lørdag, april 03, 2010

Krise

Jeg elsker denne krise, vi har trængt til den længe. Det er så sundt for fagforeningerne at opdage, at er de for grådige - og det er de jo - så lukker arbejdspladserne altså ned og flytter til udlandet. Det er godt for moralen, at huspriserne falder til et realistisk niveau og de bugnende lån giver røde ører. Enhver er ikke længere millionær, det er slut med at kræve ind og forlange og rage til sig, lillemor.

Jeg mener det, hver dag er der nye glæder. Der blæser en frisk brise af ærlighed og klarsyn. Før ville folk nikke med store øjne, at man jo måler et samfund på, hvordan det tager sig af sine svage. Nu er der pludselig en modig borgmester, der sætter spørgsmålstegn ved, om skatteyderne skal betale 17 pædagoger for at mandsopdække een sindssyg. En anden kommunalpolitiker lufter, om det nu også er ganske rimeligt, at udgiften til hancicappede er fordoblet. Og de får opbakning, folk orker ikke at hykle mere.

Det er som om, den sunde fornuft har fået mæle. Pludselig skriger folk ikke i vilden sky ved tanken om at sterilisere en 20-årig åndssvag kvinde i stedet for at insistere på det sædvanlige program med tvangsfjernelser og kommunale millioner, der bare vælter op i den blå luft. Hvad er ideen, spørger Bertel Haarder, og alle ved, han har ret.

Det er slut med at behandle folk som pattebørn. Ikke flere individuelle mentorer og hjemmehos´ere til pjækrøve på Teknisk Skole. Vi slipper for at bekoste gadeplansmedarbejdere, hvis eneste effekt er, at de en gang imellem går i vejen for en røverbande. Der er hverken råd til tusinder af støttepædagoger eller tusinder af fængselsceller. Indvandrerne må tage sig sammen fra den ene dag til den anden, ellers er det bare ud.

Vi slipper for vejrudsigter uden ende, og der bliver ikke råd til hyggetjanser i SSP og HR-afdelinger. Det er slut med at ansætte folk til at fortælle den gode historie og den slags forbandede løgn og gejl. Konsulenterne må ud at tage kartofler op, spindoktorerne må ud på kyllingefarmene.

Det skal nok gå, ingen kommer til at lide nød. Vi har så rigelig med flæsk at tære af. De svage skal nok omstille sig. Den statslige og kommunale fedtbræmme, der lever af dem, skal såmænd nok også.

9 kommentarer:

  1. Godt at se du er tilbage på bloggen i topform!

    Forhåbentlig er krisen ikke ovre før vi får slagtet hele eller store dele af efterlønnen, førtidspensionen og integrationsvanviddet.

    SvarSlet
  2. Nemlig, vi har brug for 10 års vidunderlig krise. Jeg siger som Ole Henriksen: I love it :-)

    SvarSlet
  3. Ja, vekommen tilbage og endda i topform.
    Og hvor er det fornyende og befriende at høre en række skarpe udsagn om "krisen". Det er eftertankens og rengøringens tid!
    Tak for det, og hold fast.

    Mvh/Niels

    SvarSlet
  4. Godt du er tilbage! Jeg kan forstå at du er ansat i det offentlige siden du ønsker 10 års krise.

    SvarSlet
  5. Jeg forstår, Bertel. Lad os håbe på, at folk har sund fornuft nok til at beholde den borgerlige regering og at den borgerlige regering har sund fornuft nok til at føre borgerlig politik. Det er nemlig vigtigt, at de hårde betingelser kommer til at tære på det offentlige fedt i stedet for at nedbryde musklerne i det private erhvervsliv.

    Men det kommer til at tage tid. Også fordi krisen ikke bare er en krise, men et udtryk for, at vesten generelt lever over evne.

    Vi er nødt til at passe rigtig godt på det private erhvervsliv. Det tror jeg faktisk, folk kommer til at forstå.

    Jeg er på Peter Schiffs hold: Dette er ikke krisen, dette er kuren (se ovenfor).

    SvarSlet
  6. Hvis krisen fortsætter i 10 år så opgiver Danmark demokratiet som vi kender det.

    Jeg er slet ikke uenig i at dette er kuren men jeg kan ikke se Danmark holde til 10 års kemoterapi.

    For mig er det en umulig tanke med en borgerlig regering i årrække uden at SSF kommer til. Med forsat krise vil de bruge midler som vi ikke har set længe.

    Fantasien vil ikke engang kunne sætte grænserne.

    Det begynder langsomt, men det begynder:

    Apparently, the Spanish government finds it completely inconceivable how markets could react negatively to the country's 20% unemployment and budget deficit of 11.4% of GDP.
    Thus they've called in the secret service to hunt for an external explanation for markets' negative impression of the country.


    Read more: http://www.businessinsider.com/spains-secret-agents-hunt-for-economic-sabourtors-2010-2#ixzz0kAIJO4qq

    SvarSlet
  7. He, he... Ganske enig, de fede år er forbi, og gudsketakoglov for det. En herlig bivirkning er, at masse ulideligt gejl, finansieret af de hårdt prøvede skatteydere, bliver aflivet som noget af det første.
    Og vi har slet ikke så meget som set begyndelsen endnu - med Churchill: "Now this is not the end. It is not even the beginning of the end. but it is, perhaps, the end of the beginning".
    Men, men, men... Som Bertel Vagn skriver: Hvad, hvis nu det her ikke er en lille rask krise? Hvad nu, hvis det er en permanent tilstand?
    Hvad nu, hvis peak oil lurer lige om hjørnet? Vi er knap ude af en recession, og allerede nu er oliepriserne oppe i 80 dollars tønden; hvad nu, hvis vi bli'r banket ned, hver gang vi er på vej op, fordi hele vort globale system bygger på adgangen til billige kulbrinter - hvilket man jo vil vide, det gør, hvis man sætter sig ned, og tænker sagen igennem bare to minutter.
    Hvad nu, hvis skidtet brænder sammen?
    Men ind til da vil jeg, lige som dig Ulla, glæde mig over alle de fede, hellige køer, der snart bliver trukket ud bagved, skudt med en boltpistol og sendt til limkogeret.
    Hvilke veråb, der venter os, efterhånden som velfærdsslottet falder sammen!

    SvarSlet
  8. Hej,
    jeg er til dels enig i dit indlæg Ulla, for jeg mener bestemt også, at det forbrugssamfund vi i de sidste mange år har opbygget, har været kunstigt og har skabt et værdimæssigt skred, der ikke har været til det bedre. Men ser du det ikke som et problem, at skønt vi har en liberal regering, så foretager de ikke de nødvendige tiltag som Peter Schiffer påpeger man bør i en krise som denne? VK regeringen prøver jo netop, at vedligeholde det kunstige forbrug og de uholdbare lån, ved de hjælpepakker som de har indført, og benytter dermed tydeligt Keynes tidligere teorier i stedet for at lade markedskrafterne være selvregulerende. Peter Schiffer mener jo netop, at for at få styr på krisen, bliver vi nødt til at lade bankerne og diverse fimaer/investorer mv. gå fallit og regeringen skal lade være med at blande sig, og i stedet spare op og producere i stedet. Jeg synes blot at en anerkendelse af Peter Schiffer's synspunkter og teorier er langt fra en anerkendelse af vores nuværende regering, der faktisk ødelægger meget mere end de opbygger, ved at være semi-liberale. Viderefører de ikke blot de årsager, der var til krisens begyndelse. Det er i hvert fald det jeg frygter, der er ved at ske, men måske det er forkerte konklusioner, jeg vil meget gerne høre hvad du/I siger?
    Mvh. Josephine

    SvarSlet
  9. Josephine, det er jeg enig med dig i.

    SvarSlet