lørdag, marts 27, 2010

15.032 dødelige terrorangreb

Hvem kan komme i tanke om en god illustration til denne nyhed?

"Blev jeg uden videre spurgt, hvor mange terrorangreb der siden den 11. september 2001 var blevet udført i islams navn, tvivler jeg på, at jeg havde sat tallet højere end nogle tusinde, og selv dette tal ville naturligvis i sig selv være aldeles vanvittigt, når vi taler om en periode på lige godt otte et halvt år.

Skal vi afsløre tallet med det samme? 15.032 dødelige terrorangreb er det blevet til siden 11-9-2001. Det må være helt enestående i menneskehedens historie, at repræsentanterne for en enkelt af verdens kulturer har så massive ugerninger på samvittigheden. Det hører selvsagt med til historien, at langt de fleste angreb rammer andre muslimer, der tilfældigvis opholder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt
" (Set fra højre).

fredag, marts 26, 2010

Velfærdsstaten vakler

Økonomikursus ved Peter Kurrild-Klitgaard: "Krisen kradser, velfærdsstaten vakler":

"Da finanskrisen begyndte at rulle, var mange hurtige til at erklære det for markedsøkonomiens og kapitalismens undergang. Men nu tyder mere og mere på, at det om noget kan blive den allestedsnærværende, almægtige velfærdsstat, der kommer i livsfarlig bølgegang. For mange lande er det nemlig ikke så meget glansbilledet af den skandinaviske velfærdsstat, der er idealet, som det er den græske tragedie, der er fremtidsudsigterne.

Krisen er i vores nærhed for øjeblikket mest synlig i lande som Grækenland, Spanien, Portugal og Italien samt Storbritannien - men den er også synlig herhjemme, hvor den regering, der for få år siden lavede sjov med, at vi snart var så rige, at vi havde »råd til at købe hele verden«, nu står over for et historisk højt offentligt forbrug, et rekordstort budgetunderskud, et af verdens højeste skatteniveauer og behov for ny gældsætning af fremtidens skatteborgere. Alle steder giver man finanskrisen og konjunkturerne skylden, men det er lidt som at give sneen skylden for, at det bliver vinter.

Langt de fleste vestlige lande har derfor udgiftsniveauer og arbejdsmarkedspolitikker, der er lagt fast i de 'gode år' (fra begyndelsen af 1990erne til ca. 2007), hvor babyboom-generationen arbejdede derudaf, og hvor man forgyldte middelklassen med offentlige serviceydelser, børnepasning, orlovsordninger, efterløn, tidlig pension, gratis behandling af selvpåførte livsstilssygdomme, o.s.v. Politikker som i mange tilfælde fratager borgerne for ansvaret for egne beslutninger og belønner dem for at arbejde mindre".

torsdag, marts 25, 2010

Ramasjang

To værter på børne-tv:

- Undskyld mig, men øh-hø: Hvad er en nidding?!
- He he, jah, det er der ingen, der ved!
- Der er ingen, der ved det! Der er ingen, der ved det!
- Vi får lige at vide i øresneglen, at der ér nogen, der ved det!
- Er der nogen, der ved det?!
- Ja! En nidding er en nidkær person!
- Okayyy...!

Jalving om de nye biedermeiere

"Alle har travlt med deres karriere og skrabe penge sammen til huslån, skattefar og luksusforbrug. Tidsånden, dette uhåndgribelige væsen, er ikke til skepsis eller kritisk refleksion, er du rigtig klog? I øvrigt er vi blevet en slags ”liberalister” alle sammen, idet vi har meget svært ved at forestille os, at vi har fjender, ideologiske fjender. Fjender er noget, kun de onde har, eller noget vi nyder at se i Star Wars eller svenske krimier. I stedet ligger vi under for en usagt enighed om nogle pseudokristne plusord – tolerance, respekt, forståelse – og en forestilling om, at alle kulturer er lige gode. Vi bliver opdraget og uddannet til at tysse problemerne ihjel, og hvis nogen kommer og siger, at der er noget galt, så vender vi front mod budbringeren. Det skal jo ikke hedde sig.

Vi skal huske, at de intellektuelles indsats i det 20. århundrede ikke har været nogen succeshistorie, tværtimod. Der er ingen ende på de uhyrligheder, som intel! lektuelle har legitimeret, og de løgne, de har været med til at udsprede. Tænk bare på de totalitære ideologier, der har hentet deres retfærdiggørelse hos intellektuelle, filosoffer, kunstnere, videnskabsmænd, journalister. Intelligens eller høj uddannelse er ingen garant mod fanatisme og ekstremisme. Det er bare noget, vi, de uddannede og den snakkende klasse, tror.

Hvor banalt det end lyder, så er intellektuelle ikke anderledes end andre mennesker, når det gælder det mest elementære. Også de må f.eks. spørge sig selv, hvor næste løncheck skal komme fra, og hvis de bevidst eller ubevidst skønner, at fremtiden i en eller anden forstand tilhører islam, så vil de være tilbøjelige til at lave en ordning med de kommende magthavere eller deres nuværende vestlige håndlangere
” (Michael Jalving til Trykkefrihedsselskabets tidsskrift Sappho d.d.).

Jeg er jo enig. Hele interviewet kan nu læses online.

mandag, marts 22, 2010

Kim Il-Sung

Kim Il-Sung, Nordkoreas tyran og halvgud siden anden verdenskrig, blev født på et helligt bjerg, hvilken begivenhed afsatte en dobbelt regnbue og en ny stjerne på himlen. Når han spiller golf, får han hole in one i tre ud af fire slag. Der er love, der forbyder befolkningen at omtale hans lave højde. Han er udråbt til evig præsident.

Hvem er det nu, han minder mig om?

I Nordkoreas forfatning hedder det: "Comrade Kim Il Sung clarified the fundamental principle of State building and activities, established the most superior state social system and political method, and social management system and method, and provided a firm basis for the prosperous and powerful socialist fatherland and the continuation of the task of completing the Juche revolutionary cause.

Comrade Kim Il Sung regarded "believing in the people as in heaven" as his motto, was always with the people, devoted his whole life to them, took care of and guided them with a noble politics of benevolence, and turned the whole society into one big and united family
"

"Comrade Kim Il Sung was a genius ideological theoretician and a genius art leader, an ever-victorious, iron-willed brilliant commander, a great revolutionary and politician, and a great human being. Comrade Kim Il Sung 's great idea and achievements in leadership are the eternal treasures of the nation and a fundamental guarantee for the prosperity and efflorescence of the DPRK.

The DPRK and the entire Korean people will uphold the great leader Comrade Kim Il Sung as the eternal President of the Republic, defend and carry forward his ideas and exploits and complete the Juche revolution under the leadership of the Workers ' Party of Korea
".

Præsident til evig tid!

Og hvad mener I om artikel 42:

"The State shall eliminate the way of life inherited from the outmoded society and establish a new socialist way of life in every sphere".

Der er meget andet godt i forfatningen: fri bevægelighed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed og klageret. Fastslåelse af, at staten ejer alt og at der (ak!) ikke er grænser for, hvor rig den må blive. Folket er suverænt og tager omhyggelig vare på sig selv og sin ideologiske og moralske udvikling. Folket har ret til børnehaver, uddannelse, arbejde, lægehjælp og kulturliv serveret af staten. Forskningen skal blomstre på verdensniveau takket være en fast statslig hånd. Soldater har en ganske særlig status, kvinder er ligeberettigede. Der skal passes på miljøet. Også sproget har staten en forfatningsmæssig forpligtelse til at regulere og forbedre. Som tak skal befolkningen bestandig højne sin moral og sin patriotisme. Det er jo udmærket.

søndag, marts 21, 2010

Det store flertal

I 2000 havde vi 1045 mandlige efterkommere på 20-29 fra vestlige lande samt 3139 mandlige efterkommere i samme aldersgruppe var fra ikke-vestlige lande. Tilsammen udgjorde denne gruppe af mandlige efterkommere 4184 personer (Danmarks Statistik, BEF3).

Af denne flok fik 878 personer en dom i 2000. 18,6 procent af efterkommerne fik altså en dom for kriminalitet i 2000 (Danmarks Statistik, STRAFNA1. Se også dette nyhedsbrev).

Blandt de 1045 vestlige efterkommere fik 100 personer en dom i 2000. Det er 9,6 procent. 12 ubetingede fængselsstraffe blev det til (6 i 2008). Det er ikke de vestlige efterkommere, der trækker statistikken op.

Blandt de 3139 ikke-vestlige efterkommere fik 778 en dom i 2000. Det er 24,8 procent. Heraf var 137 ubetingede fængselsstraffe (204 i 2008).

Kan vi så konkludere, at ca. en fjerdedel af de mandlige 20-29-årige efterkommere fra ikke-vestlige lande har en dom? Nej, det er jo meget i underkanten. For statistikken viser ganske vist, at 778 af denne gruppe blev dømt i 2000.

Men i 2002 fik 954 af dem igen (mindst) en dom.

I 2004 blev 1219 dømt.

I 2005 1299.

I 2006 1449.

I 2007 1307.

I 2008 1473.

I 2008 fik 1449 mandlige ikke-vestlige efterkommere ud af 5334 mindst en dom. Det er 27,2 procent, altså efterhånden tæt på en tredjedel.

Skal man gætte på, at det er den samme fabelagtigt kriminelle tredjedel, der dømmes hvert eneste år? Ellers skal vi i stedet gætte på, at det er de samme voldsomt kriminelle to tredjedele, der dømmes hvert andet år?

Kort sagt: Hvor mange procent af de mandlige, ikke-vestlige efterkommere har ikke været i konflikt med loven, når de fylder 30?

Lærere vil være lærere

Så kan den liberale undervisningsminister godt slå til; lærerne kan heller ikke holde det ud. Kommunernes skolechefer melder ud, at "man bør se på, om driften af skolerne kan effektiviseres, hvis lærerne i højere grad koncentrerer sig om kerneopgaven: at lære eleverne at læse og regne" (JP 20/3-10, ikke online). Man kunne tilføje endnu et par kerneopgaver, men hovedbudskabet er klart.

Klaus Majgaard, skolechefernes formand, fortsætter: "Er alle møder nødvendige, og kan vi nå frem til en klar prioritering af den tid, der bruges på andet end undervisning - fx lejrskoler og skole/hjemsamarbejde og forskellige kampagner om fx rygning og motion. Kan sundhedsopgaver og holdningspåvirkning løses ved inddragelse af fx forældre og lokale foreninger?" (ibid).

Lærerformanden Anders Bondo Christensen er enig: "Der går ikke en uge, uden at politikerne henvender sig for at få skolen til at løse et samfundsproblem" (ibid).

Karen Mikkelsen, der er lærer, supplerer: "Der bliver ved med at poppe kommunale handleplaner op om fx sundhed og internationalisering. De er hver for sig gode ting, men det tager tid, når alle elever fx skal have lavet en sundhedsprofil hvert år" (ibid).

Hun kan ikke forestille sig folkeskolen uden en masse teamsamarbejde med deraf følgende dyr mødeaktivitet. Men hun har andre rationaliseringsforslag, som man kunne starte med:

"Vi skal diskutere, om det er skolen og mig som lærer, der skal lære børn, at de ikke må mobbe hinanden, og at de skal spise sundt, og skal vi fx bruge tid på seksualundervisning i biologitimerne? Opdragelse tager rigtig meget af min tid, og jeg er ofte både advokat, sagsbehandler og psykolog for mine elever" (ibid).

Det gode ved den lærermangel, vi imødeser, er at vi tvinges til at holde op med at spilde lærernes tid. Hele skoleområdet må gentænkes. For det første skal en helt masse opgaver skæres helt væk. For det andet må lærerkræfterne fokuseres på de klassiske skolefag, så pædagogerne kan overtage aktivitetsfagene (hjemkundskab, idræt, sløjd, billedkunst mv.) i en ny og anderledes form, der giver en god og varieret skoledag fra 8 til 15. Lærerne må altså blive lidt længere på skolen, og pædagogerne må møde ind lidt før.

Som Anne Knudsen skrev i en leder i Weekendavisen engang: Vi har allerede heldagsskole, den er bare dårligt organiseret.

lørdag, marts 20, 2010

Ungdomspædagogik

De er ikke uden humor, de rockere. Når vi glad og gerne lader venstreekstremister, gangsterveteraner og islamister få støtte til at forføre vor ungdom, hvorfor så ikke også lade almindelige, ordentlige rockere forsøge sig?

fredag, marts 19, 2010

Annie Lennox: Why

Evaluering af integrationsindsatsen

I 2005 og 2006 evaluerede Rambøll Management integrationsprojekterne i Kobenhavns kommune. Resultatet var nedslående, her fra resumeet:

"Rambøll Managements analyse viser, at der i Københavns Kommune ikke er en systematisk styring og evaluering af de integrationsprojekter, der iværksættes i kommunen. Ligeledes er der ikke en stringent overvågning og styring af den bredere integrationsindsats i øvrigt. Der er ikke en systematisk tilgang til formulering af mål (herunder niveau af mål, dvs. om det dækker output, resultat og effekt) og indikatorer (herunder konkretiseringsniveau) på tværs af forvaltninger og internt i forvaltningerne. Det betyder, at man ikke arbejder med samme type mål, og ikke foretager samme type operationalisering af mål, ligesom man ikke arbejder med en ensartet tilgang til måling af, i hvilken grad der sker målopfyldelse. Endvidere sker der ikke en standardiseret vurdering af integrationsindsatser på tværs af forvaltninger, eller en vurdering af, hvordan forskellige forvaltningers integrationsindsatser spiller sammen i forhold til at opnå fælles mål.

Desuden viser vores analyse, at der ikke ligger tydeliggjorte kriterier til grund for vurderinger af, hvilke projekter der kan bevilges projektstøtte. En mangel på klare kriterier betyder for det første, at det bliver svært at foretage en stringent kvalitetsvurdering og at sammenligne projektansøgninger, hvilket gør det vanskeligere at sikre, at pengene bevilges til de, efter relativt objektive kriterier, mest egnede projekter med størst potentiel effekt. For det andet betyder manglen på klare kriterier, at ansøgerne ikke gennemtænker deres projekter systematisk i forhold til retningslinjer opstillet af de kommunale forvaltninger. Udmelding af klare kriterier der vil ligge til grund for ansøgninger, handler ikke alene om at sammenligne og kvalitetsvurdere ansøgninger. Det handler også om at kvalificere ansøgeres overvejelser over, hvad der søges penge til
" (Rambøll Management (2006): Systematisk evaluering på integrationsområdet – analyse og oplæg. Københavns Kommune).

Der er altså ingen styring, ingen systematik, ingen mål, ingen formål, ingen indikatorer, ingen effektmålinger, ingen evaluering, ingen vurdering og ingen kvalitetskriterier. Der er ganske enkelt ikke hoved og hale i indsatsen. Man sætter en masse aktiviteter i gang (10 mio. årligt alene til udviklingsaktiviteterne, der ifølge rapporten (ibid:9) kun udgør en lille del i forhold til driftsaktiviteterne på integrationsområdet i Københavns kommune), men man har absolut ingen klarhed over, hvordan disse aktiviteter skal føre til integration og hvad man overhovedet forstår ved integration.

Integrationsprojekterne flager med nogle vældigt luftige resultatmål så som det ikke nærmere definerede begreb integration. Men man evaluerer ikke på disse resultatmål. Man evaluerer på inputtet, altså antal kroner, man anvender på integration. Man evaluerer på aktivitetsmål, altså fx antal lektiecafeer, gadeplansmedarbejdere, klubtilbud, udvidelser af støttekorps osv. Nogle gange evaluerer man også på brugernes opfattelse af serviceoutputtet: Er projektet godt for din integration - ja/nej/måske? Men man evaluerer ikke på, om det hele så også har nogen objektiv, samfundsmæssig effekt.

At det har effekt, er ligesom bare noget, man ved. Man tænker processuelt og taler om ”forebyggende rolle” og ”støtte”, der bygger nogle meget uklare forventninger op. Det eksplicitte mål er naturligvis integration, men der er ingen enighed om, hvad integration er, ligesom der ikke er nogen enighed om, hvordan integrationsaktiviteterne skal føre til integrationseffekten.

Ifølge Rambøll Management kniber det altså i målbeskrivelserne, men det kniber også i årsag/virkningslogikken. Projekterne mangler klare forestillinger om, hvordan deres aktiviteter skal føre frem til det ønskede mål. Projekterne kan ikke sandsynliggøre, at de har en relevant forandrende effekt. Effekt kan defineres som "den forskel, en indsats gør for en person, set i forhold til hvordan personen ville have haft det, hvis personen ikke havde modtaget den sociale indsats" (SFI). Så reelt ved man ikke, om man ikke lige så godt kunne have ladet være.

På basis af Rambølls analyse blev nedenstående model nu anbefalet i et forsøg på at styrke integrationsindsatsens forandringsteorier, altså projekternes årsags-/virkningslogik (Københavns Kommunes Beskæftigelses- og integrationsforvaltning (2006): Systematisk evaluering af integrationsprojekter – en projektvejledning):


I midten ser man processen fra ressourcer til mål. Spørgsmålene i den venstre spalte tager udgangspunkt i de givne ressourcer og er en hjælp til hele vejen igennem at opnå den maksimale anvendelse af ressourcerne mhp. at nå målet. Spørgsmålene i den højre spalte skal læses nedefra og besvares mhp. at skabe klarhed over årsag-/virkningsforholdene. Man tager udgangspunkt i målene forneden. Fører de ønskede effekter til de ønskede mål? Har de planlagte resultater de ønskede effekter? Fører de planlægte aktiviteter til de ønskede resultater osv?

Prøv evt. selv at sætte integrationspædagogikkens yndlingsstrategier ind i modellen: dialog, rummelighed, anerkendendende tilgang, mangfoldighed, åbenhed, tolerance og forståelse, empowerment osv. I disse termer ligger der implicitte forandringsteorier, altså mere eller mindre tavse postulater om, at det, man bruger skatteydernes penge til, har en effekt. Man foregiver at vide, hvad der skal til. Men prøv at bruge modellen til at forklare en sandsynlig forbindelse fra de typiske integrationsaktiviteter til opnåelse af det mål, som det hele handler om, nemlig integration. Hvordan kommer man fra undervisning i arabisk, cykelkurser for somaliske kvinder, kickboxing for arabiske mænd, kønsadskilt badning og etniske sports- og hyggeklubber til det, som den danske skatteyder forstår ved integration?

Svaret er for mig at se, at man ikke kommer nogen vegne. Integrationsarbejdet står bomstille på stedet, og ofte har det faktisk en integrationssvækkende effekt, fordi man belønner nepotisme og segregation. Og man holder indvandrerne offentligt forsørgede og beskæftigede med sig selv, om sig selv, for sig selv, til sig selv - hvorved man for alvor afskærer dem forbindelsen til det civilsamfund, de skulle blive en del af.

Integrationsprojekterne er stærke i at forlange ressourcer, de er fantasifulde i at igangsætte aktiviteter, men de er svagtseende over for deres manglende resultater, de er blinde over for de udeblevne effekterne og de er ofte på mere eller mindre eksplicit konfrontationskurs i forhold til de mål, som skatteyderne betaler dem for at nå.

onsdag, marts 17, 2010

Integration level nul

Integrationsråd er jo en mærkelig ide. Hvad forestiller man sig at få, andet end en lille nepotistisk flok med hælene i jorden og en masse forlangender?

Holstebro kommunes nye socialdemokratiske integrationsrådsformand, Ali Moussa Almaanaki, var i avisen i går (bla. her og her). Han taler varmt for arabisk modersmålsundervisning, uden hvilken de arabiske børn "ikke kan kommunikere" med deres forældre. Hm. 60 børn går til arabisk, selvom den kommunale modersmålsundervisning er væk. Han fremhæver også en ordning "kun for kvinder eller mænd med etnisk baggrund". De kan benytte Holstebro Badeland efter lukketid, "så kvinder og mænd kan svømme hver for sig". Det starter i dag. Volley ball for indvandrere er også et hit; her kan indvandrerne opdrage hinanden på tværs af generationer, siger han.

Den slags tiltag har naturligvis intet med integration at gøre. Det er i bedste fald etnisk nepotisme, hvor man graver penge ud af skatteydernes lommer for at gøre tilværelsen let og behagelig for sine egne. I værste fald er det rendyrket etnisk segregation, hvor man arbejder for at opbygge et parallelsamfund, hvor man taler sit eget sprog, plejer sine egne normer og dyrker sine egne fritidsaktiviteter uden anden indblanding fra det omkringliggende samfund end en lun pengestrøm.

Den nye integrationsrådsformand kan også levere rådgivning om, hvordan man kan holde "fest for hele klassen". Det handler vel om at lære danske familier at servere halal mad for de muslimske børn. Endelig fremhæver han, hvordan Den Multikulturelle Forenings arabiske sprogundervisning også tiltrækker danske børn: "Vi har danske børn i 4. og 5. klasse, der gerne vil lære arabisk, fordi deres bedste venner er arabere. De vil gerne kunne sproget", forklarer han. Sproget?

Som enhver kan se af hans eksempler, er det ikke indvandrerne, der skal integreres. Vores nye rådgiver udi integrationsspørgsmål lægger det helt åbent frem: Det er danskerne, der skal integreres. Disse er nemlig ofte "helt uden indblik i de andre kulturer", som han siger. "En institution eller skole eller arbejdsplads uden indvandrere er helt isoleret fra samfundet. Den er dansk isoleret". Hvis det er sådan, en velintegreret indvandrer ser på tingene, hvordan ser en uintegreret indvandrer så på dem?

Jeg overvejer, om dette er integration på et Batesonsk læringsniveau nul? Niveauet, hvor der slet ingen læring eller forandring sker; hvor den lærende bare gentager sin respons igen og igen og igen og igen, uden nogensinde at lære sig noget som helst. Kønsopdeling og arabisk kunne de jo sådan set inden de kom?

En skakcomputer lærer på niveau nul. Den kan foretage store, komplicerede beregninger, den kan afprøve de strategier, som den er programmeret til at bruge, og den kan sortere og ekspedere store mængder af information ud fra denne forprogrammering. Det, den ikke kan, er at tage fejl. Men dermed kan den heller ikke lære af sine fejl. Den kan ikke ændre i sine forudsætninger. Computeren starter forfra og gøre akkurat det samme én gang til. Den kører programmet benhårdt og gør, ud fra sine egne forudsætninger og de tilgængelige oplysninger, alting helt fuldstændig korrekt. Grunden til, at den ikke kan tage fejl er, at den ikke kan se sig selv i sin kontekst. Den kan ikke stille sig op ved siden af sig selv og reflektere over sine egne valg. Normalt er det kun maskiner, der er så forbenede og fantasiløse, men mennesker kan også være med: nej jeg vil ej, nej jeg vil ej, nej jeg vil ej.

Måske sniger Holstebros integrationsarbejde sig op på læringsniveau I? På dette niveau bliver den lærende i stand til at revidere sine valg, dog stadig inden for et uændret sæt af alternativer. Hvis man har ringe succes med det ene valg, kan man vælge det andet, dog stadig uden at være i stand til for alvor at revidere sine egne forudsætninger. Forskellen består i, at på dette niveau kan man tage fejl og lære af sine fejl. Thorndikes kat og Skinners rotter lærer på niveau 1. Mennesker gør det rigtig meget. Det er dejligt at sidde fast forankret i et paradigme og kværne derudad, idet man beregner og nyberegner med al den energi, paradigmet giver én. Hvis det ene ikke virker, så prøver vi det andet. Islamisterne, lige fra den menige somaliske øksemorder til den universitetsuddannede, arabiske propagandist kører på dette niveau, mekanisk og utrætteligt, dang-dang-dang.

Først på niveau II kan den lærende revidere det sæt af alternativer, hvorfra valget foretages. Her sætter man spørgsmålstegn ved sine tankemønstre og mål frem for bare ved sine strategier. Ligesom man kun kunne nå niveau 1 gennem muligheden af at vælge forkert, kan niveau 2 kun nås gennem muligheden af at tage grundlæggende fejl, altså ved at erkende, at det sæt af alternativer, som man vælger ud fra, kan være utilstrækkeligt. Her står computere og dyr og muslimsk dominerede integrationsråd af.

tirsdag, marts 16, 2010

Hyggeskolen

Bla bla bla. Jeg tror lige, jeg vil kopiere min 180grader-klumme om folkeskolen herind:

Den danske folkeskole elsker samarbejde. Den elsker møder, aftaler og fælles indsatser. Ethvert tænkeligt aspekt af barnets liv er genstand for folkeskolens interesse. Den aflægger hjemmebesøg, den ringer og skriver om småting og den sprøjter glad allehånde opfordringer og anbefalinger ud i familierne om det ”fælles” barn. Der er ikke en småsten i barnets sko, der er irrelevant for folkeskolen. Til gengæld har den ikke en eneste opgave, som den selv tager ansvaret for.

Doktrinet om samarbejde kom ind i folkeskoleloven i 1975. Hvor folkeskolen hidtil havde formuleret sin bestemmelse med værdighed og beslutsomhed, blev der nu indført en basal hjælpeløshed, ansvarsløshed og opgivenhed i folkeskolens formålsparagraf. Den lagde konsekvent ansvaret fra sig og lovede nu kun ”i samarbejde med forældrene” at give eleven ”mulighed” for at lære noget. Man kunne lige så godt skrive 7-9-13 i formålsparagraffen, og den tankegang har den danske folkeskole aldrig siden overvundet.

I én bevægelse invaderede folkeskolen familiernes private rum gennem en voldsomt øget interesse for personlige, sociale og politiske forhold samtidig med, at forældrene blev trukket ind i skolens rum som aktører og medansvarlige i den nye ”fælles” skole. Nu, godt 30 år efter, er der ikke længere nogen, der kan huske en folkeskole, der anerkendte grænsen mellem offentligt og privat. Ingen kan huske den folkeskole, der selv tog det fulde ansvar for at uddanne børnene på velafgrænsede, faglige felter. Vor tids forældre er selv børn af 70´er-loven og ser det som en selvfølge, at skolen vrøvler rundt i ting, der ikke bør interesse den, samtidig med, at den sløser med sit egentlige formål.

Placeringen af ansvaret for folkeskolen i et uldent, ikke nærmere defineret samarbejde skal selvfølgelig føre til faglig fiasko og ineffektivitet. Efter PISA-undersøgelserne måtte der ske noget. At nedprioritere skolens ikke-faglige opgaver kunne ikke komme på tale, så folkeskolen har nu opdyrket forældrene som en gratis og uudtømmelig arbejdskraftressource. Kan børnene ikke læse tallene mellem 1 og 20, når de starter i børnehaveklassen, bliver deres forældre bedt om at lære dem det. Imens kæmmer læreren lus, tjekker cykler og snakker om venskaber og madpakker. Ved læseproblemer fortsætter temaugerne om sørøvere eller bamser ufortrødent i skolen, mens mor og far får besked på at læse i timevis med barnet derhjemme. En bekendt, der er sygeplejerske og har tre skolesøgende børn, udtalte: Jeg sidder to timer hver dag med de lektier: hvis jeg skal gøre dem tilfredse, skal jeg sidde tre!

På amerikanske hjemmeundervisningssider skriver forældrene, at der er brug for ca. 2 timers undervisning om dagen for at følge tempoet i de mindre klasser. Forældre sidder altså så længe over lektierne, at det ikke kan betale sig for dem at sende børnene i skole. Hvad laver de egentlig ovre på skolen fra 8 til 16?

Den lærerforening, der ellers er i særklasse nidkær med arbejdstiden, har absolut ingen kommentarer til, at børn på 7-8 år skal arbejde videre derhjemme efter en arbejdsdag fra 8 til 16. Det er klart, at den dag, der er begyndt med et festfyrværkeri af temaarbejde, leg og social hyggesnak, ofte ender i gråd, når de tørre matematikopgaver skal laves efter aftensmaden. Lærerne snakker upåvirket videre om vigtigheden af trivsel og omsorg.

Folkeskolens uldne samarbejdsideal fører ikke bare til faglig fallit, men også til en ulidelig overintegration. Skolen hvirvler flittigt personligt og socialt materiale op, som støjer videre inde i systemet og kræver tematisering. Lærerne holder gruppeseancer med børnene om, hvad der sker af stort og småt i SFO´en, derhjemme, på månen og i fremtiden. Børnene er som alle andre, de elsker at tale om sig selv og bekræfter alvorligt, at det er rigtig godt at få en snak. Al denne snak belaster ikke lærerne, for de får af ulyksalige grunde penge for det, men det belaster forældrene, der jo ikke har hundredvis af timer afsat hvert år til ligegyldige møder og breve og aktiviteter. Jeg bedes hjælpe min 6-årige datter med at udfylde evalueringsskemaet vedr. temaugen. Min 8-årige datter skal lave arbejdspladsvurdering: Er trapperne skridsikre? Er der koldt på toilettet? Som en mor sagde til mig, da der oven i alle møderne, arrangementerne, den apokalyptiske sværm af sedler og den minutiøse, gensidige afrapportering af småting blev indført arbejdsfredag og klasseforældreråd og forældrebackupmøder og trivselsambassadører: Bliv os fra livet!

Da min søster mødte op med sit barn på første skoledag, var det 5. gang, hun var på skolen i anledning af skolestarten. Man drukner i sedler fulde af stavefejl og ligegyldigheder, og hvis man er uenig i noget, inviteres man til møder og flere møder for at få samarbejdet smurt, så der venligst er helt fri passage af overflødig kommunikation, utidig indblanding i hjemmets anliggender og afståelse af arbejdsopgaver til forældre.

Folkeskolen er ekspert i diffuse ansvarsplaceringer og irriterende overintegration. De to ting hænger sammen. Når to deler et ansvar, bliver der nøjagtig én procent til hver, og der er altid noget at holde møder om.

Skolen er fuld af floskler om, at den udvikler stærke personligheder, demokratisk sindede borgere, formidable sociale evner, kaosrobusthed og høj læringskapacitet. Faktisk tager folkeskolen rask væk æren for hele den senmoderne, sociologiske udvikling. Forældrene tror på det og kan godt se, at historisk og matematisk viden ikke er noget at snakke om i forhold til det mirakel, den moderne skole angiveligt udretter. I en vis forstand er vi faktisk ude i noget kvaksalveri, hvor man sælger et mere eller mindre virkningsløst præparat til godtroende mennesker.

Siden PISA-undersøgelserne er der skrevet meget om, hvad vi kan lære af især den finske folkeskole. Det eneste forhold, man ikke har hæftet sig ved, er det, der udgør forskellen: den finske folkeskole baserer sig ikke på et usikkert dynd af samarbejdsidealer, den differentierer i stedet klart og beslutsomt. Forældrene er ikke en del af skolens hverdag. De afleverer børnene ved indgangen. Der forventes ikke noget højt kontaktniveau mellem lærere og forældre, der er ingen telefonsamtaler i tide og utide, og læreren afsætter ikke en arbejdsuge til at komme rundt og se børnenes hjem. Der er ingen sværme af sedler og ligegyldige informationer frem og tilbage. Der er langt færre møder og en meget mere stabil struktur uden opbrud i form af temauger, emnedage og projektperioder, som ingen kan finde rundt i. Der er ro, fordybelse og ekspertise i de enkelte fag, fordi tværfaglighed og lærerteams ikke dominerer. Man bruger enkle, men effektive pædagogiske metoder.

Elevens familiemæssige og sociale baggrund er ikke genstand for lærernes interesse. Ressourcerne bruges i stedet på lærebøger, læreruddannelse, undervisningsassistenter i klasserne og sund skolemad hver dag. Børnene er på skolen til sidst på eftermiddagen, ligesom de danske børn er det, men pædagogernes aktiviteter med børnene er spredt ud over alle frikvarter frem for at ligge samlet om eftermiddagen. Lærerne er fagpersoner, deres stolthed er ikke børne- og klasseterapi, men faglig indsigt og veltilrettelagt undervisning. Pædagoger og pædagogmedhjælpere er en fast del af skolens hverdag. De giver specialundervisning til 20 procent af eleverne. Skolen tager selv hånd om de faglige problemer. Det karakteriserer både børn, forældre og lærere, at de respekterer faglige kundskaber som skolens primære formål og forpligtelse.

Det mest bemærkelsesværdige er, at de finske elever er nogle af dem, der bruger mindst tid på lektier sammenlignet med de øvrige lande, der var med i PISA-undersøgelserne. De bruger langt mindre tid på matematiklektier end danskerne. Alligevel scorer de fagligt meget højere. Det samme gør sig gældende mht. modersmålsundervisningen. Selv de 14,2 procent af de finske børn, der slet ingen tid bruger på lektier i deres modersmål, scorer højere end samtlige danske børn, også højere end de 21,4 procent af de danske børn, der bruger mere end tre timer om ugen på dansk-lektier. Den finske skole laver selv sine mirakler – i skoletiden.

Også social mobilitet er den finske skole god til. Den løfter fra bunden. 18,3 procent af de danske elever ligger på allerlaveste niveau, hvor de reelt mangler funktionel kompetence på det naturvidenskabelige område. Kun 4,1 procent af de finske børn ligger her. 16 procent af de danske børn er uden funktionel læsekompetence, mens denne gruppe udgør 5 procent i Finland. Den danske skoles fokus på forældresamarbejde betyder, at den sociale arv tynger mest muligt. Det bekymrer ikke folkeskolen. Lærerne kan kun undervise i 37 procent af deres arbejdstid, så må forældrene bare tage sig sammen.

Sideløbende med, at den danske folkeskole har tabt det faglige, har den udviklet en række alternative mål for sig selv. Ifølge den danske folkeskoles selvbillede er den fx indehaver af verdens bedste trivselsopskrift. Men faktisk føler de finske børn sig mere hjemme i deres skole end de danske børn gør. Finnerne er nr. 16 på ranglisten, danskerne nr. 34. Ifølge PISA´s måling af, hvor børnene føler sig bedst tilpas i skolen, er Finland nr. 9. Danmark er nr. 31.

Det sociale skulle vi være geniale til i Danmark. Men målt på positive sociale relationer i skolerne er finnerne placeret 10 pladser højere end danskerne. I samarbejde scorer danskerne højt, hvilket er blevet fremhævet kraftigt. I virkeligheden har PISA-undersøgelsen kun målt, hvorvidt eleverne opfatter samarbejde som vigtigt og gruppearbejde som en god måde at lære på. Man kan slet ikke ikke konkludere, at de danske elevers faktiske samarbejdsevner er høje.

Folkeskolens forsvarer sig mod fagligheden ved at pege på vigtigheden af at lære at lære. Men også læringsteknisk er eleverne blevet målt, og også her ligger danskerne under middel på alle parametre. Danske elever er hverken gode til at huske, kombinere eller strukturere. Endnu en tom floskel.

De danske elever er dog vældig glade for at gå i skole. De er vældig interesserede i fagene. Har man også fremhævet. De har en flot femteplads hvad angår interesse i matematik og læsning. Men finnerne indtager 4. pladsen!

Hvad de personlige kompetencer angår, karakteriserer det de danske elever, at de scorer meget lavt i indsats og vedholdenhed, samtidig med, at de har en særdeles høj opfattelse af deres egne evner i skolefagene. Danske elever har førstepladsen i matematisk selvtillid og en tredjeplads i læseselvtillid. Denne selvglæde er den danske skoles flagskib. Men er det et sødygtigt flagskib, når danskerne reelt rasler rundt nede i bunden rent fagligt og altså helt og aldeles overvurderer sig selv?

Lærerne har højere anseelse i Finland, derfor er deres skole bedre. Sådan har danske skolefolk i ramme alvor argumenteret. Årsagsforholdet er naturligvis omvendt. Når de finske forældre bakker op om deres folkeskole og respekterer den højt, så er det fordi den leverer varen.


Læs evt. også den efterfølgende debat på 180grader.

tirsdag, marts 09, 2010

Svinepolidske rejicerende subjekter

I gamle dage havde journalister et overordentligt dårligt ry. De blev betragtet som - og så er det er jo et sundt borgerligt princip at gå ud fra, at de så også vitterlig var - trættekære, sladdervorne, moralsk anløbne, opblæste og uvederhæftige. I dag ved enhver, at journalister er uskylden selv. De er vore dages sekretærer og beklæder dermed et ganske hæderligt erhverv, opkaldt efter et møbel. De håndterer nyheder, de skriver dem af, de opfinder dem ikke længere selvstændigt. Det er et fremskridt.

Samfundsforskerne er de nye "svinepolidske rejicerede subjekter", som vi betaler for at forurene vort sind.

Er de lidt nærsynede og missende i forhold til verdens realiteterne, så går de til gengæld rundt i en permanent lille ideologisk rus. Ikke døddrukne, bare lidt bimmelim, det stimulerer selvtillliden og den glade opfindsomhed. De ved, hvad de skal. De skal markere sig venstreorienteret, så enkelt er det egentlig. Kontrakonservativt, kontraliberalt, kontrafaktisk, det er programmet. Kan de samtidig markere sig en lille smule originalt og nytænkende, så kan det ikke blive bedre. Hvorfor alle deres afsindigheder naturligvis hele tiden bliver mere og mere absurde. Det er markedsbetingelser.

Hvorom alting er, så kan en "forsker i grænseoverskridende kriminalitet og politisamarbejde i den dansk-tyske grænseregion" vel ikke være ubekendt med disse tal:



Gerd Battrup lyver teknisk set ikke. Men hun er så selektiv i sin dataformidling og så tendentiøs i sine teorier og forklaringer, at resultatet bliver ganske vildledende. Hvad skal vi med forskere, der korrigerer os, når vi har ret?

mandag, marts 08, 2010

Her er London

Geert Wilders er fremragende, og vi skulle have mange, mange flere som ham. Han er, i egentlig forstand, politiker.

Henrik Ræder Clausen har oversat hans tale til det britiske Overhus. Den må I ikke gå glip af.