tirsdag, april 03, 2018

Creators for Change


Radikalerne er ved at have tilbageerobret de områder, de en overgang tabte via internettet.

Facebook har lokket den civile hyggesnak ind i sin tryllekreds, og mens der hygges, afkobles forbindelsen til politisk skadelige, borgerlige kilder. Hermed er Mark Zuckerberg på magtens tinde. En dreng. Sjælenes barnekejser.

Twitter er grundlagt af en flok drenge, der har undskyldt for Twitters rolle i Trump. Det skal ikke ske igen, så fremover lukker de deres værste politiske modstandere ude. Under den bløde snak om åbenhed og diversitet spinder nu en propagandamaskine med den bedste samvittighed i verden.

Google lukker Youtube-konti, de ikke kan lide, og nedprioriterer ubehagelige hjemmesider i søgemaskinerne. Her bestemmer to forvoksede drenge i forening, Larry Page og Sergey Brin. Over hvad hele verden ved om noget som helst.

Den frodige debat og videnssøgning, som internettet gav mulighed for, har ladet sig lokke i folde som kvæg. Den har ladet sig tæmme med trygge rammer og godbider. Nu kan den ikke finde ud.

Der er no such thing as a free lunch.

Men det er mere en tilbagevenden til normalen end en afvigelse fra den.

Forlagene har altid gjort det. Vidunderlige borgerlige hovedværker bliver helt systematisk hverken oversat eller omtalt.

Der sprøjtes lærebøger ud, som trækker studerende rundt i alle hjørner af den marxistiske tradition uden at nævne, at der er alternativer udenfor.

TV og aviser cykler rundt i et sort hul af ikke-formidlede kendsgerninger.

Med kontrollen over internettet har vore formidlingsformidlere genvundet en kontrol, som de kun tabte et lille øjeblik.

Men det var denne, jeg ville vise: Google/Youtubes Creators for Change. Sender sine sejrssikre, antivestlige ungpionerer til en skole nær dig og lærer dine børn at anmelde hate speech.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar