tirsdag, december 14, 2010

Gloria in excelsis deo... et in terra pax by J.S. Bach BWV 232 (from Mas...

Dhimmiernes liv under tyrkerne

Tyrkiets historie er kvalmende fra start til slut.

På et kort ser det let ud:



Man skal prøve at forestille sig hele forløbet fra året 1071, da tyrkerne slog hul på Anatoliens grænser ved slaget i Manzikert og begyndte at strømme ind - til året 1453, hvor både Anatolien og Balkan var under tyrkisk kontrol og hvor Konstantinopel til sidst bukkede under - og videre frem til året 1923, hvor tyrkerne endelig kunne læne sig tilbage efter 1000 års mord, rov og fordrivelser og rose sig af at have forvandlet et kristent rige til et muslimsk.

Man skal tæt på for at forstå, hvad der skete i løbet af de 1000 år: År for år, by for by, familie for familie. Læs her Andrew Bostom om dhimiernes liv under tyrkerne. Det er en historie, vi alle bør kende.

Det er kun den allersidste del af tyrkernes ugerninger i Anatolien, vi har billeder af:

mandag, december 13, 2010

Tolerance

"…to give the Mohammadans their due, they are generally good fellows in this point [the virtue of tolerance] and Christians among them may keep their consciousness if their tongues be fettered, not to oppose the doctrine of Mohammad".

Thomas Fuller: "The Historie of The Holy Warre" (1639).

Kilde.

søndag, december 12, 2010

Ghaziemirater

Vi skal lære et nyt ord i dag, nemlig ordet "ghaziemirater":

"Ghaziemirater, (af arab. ghazi 'kriger, kæmpe' og afledn. af emir), små muslimske fyrstendømmer på grænsen til ikke-muslimsk territorium. Som regel har disse emirater formelt været underlagt større statsdannelser i de muslimske kernelande, men reelt har de været uafhængige. Fyrstens magt blev legitimeret ved, at han førte hellig krig (jihad) mod de vantro, og plyndring og erobringer i de vedvarende grænsekampe udgjorde den vigtigste indtægtskilde og lokkede krigere til. En række ghaziemirater opstod i Vestanatolien på den byzantinske grænse i 1200- og 1300-t. efter Rumsultanatets fald, bl.a. det tidlige osmanniske rige" (Den Store Danske).

Tyrkiet startede som små ghaziemirater, også kaldet beyliks; altså som et tæppe af små fjendtlige - eller med lidt god vilje "kriminelle" - parallelsamfund, der kontrollerede hver deres område uden at kejseren i Konstantinopel kunne gøre så meget ved det.

fredag, december 10, 2010

Det armenske folkedrab

Når tyrkernes folkedrab på armenierne (1915-1917) kun fik halvanden million ofre, var det fordi, der ikke var så mange flere på det tidspunkt. En amerikansk missionær i Tyrkiet er øjenvidne:

De fortæller alle den samme historie og bærer de samme ar: deres mænd var alle blevet dræbt i løbet af de første dages march fra byerne, hvorefter kvinderne og pigerne konstant blev bestjålet for penge, sengetøj, tøj, og blev tævet, misbrugt og bortført. Deres vagter tvang dem til at betale selv for at drikke af kilderne langs vejen og var de værste til at mishandle dem, men de tillod også rosset i hver eneste landsby de drog igennem at bortføre pigerne og kvinderne og misbruge dem. Vi fik ikke bare fortalt disse ting, de samme ting foregik lige her i vores egen by, for vore egne øjne og helt åbenlyst i gaderne” (Matthias Bjørnlund).

Læs Matthias Bjørnlunds artikel. Først slagtede tyrkerne de armenske mænd. Så jog de kvinder og børn afsted på dødsmarch. De gav dem bevidst den mest langsommelige, kvalfulde og ydmygende død, de kunne.

En del armenske kvinder blev tvangskonverteret og tvangsinteretret i tyrkiske familier. Hør mere her.


Den dag i dag vil tyrkerne hverken vedgå eller undskylde det armenske folkemord. Af hensyn til Tyrkiets nationale ære er det strafbart at omtale det. Det må bestemt også være meget sårende. Læs meget mere her, hvor der er billeder, breve og anden dokumentation plus flere artikler.

torsdag, december 09, 2010

Ottoman Army Music from early 17th century

De græske og armenske overlevende i Anatolien arvede islam, åndelig død og hele den tyrkiske musik:



Hør bare 25 sekunder.

Folkeskolen underviser 34 uger om året

Hvad er der i vejen med folkeskolen? Der er bla. det i vejen, at den er fuld af ligegyldige aktiviteter. Udover dogmet om, at folkeskolen skal afholde 12 ugers ferie, så spilder mine børns folkeskole ca. 6 uger om året på aktiviteter, der strengt taget ikke har noget med skolegang at gøre.

Skolen afholder hvert år div. arrangementer af svingende kvalitet og relevans, som gør, at skemaet brydes op. Jeg talte dem på et tidspunkt til ca 10 skoledage om året. Det er to uger. Derudover er der hvert år 4 tværfaglige temauger, der gør, at de pakker skolebøgerne væk. Emnerne har altid forbløffet mig. De har haft om bamser. De har haft om sørøvere. De har haft om cirkus. Sidst havde de om forskellige lande, bla. Zambia, som jeg nævnte. Endelig et emne, de kunne lære noget af, tænkte jeg. Men ak.

Kunne man ikke godt have lært et barn i 3. klasse lidt mere om Zambia end at lave bolde af elastikker og dukker af ståltråd? Kan I huske, jeg troede, at de skulle lære noget om Zabias op- og nedture? Ha ha ha.

Jeg startede jo i folkeskolen, da Ritt Bjerregaard ødelagde den, så Kimpo har hjulpet mig med at regne ud, at folkeskolen underviser 34 uger om året :-)

onsdag, december 08, 2010

Wien 1683

Men Wien blev i familien, og det var jo fint, for så kunne De arve Mozart nedenfor.

Tyrkerne blev slået tilbage i 1683 af datidens NATO, The Holy League. Hæren bestod af polske, tyske og østrigske tropper og blev ledet af den polske Kong Jan III Sobieski:


I vor tid bliver muslimerne inviteret indenfor og mødt af milde ansigter og hjælpsomme kvinder, der lever af at servicere dem. Venstrefløjen ligefrem insisterer på at blive en del af Dar al Islam så hurtigt som muligt.

Eurofile skal da heller ikke frygte islamisk Europa, for når vi er her, er islamisk Europa her ikke, og når islamisk Europa er her, er vi her ikke.

mandag, december 06, 2010

Byzants 395 - 1453

De arvede desværre ikke det østromerske rige, Byzants. I 1100 år var Byzants Europa. Østeuropa, ganske vist, men uomtvisteligt Europa. Hovedstaden Konstantinopel var verdens navle, en perle af rigdom og kultur, der overgik alle vesteuropæiske byer. Mod vest var Anatolien beboet af kristne grækere, mod øst af kristne armenere.

Se, nu sker der jo så meget. Økonomier går op og økonomier går ned. Herskere kommer og går. Men ingen udvikling er så skæbnetung som den demografiske. I 1071 slog tyrkerne byzantinerne ved Manzikert og strømmede ind i stort tal. I de næste århundreder indvandrede tyrkerne i en stadig strøm til Anatolien. De kom oprindeligt fra Mongoliet, hvorfra de havde spredt sig mod vest. Tre århundreder med flittig indvandring, fordrivelser, myrderier og en integrationsvilje, som vi kun kender alt for godt, og fundamentet var forlængst forsvundet under Byzants. De byzantinske munke kunne kigge ud over Konstantinopels bymure og konstatere, at landet omkring dem ikke længere var befolket af grækere, men af tyrkere.

Vesten hjalp dem ikke, de plyndrede dem. Jeg ved ikke, hvorfor de ikke hjalp sig selv:


Folk flygtede. Efter gentagne tyrkiske belejringer faldt Konstantinopel endelig i 1453. Formentlig lige så rædselsvækkende som det er skildret. Hagia Sofia blev moske, Anatolien blev muslimsk, græsk afløstes af tyrkisk. De byzantinske munke i Vest begræd deres brødres skæbne i Øst:



Engelsk oversættels: "O God, the heathen have come into your inheritance, they have defiled your holy temple, O Lord. They have given the dead bodies of your servants to the beasts of the earth. They have shed their blood like water round about Jerusalem and there was no one to bury them. We have become a reproach to our neighbors, subjected to scorn and derision from those around us. How long, O Lord? Again how long, O Lord? Will you be angry forever? How long shall your jealousy burn as fire? Pour out your wrath on the nations that do not know you, and on kingdoms which have not called upon your name. Do not remember our old sins, but quickly help us, and have mercy on us".

I 1914 havde grækerne og armenerne forlængst ingen chancer mere:


Tilbage var der kun for tyrkerne at dræbe og fordrive de sidste par millioner kristne. Det gjorde de så. Fra 1930 kunne man ikke længere sende post til en by ved navn Konstantinopel. Den fandtes ikke.

lørdag, december 04, 2010

Dies Irae

Kære læser. De har arvet. Gregoriansk munkesang fra det 13. århundrede:

Professionsviden

"It is difficult to get a man to understand something when his job depends on not understanding it".

Upton Sinclair

lørdag, november 27, 2010

Statssanktioneret tyveri

Andreas Junge er altid værd at læse:

"Skal man sige det kort, består vores velfærdssamfund af tre slags mennesker. Peter, der er privatansat, Oda der er offentligt ansat, og Ole der er offentligt forsørget. Den demokratiske beslutningsproces sørger for, at et flertal, som sjovt nok består af Oda og Ole, stemmer for det højeste skattetryk i hele verden. Stemmerne er to mod én, og Oda og Ole kan derfor dele frugten af Peters arbejde mellem sig som henholdsvis offentlige lønninger og sociale ydelser.

Politikerne betegner dette statssanktionerede tyveri som et retfærdigt samfund, hvor de »bredeste« skuldre bærer de største byrder. Retfærdighedselementet er naturligvis diskutabelt, men at det er en stor byrde for en tredjedel af arbejdsstyrken, de privatansatte, at forsørge resten af arbejdsstyrken, er utvivlsomt - og ikke mindst uholdbart. I Danmark arbejder over en million mennesker i den arbejdsdygtige alder ikke. At diskutere om arbejdsløsheden er 160 eller 200 tusinde mennesker er at holde den lille million mennesker i den private sektor, der betaler gildet, for nar. Arbejdsløsheden er en million - godt og vel. Men det ser ikke pænt ud for politikerne, som derfor hiver de arbejdsløse ud af de officielle statistikker og kalder de arbejdsløse for førtidspensionister, efterlønnere, aktiveringsberettigede, sygemeldte osv.

Mens privatansatte job forsvinder med lynets hast, praler politikerne med, at de »skaber« job i den offentlige sektor. De private virksomheder, der får verdensmarkedets hårde dom over værdien af deres produktion, fyrer folk. De, der aldrig har skullet sælge en eneste time af deres arbejdskraft til nogen, som reelt kunne tænkes at efterspørge deres arbejdskraft - dvs. de offentlige bureaukrater - tvangsinddriver pengene til deres egne høje lønninger gennem skatter og ansætter flere og flere. Her ligger kimen til det forestående sammenbrud
" (Andreas Junge: Skeletterne ud af velfærdsskabet. Berlingske d.d.).

Se også www.berghamar.dk

torsdag, november 25, 2010

Palin og Nordkorea

Utroligt, som politiserende journalister kan fordreje en lille fortalelse, så den får deres politiske modstandere til at fremstå som idioter.

Ifølge Ritzau, der så godt som selv har set det, siger Palin, at vi skal stå sammen med vores nordkoreanske allierede. Da hun bliver rettet, korrigerer hun angiveligt sig selv helt idiotisk: "... Ja, og det er også klogt at stå sammen med vores sydkoreanske allierede, ja".

Berlingske, Jyllandsposten, Politiken, BT, Ekstrabladet,Information, Kristeligt Dagblad, Børsen plaprer med. Det skulle være ganske vist!

Hun må virkelig være hjernedød, ikke? Men det var bare slet ikke det, hun sagde:



Palin: "Obviously we gotta stand by our North Korean allies. We´re bound to by treaty, and we´re also bound by...."
Bech: "South Korean"
Palin: "... yeah... and we´re also bound by prudence to stand with our South Korean allies, yes."

Emfasen er vigtig. Man skal gøre sig umage for at misforstå hende.

Journaliststanden har et seriøst problem, når den slags løgne får lov at rejse kloden rundt.

søndag, november 21, 2010

Det vejada det kanada

Jeg tror minsandten, jeg kan komme ind i Canada - kan du?

Zambia

I næste uge skal min datter have om Zambia. Jeg håber, de kan forklare hende, hvordan det går helt i skuddermudder og hvorfor.

Balvig, Kyvsgård og angsten for intet

Jeg kan jo ikke lade være med at pusle lidt med tallene, når jeg støder på rapporter, der ser mærkelige ud. Senest har Balvig & Kyvsgård udsendt en Offerrapport 2009, hvor de med forskellige spørgsmål prøver at relatere kriminaliteten til ofret selv: Var ofret beruset? Går ofret tit i byen? Hvor bor ofret? Hvad tjener ofret? Hvor gammel er ofret? Mener ofret, at gerningsmanden kan have følt sig provokeret? Er ofret gift eller ugift? Var der tale om en forbrydelse eller var det den slags ting, der sker? Var det egentlig alvorligt? Fik hændelsen indflydelse på ofrets liv?

Balvig og Kyvsgård finder frem til, at det er de samme personager, der igen og igen er ofre. Er man offer én gang, er der større sandsynlighed for, at man bliver offer igen. Er man offer to gange, er der endnu større sandsynlighed for, at man er offer 3. gang osv. Antallet af anmeldte voldsepisoder stiger, det medgiver de, men der er mindre og mindre sandsynlig for, at man bliver ramt af vold. Hokus pokus. Hvorfor bekymre sig?

Rapportens håndtering af mængden af faktisk kriminalitet er interessant. Det er jo overfor disse tal, befolkningens "angst" skal ses. Angst? Ja, det kalder de det. Angst har som bekendt ingen genstand.

For at vise det samlede billede af kriminaliteten vises (s. 92) en graf over antallet af anmeldelser. Grafen viser en stigning fra 1960 til slutningen af 80´erne, og så stagnation og fald fra 1990 til 2010. Kriminaliteten er altså slet ikke steget i de sidste 20 år. Den er faldet!

Kald mig mistroisk. Kald mig et dårligt menneske. Kald mig akademikerhader (det er jeg nu ikke). Men jeg tjekker altid lige den slags en ekstra gang. Jeg ejer ganske enkelt ikke den tillid, som kendetegner de fleste af mine brødre og søstre i kald og stand.

Så hvordan? Jo, man går ind på Danmarks Statistik. Finder anmeldte forbrydelser. Lægger alle tallene ind i et Excel-ark. Og finder frem til, at der mindsanten er et fald i antallet af anmeldelser fra 607290 i 1995 over 570496 i 2000 og 507936 i 2005 til 562406 i 2009. Det giver et fald på 44884 fra 1995 til 2009. OK.

Imidlertid ser man meget hurtigt, at faldet skyldes et fald i anmeldte ejendomsforbrydelser på 50872 fra 1995 til 2009. Aha.

Man leder videre. Skulle det være muligt at lokalisere de ejendomsforbrydelser, der tegner faldet? Mjah... Dokumentfalsk med check er faldet med 7000. Det bruger vi jo ikke rigtig mere. Hm. Indbrud i banker og forretninger er heller ikke så nemt mere. Det er faldet med 13000. Butikstyverier er faldet med 10000. Men på den anden side er der 2000 flere røverier, 26000 flere tyverier af anden art, 8000 flere brugstyverier, 16000 flere indbrud i villaer. Der mangler en rigtig god forklaring på faldet.

Men hov, hvad er det? Antallet af anmeldte cykeltyverier er faldet fra 112960 i 1995 til 79272 i 2005. Vi har et fald på 33688 anmeldte cykeltyverier fra 1995 til 2005! Det er noget, der batter noget i statistikken. Sådan et fald i cykeltyverier sluger og bortvisker stigninger i alvorlige forbrydelser med hud og hår, når man bare lægger det hele sammen.

Bare lige så vi er enige om det: 33688 færre politianmeldelser af cykeltyveri forklarer tre fjerdedele af det samlede påståede fald i kriminaliteten. Sådan er det.

Cykeltyverier? Cykeltyverier!

lørdag, november 20, 2010

Pat Condell: Human rights travesty



Via Snaphanen, hvor man også kan se et fransk ghettoklip, der bør få selv den mest tankeløse del af venstrefløjen til at at overveje, hvad det er, vores slægtsled giver videre til efterkommerne.

fredag, november 19, 2010

Om jeg ikke veed Andet...

"Om jeg ikke veed Andet, saa veed jeg, at man skulde bruge det Comiske til at holde Justits paa det Religieuses Gebeet. [...] En god comisk Tegning af en Opvakt er vistnok i høi Grad, hvad der behøves" (Søren Kierkegaard: Stadier paa Livets Vei).

tirsdag, oktober 12, 2010

51.400 flere offentligt ansatte siden 2007

Kvinder og venstreorienterede! Lyt nu lidt til en af mine yndlingspolitikere, Torben Mark Pedersen:

"Det er nærmest surrealistisk at følge den offentlige debat om besparelser, når den offentlige sektors beskæftigelse er vokset så dramatisk i de seneste tre år.

Staten har i år et budgetunderskud på den grimme side af 80 mia. kr., og der er en strukturelt underskud på 31,5 mia. kr. ifølge regeringens egne beregninger i konvergensrapporten. Alligevel fortsætter beskæftigelsesvæksten i den offentlige sektor kvartal for kvartal, og enhver tale om at der kan spares på de offentlige finanser mødes med jammerklage over nedskæringer fra de venstrefløjspolitikere og journalister, der ikke bekymrer sig om fakta.

Fakta er ellers, at

• Den samlede offentlige beskæftigelse er vokset med 51.400 fuldtidsbeskæftigede fra 1. kvartal 2007 til 2. kvartal 2010. Det er en beskæftigelsesvækst på 7,1 pct. I perioden 2001-2006 lå den samlede offentlige beskæftigelse derimod omtrent konstant omkring 731.000.
• Det er i kommunerne, at beskæftigelsesvæksten har været størst. Her er beskæftigelsen vokset med 33.200 fuldtidsbeskæftigede fra 1. kvartal 2007 til 2. kvartal 2010. Det er en beskæftigelsesvækst på 7,6 pct.
• Men staten kan også være med, og det hører man mindre om i den offentlige debat: I staten er beskæftigelsen i samme periode vokset med 11.800 eller 7 pct
" (180grader.dk).

Bemærk også kommentaren om, at det private erhvervsliv i samme periode har mistet noget, der ligner 180.000 arbejdspladser. Regn lidt på dét.

Den lille private slæbebåd, der skal trække jeres store, illuminerede offentlige færge, får hver dag sværere og sværere ved at trække den. Hvis I bliver ved med at få alle de nye offentlige faciliteter og kolleger, som I hyler op om, så synker I altså med mand og mus til tonerne af "Når jeg ser et rødt flag smælde".

fredag, oktober 01, 2010

Uddannelseseliten

Claus Detlev, pædagogisk konsulent i København Kommune, har opdaget en Ny elite i det danske uddannelsessystem: "Det danske uddannelsessystem har fået ny elite, og den består af de tosprogede piger. Det viser en ny rapport, som udkommer i løbet af næste uge".

"- Det er meget tydeligt, når vi ser på, hvor de unge er henne, et år efter de har forladt 9. klasse. Der er det sådan, at de etsprogede drenge og piger og de tosprogede drenge ligger sådan nogenlunde på samme niveau, men de tosprogede piger ligger fem procentpoint højere med hensyn til, hvor stor en del af dem, der stadigvæk er i uddannelsessystemet. Det er det samme, vi ser på de videregående uddannelser i dag; de tosprogede piger er meget uddannelsesbevidste".

I løbet af udsendelsen får han faktisk bildt den arme journalist ind, at de kvindelige "tosprogede" er de allerbedst uddannede, vi har.

Det er naturligvis løgn.

70 procent af de 25-64-årige danske kvinder har en kompetencegivende uddannelse (34 procent har en videregående uddannelse - kort, mellemlang eller lang - , mens 36 procent har en erhvervsuddannelse). For de kvindelige efterkommeres vedkommende er det 50 procent, der har en kompetencegivende uddannelse (25 procent har en videregående uddannelse, mens 25 procent har en erhvervsuddannelse). 70 procent af de danske mænd har en kompetencegivende uddannelse, heraf for 42 procents vedkommende en erhvervsuddannelse. For de mandlige efterkommeres vedkommende har 38 procent en kompetencegivende uddannelse, heraf 19 procent en erhvervsuddannelse (http://www.nyidanmark.dk/NR/rdonlyres/BA42D1B3-8F3C-4288-B9EB-42716FA5C1..., se s. 21-22).

Ifølge paragraf 21b, der blev indført i Lov om aktiv beskæftigelsesindsats i 2006 (https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=128679) har jobcentrene i øvrigt fået lov til at pålægge unge under 25 at søge optagelse på en uddannelse. De unge kan dermed ikke få forsørgelse på anden vis end gennem uddannelse.

Derudover er der skabt et sindrigt system af kontante belønninger og afstraffelser af kommunerne ud fra, om deres unge er under uddannelse eller ej. 44.006 kr. får kommunen fx, når de gelejder en udlænding - kvalificeret eller ej - ind på en uddannelse (http://retsinformation.w0.dk/Forms/R0710.aspx?id=132119, se §22).

fredag, september 24, 2010

Livsløgnen

"Hver eneste dag taler regeringen, regionsrådene, kommunalbestyrelserne, fagforeningerne og andre fradragsberettigede lobbyister hændervridende om ”nedskæringer”, ”besparelser”, ”serviceforringelser”, ”massakre på velfærdssamfundet” og alle tænkelige varianter heraf.

[...]

Over for denne nationaløkonomiske Götterdämmerung står nye tal fra Danmarks Statistik, der viser, at beskæftigelsen i den offentlige sektor i 2. kvartal i år steg med 1,9 pct. (14.500 personer) efter en stigning i 1. kvartal på 2,5 pct. (18.600 personer). I alt 33.100 flere offentligt ansatte.

Hvordan harmonerer det med nedskæringer, besparelser, serviceforringelser og massakre på velfærdssamfundet?
" (JP leder 24.09.10: Livsløgnen).

søndag, maj 23, 2010

Antidemokratiske elementer

15 SIAD-demonstranter i Aalborg angrebet af alt det totalitære, voldelige, fascistiske, socialistiske afskum, vi har her i landet: en lille flok af nazister, en mellemstor flok af autonome og endelig en stor flok af islamister...

Man ser det for sig: "Efter demonstrationen løb et par hundrede muslimer og Antifa rundt i Aalborg og ledte efter demonstrationsdeltagere, men så vidt vides fik de ikke fat i nogen” (SIAD´s hjemmeside via Uriasposten).

Venstrefløjen må være så stolt.

Flygtninge

Følger I med? Der skrives Europahistorie: Svenskerne fordrives fra deres egne byer. Læs de mange kommentarer under artiklen.

Via Snaphanen.

torsdag, maj 13, 2010

fredag, april 30, 2010

En case

Casestudier i uddannelsessystemet er oftest en sørgelig cirkulær sag, hvor underviseren digter en case på basis af sine yndlingsforestillinger og yndlingsforklaringer. Underviseren drysser lidt af hvert i sin case: lidt økonomisk og social ulighed, lidt stigmatisering, lidt dårlig barndom, racisme, krigstraumer, lavt selvværd, lidt krænkelser osv. Det hele røres sammen til en mere eller mindre plausibel historie om en eller anden stakkel. Det hele serveres så som en "case".

Den studerende skal nu læse "casen" godt igennem, finde de vigtige "kendsgerninger", som underviseren har lagt ind og så analysere disse "kendsgerninger" ud fra de teoretiske "forklaringer", som underviseren naturligvis i forvejen også har gjort den studerende bekendt med. En perfekt cirkelslutning.

Det skulle forbydes.

Her er en rigtig case, altså et stykke konkret virkelighed, som man kan fordybe sig i. Opgaven lyder: Forklar, hvad der sker, hvorfor det sker, hvad du vil gøre ved det, og hvorfor du har grund til at formode, at det vil virke (klik for større billede):




Mere på Uriasposten.

torsdag, april 15, 2010

Mere mafia

Jeg har ellers lige sat musik på for at det skulle være lidt mere festligt at komme ind på min blog. Men nu er der ikke andet for, end at vi må have den på igen: Det offentlige ér jo en mafia.

"Get him a drink. Don't be afraid, Carlo. Come on, you think I'd make my sister a widow? I'm Godfather to your son. Go ahead. Drink. Drink. No, you're out of the family business, that's your punishment. You're finished. I'm putting you on a plane to Vegas".

Via con dios: Je l´aime Je l´aime

søndag, april 04, 2010

Fleksjob

Et af velfærdsstatens mange flotte arrangementer er fleksjobbet, som jeg har været inde på før. Uhyre populært, ikke mindre end 52.121 er p.t. på ordningen ifølge beskæftigelsesministeriets hjemmeside.

Fleksjobordningen blev indført i 1998 for at begrænse antallet af førtidspensioneringer. Imidlertid skete der det, at antallet af fleksjobbere boomede, mens førtidspensioneringerne fortsatte ufortrødent.

Det er ikke så mærkeligt. Fleksjobbet er offentlig forsørgelse i absolut verdensklasse.

Fleksjobberne arbejder i 8 ud af 1o tilfælde på stærkt nedsat tid, men modtager fuld løn takket være tilskud fra det offentlige. 6 ud af 1o fleksjobbere er kvinder. De fleste er midaldrende, andelen af højtuddannede er stigende, og den ugentlige arbejdstid har over tid været kraftigt faldende (Arbejdsmarkedsstyrelsen).

Fleksjobberen modtager fuld løn for sin kvarte eller halve indsats. Arbejdsgiveren modtager halvdelen eller to tredjedele af lønnen i tilskud fra kommunen. Kommunen får refunderet 65 procent af udgiften fra statskassen. Statskassen suger pengene ud af din løn, inden du kan nå at sige "Er det ikke som om, det her virker lidt korrupt"?:

Som nævnt får fleksjobberne fuld overenskomstmæssig løn, hvadenten de arbejder 15, 20 eller 25 timer om ugen. En tredjedel tjener mere end 300.000 på deres flexjob. Resten tjener mellem 200.000 og 300.000 (Arbejdsmarkedsstyrelsen):


I 2006 indførte den ondskabsfulde beskæftigelsesminister et loft. Hvis lønnen overstiger 429.000 kr. om året, gives der ikke tilskud til den del af lønnen, der ligger over 429.000 kr. (Arbejdsmarkedsstyrelsen). Fleksjobberne må fortsat få op til 296.660 kr. i årligt tilskud til deres deltidsstillinger (Agenda).

De har naturligvis også deres egen fleksydelse, en slags efterløn på 91 procent af højeste dagpengesats til fleksjobbere over 60. I 2006 var 2045 personer på den ordning Beskæftigelsesministeriet). Der er også en ledighedsydelse af samme størrelse til de 14.431 fleksjobberne, der er ledige (borger.dk).

Det første år (1998) var udgiften til fleks- og skånejobs på ca. 500 millioner. Det var et lille hop i forhold til, hvordan området havde ligget i årevis. Men folk fik det lært. "Behovet" for "rummelighed" på "arbejdsmarkedet" viste sig at være større end nogen kunne eller ville forestille sig. I 2006 var udgiften på knapt 8 milliarder:




I 2010 budgetterer vi med over 9 milliarder til fleksjobs alene (Agenda). Den gennemsnitlige årlige omkostning pr. fleksjobber er 166.699 kr. (Agenda).

Det vil sige, at udgifterne til fleksjob overstiger udgifterne til politiet: "I 2009 var den samlede udgift dermed 8,7 milliarder kroner, og ifølge finansloven sætter ordningen rekord i 2010, hvor der udskrives en regning på over 9 milliarder kroner. Det betyder, at det er 300 millioner kroner dyrere at holde personer i fleksjob, end det er at holde politiet på gaden" (Agenda).

Nu tyder noget dog på, at festen er ved at være slut. Ordningen er for lækker (Agenda).

Det nedslidte sygehusvæsen



Gang i hjulene


Ufinancierede skattelettelser

Peter Schiff om krisen og kuren

lørdag, april 03, 2010

Alle de kommunale nedskæringer


Krise

Jeg elsker denne krise, vi har trængt til den længe. Det er så sundt for fagforeningerne at opdage, at er de for grådige - og det er de jo - så lukker arbejdspladserne altså ned og flytter til udlandet. Det er godt for moralen, at huspriserne falder til et realistisk niveau og de bugnende lån giver røde ører. Enhver er ikke længere millionær, det er slut med at kræve ind og forlange og rage til sig, lillemor.

Jeg mener det, hver dag er der nye glæder. Der blæser en frisk brise af ærlighed og klarsyn. Før ville folk nikke med store øjne, at man jo måler et samfund på, hvordan det tager sig af sine svage. Nu er der pludselig en modig borgmester, der sætter spørgsmålstegn ved, om skatteyderne skal betale 17 pædagoger for at mandsopdække een sindssyg. En anden kommunalpolitiker lufter, om det nu også er ganske rimeligt, at udgiften til hancicappede er fordoblet. Og de får opbakning, folk orker ikke at hykle mere.

Det er som om, den sunde fornuft har fået mæle. Pludselig skriger folk ikke i vilden sky ved tanken om at sterilisere en 20-årig åndssvag kvinde i stedet for at insistere på det sædvanlige program med tvangsfjernelser og kommunale millioner, der bare vælter op i den blå luft. Hvad er ideen, spørger Bertel Haarder, og alle ved, han har ret.

Det er slut med at behandle folk som pattebørn. Ikke flere individuelle mentorer og hjemmehos´ere til pjækrøve på Teknisk Skole. Vi slipper for at bekoste gadeplansmedarbejdere, hvis eneste effekt er, at de en gang imellem går i vejen for en røverbande. Der er hverken råd til tusinder af støttepædagoger eller tusinder af fængselsceller. Indvandrerne må tage sig sammen fra den ene dag til den anden, ellers er det bare ud.

Vi slipper for vejrudsigter uden ende, og der bliver ikke råd til hyggetjanser i SSP og HR-afdelinger. Det er slut med at ansætte folk til at fortælle den gode historie og den slags forbandede løgn og gejl. Konsulenterne må ud at tage kartofler op, spindoktorerne må ud på kyllingefarmene.

Det skal nok gå, ingen kommer til at lide nød. Vi har så rigelig med flæsk at tære af. De svage skal nok omstille sig. Den statslige og kommunale fedtbræmme, der lever af dem, skal såmænd nok også.

fredag, april 02, 2010

Indsatsen mod ungdomskriminalitet

I Betænkning om indsatsen mod ungdomskriminalitet (Justitsministeriet 2009) er der i bilagene side 397-560 en svimlende gennemgang af velfærdsindustriens forebyggende tiltag.

Det er ren klondyke.

lørdag, marts 27, 2010

15.032 dødelige terrorangreb

Hvem kan komme i tanke om en god illustration til denne nyhed?

"Blev jeg uden videre spurgt, hvor mange terrorangreb der siden den 11. september 2001 var blevet udført i islams navn, tvivler jeg på, at jeg havde sat tallet højere end nogle tusinde, og selv dette tal ville naturligvis i sig selv være aldeles vanvittigt, når vi taler om en periode på lige godt otte et halvt år.

Skal vi afsløre tallet med det samme? 15.032 dødelige terrorangreb er det blevet til siden 11-9-2001. Det må være helt enestående i menneskehedens historie, at repræsentanterne for en enkelt af verdens kulturer har så massive ugerninger på samvittigheden. Det hører selvsagt med til historien, at langt de fleste angreb rammer andre muslimer, der tilfældigvis opholder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt
" (Set fra højre).

fredag, marts 26, 2010

Velfærdsstaten vakler

Økonomikursus ved Peter Kurrild-Klitgaard: "Krisen kradser, velfærdsstaten vakler":

"Da finanskrisen begyndte at rulle, var mange hurtige til at erklære det for markedsøkonomiens og kapitalismens undergang. Men nu tyder mere og mere på, at det om noget kan blive den allestedsnærværende, almægtige velfærdsstat, der kommer i livsfarlig bølgegang. For mange lande er det nemlig ikke så meget glansbilledet af den skandinaviske velfærdsstat, der er idealet, som det er den græske tragedie, der er fremtidsudsigterne.

Krisen er i vores nærhed for øjeblikket mest synlig i lande som Grækenland, Spanien, Portugal og Italien samt Storbritannien - men den er også synlig herhjemme, hvor den regering, der for få år siden lavede sjov med, at vi snart var så rige, at vi havde »råd til at købe hele verden«, nu står over for et historisk højt offentligt forbrug, et rekordstort budgetunderskud, et af verdens højeste skatteniveauer og behov for ny gældsætning af fremtidens skatteborgere. Alle steder giver man finanskrisen og konjunkturerne skylden, men det er lidt som at give sneen skylden for, at det bliver vinter.

Langt de fleste vestlige lande har derfor udgiftsniveauer og arbejdsmarkedspolitikker, der er lagt fast i de 'gode år' (fra begyndelsen af 1990erne til ca. 2007), hvor babyboom-generationen arbejdede derudaf, og hvor man forgyldte middelklassen med offentlige serviceydelser, børnepasning, orlovsordninger, efterløn, tidlig pension, gratis behandling af selvpåførte livsstilssygdomme, o.s.v. Politikker som i mange tilfælde fratager borgerne for ansvaret for egne beslutninger og belønner dem for at arbejde mindre".

torsdag, marts 25, 2010

Ramasjang

To værter på børne-tv:

- Undskyld mig, men øh-hø: Hvad er en nidding?!
- He he, jah, det er der ingen, der ved!
- Der er ingen, der ved det! Der er ingen, der ved det!
- Vi får lige at vide i øresneglen, at der ér nogen, der ved det!
- Er der nogen, der ved det?!
- Ja! En nidding er en nidkær person!
- Okayyy...!

Jalving om de nye biedermeiere

"Alle har travlt med deres karriere og skrabe penge sammen til huslån, skattefar og luksusforbrug. Tidsånden, dette uhåndgribelige væsen, er ikke til skepsis eller kritisk refleksion, er du rigtig klog? I øvrigt er vi blevet en slags ”liberalister” alle sammen, idet vi har meget svært ved at forestille os, at vi har fjender, ideologiske fjender. Fjender er noget, kun de onde har, eller noget vi nyder at se i Star Wars eller svenske krimier. I stedet ligger vi under for en usagt enighed om nogle pseudokristne plusord – tolerance, respekt, forståelse – og en forestilling om, at alle kulturer er lige gode. Vi bliver opdraget og uddannet til at tysse problemerne ihjel, og hvis nogen kommer og siger, at der er noget galt, så vender vi front mod budbringeren. Det skal jo ikke hedde sig.

Vi skal huske, at de intellektuelles indsats i det 20. århundrede ikke har været nogen succeshistorie, tværtimod. Der er ingen ende på de uhyrligheder, som intel! lektuelle har legitimeret, og de løgne, de har været med til at udsprede. Tænk bare på de totalitære ideologier, der har hentet deres retfærdiggørelse hos intellektuelle, filosoffer, kunstnere, videnskabsmænd, journalister. Intelligens eller høj uddannelse er ingen garant mod fanatisme og ekstremisme. Det er bare noget, vi, de uddannede og den snakkende klasse, tror.

Hvor banalt det end lyder, så er intellektuelle ikke anderledes end andre mennesker, når det gælder det mest elementære. Også de må f.eks. spørge sig selv, hvor næste løncheck skal komme fra, og hvis de bevidst eller ubevidst skønner, at fremtiden i en eller anden forstand tilhører islam, så vil de være tilbøjelige til at lave en ordning med de kommende magthavere eller deres nuværende vestlige håndlangere
” (Michael Jalving til Trykkefrihedsselskabets tidsskrift Sappho d.d.).

Jeg er jo enig. Hele interviewet kan nu læses online.

mandag, marts 22, 2010

Kim Il-Sung

Kim Il-Sung, Nordkoreas tyran og halvgud siden anden verdenskrig, blev født på et helligt bjerg, hvilken begivenhed afsatte en dobbelt regnbue og en ny stjerne på himlen. Når han spiller golf, får han hole in one i tre ud af fire slag. Der er love, der forbyder befolkningen at omtale hans lave højde. Han er udråbt til evig præsident.

Hvem er det nu, han minder mig om?

I Nordkoreas forfatning hedder det: "Comrade Kim Il Sung clarified the fundamental principle of State building and activities, established the most superior state social system and political method, and social management system and method, and provided a firm basis for the prosperous and powerful socialist fatherland and the continuation of the task of completing the Juche revolutionary cause.

Comrade Kim Il Sung regarded "believing in the people as in heaven" as his motto, was always with the people, devoted his whole life to them, took care of and guided them with a noble politics of benevolence, and turned the whole society into one big and united family
"

"Comrade Kim Il Sung was a genius ideological theoretician and a genius art leader, an ever-victorious, iron-willed brilliant commander, a great revolutionary and politician, and a great human being. Comrade Kim Il Sung 's great idea and achievements in leadership are the eternal treasures of the nation and a fundamental guarantee for the prosperity and efflorescence of the DPRK.

The DPRK and the entire Korean people will uphold the great leader Comrade Kim Il Sung as the eternal President of the Republic, defend and carry forward his ideas and exploits and complete the Juche revolution under the leadership of the Workers ' Party of Korea
".

Præsident til evig tid!

Og hvad mener I om artikel 42:

"The State shall eliminate the way of life inherited from the outmoded society and establish a new socialist way of life in every sphere".

Der er meget andet godt i forfatningen: fri bevægelighed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed og klageret. Fastslåelse af, at staten ejer alt og at der (ak!) ikke er grænser for, hvor rig den må blive. Folket er suverænt og tager omhyggelig vare på sig selv og sin ideologiske og moralske udvikling. Folket har ret til børnehaver, uddannelse, arbejde, lægehjælp og kulturliv serveret af staten. Forskningen skal blomstre på verdensniveau takket være en fast statslig hånd. Soldater har en ganske særlig status, kvinder er ligeberettigede. Der skal passes på miljøet. Også sproget har staten en forfatningsmæssig forpligtelse til at regulere og forbedre. Som tak skal befolkningen bestandig højne sin moral og sin patriotisme. Det er jo udmærket.

søndag, marts 21, 2010

Det store flertal

I 2000 havde vi 1045 mandlige efterkommere på 20-29 fra vestlige lande samt 3139 mandlige efterkommere i samme aldersgruppe var fra ikke-vestlige lande. Tilsammen udgjorde denne gruppe af mandlige efterkommere 4184 personer (Danmarks Statistik, BEF3).

Af denne flok fik 878 personer en dom i 2000. 18,6 procent af efterkommerne fik altså en dom for kriminalitet i 2000 (Danmarks Statistik, STRAFNA1. Se også dette nyhedsbrev).

Blandt de 1045 vestlige efterkommere fik 100 personer en dom i 2000. Det er 9,6 procent. 12 ubetingede fængselsstraffe blev det til (6 i 2008). Det er ikke de vestlige efterkommere, der trækker statistikken op.

Blandt de 3139 ikke-vestlige efterkommere fik 778 en dom i 2000. Det er 24,8 procent. Heraf var 137 ubetingede fængselsstraffe (204 i 2008).

Kan vi så konkludere, at ca. en fjerdedel af de mandlige 20-29-årige efterkommere fra ikke-vestlige lande har en dom? Nej, det er jo meget i underkanten. For statistikken viser ganske vist, at 778 af denne gruppe blev dømt i 2000.

Men i 2002 fik 954 af dem igen (mindst) en dom.

I 2004 blev 1219 dømt.

I 2005 1299.

I 2006 1449.

I 2007 1307.

I 2008 1473.

I 2008 fik 1449 mandlige ikke-vestlige efterkommere ud af 5334 mindst en dom. Det er 27,2 procent, altså efterhånden tæt på en tredjedel.

Skal man gætte på, at det er den samme fabelagtigt kriminelle tredjedel, der dømmes hvert eneste år? Ellers skal vi i stedet gætte på, at det er de samme voldsomt kriminelle to tredjedele, der dømmes hvert andet år?

Kort sagt: Hvor mange procent af de mandlige, ikke-vestlige efterkommere har ikke været i konflikt med loven, når de fylder 30?

Lærere vil være lærere

Så kan den liberale undervisningsminister godt slå til; lærerne kan heller ikke holde det ud. Kommunernes skolechefer melder ud, at "man bør se på, om driften af skolerne kan effektiviseres, hvis lærerne i højere grad koncentrerer sig om kerneopgaven: at lære eleverne at læse og regne" (JP 20/3-10, ikke online). Man kunne tilføje endnu et par kerneopgaver, men hovedbudskabet er klart.

Klaus Majgaard, skolechefernes formand, fortsætter: "Er alle møder nødvendige, og kan vi nå frem til en klar prioritering af den tid, der bruges på andet end undervisning - fx lejrskoler og skole/hjemsamarbejde og forskellige kampagner om fx rygning og motion. Kan sundhedsopgaver og holdningspåvirkning løses ved inddragelse af fx forældre og lokale foreninger?" (ibid).

Lærerformanden Anders Bondo Christensen er enig: "Der går ikke en uge, uden at politikerne henvender sig for at få skolen til at løse et samfundsproblem" (ibid).

Karen Mikkelsen, der er lærer, supplerer: "Der bliver ved med at poppe kommunale handleplaner op om fx sundhed og internationalisering. De er hver for sig gode ting, men det tager tid, når alle elever fx skal have lavet en sundhedsprofil hvert år" (ibid).

Hun kan ikke forestille sig folkeskolen uden en masse teamsamarbejde med deraf følgende dyr mødeaktivitet. Men hun har andre rationaliseringsforslag, som man kunne starte med:

"Vi skal diskutere, om det er skolen og mig som lærer, der skal lære børn, at de ikke må mobbe hinanden, og at de skal spise sundt, og skal vi fx bruge tid på seksualundervisning i biologitimerne? Opdragelse tager rigtig meget af min tid, og jeg er ofte både advokat, sagsbehandler og psykolog for mine elever" (ibid).

Det gode ved den lærermangel, vi imødeser, er at vi tvinges til at holde op med at spilde lærernes tid. Hele skoleområdet må gentænkes. For det første skal en helt masse opgaver skæres helt væk. For det andet må lærerkræfterne fokuseres på de klassiske skolefag, så pædagogerne kan overtage aktivitetsfagene (hjemkundskab, idræt, sløjd, billedkunst mv.) i en ny og anderledes form, der giver en god og varieret skoledag fra 8 til 15. Lærerne må altså blive lidt længere på skolen, og pædagogerne må møde ind lidt før.

Som Anne Knudsen skrev i en leder i Weekendavisen engang: Vi har allerede heldagsskole, den er bare dårligt organiseret.

lørdag, marts 20, 2010

Ungdomspædagogik

De er ikke uden humor, de rockere. Når vi glad og gerne lader venstreekstremister, gangsterveteraner og islamister få støtte til at forføre vor ungdom, hvorfor så ikke også lade almindelige, ordentlige rockere forsøge sig?

fredag, marts 19, 2010

Annie Lennox: Why

Evaluering af integrationsindsatsen

I 2005 og 2006 evaluerede Rambøll Management integrationsprojekterne i Kobenhavns kommune. Resultatet var nedslående, her fra resumeet:

"Rambøll Managements analyse viser, at der i Københavns Kommune ikke er en systematisk styring og evaluering af de integrationsprojekter, der iværksættes i kommunen. Ligeledes er der ikke en stringent overvågning og styring af den bredere integrationsindsats i øvrigt. Der er ikke en systematisk tilgang til formulering af mål (herunder niveau af mål, dvs. om det dækker output, resultat og effekt) og indikatorer (herunder konkretiseringsniveau) på tværs af forvaltninger og internt i forvaltningerne. Det betyder, at man ikke arbejder med samme type mål, og ikke foretager samme type operationalisering af mål, ligesom man ikke arbejder med en ensartet tilgang til måling af, i hvilken grad der sker målopfyldelse. Endvidere sker der ikke en standardiseret vurdering af integrationsindsatser på tværs af forvaltninger, eller en vurdering af, hvordan forskellige forvaltningers integrationsindsatser spiller sammen i forhold til at opnå fælles mål.

Desuden viser vores analyse, at der ikke ligger tydeliggjorte kriterier til grund for vurderinger af, hvilke projekter der kan bevilges projektstøtte. En mangel på klare kriterier betyder for det første, at det bliver svært at foretage en stringent kvalitetsvurdering og at sammenligne projektansøgninger, hvilket gør det vanskeligere at sikre, at pengene bevilges til de, efter relativt objektive kriterier, mest egnede projekter med størst potentiel effekt. For det andet betyder manglen på klare kriterier, at ansøgerne ikke gennemtænker deres projekter systematisk i forhold til retningslinjer opstillet af de kommunale forvaltninger. Udmelding af klare kriterier der vil ligge til grund for ansøgninger, handler ikke alene om at sammenligne og kvalitetsvurdere ansøgninger. Det handler også om at kvalificere ansøgeres overvejelser over, hvad der søges penge til
" (Rambøll Management (2006): Systematisk evaluering på integrationsområdet – analyse og oplæg. Københavns Kommune).

Der er altså ingen styring, ingen systematik, ingen mål, ingen formål, ingen indikatorer, ingen effektmålinger, ingen evaluering, ingen vurdering og ingen kvalitetskriterier. Der er ganske enkelt ikke hoved og hale i indsatsen. Man sætter en masse aktiviteter i gang (10 mio. årligt alene til udviklingsaktiviteterne, der ifølge rapporten (ibid:9) kun udgør en lille del i forhold til driftsaktiviteterne på integrationsområdet i Københavns kommune), men man har absolut ingen klarhed over, hvordan disse aktiviteter skal føre til integration og hvad man overhovedet forstår ved integration.

Integrationsprojekterne flager med nogle vældigt luftige resultatmål så som det ikke nærmere definerede begreb integration. Men man evaluerer ikke på disse resultatmål. Man evaluerer på inputtet, altså antal kroner, man anvender på integration. Man evaluerer på aktivitetsmål, altså fx antal lektiecafeer, gadeplansmedarbejdere, klubtilbud, udvidelser af støttekorps osv. Nogle gange evaluerer man også på brugernes opfattelse af serviceoutputtet: Er projektet godt for din integration - ja/nej/måske? Men man evaluerer ikke på, om det hele så også har nogen objektiv, samfundsmæssig effekt.

At det har effekt, er ligesom bare noget, man ved. Man tænker processuelt og taler om ”forebyggende rolle” og ”støtte”, der bygger nogle meget uklare forventninger op. Det eksplicitte mål er naturligvis integration, men der er ingen enighed om, hvad integration er, ligesom der ikke er nogen enighed om, hvordan integrationsaktiviteterne skal føre til integrationseffekten.

Ifølge Rambøll Management kniber det altså i målbeskrivelserne, men det kniber også i årsag/virkningslogikken. Projekterne mangler klare forestillinger om, hvordan deres aktiviteter skal føre frem til det ønskede mål. Projekterne kan ikke sandsynliggøre, at de har en relevant forandrende effekt. Effekt kan defineres som "den forskel, en indsats gør for en person, set i forhold til hvordan personen ville have haft det, hvis personen ikke havde modtaget den sociale indsats" (SFI). Så reelt ved man ikke, om man ikke lige så godt kunne have ladet være.

På basis af Rambølls analyse blev nedenstående model nu anbefalet i et forsøg på at styrke integrationsindsatsens forandringsteorier, altså projekternes årsags-/virkningslogik (Københavns Kommunes Beskæftigelses- og integrationsforvaltning (2006): Systematisk evaluering af integrationsprojekter – en projektvejledning):


I midten ser man processen fra ressourcer til mål. Spørgsmålene i den venstre spalte tager udgangspunkt i de givne ressourcer og er en hjælp til hele vejen igennem at opnå den maksimale anvendelse af ressourcerne mhp. at nå målet. Spørgsmålene i den højre spalte skal læses nedefra og besvares mhp. at skabe klarhed over årsag-/virkningsforholdene. Man tager udgangspunkt i målene forneden. Fører de ønskede effekter til de ønskede mål? Har de planlagte resultater de ønskede effekter? Fører de planlægte aktiviteter til de ønskede resultater osv?

Prøv evt. selv at sætte integrationspædagogikkens yndlingsstrategier ind i modellen: dialog, rummelighed, anerkendendende tilgang, mangfoldighed, åbenhed, tolerance og forståelse, empowerment osv. I disse termer ligger der implicitte forandringsteorier, altså mere eller mindre tavse postulater om, at det, man bruger skatteydernes penge til, har en effekt. Man foregiver at vide, hvad der skal til. Men prøv at bruge modellen til at forklare en sandsynlig forbindelse fra de typiske integrationsaktiviteter til opnåelse af det mål, som det hele handler om, nemlig integration. Hvordan kommer man fra undervisning i arabisk, cykelkurser for somaliske kvinder, kickboxing for arabiske mænd, kønsadskilt badning og etniske sports- og hyggeklubber til det, som den danske skatteyder forstår ved integration?

Svaret er for mig at se, at man ikke kommer nogen vegne. Integrationsarbejdet står bomstille på stedet, og ofte har det faktisk en integrationssvækkende effekt, fordi man belønner nepotisme og segregation. Og man holder indvandrerne offentligt forsørgede og beskæftigede med sig selv, om sig selv, for sig selv, til sig selv - hvorved man for alvor afskærer dem forbindelsen til det civilsamfund, de skulle blive en del af.

Integrationsprojekterne er stærke i at forlange ressourcer, de er fantasifulde i at igangsætte aktiviteter, men de er svagtseende over for deres manglende resultater, de er blinde over for de udeblevne effekterne og de er ofte på mere eller mindre eksplicit konfrontationskurs i forhold til de mål, som skatteyderne betaler dem for at nå.

onsdag, marts 17, 2010

Integration level nul

Integrationsråd er jo en mærkelig ide. Hvad forestiller man sig at få, andet end en lille nepotistisk flok med hælene i jorden og en masse forlangender?

Holstebro kommunes nye socialdemokratiske integrationsrådsformand, Ali Moussa Almaanaki, var i avisen i går (bla. her og her). Han taler varmt for arabisk modersmålsundervisning, uden hvilken de arabiske børn "ikke kan kommunikere" med deres forældre. Hm. 60 børn går til arabisk, selvom den kommunale modersmålsundervisning er væk. Han fremhæver også en ordning "kun for kvinder eller mænd med etnisk baggrund". De kan benytte Holstebro Badeland efter lukketid, "så kvinder og mænd kan svømme hver for sig". Det starter i dag. Volley ball for indvandrere er også et hit; her kan indvandrerne opdrage hinanden på tværs af generationer, siger han.

Den slags tiltag har naturligvis intet med integration at gøre. Det er i bedste fald etnisk nepotisme, hvor man graver penge ud af skatteydernes lommer for at gøre tilværelsen let og behagelig for sine egne. I værste fald er det rendyrket etnisk segregation, hvor man arbejder for at opbygge et parallelsamfund, hvor man taler sit eget sprog, plejer sine egne normer og dyrker sine egne fritidsaktiviteter uden anden indblanding fra det omkringliggende samfund end en lun pengestrøm.

Den nye integrationsrådsformand kan også levere rådgivning om, hvordan man kan holde "fest for hele klassen". Det handler vel om at lære danske familier at servere halal mad for de muslimske børn. Endelig fremhæver han, hvordan Den Multikulturelle Forenings arabiske sprogundervisning også tiltrækker danske børn: "Vi har danske børn i 4. og 5. klasse, der gerne vil lære arabisk, fordi deres bedste venner er arabere. De vil gerne kunne sproget", forklarer han. Sproget?

Som enhver kan se af hans eksempler, er det ikke indvandrerne, der skal integreres. Vores nye rådgiver udi integrationsspørgsmål lægger det helt åbent frem: Det er danskerne, der skal integreres. Disse er nemlig ofte "helt uden indblik i de andre kulturer", som han siger. "En institution eller skole eller arbejdsplads uden indvandrere er helt isoleret fra samfundet. Den er dansk isoleret". Hvis det er sådan, en velintegreret indvandrer ser på tingene, hvordan ser en uintegreret indvandrer så på dem?

Jeg overvejer, om dette er integration på et Batesonsk læringsniveau nul? Niveauet, hvor der slet ingen læring eller forandring sker; hvor den lærende bare gentager sin respons igen og igen og igen og igen, uden nogensinde at lære sig noget som helst. Kønsopdeling og arabisk kunne de jo sådan set inden de kom?

En skakcomputer lærer på niveau nul. Den kan foretage store, komplicerede beregninger, den kan afprøve de strategier, som den er programmeret til at bruge, og den kan sortere og ekspedere store mængder af information ud fra denne forprogrammering. Det, den ikke kan, er at tage fejl. Men dermed kan den heller ikke lære af sine fejl. Den kan ikke ændre i sine forudsætninger. Computeren starter forfra og gøre akkurat det samme én gang til. Den kører programmet benhårdt og gør, ud fra sine egne forudsætninger og de tilgængelige oplysninger, alting helt fuldstændig korrekt. Grunden til, at den ikke kan tage fejl er, at den ikke kan se sig selv i sin kontekst. Den kan ikke stille sig op ved siden af sig selv og reflektere over sine egne valg. Normalt er det kun maskiner, der er så forbenede og fantasiløse, men mennesker kan også være med: nej jeg vil ej, nej jeg vil ej, nej jeg vil ej.

Måske sniger Holstebros integrationsarbejde sig op på læringsniveau I? På dette niveau bliver den lærende i stand til at revidere sine valg, dog stadig inden for et uændret sæt af alternativer. Hvis man har ringe succes med det ene valg, kan man vælge det andet, dog stadig uden at være i stand til for alvor at revidere sine egne forudsætninger. Forskellen består i, at på dette niveau kan man tage fejl og lære af sine fejl. Thorndikes kat og Skinners rotter lærer på niveau 1. Mennesker gør det rigtig meget. Det er dejligt at sidde fast forankret i et paradigme og kværne derudad, idet man beregner og nyberegner med al den energi, paradigmet giver én. Hvis det ene ikke virker, så prøver vi det andet. Islamisterne, lige fra den menige somaliske øksemorder til den universitetsuddannede, arabiske propagandist kører på dette niveau, mekanisk og utrætteligt, dang-dang-dang.

Først på niveau II kan den lærende revidere det sæt af alternativer, hvorfra valget foretages. Her sætter man spørgsmålstegn ved sine tankemønstre og mål frem for bare ved sine strategier. Ligesom man kun kunne nå niveau 1 gennem muligheden af at vælge forkert, kan niveau 2 kun nås gennem muligheden af at tage grundlæggende fejl, altså ved at erkende, at det sæt af alternativer, som man vælger ud fra, kan være utilstrækkeligt. Her står computere og dyr og muslimsk dominerede integrationsråd af.

tirsdag, marts 16, 2010

Hyggeskolen

Bla bla bla. Jeg tror lige, jeg vil kopiere min 180grader-klumme om folkeskolen herind:

Den danske folkeskole elsker samarbejde. Den elsker møder, aftaler og fælles indsatser. Ethvert tænkeligt aspekt af barnets liv er genstand for folkeskolens interesse. Den aflægger hjemmebesøg, den ringer og skriver om småting og den sprøjter glad allehånde opfordringer og anbefalinger ud i familierne om det ”fælles” barn. Der er ikke en småsten i barnets sko, der er irrelevant for folkeskolen. Til gengæld har den ikke en eneste opgave, som den selv tager ansvaret for.

Doktrinet om samarbejde kom ind i folkeskoleloven i 1975. Hvor folkeskolen hidtil havde formuleret sin bestemmelse med værdighed og beslutsomhed, blev der nu indført en basal hjælpeløshed, ansvarsløshed og opgivenhed i folkeskolens formålsparagraf. Den lagde konsekvent ansvaret fra sig og lovede nu kun ”i samarbejde med forældrene” at give eleven ”mulighed” for at lære noget. Man kunne lige så godt skrive 7-9-13 i formålsparagraffen, og den tankegang har den danske folkeskole aldrig siden overvundet.

I én bevægelse invaderede folkeskolen familiernes private rum gennem en voldsomt øget interesse for personlige, sociale og politiske forhold samtidig med, at forældrene blev trukket ind i skolens rum som aktører og medansvarlige i den nye ”fælles” skole. Nu, godt 30 år efter, er der ikke længere nogen, der kan huske en folkeskole, der anerkendte grænsen mellem offentligt og privat. Ingen kan huske den folkeskole, der selv tog det fulde ansvar for at uddanne børnene på velafgrænsede, faglige felter. Vor tids forældre er selv børn af 70´er-loven og ser det som en selvfølge, at skolen vrøvler rundt i ting, der ikke bør interesse den, samtidig med, at den sløser med sit egentlige formål.

Placeringen af ansvaret for folkeskolen i et uldent, ikke nærmere defineret samarbejde skal selvfølgelig føre til faglig fiasko og ineffektivitet. Efter PISA-undersøgelserne måtte der ske noget. At nedprioritere skolens ikke-faglige opgaver kunne ikke komme på tale, så folkeskolen har nu opdyrket forældrene som en gratis og uudtømmelig arbejdskraftressource. Kan børnene ikke læse tallene mellem 1 og 20, når de starter i børnehaveklassen, bliver deres forældre bedt om at lære dem det. Imens kæmmer læreren lus, tjekker cykler og snakker om venskaber og madpakker. Ved læseproblemer fortsætter temaugerne om sørøvere eller bamser ufortrødent i skolen, mens mor og far får besked på at læse i timevis med barnet derhjemme. En bekendt, der er sygeplejerske og har tre skolesøgende børn, udtalte: Jeg sidder to timer hver dag med de lektier: hvis jeg skal gøre dem tilfredse, skal jeg sidde tre!

På amerikanske hjemmeundervisningssider skriver forældrene, at der er brug for ca. 2 timers undervisning om dagen for at følge tempoet i de mindre klasser. Forældre sidder altså så længe over lektierne, at det ikke kan betale sig for dem at sende børnene i skole. Hvad laver de egentlig ovre på skolen fra 8 til 16?

Den lærerforening, der ellers er i særklasse nidkær med arbejdstiden, har absolut ingen kommentarer til, at børn på 7-8 år skal arbejde videre derhjemme efter en arbejdsdag fra 8 til 16. Det er klart, at den dag, der er begyndt med et festfyrværkeri af temaarbejde, leg og social hyggesnak, ofte ender i gråd, når de tørre matematikopgaver skal laves efter aftensmaden. Lærerne snakker upåvirket videre om vigtigheden af trivsel og omsorg.

Folkeskolens uldne samarbejdsideal fører ikke bare til faglig fallit, men også til en ulidelig overintegration. Skolen hvirvler flittigt personligt og socialt materiale op, som støjer videre inde i systemet og kræver tematisering. Lærerne holder gruppeseancer med børnene om, hvad der sker af stort og småt i SFO´en, derhjemme, på månen og i fremtiden. Børnene er som alle andre, de elsker at tale om sig selv og bekræfter alvorligt, at det er rigtig godt at få en snak. Al denne snak belaster ikke lærerne, for de får af ulyksalige grunde penge for det, men det belaster forældrene, der jo ikke har hundredvis af timer afsat hvert år til ligegyldige møder og breve og aktiviteter. Jeg bedes hjælpe min 6-årige datter med at udfylde evalueringsskemaet vedr. temaugen. Min 8-årige datter skal lave arbejdspladsvurdering: Er trapperne skridsikre? Er der koldt på toilettet? Som en mor sagde til mig, da der oven i alle møderne, arrangementerne, den apokalyptiske sværm af sedler og den minutiøse, gensidige afrapportering af småting blev indført arbejdsfredag og klasseforældreråd og forældrebackupmøder og trivselsambassadører: Bliv os fra livet!

Da min søster mødte op med sit barn på første skoledag, var det 5. gang, hun var på skolen i anledning af skolestarten. Man drukner i sedler fulde af stavefejl og ligegyldigheder, og hvis man er uenig i noget, inviteres man til møder og flere møder for at få samarbejdet smurt, så der venligst er helt fri passage af overflødig kommunikation, utidig indblanding i hjemmets anliggender og afståelse af arbejdsopgaver til forældre.

Folkeskolen er ekspert i diffuse ansvarsplaceringer og irriterende overintegration. De to ting hænger sammen. Når to deler et ansvar, bliver der nøjagtig én procent til hver, og der er altid noget at holde møder om.

Skolen er fuld af floskler om, at den udvikler stærke personligheder, demokratisk sindede borgere, formidable sociale evner, kaosrobusthed og høj læringskapacitet. Faktisk tager folkeskolen rask væk æren for hele den senmoderne, sociologiske udvikling. Forældrene tror på det og kan godt se, at historisk og matematisk viden ikke er noget at snakke om i forhold til det mirakel, den moderne skole angiveligt udretter. I en vis forstand er vi faktisk ude i noget kvaksalveri, hvor man sælger et mere eller mindre virkningsløst præparat til godtroende mennesker.

Siden PISA-undersøgelserne er der skrevet meget om, hvad vi kan lære af især den finske folkeskole. Det eneste forhold, man ikke har hæftet sig ved, er det, der udgør forskellen: den finske folkeskole baserer sig ikke på et usikkert dynd af samarbejdsidealer, den differentierer i stedet klart og beslutsomt. Forældrene er ikke en del af skolens hverdag. De afleverer børnene ved indgangen. Der forventes ikke noget højt kontaktniveau mellem lærere og forældre, der er ingen telefonsamtaler i tide og utide, og læreren afsætter ikke en arbejdsuge til at komme rundt og se børnenes hjem. Der er ingen sværme af sedler og ligegyldige informationer frem og tilbage. Der er langt færre møder og en meget mere stabil struktur uden opbrud i form af temauger, emnedage og projektperioder, som ingen kan finde rundt i. Der er ro, fordybelse og ekspertise i de enkelte fag, fordi tværfaglighed og lærerteams ikke dominerer. Man bruger enkle, men effektive pædagogiske metoder.

Elevens familiemæssige og sociale baggrund er ikke genstand for lærernes interesse. Ressourcerne bruges i stedet på lærebøger, læreruddannelse, undervisningsassistenter i klasserne og sund skolemad hver dag. Børnene er på skolen til sidst på eftermiddagen, ligesom de danske børn er det, men pædagogernes aktiviteter med børnene er spredt ud over alle frikvarter frem for at ligge samlet om eftermiddagen. Lærerne er fagpersoner, deres stolthed er ikke børne- og klasseterapi, men faglig indsigt og veltilrettelagt undervisning. Pædagoger og pædagogmedhjælpere er en fast del af skolens hverdag. De giver specialundervisning til 20 procent af eleverne. Skolen tager selv hånd om de faglige problemer. Det karakteriserer både børn, forældre og lærere, at de respekterer faglige kundskaber som skolens primære formål og forpligtelse.

Det mest bemærkelsesværdige er, at de finske elever er nogle af dem, der bruger mindst tid på lektier sammenlignet med de øvrige lande, der var med i PISA-undersøgelserne. De bruger langt mindre tid på matematiklektier end danskerne. Alligevel scorer de fagligt meget højere. Det samme gør sig gældende mht. modersmålsundervisningen. Selv de 14,2 procent af de finske børn, der slet ingen tid bruger på lektier i deres modersmål, scorer højere end samtlige danske børn, også højere end de 21,4 procent af de danske børn, der bruger mere end tre timer om ugen på dansk-lektier. Den finske skole laver selv sine mirakler – i skoletiden.

Også social mobilitet er den finske skole god til. Den løfter fra bunden. 18,3 procent af de danske elever ligger på allerlaveste niveau, hvor de reelt mangler funktionel kompetence på det naturvidenskabelige område. Kun 4,1 procent af de finske børn ligger her. 16 procent af de danske børn er uden funktionel læsekompetence, mens denne gruppe udgør 5 procent i Finland. Den danske skoles fokus på forældresamarbejde betyder, at den sociale arv tynger mest muligt. Det bekymrer ikke folkeskolen. Lærerne kan kun undervise i 37 procent af deres arbejdstid, så må forældrene bare tage sig sammen.

Sideløbende med, at den danske folkeskole har tabt det faglige, har den udviklet en række alternative mål for sig selv. Ifølge den danske folkeskoles selvbillede er den fx indehaver af verdens bedste trivselsopskrift. Men faktisk føler de finske børn sig mere hjemme i deres skole end de danske børn gør. Finnerne er nr. 16 på ranglisten, danskerne nr. 34. Ifølge PISA´s måling af, hvor børnene føler sig bedst tilpas i skolen, er Finland nr. 9. Danmark er nr. 31.

Det sociale skulle vi være geniale til i Danmark. Men målt på positive sociale relationer i skolerne er finnerne placeret 10 pladser højere end danskerne. I samarbejde scorer danskerne højt, hvilket er blevet fremhævet kraftigt. I virkeligheden har PISA-undersøgelsen kun målt, hvorvidt eleverne opfatter samarbejde som vigtigt og gruppearbejde som en god måde at lære på. Man kan slet ikke ikke konkludere, at de danske elevers faktiske samarbejdsevner er høje.

Folkeskolens forsvarer sig mod fagligheden ved at pege på vigtigheden af at lære at lære. Men også læringsteknisk er eleverne blevet målt, og også her ligger danskerne under middel på alle parametre. Danske elever er hverken gode til at huske, kombinere eller strukturere. Endnu en tom floskel.

De danske elever er dog vældig glade for at gå i skole. De er vældig interesserede i fagene. Har man også fremhævet. De har en flot femteplads hvad angår interesse i matematik og læsning. Men finnerne indtager 4. pladsen!

Hvad de personlige kompetencer angår, karakteriserer det de danske elever, at de scorer meget lavt i indsats og vedholdenhed, samtidig med, at de har en særdeles høj opfattelse af deres egne evner i skolefagene. Danske elever har førstepladsen i matematisk selvtillid og en tredjeplads i læseselvtillid. Denne selvglæde er den danske skoles flagskib. Men er det et sødygtigt flagskib, når danskerne reelt rasler rundt nede i bunden rent fagligt og altså helt og aldeles overvurderer sig selv?

Lærerne har højere anseelse i Finland, derfor er deres skole bedre. Sådan har danske skolefolk i ramme alvor argumenteret. Årsagsforholdet er naturligvis omvendt. Når de finske forældre bakker op om deres folkeskole og respekterer den højt, så er det fordi den leverer varen.


Læs evt. også den efterfølgende debat på 180grader.

tirsdag, marts 09, 2010

Svinepolidske rejicerende subjekter

I gamle dage havde journalister et overordentligt dårligt ry. De blev betragtet som - og så er det er jo et sundt borgerligt princip at gå ud fra, at de så også vitterlig var - trættekære, sladdervorne, moralsk anløbne, opblæste og uvederhæftige. I dag ved enhver, at journalister er uskylden selv. De er vore dages sekretærer og beklæder dermed et ganske hæderligt erhverv, opkaldt efter et møbel. De håndterer nyheder, de skriver dem af, de opfinder dem ikke længere selvstændigt. Det er et fremskridt.

Samfundsforskerne er de nye "svinepolidske rejicerede subjekter", som vi betaler for at forurene vort sind.

Er de lidt nærsynede og missende i forhold til verdens realiteterne, så går de til gengæld rundt i en permanent lille ideologisk rus. Ikke døddrukne, bare lidt bimmelim, det stimulerer selvtillliden og den glade opfindsomhed. De ved, hvad de skal. De skal markere sig venstreorienteret, så enkelt er det egentlig. Kontrakonservativt, kontraliberalt, kontrafaktisk, det er programmet. Kan de samtidig markere sig en lille smule originalt og nytænkende, så kan det ikke blive bedre. Hvorfor alle deres afsindigheder naturligvis hele tiden bliver mere og mere absurde. Det er markedsbetingelser.

Hvorom alting er, så kan en "forsker i grænseoverskridende kriminalitet og politisamarbejde i den dansk-tyske grænseregion" vel ikke være ubekendt med disse tal:



Gerd Battrup lyver teknisk set ikke. Men hun er så selektiv i sin dataformidling og så tendentiøs i sine teorier og forklaringer, at resultatet bliver ganske vildledende. Hvad skal vi med forskere, der korrigerer os, når vi har ret?

mandag, marts 08, 2010

Her er London

Geert Wilders er fremragende, og vi skulle have mange, mange flere som ham. Han er, i egentlig forstand, politiker.

Henrik Ræder Clausen har oversat hans tale til det britiske Overhus. Den må I ikke gå glip af.