torsdag, oktober 15, 2009

Røgslør over kriminalitet blandt mindreårige

Er det Skinner, der skriver, at når videnskabsmænd er mere tilbøjelige end andre til at tale sandt, så er det fordi der er større sandsynlighed for, at løgn vil blive opdaget og påtalt i det videnskabelige miljø? At man simpelthen ikke få lov til at lyve i fred under de betingelser?
Vi må nok konstatere, at i visse grene af videnskaben er der noget lempeligere vilkår. I pædagogikken har der alle dage været helt frit slag for fantasmer. Men også i store dele af samfundsvidenskaben er der tavs konsensus om, at en særlig type af skævvridning af og manipulation med data faktisk er ikke bare prisværdig, men tvingende nødvendig. Politiske og moralske pligter overtrumfer den videnskabelige pligt til at søge sandhed, ja de maser sig ligefrem ind i kernen af videnskabeligheden og kaprer dens styring. Og hvem skulle rette fejlene?

Den såkaldte ”Udredning til brug for Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet” af Susanne Clausen, Merete Djurhuus og Britta Kyvsgaard (Justitsministeriet 2009) har som et af sine mål at klarlægge graden af kriminalitet blandt mindreårige. Lad os starte med konklusionen:

Udviklingstendenser i kriminalitet er ikke isolerede nationale fænomener, men ofte ses parallelle tendenser i flere lande. Her er set, at udviklingen i den selvrapporterede ungdomskriminalitet i Danmark i meget høj grad svarer til den, der har været i andre nordiske lande. De gentagne danske og øvrige nordiske undersøgelser af selvrapporteret kriminalitet viser således, at færre og færre unge har erfaringer med kriminalitet, og at den samlede kriminalitet, de unge rapporterer at have begået, er mindsket gennem en længere periode. Undersøgelserne peger på, at mindskningen i de unges kriminalitet angår tyveri og andre former for ejendomsforbrydelser, mens omfanget af vold er uforandret. I lande uden for Norden er der set ganske tilsvarende tendenser (Soothil et al. 2008; Snyder & Sickmund 2006; Chesney-Lind & Irwin 2008; se også Renzetti 2006).

Udviklingen i den registrerede kriminalitet peger på mange måder i samme retning. Andelen af unge, der registreres for kriminalitet er ganske vist ikke mindsket, men øget siden midten af 1990´erne. Derimod er antallet af lovovertrædelser, de unge registreres for, mindsket ganske betydeligt. Mindskningen beror først og fremmest på, at de unge straffes for færre formueforbrydelser såsom indbrudstyverier, brugstyverier og andre tyverier, og mindskningen skal i nogen grad forklares med fald i sigtelsesprocenten. Samtidig er der – i særlig grad de seneste 10 år – sket en vækst i antallet af registrerede voldsforbrydelser og røverier.

Sidstnævnte tendens står i modsætning til det, selvrapporteringsundersøgelserne viser, nemlig et uforandret niveau med hensyn til omfang af vold. Forskellen skal antagelig langt hen ad vejen forklares med en stigende anmeldelsestilbøjelighed for voldsforbrydelser, hvilket også de offerundersøgelser, der gennemføres, viser (Balvig & Kyvsgaard 2009).

Overordnet set må udviklingen i ungdomskriminalitet betragtes som positiv, idet såvel selvrapporteringsundersøgelserne som den registrerede kriminalitet tyder på, at kriminalitet blandt unge er mindsket gennem de sidste 20-30 år. Den ændring i kriminalitetens art, som den registrerede kriminalitet peger på – fra tingsorienteret kriminalitet til personorienteret kriminalitet – kan naturligvis skabe bekymring, uanset om ændringen er reel eller ej. Både den synliggørelse, der sker gennem anmeldelse og strafforfølgning, og den øgede moralske fordømmelse af vold og anden personfarlig kriminalitet, der er sket i befolkningen, er med til at sætte fokus på unges vold (Balvig 2001). Demografiske ændringer kan også virke herfor, idet ungdomsårgangene har været voksende siden 2000 og fortsat vil vokse de kommende år.15 Så selv om de unge ikke måtte begå mere kriminalitet, kan ungdomskriminaliteten alligevel vokse i kraft af, at der vil være flere unge
”(side 24-25).

Med det røgslør, der blæses ud over rapportens ellers meget håndgribelige data, kan en troskyldig læser kun konkludere, at mindreåriges kriminalitet er dalende og at der er tale om et skinproblem. Kendsgerninger, analyser og vurderinger præsenteres under ét, så læserens opmærksomhed styres væk fra data og over i div. forskellige bortforklaringer og bagatelliseringer.
Det er elegant og effektiv retorik, særligt det nederste afsnit, hvor man lufter bekymring for folks bekymring for en kriminalitetsstigning, som man antyder slet ikke er virkelig. Man peger lidt diffust på øget anmeldelse og strafforfølgning som ”synliggørende”, hvorved man yderligere antyder kriminalitetens karakter af skinproblem. Endelig runder man af med fuld etisk relativisme med en påstand om, at det er en moralsk fordømmelse af vold, der har sat fokus å de unges vold. Så har vi næsten hele dynen af traditionel, socialistisk kriminalitetsundsigelse: stigmatiseringsteori, moralsk panik, skin, falsk bevidsthed, de herskende klassers definitionsmagt osv. Vi mangler bare teorien om social ulighed som årsag til kriminalitet, men den har man trods alt nok fundet for svag, når det netop er ejendomskriminaliteten, der er faldet.

Intet under, at Ritzau griber lejligheden og forsyner adskillige danske dagblade med en dosis ”kriminaliteten er et skinproblem” d. 07.10.09: ”Samtidig med at regeringen lægger op til en historisk sænkning af den kriminelle lavalder til 14 år fra de nuværende 15, faldt antallet af mistænkte 14-årige sidste år med knap 18 procent i forhold til 2007. Det viser Justitsministeriets egne tal” (Jyllandsposten: Færre 14-årige er kriminelle, Politiken: 14-årige er blevet mere lovlydige, Information: Færre 14-årige er kriminelle, Berlingske: Færre 14-årige er kriminelle). Ritzau nævner en række tal i ovenstående artikler. Det mærkværdige er, at Justitsministeriets dugfriske rapport slet ikke omtaler de pågældende tal. I det hele taget stemmer avisernes tal ikke overens med rapporten. Artiklerne er fulde af fejl. Særligt interesserede kan få detaljerne.

Men tilbage til rapporten. I modsætning til sin egen konklusion dokumenterer rapporten adskillige steder en stigning i de mindreåriges kriminalitet.

Først præsenteres man for en oversigt over forholdet mellem kriminalitet og alder. Allerede heraf fremgår en udvikling, som teksten dog styrer udenom. For befolkningsgruppen på 20 år og derover er andelen af kriminelle faldet fra 1996 til 2006. Blandt de unge er andelen af kriminelle steget, hvilket fremgår meget tydeligt (s. 9):
Når rapporten styrer udenom, kan der være noget interessant at finde. Samme datamateriale, som ovenstående er baseret på (Danmarks statistik), rummer følgende oplysninger om antallet af ubetingede fængselsdomme for de 15-18-årige:

En ganske tydelig stigning. Det er også tydeligt, at stigningen kommer ”nedefra”, dvs. det er de blå 15-, 16- og 17-årige, hvis kriminalitet er vokset stærkest. Bemærk, at 15-åriges kriminalitet godt kan være placeret under 16-årige, fordi der tages udgangspunkt i den alder, man har på domstidspunktet.

Udviklingen i betingede domme viser endnu større stigning i de helt unges kriminalitet:

Siden 1998 er de 15- og 16-åriges kriminalitet vokset kraftigt. Antallet af 15-årige med betingede domme ser ud til at være ca. firedoblet. Så var det måske værd at kigge en ekstra gang på de 14-åriges kriminalitet? Det gør rapporten bare ikke. Den behandler konsekvent 10-14-åriges kriminalitet under ét.

Men tilbage til rapporten. Når omfanget af kriminalitet skal bestemmes, tages der udgangspunkt i data vedr. selvangiven kriminalitet. Nærmere bestemt baserer man sig på selvrapporteringsundersøgelser fra så relativt fredsommelige kommuner som Gladsaxe og Allerød kommuner samt ”et par mindre kommuner i Nordjylland”. Mon de afspejler kriminaliteten anno 2009? Mon ikke selvrapporteringsundersøgelser kan have store svagheder i en tid med dalende tillid til statsmagt og myndigheder og med en støt dalende kurve for andelen af tilståelsessager? Er den undersøgelse egentlig ikke designet til noget andet, nemlig til at vise en gammel rød teori fra 80´erne om at vi alle sammen er kriminelle, det er bare kun underklassen, der bliver opdaget?

Rapporten lægger afgørende vægt på disse undersøgelser. Den faktuelle stigning i voldssager forklares med en hypotese om ændret anmeldelsesadfærd, og netop selvundersøgelserne, der rapporterer om et uforandret niveau af vold (i hvert fald i Nordjylland, Gladsaxe og Allerød) anvendes som et argument, der skal bestyrke hypotesen. Man når det resultat, at kriminaliteten ligefrem er dalende: ”Denne vækst i andelen af børn og unge, som ikke har begået kriminalitet, sker som følge af, at andelen, der har begået mindre alvorlig kriminalitet – ’Flertallet’ – er blevet mindre. Derimod er de to grupper, der har begået alvorligere kriminalitet – ’De erfarne’ og ’Gengangerne’, stort set uforandrede. Med hensyn til voldskriminalitet, der som nævnt er belyst i de to seneste selvrapporteringsundersøgelser, er der hverken sket en stigning eller et fald i andelen af unge, der har begået vold eller været udsat for vold” (side 11).

Så vidt selvrapporteringsundersøgelserne. Weekendavisen bragte i indeværende uge en kritisk artikel om planerne om at sænke den kriminelle lavalder, som netop tog udgangspunkt i rapportens data fra selvangivelsesundersøgelserne. Journalisen åd det hele råt.

Nu til den registrerede ungdomskriminalitet. Man publicerer politiets tal for de 10-14-årige (side 18):

Rapportens eneste kommentar til tallene er følgende: ”Samlet set er der ikke tale om nogen vækst i antallet af mistænkte 10-14-årige, jf. nederste række i tabel 1, som angiver antallet af sager pr. 1.000 i aldersgruppen” (side 18). Aha. Men den uartige læser kigger måske selv en ekstra gang på tallene.
Det fremgår, at sædelighedsforbrydelser er steget fra 36 i 2000 til 50 i 2007. Volden mod offentlig myndighed er tredoblet i perioden. Der er kommet et par årlige sager om drab eller drabsforsøg, som ikke var der før. Simpel vold er steget fra 146 tilfælde til 391. Alvorlig vold er fordoblet. Trusler er tredoblet. Voldforbrydelser i alt er næsten tredoblet. Brandstiftelse er øget, indbrud er øget, tyveri er faldet. Antallet er røverier toppede i 2004, 2005 og 2006 sammen med ulovlig våbenbesiddelse. Her er der sket et flot fald, hvad rapporten ignorerer helt og aldeles. Mindreårige står dog stadig for 90 årlige røverier. Hærværk er steget fra 328 til 465. Stoffer er steget til over det dobbelte. Javel, ungdomsårganene vokser, det nævner rapporten flere gange, men jo slet ikke nok til at forklare stigningerne. Men hokus-pokus: På grund af faldet i ejendomskriminalitet, kan rapporten faktisk gå ud med den samlede konklusion, at kriminaliteten blandt mindreårige er faldende, og at kriminaliteten blandt 10-14-årige kun er lidt over år 2000-niveau.
Som nævnt ovenfor postuleres det flere gange, at stigningen i vold hænger sammen med en stigning i anmeldelsesprocenten. Man kunne få den tese, at så kunne faldet i ejendomsforbrydelser måske skyldes et tilsvarende fald i anmeldelsesprocenten for denne type af kriminalitet? Det ene er dog lige så spekulativt som det andet. Havde det haft noget på sig, havde forskerne formentlig nævnt det. Troede jeg. Indtil jeg fandt Flemming Balvigs og Britta Kyvsgaards "Udsathed for vold og andre former for kriminalitet - offerundersøgelserne 2005-2008" (Justitsministeriet 2009). Her fremgår det ganske vist på side 29, at anmeldelsesprocenten for vold stiger nogle procentproint fra 35-38 procent i midten af halvfemserne til 41 procent i 2008. Altså nok til at forklare noget af stigningen i den registrerede vold, dog slet ikke nok til at forklare den fordobling, som der jo er tale om. Men i samme rapport viser det sig, at anmeldelsesprocenten blandt 16-24-årige, der er udsat for ejendomsforbrydelser er faldet fra 53 procent i 2005 til 32 procent i 2008 (side 18). Når man kan gøre så meget ud af en relativt lille stigningi anmeldelsesprocenten for vold, hvorfor så ikke nævne den drastisk faldende anmeldelsestilbøjelighed for ejendomskriminalitet som en forklaring på det faldende niveau i ejendomskriminalitet?

Well. De 15-17-åriges kriminalitet ser sådan ud. Samme tendenser, bare værre:
Det kræver et vist tilløb at blive så kriminel som 1-17-årig. Der er sket en betydelig forråelse af de yngre årgange, hvad også de overfyldte ungdomsinstitutioner vidner om.

Udover ovenstående håndgribelige dokumentation viser man på s. 20 en graf, der dokumenterer en støt stigning i andelen af 15-17-årige med en strafferetlig afgørelse. Alligevel lyder det som nævnt i opsamlingen: ”Overordnet set må udviklingen i ungdomskriminaliteten betragtes som positiv, idet såvel selvrapporteringsundersøgelserne som den registrerede kriminalitet tyder på, at kriminalitet blandt unge er mindsket gennem de sidste 20-30 år” (side 25). Rapportens konklusion er udelukkende baseret på faldet i antal lovovertrædelser pr. 1000 unge (jf. graf s. 20), som igen udelukkende baserer sig på det kraftige fald i ejendomsforbrydelser (jf. graf s. 22). En overordentlig selektiv databehandling, der systematisk ignorerer eller bortforklarer bestemte ubehagelige oplysninger.

I den samlede betænkning, hvori udredningsrapporten indgår som en del, samler man op på denne måde: ”I udredningsrapporten omtales selvrapporteringsundersøgelser, der viser, at færre og færre unge har erfaringer med kriminalitet, og at den samlede kriminalitet, de unge rapporterer at have begået, er mindsket. Samtidig viser udviklingen i den registrerede ungdomskriminalitet, at de unge registreres for færre formueforbrydelser såsom indbrudstyverier, brugstyverier og andre tyverier, mens der er sket en vækst i antallet af registrerede røverier og voldsforbrydelser. Sidstnævnte kan langt hen ad vejen forklares med, at vold i stigende grad anmeldes til politiet. Hverken selvrapporteringsundersøgelserne eller offerundersøgelser tyder på, at den samlede faktiske vold blandt unge skulle være steget” (s. 31-32).
Det er så den information, der kommer i cirkulation. Helt cirkulært bliver det naturligvis, når skolede akademikere herefter kan hævde, at ”alle undersøgelser viser” dette og hint. Folk drømmer i almindelighed ikke om, at videnskabelige rapporter i den grad kan finde på at forvrænge data. Studerende på videregående uddannelsesinstitutioner lærer ganske vist at være "kritiske", men tragisk nok består den hyppigst sete kritiske bevidsthed netop i den afsløring af "borgerlig skinvirkelighed", som ovennævnte rapport eksellerer i. Af de politiske ideologier er det som bekendt også kun den marxistisk funderede såkaldt kritiske teori, der har formået at etablere sig som videnskabsteoretisk hovedretning. Akademikere har en mageløs ukritisk opfattelse af kritik. Når de efter egen opfattelse er allermest kritiske, er de allermest politiske.
Så for at vende tilbage til udgangspunktet: Hvem skal korrigere dem?

4 kommentarer:

  1. Du skal korrigere dem, Ulla, og det er du godt i gang med. Tak atter.

    SvarSlet
  2. Tack Ulla,
    Mycket intressant. Ni verkar ha samma problem som vi med vårt Brå. Som sammanställer, förvillar, och bagatelliserar en grotesk brottsutveckling. Ett statligt "råd" som verkar ha som inofficiell uppgift att få svenskarna att sitta still i båten och inte bli uppskrämda.

    Bara att visa upp statistiken rakt upp och ner som jag har gjort har öppnat ögonen på många i Sverige. Många tror inte sina ögon, trots att statistiken är offentlig, t o m tillgänglig på internet. Men den presenteras inte på ett bra sätt. Alltid inlindad i massor av "men", "kanske", "vi vet inte" och det klassiska som jag har hört i 25 år nu. "anmälningsbenägenheten kan ha ökat". Trots att ingen ordentlig undersökning har gjorts om det.

    SvarSlet
  3. Hvordan kan disse fakta ignoreres? Ufattelig at *samtlige* medier sådan ukritisk har taget rapportens konklusion og tal for gode vare.

    SvarSlet
  4. Den første kommentar har helt ret: Ulla, dette er en artikel / kronik til Weekendavisen eller Information (lix-tallet taget i betragtning). Det er et fremragende arbejde, du har udført, og hverken det eller den omhandlede rapport bør få lov at dø i stilhed.

    SvarSlet