af jødernes, de kristnes og hedningernes tro. Fra kristendommen har de, at de roser Kristus og Maria højt, og også apostlene og flere andre helgener. Fra jøderne har de, at de ikke drikker vin, faster en tid af året, foretager tvætninger ligesom nasiræerne, sidder på jorden og spiser. De har sådan travlt med den slags fromme gerninger ligesom en del af vore munke, og håber på det evige liv på den yderste dag.

Og hvad mere skal jeg sige - alt er tilintetgjort i den artikel, at Kristus skal stå under Muhamed og være ringere end ham. Hvem ville ikke hellere være død end leve under et sådant styre, hvor man måtte tie om Kristus og se og høre på en sådan bespottelse og vederstyggelighed imod ham? Og dog griber det alligevel så voldsomt om sig, hvor han erobrer et land, at man også frivilligt underkaster sig. Derfor må enhver bede, som bede kan, at en sådan vederstyggelighed ikke bliver herre over os og vi ikke straffes af den guddommelige vrede med et så frygteligt ris!

Islam hersker med våben
For det andet lærer muslimernes Koran eller tro ikke alene at fordærve den kristne tro, men også hele det verdslige regimente. Deres Muhamed befaler nemlig som sagt at herske med sværdet, og det meste arbejde og det fornemste middel dertil i deres Koran er sværdet. Og følgelig er muslimerne i virkeligheden ikke andet end en regulære mordere eller røvere, som virkeligheden da også tydeligt viser. Andre kongeriger betegner Augustin også som groft røveri, fordi et kejserdømme kun sjældent er opstået uden rov, vold og uret, eller i det mindste bliver det ofte indtaget og besiddes af onde mennesker. Ofte sker det ved ren og skær uret, hvorfor Skriften også i 1 Mos 10, 9 kalder jordens første fyrste, Nimrod, en mægtig jæger.

Men aldrig er noget rige opkommet og blevet så mægtigt ved mord og rov som muslimernes, og endnu myrder og røver de daglig. Det bliver dem nemlig befalet i deres lov som en god, gudvelbehagelig gerning, at de røver, myrder og bestandig æder længere omkring sig og ødelægger, som de da også gør, og mener at gøre Gud en tjeneste med det. Derfor er det ikke, som andre, en guddommelig, ordentlig øvrighed til at opretholde freden, beskytte de gode og straffe de onde, men som sagt helt og holdent et Guds vredes ris og straf over den vantro verden. Og selve denne gerning, at myrde og røve, behager desuden kødet godt, dette at beherske, at underlægge sig enhvers liv og gods. Hvor meget mere må det da ikke behage, når der dertil kommer en befaling, som om Gud vil have det sådan, og det har hans velbehag. Derfor regnes hos muslimerne også de for de bedste, som gør sig anstrengelser for at udvide det tyrkiske rige og røve og myrde bestandig videre omkring sig.

Dette følger også nødvendigvis af det første, for Kristus siger i Joh. 8, 44 at Djævelen er en løgner og morder. Med løgnen dræber han sjælen, med mord og vold dræber han legemet. Hvor han nu sejrer med løgnen, venter og tøver han ikke, men følger efter med mord. Da løgneånden sådan havde besat Muhamed, og Djævelen havde myrdet sjælene ved hjælp af hans Koran og fordærvet kristentroen, måtte han også fortsætte og gribe til sværdet for også at myrde legemerne. På den måde er den muslimske tro nået så vidt, ikke ved prædiken og undergerninger, men ved sværd og mord. Ved Guds vrede er det lykkedes ham, for at der, fordi hele verden har lyst til sværd rov og mord, dog engang skulle komme en, der gav den nok af myrden og røveri [...].

Ligesom nu løgnen ødelægger troen og sandheden hos den gejstlige stand, sådan fordærver mordet al verdslig orden, som Gud har oprettet. Hvor mord og rov går i svang, kan der nemlig umuligt råde en ordentlig, rosværdig verdslig orden, for over for krig og mord kan man ikke give agt på freden og våge over den, som man tydeligt nok ser det hos krigerne. Derfor nærer muslimerne heller ikke synderlig agtelse for agerbrug og opdyrkning.

Islam ringeagter kvinden og ægteskabet
For det tredje regner Muhameds Koran ikke ægtestanden for noget, men tillader enhver at have så mange kvinder, som han vil. Derfor er der den skik hos muslimerne, at en mand kan have ti, tyve koner og igen forlader og sælger dem, han vil. Kvinderne er i den grad værdiløse og ringeagtede i islam, så de købes og sælges som kvæg. Selv om nu enkelte ikke benytter sig af denne lovens frihed, så gælder den dog og giver enhver, som vil, frihed til det. Men et sådant forhold er ikke et ægteskab og kan ikke være det, fordi ingen tager eller har en kvinde med den hensigt at blive hos hende altid som ét legeme. Som Guds ord siger i 1 Mos 2, 24: ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød.” I islam er ægteskabet næsten ikke andet end det skamløse forhold, som soldater lever i med deres løse veninder. Muslimerne er jo nemlig krigere og må opføre sig som krigere. Mars og Venus vil være sammen, siger digterne.

Også gode muslimer
Disse tre ting har jeg villet fortælle. Om dem ved jeg besked fra muslimernes Koran. Hvad jeg ellers har hørt, vil jeg ikke omtale, da jeg ikke kan være sikker på dets rigtighed. Lad så være, at der er enkelte kristne blandt muslimerne, at de også har munke og at der findes nogle ærbare lægfolk. Hvad godt kan der alligevel være ved muslimernes hele styre og skikke, når disse tre ting, løgn, mord, uægteskabelighed ifølge deres Koran råder frit hos dem. Dertil kommer, at alle må tie med den kristne sandhed, for at den ikke skal dadle eller forsøge at rette på de tre nævnte ting, men blot se til og stiltiende indvillige deri. Hvilket fangenskab kan være mere forfærdelig og farlig end at leve under et sådant styre? Løgn fordærver som sagt den gejstlige stand, mord den verdslige, løse forhold ægteskabet. Borttag nu den sande religion, øvrigheden og familien, dvs. en sand gudsdyrkelse, en ret verdslig øvrighed og et godt familieliv, hvad bliver der så tilbage i verden undtagen ren og skær kød, verdslighed og djævelskab. Det bliver et liv som når svirebrødre bor sammen med prostituerede.

Hvad man siger om, at muslimerne indbyrdes er trofaste og venlige og beflitter sig på sandhed, tror jeg gerne. Jeg formoder, at de sikkert også har flere gode egenskaber. Intet menneske er så slet, at han intet godt har ved sig. Undertiden viser en løsagtig kvinde en så god opførsel som ellers næppe ti ærbare hustruer. Sådan vil også Djævelen have et dække og være en dejlig engel, være som en lysengel, derfor kan han også fremvise nogle gerninger som lysets gerninger.

Mordere og røvere er langt mere trofaste og venlige indbyrdes end naboer, ja vel også end mange kristne. For når Djævelen får de tre ting: løgn, mord og seksuel umoral, som de rette byggesten og materialer til Helvedes grundvold, kan han fint finde sig i, ja hjælpe til med, at almindelig kærlighed og troskab bygges oven på som smukke ædelsten. Det er dog intet andet end hø og strå. [...]

Og hvad mere er: Når muslimerne drager i kamp, så er deres løsen og kampråb intet andet end ”Allah! Allah!” som de råber, så himmel og jord genlyder deraf. Men Allah betyder gud på deres arabiske sprog, efter det gebrokkent udtalte hebraiske Eloha. De har nemlig i deres Koran lært, at de altid skal lovprise med dette ord: Der er ingen gud undtagen Gud, hvilket er rene djævlekneb, for hvad vil det sige, at der ikke er nogen gud undtagen Gud, når man dog ikke fremhæver nogen gud frem for andre? Djævelen er også en gud, ham ærer de også med et sådant udråb, derom er der ingen tvivl. [...]

Billedforbud
Med til helligheden hører også, at han ikke tåler noget billede. Her er han endnu helligere end vore billedstormere, for de tåler dog og har gerne billeder på mønter, ringe og klenodier, men muslimerne har slet ingen. De præger udelukkende bogstaver på deres mønter. De er også aldeles münzerisk, for de udrydder al øvrighed og tåler ingen ordning i den verdslige stand såsom fyrster, herremænd, adel og andre lensfolk, men er eneherre over alt i deres land. Papistisk er han også, for han tror, at han bliver hellig og salig ved gerninger og regner det ikke for nogen synd at ødelægge Kristus, forstyrre øvrigheden og tilintetgøre ægteskabet. Disse tre ting bedriver paven også, selv om det er på en anden måde, nemlig ved hykleri,
mens muslimerne bruger vold og sværd. Kort sagt er han, som nævnt, et koncentrat af al vederstyggelighed og vildfarelse."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar