søndag, august 30, 2009

Ramon Bennett: Det store bedrag

Skulle det være en lille modgift mod al den antiisraelske propaganda, som du og dine mentorer artigt har slugt fra 70´erne og frem? Så skal du læse Ramon Bennetts "Det store bedrag - myten om det palæstinensiske folk".

Det værste, man har budt skolesystemet, er at man har bortraderet værdien af faktuel historisk viden. Når så de sorte konservative lufter en viden, som vi andre aldrig har anet eksistensen af, så tror vi, de er gale. Et eksempel: Gert Wilders sagde noget i København, som jeg umiddelbart tænkte var lidt ufint sagt. Han sagde: "Jeg går faktisk ind for en tostatsløsning for Palæstina... Ja, det overrasker jer måske, men det gør jeg... Jeg går ind for, at Palæstina deles i to: én stat, der hedder Israel, og én stat, der hedder Jordan". Hm, tænkte jeg. Han skulle vel aldrig være nazist alligevel?

Men faktisk var der jo det ved det - og det er den slags, man kan læse i Bennetts bog - at Jordan blev oprettet i 1922, da "Storbritanien ville beskytte sin olieforsyning i Mosul, Kirkuk og andre dele af den muslimske verden og skar 77 procent af palæstina fra, som de gav til Abdullah af Mekka, der var fornærmet, fordi hans yngre bror Feisal havde fået Irak. Disse 77 procent var og er en palæstinensisk stat, og araberne er godt klar over denne kendsgerning - både dengang og i dag. Abdullah ville oprindelig kalde sine 77 procent af Palæstina for "Det hashemitiske kongerige Palæstina", men gav senere efter for britisk modstand og kaldte det Transjordanien" (s.125).

Selv Yasser Arafat, den ægyptiskfødte terrorist, der gjorde karriere som palæstinensisk frihedskæmper, er enig: "Det, du kalder for Jordan, er faktisk Palæstina" (ibid.).

Alle kan falde til ro, vi har en tostatsløsning. Araberne har fået en endog overordentlig stor palæstinensisk stat. De 23 procent, der var tilbage af Palæstina efter Jordans oprettelse - og som i vor historieløse optik udgør det hele - blev i 1947 igen delt mellem jøder og arabere (s. 118). Kunne man ikke have tålt det fra arabisk side? Især i betragtning af, at det var jødernes opbygning af landet fra slutningen af 1800-tallet, der havde lokket omstrejfende arabere dertil?

Og hvorfor lever de "palæstinensiske" frihedskæmpere ikke bare lykkeligt i den palæstinensiske stat Jordan? Dels fordi det er godt at have elendige at vise frem (Israels forsøg på at lokke flygtningene fra lejrene og ind i Israel blev fordømt af FN). Dels fordi jordanerne heller ikke kunne holde dette krigeriske sammenrend ud:

"Indtil 1970 udgjorde omkring 55 PLO-terroristbaser nærmest en ministat inden for Jordans grænser. PLO havde oprettet vejspærringer overalt og "opkrævede afgifter" og "gaver" fra forretningsfolk. PLO foretog hundredvis af lovløse mord, samt forøvede brutalitet, røverier og voldtægter mod jordanske civile. Dette blev til sidst ulideligt for Jordans kong Hussein. I 1970 slap han sine beduintropper løs mod PLO i en blodig krig, som siden er blevet kaldt "sorte september". Hver side synes at slås om at være den, der begik de mest "forfærdige grusomheder imod fanger, såret personal og civile, og de "overgik hinanden i alle tænkelige rædsler af mord". Efter flere ugers brutal kæmpen, der forkert blev kendt som den "jordanske borgerkrig", lykkedes det Husseins tropper at jage PLO-terroristerne ud af deres beskyttede huler og drive dem ud af Jordan og ind i "operativt eksil i Libanon" (s. 68-69).

Og så fortsatte festen i Libanon, der i øvrigt havde kristent flertal dengang: "PLO´s rædselsregimente i Libanon overgår enhver beskrivelse" (s. 69).
Bogen er en guldgrube af detaljerede oplysninger, der kan opveje lidt af den propadanda, der er sunket ind i vestlige sjæle. Bogen er på 320 sider, hvoraf 60 sider er noter. Den er skrevet i vrede, og den er selektiv, men den er ikke fuld af løgn.